“You want it darker”? spørger Leonard Cohen i det nye soundtrack til et stykke, vi kender som en opera af Mozart. Svaret bliver “Egentlig ikke, tak”, for det lykkes for AAT at servere en 250 år gammel komedie med passende skælmskhed og stof til eftertanke. Balancen mellem det platte og letkøbte afstemmes med tråde til det bogstavligt talt mest brandfarlige stof fra vores egen tid og vi hjælpes til at forstå, at det forbudte altid har været en fristelse – om det så gælder i sengen, arbejdspladsen eller åndslivet.
Dramaturg Kjersti Hustvedt må have været på overarbejde; hvordan formidler man en historie fra en tid, hvor klasseskel var givet og havde en skæbnesvanger betydning, vi har svært ved at begribe – og tilmed fjerner musikken, der skulle gøre den spiselig og levende? Instruktør Hans Henriksen har ikke til vane at lefle for sit publikum, og det er dejligt befriende, at teksten er forblevet urørt og ikke forsøgt “moderniseret”. Én af de centrale pointer er netop, at det ikke behøves.
Cohen åbner ballet og spørger om du selv er dealeren i denne fortælling, tandhjulene i scenografien ruller (ofte ude af trit), og vi præsenteres for stykkets omdrejningspunkt: Hittebarnet Figaro, der skal giftes med Susanne – nonchalant og passende koket spillet af Bolette Nørregaard Bang. Vi får indtryk af en kvinde, der er mere vis end sin alder, har set og hørt sin del og som ved, at kun rige kvinder har råd til romantik og drømme. Susanne er kammerjomfru – med alt hvad det indebærer af muligheder og nitter såsom herremandens førsteret til bruden på selve brudenatten.
Figaro fremstår i åbningsscenen ikke synderlig plaget af den tanke, og i det hele taget virker Ferdinand Falsen Hiis en anelse fejlcastet i rollen. Hvorfor denne grevens lakaj, der er penge- og prestigeløs, gør flere kvinder giftelystne er ikke tydeligt.
Fake news og Baciller
AAT var blevet bedt om “kostumedrama” og det får vi: Stilarter, epoker, farver og snit blandes sammen i en skøn redelighed, der synes at ville understøtte manuskriptets kræsen om ordet “ligegyldighed”. Et kostumedrama ender ofte karikeret, stift eller i den modsatte grøft med aner til dragshows og en påtaget moderne tilgang. Her virker det som har hver spiller klædt sig selv på. Det efterlader et skarpt indtryk af den enkelte karakter, som når Grevinden i første scene fremstår tømmermandsramt og insisterer på solbriller, eller den mystiske musiker Bazile viser sig som en glemt anarkist fra 90’erne, leverende sine replikker med en matchende lakonisk apati – som da han proklamerer, at ville gøre ALT for kærligheden (lige bortset fra dét der kræves.)
I denne sæson har AAT beskæftiget sig med ”Ekkokamre”, og figuren Bazile illustrerer, at begrebet Fake News ikke er produkt af Brexit eller Donald Trumps præsidentskab, men derimod et fænomen der florerer i kølvandet på menneskets hang til sladder og ansvarsfraskrivelse. Således referer stort set samtlige karakterer i første halvdel af stykket til information de har fra Bazile. Selve ordet “ekko” går da også igen i stykket flere gange.
“Så er man ondskabsfuld, fordi man ser klart”
Bemærkningen siges henkastet, men står klokkeklart på en baggrund af grå nøgenhed og publikum æder den råt. Den spartanske og dystre scenografi giver plads til stykkets store sandheder, og pludselig kan vi gennem husholdersken Marceline, der også vil giftes med Figaro, få en forståelse for, hvorfor det nogen gange kan synes at kvinde er kvinde værst. Rollen som Marceline byder på store skift og kræver en nuanceret spiller, hvilket indfries af Kathrine Høj Andersen.
Tempoet i stykket er eminent, og det er som om manglen på Mozarts lette toner gør, at vi virkelig kan høre stemmerne i de optegnede lejre: Mænd vs. kvinder, den arabiske kultur vs. den europæiske og arbejdsgiver vs. ansat. Hvem har egentlig magten, når grevens gartner forklarer, at han ikke er interesseret i at “give slip på en god greve”? Samme greve påpeger magtens bagside med sin klagesang “jeg får aldrig noget at vide“.
Opsætningen fejler med sine brud på den fjerde væg og direkte spørgsmål til publikum. Det ligger i perioden og formen med den slags delagtiggørelse, men skal det lykkes må det gentages; det andet virker for sjusket og tilfældigt, og det er svært at se hvad Hans Henriksen ønsker at opnå med grebet; vi efterlades med Figaros evigtgyldige spørgsmål “Hvor er du på vej hen“.
Figros Bryllup spiller på Store Scene på Aalborg Teater frem til 15 juni.
