Når man møder Nordjyllands politidirektør, Anne Marie Roum Svendsen, er det ikke svært at se, at hun er kvinde med autoritet. Den lyseblå skjorte med slips og stjerner på skulderen udviser status, men når den ranke kvinde sætter sig ved bordet og tager en slurk kaffe, finder man hurtigt ud af, at der gemmer sig et nærværende og sympatisk væsen bag uniformen
For Anne Marie er slipset en selvvalgt del af uniformen, og det er mest for udseendes skyld. Hun synes nemlig ikke, herreskjorten sidder pænt uden den symmetriske windsorknude. Og heldigvis er slipset udstyret med velcrobånd i nakken, så når slipseknuden er bundet, er nem og nydelig at tage på.
Det er nu ikke, derfor slipset er med velcro, fortæller politidirektøren, for inden for politiet må man jo forudse enhver form for fare, og det er af sikkerhedsmæssige årsager, at det nemt skal kunne rykkes af, hvis nogen nu ville trække i det.
Men hun klager bestemt ikke over, at det også gør nemmere om morgenen, når hun skal i tøjet. Og uden tøjkriser med den forudbestemte uniform tager Anne Marie hjemmefra om morgenen og møder ind på Politigården i Jyllandsgade. Her har hun arbejdet som politidirektør siden 2017.
Politimesterens datter
Det har måske lagt i kortene, at Anne Marie skulle ende hos politiet ligesom sin far. Hun er nemlig datter af den forhenværende politimester i Randers, Kjeld Roum Svendsen, og da hendes mor også er uddannet jurist, faldt æblet ikke langt fra stammen.
– Derhjemme snakkede vi meget om retfærdighed og retssikkerhed. Hvis man mødte nogle mennesker med en letkøbt holdning, tænkte vi over en anden indgangsvinkel til det. Kunne der være et andet synspunkt? Det gjorde, at vi altid har haft mange diskussioner derhjemme, men uden at være fløjkrigere. For vi har altid kunne mødes i kompromisser og forstå den anden side af en sag, fortæller Anne Marie.
Anne Marie er født i Aarhus, men med farens forskellige stillinger inden for politiet har familien været vant til at flytte rundt omkring. Inden Anne Marie var kommet i skolealderen, flyttede familien til Aalborg, og hun begyndte på Gug Skole. Men som 8-årig flyttede hun med forældrene og sin søster til Lolland, da Kjeld Roum Svendsen fik en posten som vicepolitimester i Nakskov. Seks år efter rev familien pløkkerne op endnu engang og vendte næsen tilbage mod det jyske. Denne gang fik faren job i Randers, og Anne Marie fik sin studentereksamen på Randers Amtsgymnasium.
– Det med at flytte rundt, har aldrig forskrækket mig. Jeg har faktisk aldrig boet så længe det samme sted, som jeg gør nu, hvor jeg har boet i Aalborg i 20 år. Men da jeg blev student skulle jeg bare langt væk, så jeg flyttede til London og boede der i nogle år. Jeg trængte bare til at komme væk fra gymnasiet og prøve noget nyt, fortæller Anne Marie.
I London lærte Anne Marie at stå på egne ben, og i en tid, hvor telefonopkald kostede fire kroner i minuttet, var kontakten til hjemme begrænset. Det fandt hun på den ene side angstprovokerende, men hun betragtede det også som en stor frihed at få lov til at udforske ungdomslivet på egen hånd. Efter et par år med småjobs i storbyjunglen vendte den unge Anne Marie hjem til Danmark på farens anmodning.
– Det var faktisk min far, der stod i kø nede på Århus Universitet for at få mig godkendt til jurastudiet. Jeg havde jo ingen prangende studentereksamen, og så skulle jeg havde godkendt noget erhvervserfaring. Det var jo også i en tid, hvor man ikke sendte tingene ind online, så det var ham, der stod i kø, og bagefter fortalte han mig, at nu var jeg blevet godkendt, så nu var det min tur, siger Anne Marie med et smil på læben.
Anne Marie fortæller, at som ung var hun både famlende og usikker i sine drømme. Derfor måtte hun også prøve nogle forskellige ting, før hun var sikker på, hvad drømmen for livet var. Hun fortæller, at hun ikke brændte for jura til at begynde med, men efter hun startede på studiet, gik det op for hende, at jura er mange ting. For Anne Marie var det især den offentlige del, der tændte en gnist i hende. Derfor kunne den nuværende politidirektør også gå ud fra jurastudiet med et bedre snit end fra gymnasiet.
Karrieremor til fire
To år efter, hun blev færdig på jurastudiet, blev Anne Marie mor sin første søn i 1996. I en lille lejlighed på Frederiksberg startede drømmen om en stor familie med sønnen Thomas, og kun to år efter kom den næste søn, Jacob, til verden. Anne Marie elsker sine børn, og hun ved ikke noget bedre end at bruge tid på dem, men som ung karrierekvinde måtte hun finde balancen mellem job og familieliv.
– Da jeg fik min anden søn, Jacob, boede vi i Horsens, og der kunne jeg mærke, at det bare ikke var mig at skulle afholde en mastodont-barselsorlov. Jeg var oppe og handle tre gange om dagen, for der skulle bare ske noget. Jeg elsker mine børn, og jeg elsker at være sammen med dem, men jeg syntes, det var lang tid at være væk fra noget, som jeg virkelig brændte for, fortæller politidirektøren og fortsætter:
– Hvem har patent på, hvad en god mor er? Jeg får energi af nogle andre ting, og på den måde kan jeg også give min energi videre. Heldigvis er vi kommet meget længere med den debat i dag.
Dengang Anne Marie var ung mor, overtog drengenes far barslen, og den målrettede kvinde vendte tilbage til job langt hurtigere, end hvad normen var. Derfor er hun lettet over, at man i dag har bedre muligheder for at dele barslen imellem sig, uden at der bliver set skævt til en. Politidirektøren mener ikke, at balancen mellem familie- og karriereliv behøver at være så kompliceret, som nogen gør det til.
– Jeg har aldrig set det som et valg mellem det ene eller det andet. Når man er i det, må man bare prøve ikke at have megadårlig samvittighed over, at børnene får købebrød med, når det er kagedag. Især drenge fortæller jo ofte først, at de skal have kage med, 20 minutter før vi skal ud af døren. Så selvom nogen ville udlægge det, som om man ikke har prioriteret det, så er det ikke altid sådan. Især ikke når man har sønner, griner Anne Marie.
Hun har altid drømt om en stor familie, men da hun blev skilt i starten af 00’erne, lå det ikke i kortene, at hun skulle have flere børn selv. Hun fortsatte sin karriere hos Statsadvokaten i Aalborg, men da hun mødte Jesper og flyttede sammen med ham i 2007, gik drømmen om den store børnefamilie i opfyldelse. Med hans to børn, Simon og Nanna, blev huset nemlig fyldt med fire jævnaldrende børn.
Navn Anne Marie Roum Svendsen
Født 13. juni 1967 i Aarhus
Uddannet Cand. jur. fra Aarhus Universitet, 1994
Civilstand gift med Jesper siden 2012
Børn Thomas på 25 år og Jacob på 23 år – og Simon (25) og Nanna (22) som bonusbørn
Fritid Passer familiens nye hundehvalp, gravhunden Tom Brady
Selvom karrieren har været vigtig for Anne Marie, har hun altid vægtet familien højt, og når hun holdt fri, blev den store Chrysler pakket til familieferierne. Hun har prioriteret at holde ferie og stå på ski hvert eneste år med børnene og Jesper, som hun blev gift med i 2012.
Men flybilletter til fire børn var dyrt, så det var derfor også med sorg, at familiebilen blev skiftet ud for nogle år siden. Anne Marie kunne mærke, at det ramte hende, selvom Jesper syntes, at det var skørt. Men det var jo ikke bare en bil. Den var jo symbolet på en masse kør-selv-ferier med fire unger på bagsædet, og den blev forbundet med en tid, hvor børnene boede hjemme der både var sjov og god.
Nu er de fire børn flyttet hjemmefra, og Anne Marie og Jesper bor sammen med det nyeste medlem af familien, corona-hundehvalpen Tom Brady. Hun fortæller, at hendes drenge ikke ville ændre navnet på gravhunden, der er opkaldt efter en amerikansk fodboldspiller, og da de fik hunden, aftalte parret, at Tom Brady endelig ikke måtte blive en sofahund.
Anne Marie fortæller, at hun netop nu har tiden til at træde ind i en lederstilling, og at opfattelsen om, at man skal have en færdig karriere, mens børnene er små, er urealistisk.
– Der sidder man jo med alle de mindste børn. Det kan man jo ikke! Derfor er det dejligt, at man ved Nordjyllands Politi prøver at brede det lidt ud. Der er jo ikke nogen forpligtet afgangsalder længere, så bare fordi man er fyldt 42 år, hvorfor skal man så ikke bruge de næste 23 år på at være leder? Det kan man jo sagtens, netop fordi der er mere rum i tilværelsen, siger politidirektøren.
En leders filosofi
Anne Marie emmer af power, og det skal man også have, hvis man skal nå helt til tops i en mandsdomineret verden. Politidirektøren fortæller, at arbejdet på en arbejdsplads, hvor hovedparten er mænd, vænner man sig til. Enten kan man lide det, eller så bryder man sig ikke om det. Men hun kan også mærke en gennemgående forandring mellem kønnene på politigården, fra da hun selv var ung.
– Den største forskel på mand og kvinde er især mellem generationerne, i forhold til, hvad man kan sige og ikke kan sige. Da jeg var ung, tænkte jeg, at jeg i hvert fald ikke skulle rette på salt og pebersættet på bordet, og så hang der plakater af kvinder i vagtstuen. Det var bare sjov, og man skulle se om de kvindelige kollegaer kunne tage det. Det kunne man bare ikke finde på i dag, og det synes jeg er alletiders, siger Anne Marie.
Politidirektøren er glad for den debat og udvikling, som sam- fundet gennemgår i forhold til MeToo og krænkelsessager, også er nået ind til Politigården, for hun synes bestemt ikke, at kvinder skal testes i deres kvindelighed.
– Men jeg må sige, at jeg var nok ikke kommet til her, hvor jeg er i dag, hvis jeg ikke havde haft teflon i ørene gennem et langt liv. Men det kan du jo ikke fortælle en 25-årig. Det vil de ikke finde sig i, og fremtiden tilhører jo den 25-årige, så derfor kan jeg jo pakke sammen. Vi bliver også nødt til at være en organisation, der følger med tiden, påpeger hun.
Politigården er en mandearbejdsplads, hvor størstedelen af menneskerne på gangene er mænd. Politiets arbejde kan til tider være voldsomt, så man skal også være af en bestemt støbning. Derfor ser Anne Marie politiet som en maskulin verden, der tiltrækker både mænd og kvinder, som søger fart, spæn ding og den maskuline tone.
Som politidirektør vil Anne Marie være synlig, og hun er bestemt ikke bange for at tage førertrøjen og sætte retningen. Hendes fokusområde er især den politiske del, og hun bestræber sig på som leder at give plads til at uddelegere arbejdet til kompetente medarbejdere. Selvom hun følger med i nøgletal og statistikker, nægter hun at sætte sig hver fredag og spørge ind til, hvordan alting går.
– Jeg er ikke typen, der skal være med i alt. Jeg vil hellere give folk mulighed for at løse en opgave, og så acceptere, at der bliver lavet en opgaveløsning, som jeg ikke selv ville have valgt, end jeg vil risikere, at folk bliver handlingslammede. Vi skal have en organisation, der tør tage beslutninger, siger Anne Marie.
Selvom det kan lyde nemt at dele arbejdsopgaverne ud til kompetente medarbejdere og sikre sig, at man kan holde fri en gang imellem, så ved politidirektøren også, at det er hende, der står med ansvaret i sidste ende. Men hun er overbevist om, at når solen skinner på solsikkerne, der er de dedikerede medarbejdere, så bliver arbejdet en succes.
For Anne Marie er en fejl først en fejl, når den bliver gentaget, og den ledelsesfilosofi tager hun med fra sin egen bagage. Hun fortæller, at hun både har haft gode og dårlige chefer. Anne Marie husker en episode, fra da hun var i 20’erne, hvor hun engang havde lavet en fejl på arbejdet. Fejlen nåede helt op til Justitsministeriet, og hun skammede sig og turde næsten ikke gå på arbejde efterfølgende. Da hun blev kaldt til samtale hos direktøren, blev hun først bange. I frygten for, at hun ville få en fyreseddel i hånden, tog hun de tunge skridt ind på chefens kontor. Men til sin store overraskelse blev hun forfremmet. Oplevelsen satte sig dybt i hende, for hun kunne ikke forstå, at hun skulle gå i en uge op til samtalen og frygte for sit arbejde uden grund.
– Det med at få snakket med folk, det er bare så vigtigt. Jeg ved godt, at hvis man er presset, kan man godt være lidt kort for hovedet, men så må man jo gå hen dagen efter og snakke sammen. Alle kan komme til at sige noget dumt, ellers siger man jo ikke nok, men det er bare vigtigt at snakke sammen om tingene bagefter, fortæller hun.
Da Anne Marie fik tilbudt stillingen som politidirektør var hun chefanklager ved Nordjyllands Politi. Hun fortæller, at selvom hun var ved at tage en master i offentlig ledelse på Aalborg Universitet ved siden af, måtte hun slippe alt, hvad hun havde i hænderne og springe til.
– Jeg tror ikke, der var mange, som tænkte, at jeg også var en spiller på den bane. Men jeg måtte have ramt noget, måske også med min ledelsesfilosofi. Men jeg ville i hvert fald gerne have stillingen. For pokker mand, det er da det mest spændende arbejde, man overhovedet kan lave. Det synes jeg stadig her fire år senere, siger Anne Marie.
Stillingen som politidirektør er ikke som i far Kjelds dage, hvor man var udnævnt til politimester resten af livet. Anne Marie sidder på posten med en seksårs kontrakt, der udløber i 2023. Hun er ikke afvisende over for at skulle forlænge kontrakten med de tre år, der er muligt, men efterfølgende fortæller politidirektøren, at der kan ske mange ting.
– Jeg brænder for politiet, så jeg kunne sagtens finde på at søge stillingen igen på ny, men hvis jeg så ikke vil få den, så tror jeg faktisk også, at jeg kan leve med det. Nu er jeg politidirektør, og det er jeg forhåbentligt nogle år endnu, men det er ikke sikkert, at det er min sidste stilling, smiler Anne Marie.
Anne Marie Roum Svendsen er kvinden ved roret ved Nordjyllands Politi, der dækker over Frederikshavn, Læsø, Hjørring, Brønderslev, Aalborg, Jammerbugt, Vesthimmerlands, Mariagerfjord og Rebild kommuner.
