Anmeldelse: De skønne dage i Aranjuez

Tekst Kathrine Skovsgaard | Foto Aalborg Teater

Indtil den 23. oktober kan man se ‘De skønne dage i Aranjuez’ hos Aalborg Teater på Lille Scene.

Scenografien er iøjenfaldende. Smuk og stilren og idyllisk. Lidt som den perfekte have, dog klædt i meget hvidt. En hvid vandfontæne med flere lag som en lille pyramide med rindende vand, et hvidt stort havebord og -stole samt hvide, store fliser. I baggrunden høres fuglekvidre og det løbende vand fra fontænen. I loftet over hænger fem store propeller, som får alt på scenen til at blafre. Særligt de store grønne siv og højere græsstrå. Det kunne være paradisets have.

Scenen indtages af en ikonisk smuk kvinde iført en hvid kjole, som smøger sig til hendes spinkle krop. Ærmeløs og med bredde stropper. Håret er oppe, og hun syner af uskyld og sommer.

Kort efter kommer en mand, iført grønligt tøj i form at skjorte og lange bukser. Han afspejler ligeledes et sommer-outfit og lidt anonymitet. De sætter sig på hver sin stol, for enden af bordet, skråt vendt ud mod publikum og dog mod hinanden og taler derfra en lang time om livets rejse og oplevelser.

De to indleder en poetisk dialog, som først virker afstumpet og kejtet. Han opridser et scenarie omkring en første gang, som hun afkræfter og overtager selv fortællingen med mange detaljer og gør brug af korte sætninger, som ved en opremsning. Tildels meget beskrivende og som fokuseret i detaljens detalje.

Denne dialog mellem de to er selve stykkets indhold, som næsten virker mere som en parallel snak. Kun afbrudt af ganske lidt adspredelse, da hun rejser sig få gange og påsmører sig noget, der minder om hvidt ler. Dette gøres i takt med fortællingerne, som bliver mindre og mindre rene.

Stykkets omdrejning er denne snak, som får lyttere og/eller tilskueren ind i en trance-lignende form, hvor det kræver sit at holde trit med indholdet. Snakken føles næsten som en tåge, hvor det er svært at holde fokus og forstå helheden. Ordene flyder sammen, fra en snak om den første gang, et ægteskab til dagene i Aranjuez. Som mange snakke blandet sammen i en cocktail.

Skuespillerne er professionelle. De lader sig ikke forstyrre, da publikum sidder uroligt og flere rejser sig, går og kommer tilbage.

En mesterlig præstation at kunne holde intensiteten og ikke mindst deres mange svære replikker, uden afbræk. Virkelig imponerende.

Stykket tager en drejning, og får tilskueren vækket brat, og efterlades med en masse tanker. Måske endda med et smil over den lidt komiske oplevelse, som afviger meget fra en hverdag, hvor megen underholdning serveres på et sølvfad, spiseligt og letfordøjeligt. Her kommer du på banen selv. For hvad så, hørte og lærte du? Og hvad tager du med dig? Absolut intet eller måske en masse refleksioner?

Alt i alt en meget anderledes fortælling, som måske kan give dig perspektiv på tilværelsen, som jo til dels er usynlig og ensom, eller måske ikke.

Måske afspejler han tankerne og hun følelserne, og måske er det ikke en dialog men en monolog omkring et liv. Dets forventninger og idealisme og så dets contra med realisme og det at være menneske.

Et stykke, som kræver din fulde opmærksomhed og nysgerrighed. Så er du til ren underholdning, vil jeg ikke anbefale dig dette. Du bør iklæde dig en god portion tålmodighed, være godt vågen og aktiv lyttende, for at få fulde med af denne forestilling. Det er tydeligt, at stykket er skrevet af en Nobel-vinder af litteraturprisen, som gør det svært tilbagelænet at forstå.