Sara Blædel – Kvinden bag mordene

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto IDA WANG

Det stod ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at Sara Blædel en dag ville blive storsælgende krimiforfatter, der bliver læst både i udlandet og Danmark. Hun havde aldrig haft drømmen, før historien, der skulle blive til ’Grønt Støv’, langsomt tog form i Saras fantasi. Den 6. november udkommer 11. bog i serien om den populære Louise Rick

På trods af, at Sara i dag er en af Danmarks bedst sælgende forfattere, havde hun aldrig troet, at det var det, hun skulle leve af en dag. Men interessen for historiefortælling og krimier startede til gengæld allerede i barndommen;

– Dengang var der ikke noget som helst inde i mig, der indikerede, at jeg en dag selv ville komme til at skrive krimier. Interessen startede faktisk på mit børneværelse, fortæller Sara.

En verden i bøgerne

Sara startede livet i kartoffelrækkerne i København og derefter i Lerbjerg, der ligger udenfor Hvalsø på Midtsjælland.

– Udover i København og Hvalsø, så var min verden inde i bøgernes univers. Jeg læste nemlig ’De 5’. Udover, at de var spændende, så var det et perfekt univers at gå ind i for en som mig, der var lidt indadvendt og genert, da jeg var barn. Det var enormt trygt at have nogle fiktive venner og et sted, hvor man selv kunne være en lille bitte smule helt.

Sara levede sig helt ind i historierne i den populære krimiserie og følte, at hun nærmest var en del af det lille fællesskab, der skulle opklare alverdens små mysterier.

– Jeg tror, at det der, min lyst til den type fortællinger blev vakt, forklarer hun.

Saras familie boede først fast inde i København, hvor de brugte boligen i den lille flække på Midtsjælland som weekend- og sommerhus.

– Jeg er kommet derude, siden jeg var 2-3 år. Min bedste veninde fra dengang hed Gitte, og hun er i øvrigt stadigvæk min allernærmeste. Jeg husker det som om, at vi hver søndag lå og spionerede på bilisterne, der kørte ud i skoven, griner Sara.

Hende og veninden lå på taget af et legehus i haven og forestillede sig, hvad søndagsbilisterne mon skulle af skumle ting i skoven.

– Der er ikke tal på, hvor mange lig og tyvekoster, der er blevet kørt ind i skoven ude ved Lerbjerg. Så det startede jo som fortællinger i mit eget hoved. Jeg var på intet tidpunkt bevidst om, at den hjerne herinde ville begynde at tage det alvorligt. Det var slet ikke det, der var meningen. Det var bare sjov og ballade, smiler Sara.

Eget forlag

1993 førte interessen for krimier til, at Sara startede et forlag, som kom til at hedde ’Sara B’.

– Det var lang tid før nogen krimibølge. Jeg vil ikke sige, at det var den bedste timing i verden, men jeg startede det og udgav andres krimier. Det var faktisk genudgivelser af primært engelske og amerikanske krimier, der havde været udgivet i Berlingskes krimiserie. Min idé var at håndplukke det, som jeg synes var det bedste af det. Jeg havde ingen forudsætninger for at blive forlægger, men jeg satte mig for at undersøge, hvordan man gjorde. Det var en rejse, ligesom brumbassen, der ikke ved, at den ikke kan flyve, griner Sara, der ikke lod sig slå ud af et marked, hvor krimier ikke nød samme popularitet som i dag.

– Der var ikke nogen forretningsplan, der viste, at det her var en god idé. Det var til gengæld en kæmpe lyst til, at det skulle virke. Min idé dengang, det var at udgive nogle gode paperbacks, som man kunne købe på togstationer, tankstationer og selvfølgelig hos boghandleren til en rimelig pris. Jeg var så glad for krimier, at jeg gerne ville have, at det skulle komme mere bredt ud.

Selvom hun selv nævner, at der var mange, der syntes, hun var tosset, så var forlaget ikke en dårlig idé, for krimigenren begyndte langsomt at få mere vind i sejlene.

Udgav succesforfatter

Forlaget fik så meget succes, at Sara blev kontaktet af forfatteren Kirsten Holst, som spurgte om Sara havde lyst til udgive hendes næste bog.

– Jeg var næsten ikke til at skyde igennem. Det var en kæmpe anderkendelse af det, jeg lavede. Det var selvfølgelig også en stor mundfuld, for jeg var jo ikke ’rigtig’ forlægger. Pludselig blev det alvor, for hun solgte rigtig mange bøger. Jeg ville virkelig gerne have, at det skulle lykkedes, så jeg ’steppede up’ og vi havde det så sjovt, fortæller Sara.

Journalist af omveje

Snart åbnede endnu en dør sig;

– Så var der et ugeblad, der spurgte, om jeg ville udvælge nogle sommerkrimier til deres sommermagasin. Det ville jeg selvfølgelig gerne, fortæller Sara.

Derefter blev hun spurgt om hun ikke ville lave et interview med Kirsten Holst til samme magasin, hvilket var en mulighed, som var svær at sige nej til som forlægger. Hun havde aldrig prøvet det før, men det skulle ikke stå i vejen. Hun havde dog en ekstra forhindring, som skulle overvindes;

– Der er jo det ved det, at jeg er ordblind. Ikke stærkt ordblind, men jeg er nok ordblind til, at det var meget grænseoverskridende at skulle aflevere en artikel. Det ene interview ledte til, at de spurgte, om jeg ville lave nogle flere forfatterinterviews. Jeg øjnede, at der var en indtægt forbundet med det, for det var ikke mange penge, jeg tjente ved forlaget, så det sagde jeg selvfølgelig ja til. Det blev en vej ind til at begynde at skrive noget mere.

Lysten til at skrive

Sara fortæller, at hun var taknemmelig over den tålmodighed som chefredaktøren viste i forbindelse med, at der var nogle kommaer og endelser, som aldrig sad helt i skabet.
- Det har jo gjort, at jeg fik lyst til at skrive. Der var ikke nogen, der ikke syntes, at det ikke var godt nok, for de kunne godt se, at jeg var god til at tale med folk. Jeg begyndte også at arbejde med andre journalistiske opgaver. At der var plads til sådan en som mig, der havde en utrolig stor vilje, en kæmpe lyst og en ret høj energi, det blev favnet. Det er der, jeg fik troen på, at jeg kunne skrive noget som helst. Så det har været en underlig lang vej. Selv den gang med forlaget, der lå der ikke noget om, at jeg skulle skrive krimier. Det var vitterligt ikke inde i mit univers overhovedet. Det har aldrig været en drøm på den måde. Det har aldrig været noget, jeg havde tænkt, at jeg skulle. For mig er hele lysten ved krimier, at det er nogle andre, der har skrevet dem.

Vilje og øvelse

Selvom det aldrig har været en drøm for Sara at få succes som krimiforfatter, så er det alligevel der, hun er endt. Og endda som en af Danmarks mest succesfulde indenfor genren.

– Det har ikke været et mål. Det er kommet hen ad vejen, af omstændigheder og muligheder, jeg har fået. Ting, der har åbnet sig og chancer, jeg har grebet undervejs. Og så har jeg øvet mig. Det er også kommet af en vilje. Den vilje er forbundet med den usikkerhed, der sidder og altid har siddet i mig, fordi der for eksempel var noget med stavning, som jeg ikke var skrap til. Det har jo været en begrænsning, og det sætter sig jo som en usikkerhed. Derfor har jeg nok været endnu mere drevet af, at hvis der er noget, jeg virkelig gerne vil, så skal jeg fandme også gøre mig umage, siger hun eftertrykkeligt.

Aldrig rutine

Usikkerheden er mere og mere blevet erstattet med en ro, der er kommet med alderen.

– Det gør ikke noget, at jeg fejler. Jeg har sluttet fred med, at jeg ikke behøver at være virkelig god til mange ting, men jeg vil gerne være virkelig god til det, som jeg foretager mig. Det er ikke et pres, der er kommet nogle andre steder fra. Men det er ti gange sjovere at lave noget, hvor man føler, at man nogenlunde kan bunde, fortæller Sara ærligt.

Det gælder også, når Sara sætter sig til tastaturet for at skrive en ny bog. Det bliver aldrig rutine på trods af, at hun efterhån- den har udgivet en hel del. Der bliver altid gjort et grundigt forarbejde, før hver historie bliver skrevet.

– Jeg skal stramme mig an hver gang, for det er også det, som er det sjove. Hvis man bare skal gentage, det man laver, så ville jeg falde om af kedsomhed. Det skal være drevet af nysgerrighed og lyst, slår Sara fast.

Ligesom da hun var barn og læste ’De 5’, så er det stadig legen med at leve sig ind i bogens univers og forestille sig, at man er en af heltene. Som Sara smilende nævner, så har hun jo her en stor indvirkning på handlingen, når det er hende, der er forfatteren. Så måske er der alligevel ikke så langt til pigen, der lå ovenpå legehuset og opfandt mysterier om de ellers så uskyldige søndagsbilister.

Louise Rick startede som en leg

Rigtig mange læsere har stiftet bekendtskab med efterforskeren Louise Rick, som de har fulgt igennem snart elleve bøger. Karakteren dukkede op, da Sara Blædel havde brug for en mental pause i en hverdag med fart på;

– Hun kom anstigende ind i mit hoved stort set uden forvarsel. På det tidspunkt arbejdede jeg på Metronome som redaktionschef, hvor jeg stod i spidsen for nogle TV-programmer. Vi havde sindssygt travlt. Hun opstod som et slags helle, hvor jeg kunne gå ind og fortælle mig selv en historie. En historie, hvor jeg digtede løs på hvad nu, hvis der skete det og det i København. I virkeligheden så tror jeg, at det var i stedet for at gå til erhvervscoach, griner Sara.

– Så skete der det, at jeg blev nysgerrig. Jeg kunne se hende så tydeligt for mig. Jeg tænkte ikke på det som en bog til at begynde med. Jeg tænkte på det som en leg. Som en forlængelse af at læse. Der gik et pænt stykke tid, før det gik op for mig, at jeg faktisk var i gang med at bygge en bog op. Så jeg føler virkelig meget, at det er hende som fandt mig.

Rick blev parkeret

Sara havde egentlig parkeret Louise Rick en smule efter den niende bog i serien. Der var nemlig dukket en anden idé op, som skulle blive til en trilogi om Ilka Jensen, der arver en bedemands forretning fra sin far i USA.
 Sara vidste ikke selv, om der ville komme flere bøger om Louise Rick, fordi den rigtige historie ikke var dukket op.

– Det gjorde der først, da jeg var ved at skrive den tredje bog i trilogien om Ilka. Så kom der noget, hvor det begyndte at snurre, fortæller Sara.

Det blev til ’Pigen under træet’, der udkom sidste år, hvor Louise Rick måtte se sig selv som pårørende i stedet for på den anden side af bordet.

Den svære ungdom

I mange krimier møder man en hovedperson, der bærer rundt på dæmoner som alkoholmisbrug, problemer i privatlivet eller diagnoser af den ene eller den anden slags. I modsætning til det er Louise Rick, som er en helt almindelig kvinde, der er dygtig til sit arbejde og så dedikeret, at der ikke er plads til så meget andet;

– Louise er meget mere fokuseret på sit arbejde, end hun er på
at gå til pigemiddag. Det har hun fra mig. Sådan havde jeg det også, da jeg arbejdede som journalist. Jeg var ret dedikeret til
det, for jeg kunne godt lide det. Det drive til at gøre noget, fordi
man er drevet af sin egen lyst og nysgerrighed, det vil jeg gerne putte ind i hende, fortæller Sara og uddyber, at Louise dog er påvirket af en svær oplevelse tidligere i livet;

– Jeg vidste, at hun havde en oplevelse i sit ungdomsliv med en kæreste, hvor han havde hængt sig umiddelbart efter de var flyttet sammen. Hun kommer præcis det samme sted fra, hvor jeg selv er vokset op, og jeg flyttede også ret tidligt sammen med en kæreste, men han lever i bedste velgående. Men det med at være ung og så man måske bliver svigtet eller selv svigter, det sætter sig og får, for mig i hvert fald, en betydning af enten at man ikke gjorde det godt nok eller man blev vraget. Ungdomskærlighed betyder jo ikke en skid, når man er blevet voksen, men det betyder en hel masse, når man er ung.

Interessant i sig selv

Sara fortæller, at hendes ungdomsår var helt almindelige med fester og fart på, men det er ikke umiddelbart dem hun husker på, som de bedste år af hendes liv;

– Men igennem bøgerne har jeg
 kunne mærke, at de har betydet
 meget mere for mig, end jeg egentlig var klar over. Særligt også, da jeg skrev ’Pigen under træet’, hvor jeg tænkte, at der var venskaber, som jeg ikke har tillagt kæmpestor betydning, fordi det ’bare’ var ungdomsår. Men jeg kan godt mærke, at de venskaber i virkeligheden nok har betydet mere for mig, end jeg har været klar over. Det med at høre til et sted og være en del af en flok, det har jeg stille og roligt skrevet på.

Ifølge Sara så behøver Louise ikke en masse personlige problemer for at være interessant;

– Det er i virkeligheden, i min optik, ikke nødvendigt at skabe så meget mere stort drama omkring en hovedperson, end at give dem det liv, som mange af os jo egentlig har haft. Vi har jo alle sammen haft gode og mindre gode perioder i vores opvækst. Jeg føler ikke, at det er nødvendigt at give Louise Rick et traume for at gøre hende interessant. Jeg synes, at hun er interessant i sig selv og jeg har enormt meget lyst til at skrive om hende.

Forbindelsen til Nordjylland

Sara har været i Skagen flere gange på skriverefugium;

– Jeg har siddet rigtig meget deroppe og nogle gange flere gange om året. Jeg ved ikke, hvad det er med mig og Nordjylland, fordi jeg har ikke nogle bånd dertil. Det sker et eller andet i mig, når jeg kommer op nordpå. Jeg har også nogle gode venner, en flok, som jeg er ret tæt med, så jeg er kommet meget deroppe. Jeg har ofte siddet på Klitgården og skrevet. I den periode, hvor jeg
 skrev ’Dødsenglen’, som er den femte bog, der lejede jeg et hus 
i Skagen i et halvt år, fortæller Sara.

– Det er et eller andet samhørighedsforhold med Nordjylland og
mig. Vi er kommet her lige siden jeg var barn, for mine forældre 
var meget gode venner med Klaus Rifbjerg og Ping, hans kone,
 og besøgte dem i Kandestederne. Så det har også været naturligt for mig, efter jeg blev voksen. Særligt, da jeg for 10-15 år siden fik en venskabskreds, som jeg holder utrolig meget af, og som jeg ses ret ofte med. Så derfor tror jeg, at jeg føler det som at komme hjem, når jeg kommer derop, smiler Sara.

– Og så fordi, at jeg har siddet på Klitgården så mange gange og ret jævnligt er oppe og holde foredrag. På alle mine bogturnéer er jeg rundt i Nordjylland og har et ret stærkt forhold både til boghandlere og læsere, synes jeg.

Navn Sara Blædel
Født 6. august 1964
Opvokset i København og Hvalsø bopæl København

Børn Adam på 23 år
Yndlings krimiforfatter ’Noget af det, jeg har været gladest har været er Michael Connelly’
Udgivet i 38 lande
Aktuel med 11. bind i serien om efterforsker Louise Rick. ’Den tavse enke’ udkommer 6. november

Læserne bliver taget med på råd

Sara laver en grundig research til nye historier;

– ’Den tavse enke’ foregår på Tåsinge, så der har jeg været og lavet research. Det er utrolig virkelig for mig, når jeg skriver. Både personerne og stedet bliver utrolig virkeligt i mit hoved. Det er jo, som da jeg var læser, hvor jeg går ind i et univers og er nysgerrig på, hvad der skal ske. Så det er jo noget med at skabe rammen for det univers og så selv føle sig underholdt, mens man skriver, fortæller hun.

Derfor har Sara faktisk aldrig en læser i tankerne, når hun skriver, fordi historien skal primært være underholdende for hende selv. Det er først, når bogen er på vej i trykken, at tanken om, hvordan den nu bliver modtaget dukker op. Læserne bliver dog til tider taget med på råd undervejs i processen til en ny bog. For eksempel spurgte hun på Facebook om deres lejrskolehistorier, da hun researchede den forrige bog.

– Jeg har en flok af dedikerede folk med mig, føler jeg. Det mest generøse er, at de gider at tage sig tid til at dele historier med mig. Da jeg skrev ’Pigen under træet’, der omhandler en lejrskoletur på Bornholm, hvor jeg selv var, da jeg gik i 7. klasse, spurgte jeg, hvad de kunne huske fra deres egne lejrskoleophold. Der er en vidensbank, som gør det helt utroligt sjovt at skrive. Så er det jo også sjovt for dem, at de kan genkende nogle ting, når det så kommer med i bogen. Det er bare sjovt, at vi har noget sammen og de gider altid at lege med mig, smiler Sara begejstret.

Det forsvundne glas

Sara har allerede idéen til endnu en historie om Louise Rick;

– Jeg ved lige præcis, hvad omdrejningspunktet i den næste skal være. Jeg har været i mit sommerhus under hele Corona. Jeg tog derop 1. april og har siddet og skrevet bogen deroppe. Ude i mit køkken har jeg et skab, hvor jeg har seks vinglas stående. En dag opdagede jeg, at nu var der kun fem glas. Jeg vidste, at jeg ikke havde smadret et, men der var kun fem. Jeg tænkte, at var da alligevel mærkeligt. Der var ikke nogen grund til, at der skulle mangle et. Hvem havde været inde i mit hus? Og hvorfor skulle der have været nogen inde i mit hus og tage et rødvinsglas? Men det manglede. Så gik der nogle uger, og så manglede der et glas mere. Så nu har jeg fire rødvinsglas og ingen forklaring på, hvad der er blevet af dem. Mere skal der ikke til i en krimiforfatters hjerne. Det er ikke glastyven, som jeg skal skrive om, men det starter nogle tanker i mit hoved og inden det her skete, der var jeg begyndt og sysle lidt, at hvad nu hvis, smiler Sara, der er påpasselig med ikke at afsløre for meget.

Hør og se podcast med Sara Blædel her:

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*