Klumme: Et liv i alarmberedskab

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Mange vil nikke genkendende til min overskrift. Sådan har de nemlig levet hele, eller store dele, af deres liv. Andre vil tænke ’og hvad betyder så lige dét?’

Det hele startede med de høje stemmer, derefter var det nok gråd. Så blev det dyb stille vrede og skrigende raseri. Så kom det høje brag. Først var det svært at genkende lyden. Men det var en stegepande, der blev kastet. Siden fulgte lamper og tunge telefoner. Først forsøgte jeg at stille mig imellem. Stoppe det. Beskytte. Værne om de mennesker, jeg elskede over alt på jorden. Værne om familien og hjemmet. Skrue timerne tilbage. Men fandt ud af, at den krig, ville jeg aldrig kunne vinde. I stedet indså jeg hurtigt, at jeg måtte nøjes med at passe på mig selv. Mit hellested blev et hjørne i min himmelseng, dybt begravet under min dyne. Derfra kunne jeg en gang imellem stikke hovedet ud som et lille pindsvin, og mærke om der var stilhed eller storm. Når stilheden endelig indtraf, kunne jeg liste nedenunder og besigtige skaderne. Og derefter rydde op. Fjerne ulykkelighedens vidnesbyrd.

Det var jo ikke en enkelt tyfon, der havde passeret vores hjem. Den vendte i en årrække tilbage igen og igen. Dér begyndte mit liv i alarmberedskab. Syv eller otte år gammel.

Jeg begyndte at lytte med en anden form for årvågenhed, jeg lærte at aflæse de usynlige signaler. Jeg forberedte mig mentalt på søvnløse nætter, og jeg brugte timer i vindueskarmen i de sene, mørke aftenstunder med at vente på lyset fra billygter på den stille villavej. Senere fulgte skilsmisse, nye familiekonstellationer, derpå dødsfald og opløsning af HJEM. Kostskole og skiftende hellesteder og søgen og higen efter den dér trygge tryghed uden alarmer. Den umiskendelige tryghed under efterårstæppet med de obligatoriske varme sokker og kakaoen i koppen sammen med Askepot, Snehvide og alle hendes venner. Trygheden opstod og gled væk igen, som Mosekonens bryg i disen. Blodprop og angst. Træthed og tomhed. Ensomhed og sorg. Glæde og tryghed. Optimisme og overskud. Nedture og opture. Overskud og underskud. Alt i alt et helt almindeligt liv … i alarmberedskab.

For vi slipper aldrig alarmberedskabet. Vi véd at et liv kan forandre sig på et split sekund. Alle børn og voksne, der vokser og gror i dysfunktionelle haver, eller liv præget af vedvarende sygdom.

Hjemvendte soldater og det daglige alarmberedskab på sygehuse, politi- og brandstationer. Al sundhedspersonale. Pårørende til alvorligt psykisk syge eller narkomaner. Mennesker, der oplever naturkatastrofer, alle de flygtninge og familier der igennem livet lever med krig og traumer verden rundt og SÅ mange flere. Alle ved hvad et liv i alarmberedskab betyder. Alle ved vi, at dagens akvarel kan forandre sig ved blot en enkelt dråbe vand.

NÅ! Og hvad gør vi så? Hvad er nuet? Hvordan navigerer vi hér? Vi trækker vejret og ser på de kort, vi har på hånden, og med tiden har vi lært hele tiden at få det bedste ud af det.

Og måske ligger nogle af grundene til, vi reagerer så forskelligt på tilgangen til den krise, vi står i lige nu, netop i de liv, vi hver især, har levet indtil nu. Den normale tilgang til en alarmerende situation siges at være ’flugt eller kamp’. Har man mediteret rigtig mange år har sindet arbejdet sig hen til ’bliv & leg.’ Alarmberedskab eller meditation, så har mange af os vænnet os til et liv fyldt med umulige bjergskråninger, der skal overkommes. Yin og yang og regnbuens forløsende energier. Vi ved der findes magiske enhjørninge, hvis man bevæger sig lidt væk fra hovedvejen, og vi sætter kaffe over, når tordenvejret buldrer. Og lige nu er det altså coronaen, der rusker i træerne, og sender store lådne fugleklatter afsted gennem luften og dén der lægger dæmperen på alle vores udfoldelsesmuligheder dette efterår og vinter. JA! Det er s’gu noget gedigent baljepis – med skrammer og sår og væltede drømme. Lige nu kæmper ufatteligt mange mennesker på mange planer med mange håbløse udfordringer. Corona er måske blot en af flere giganter, der skal nedkæmpes. Og alle kæmper lige nu. Både børn, unge og voksne.

Og det er bestemt ikke alle børn, der sover under en tryg dyne med godnathistorier og vågelampe. De unger har mit hjerte.

Men vi kommer igennem det og alle lærer lige nu, hvad et liv i alarmberedskab betyder. Vi lærer endnu engang at gribe og værdsætte alt det, vi har. Alt det der gør os glade og som skaber styrken og optimismen indeni.

Kunsten og kærligheden. Højderne på en hyggeaften. Enten med familien eller i isolation. Musikken, grinet, den totalt vellykkede champignon og auberginelasagne eller rejesalaten med babykar- tofler svøbt i en græsk yoghurtdressing proppet med frisk dild, agurk, citron, paprika og rød caviar. Omsorgen og pandekager. Det skrøbelige indeni og styrken, der danner bagtrop. Visdommen der vokser, og taler til os i stilhedens time. Familien vi ringer til, græder med og snapper momenter fra en livløs eller energifyldt dag med. Vi må rumme sårbarheden, både din, min og vores. Gråden. Angsten. Og glædes, når vi har overvundet endnu en dag fyldt med smerter.

I det ruskende efterår er ovnbagte spisekastanjer med iskoldt smør, salt og et glas god rødvin en vitaminpille. Backgammon og Trivial Pursuit. Også helt alene. Måske er det tid til at lægge arm med din første Opera eller bruge nogle af feriepengene på at lære russisk eller italiensk. Mal en citron eller et kraftfuldt rødløg igen og igen og igen. Skab smil i dit liv, det er det vigtigste. Smil du kan sende videre ud i verden.

Kærlig hilsen Josefine