Mening er en gave, du giver dig selv

tekst ANNESOPHIE ELKJÆR GREGERSEN | foto LOUISE DYBBRO

Med tilbagestrøget hår og smalle jeans ligner Morten Albæk ikke umiddelbart en filosof – han ser smart ud. Og hvis man som tusindvis af danskere læser hans nye bog, kunne man fristes til at affærdige hans idéer som utopier, management-snak eller som ja, lidt for smarte. Men kritikken betyder ikke så meget for ham – bare du tager stilling til dit eget liv. Det har han selv gjort. Og den livslange samtale, man må have med sig selv, er alt andet end smart – tværtimod kan den forhindre at man bliver revet med af flygtige trends, higen efter succes og andres meninger om, hvad der er smart eller ikke

Den 43-årige filosof har været vidt omkring. Fra som barn at have spillet fodbold i Uggerby, til universitetsverdenen, Danmarks største erhvervsvirksomheder og nu til et liv som forfatter og medstifter af en helt anderledes rådgivningsvirksomhed. Fælles for de mange roller, han har haft i sit liv, har været en søgen efter mening.

Meningen med livet

Albæks idé er, at det enkelte menneske må finde sine egne livsværdier. Man må spørge sig selv ”hvad er vigtigt for mig?” og forsøge at leve efter sine egne værdier.

– Jeg er et menneske, som stræber efter mest mulig mening i livet. Det, tror jeg, er en stræben, vi alle sammen indeholder, hvad enten vi er bevidste om det eller ej.

Hans nye bog handler om, at vi synes at have glemt at leve meningsfulde liv. Aldrig har været så mange været ensomme, stressede og angste mennesker, som det er tilfældet i verden just nu.

– Vi har aldrig haft så mange mennesker, der er ramt af stress, og det interessante er, at mere end 50% af stresstilfælde er direkte arbejdsrelateret. Så noget tyder på, at vi har svært ved at finde en mening i den del af vores liv, der handler om arbejde, og at arbejdet bliver mere meningsløst, for flere og flere.

Morten Albæk fremhæver især det stigende antal af unge, der har ondt i livet.

– Det er et paradoks, at vi synes at blive mere og mere mentalt skrøbelige, og samtidig lever vi i en tid, hvor vi aldrig har været rigere, vi har aldrig levet længere, vi er bedre uddannede end nogensinde og teknologien har aldrig givet os flere muligheder end netop nu. Velstandsstigninger kan ikke længere oversættes til en stigning i vores psykiske og sociale velvære. Det paradoks skal vi finde en løsning på. Det tror jeg, at vi gør ved at stræbe efter mening frem for at stræbe efter tilfredshed eller lykke i livet.

Det enkelte menneske skal altså på jagt efter sin egen mening og sin egen lykke.

– Der er én mening med livet for dig og én mening med livet for mig, der er ikke én fælles mening med livet for os alle sammen. Svaret på det store spørgsmål er individuelt og ydermere er svaret i konstant forandring. I takt med at livet leves, bliver vi mere vise, mere erfarne og kan blive mere tydelige på, hvad meningen er med vores liv.

– For at du kan finde meningen med dit liv, skal du kende dig selv. Først når du kender dig selv, kan du navigere uden om det meningsløse i verden. Alt for ofte lader vi os være i selskab med det meningsløse i alt for lang tid, fordi vi ikke er klar over, hvad det meningsfulde er for os, for eksempel på arbejdet.

Ikke et egoistisk projekt, men et projekt der begynder med dig selv.

Hvis vi hver især bliver optaget af, hvad vores egen mening med livet er, risikerer vi så ikke at miste fællesskabet? Og kan vi overhovedet tale med hinanden, hvis vi har så forskellige opfattelser af, hvad der er vigtigt?

Albæk mener, at der er forskel på at være egoist og at være individualist. En egoist er en, der placerer sig selv i centrum for virkeligheden. En individualist er derimod fuldt ud bekendt med, at man som menneske har behov for at være en del af et fællesskab, for ikke at være ensom og dermed have et socialt fundament for at finde vej til et meningsfuldt liv.

– Det stærke individ er noget helt andet end egoisten. Det er jo et menneske, der har en sund og stærk etik, moral og integritet og ved, hvad han eller hun vil eller ikke vil, og som stadig sø- ger fællesskabet. Jeg tror ikke, at din jagt på meningen med dit eget liv vil gøre dig til egoist, men snarere det modsatte. Jeg tror, at de fleste af os vil finde ud af, at en stor del af meningen med livet er at dele det med andre og derfor at møde andre med den nødvendige åbenhed, tolerance, respekt og medfølelse.

– I vores samfund har vi brugt al for megen energi på at lære unge mennesker at træde op ad karrierestigen. Jeg tror i stedet på det jeg kalder selvrespektens stige. Det er en stige, vi skal træde op ad hver eneste dag i vores liv. Selvrespektens stige står på et fundament af ærlighed, og det betyder, at du hver dag skal bestræbe dig på at være så ærlig som muligt over for dig selv og over for andre, og at du hovedsageligt inviterer mennesker ind i dit liv, der er ærlige over for dig. For ærlighed er forudsætningen for en sund selvindsigt, det vil sige en indsigt i hvem du er og ikke er, der så igen er forudsætningen for at du udvikler en sund selverkendelse, som er næste skridt på stigen på vej mod et højt selvværd og i sidste ende en stærk selvrespekt.

Her nævner Morten Albæk ikke begrebet selvtillid, og det er både helt bevidst og meget centralt. Han mener nemlig, at vi mennesker er faret vild i forskellen mellem selvtillid og selvværd.

– Karrierestigen hviler på at give mennesker mest mulig selvtillid på deres vej opad i et professionsbåret hieraki. Men selvtillid er blot tilliden til, at du mestrer en faglighed, en teknik eller en profession. Men hvad så, når du ikke mestrer det længere, eller andre mestrer det bedre end dig, eller det du mestrer ikke længere er noget værd set fra et arbejdsmarkedsperspektiv? Selvrespektens stige hviler på at give mennesker mest muligt selvværd på deres vej ud i Livet. At vi lærer os selv og hinanden, at vi er noget værd i egen ret, og at værdien af vores liv ikke afhænger af vores titel eller profession, men af vores evne til at leve et liv tro mod vores egen etik, moral og integritet, et liv med selvrespekt.

Albæk forklarer, at vores store fokus på selvtillid frem for selvværd kan være en af grundende til, at især unge mennesker i høj grad føler sig utilfredse med livet.

– Vi har pumpet vores pædagogik, vores opdragelse og vores ledelse med selvtillid alt imens de unges selvværd er krakeleret. Vi er bedre og bedre uddannet, men andelen af unge mennesker, der føler en høj livstilfredshed falder konstant, år efter år, siden 2004.

Fakta

Fulde navn Morten Nødgaard Albæk
Alder 43 år. Født 28. Juli 1975
Født på Hjørring Sygehus og opvokset i den lille landsby Uggerby, som ligger i Hjørring Kommune
Civilstatus Gift med Sara
Uddannelse Cand.mag i Historie og Filosofi fra Aarhus Universitet Titel Stifter af Voluntas og Adjungeret Professor i filosofi
Børn Emilia på 16 og Asger på 12
Livsmening At leve mit liv på en sådan måde, at de mennesker hvis kærlighed jeg ikke kan leve foruden har nemt ved at elske mig i morgen

Et konstant projekt

Det er et stort projekt, Albæk beskriver. At lære sig selv at kende. Og selv er han da også konstant i gang med det.

– Jeg er lige så uperfekt som ethvert andet menneske. Jeg har 
det samme behov for hver dag at træde op ad selvrespektens stige, hvis jeg ikke skal miste min sunde selverkendelse, min følelse af værd og min egen selvrespekt.

Albæks nye bog Ét liv én tid ét menneske er inspireret af hans egen søgen efter mening i livet. I sin bog beskriver han, hvordan han for nogle år siden samledes med sin familie omkring sin fars dødsleje og den efterfølgende begravelse. Her gik det op for Morten Albæk, at han på trods af stor sorg og utilfredshed oplevede en dyb mening i sammen med familien at sige farvel til sin far.

– Det er en enorm opgave at ændre koordinaterne for en kultur, men jeg mener ikke, at vi har noget valg. Hvis vi fortsætter som nu, vil vores mentale helbred forsætte den negative udvikling og vi vil opleve mere eksistentielt og mentalt forfald. Jeg skal være den første til at stille spørgsmålstegn ved, om jeg selv lykkes med projektet eller om jeg lykkes med at inspirere andre. Det eneste, jeg ved med sikkerhed, er, at en ændring er nødvendig.

Hastighed er gud

– Først og fremmest skal vi tage et opgør med at vi har gjort hastighed til gud. Vi skal skynde os som ind i helvede – vi ved bare ikke med hvad. Jeg tænker i særdeleshed på de unge mennesker. Skynd dig at tage en uddannelse på normeret tid og med tocifrede karakterer – selvfølgelig i den rigtige ende af skalaen. Skynd dig så ud på arbejdsmarkedet, så smider vi rosenblade for dine fødder, for arbejdsmarkedet er det eksistentielle Nirvana for det moderne menneske.

Det er en af de mest aggressive massecirkulerede eksistentielle løgne, vi har produceret. Der er intet bevis for, at et menneske, der kommer ud af uddannelsessystemet på normeret tid og med høje karakterer bliver i stand til at føle større grad af mening og lykke i livet end den, som bruger et år mere og har lavere karakterer. Der er ingen sammenhæng overhovedet.

– Når vi accepterer en kultur, hvor hastighed er gud, mister vi respekten for pauserne i livet. Når vi gør hastighed til gud, siger vi også samtidig, at det stærke menneske, er det menneske, der evner hele tiden at øge tempoet og træde frem. Den vej igennem definerer vi også indirekte det svage menneske som ét, der træder et skridt tilbage og tager en pause. Så er man svag. Men ligesom i musikken bliver livet til støj, hvis ikke der er pauser. For det er pauserne, der skaber melodien, også i livet.

Udover opgøret med hastigheden mener Morten Albæk, at vi skal bruge vores hjerner på samtaler om eksistentielle emner. Han konstaterer med et smil, at det nok lyder helt usædvanlig kedeligt.

– Men jeg mener, at vi for eksempel skal have diskussioner med mennesker, der er tæt på os og stille spørgsmål som „hvem er jeg“? og hvad er meningen med det ene liv, jeg er blevet givet?

Mening er en gave

Man bør være så bevidst om sig selv, at man kan sætte ord på, hvem man er, og hvad der betyder noget i ens liv, mener Morten Albæk. Og det er ikke ordene, som er vigtige, men substansen.

– Det at vågne op med et udgangspunkt, hvor man er bevidst om, hvad man vil bruge livet til, det er en gave, man giver sig selv. At stræbe efter det modsatte, nemlig at vågne op uden anelse om, hvem man selv er, og hvad man vil bruge sit liv til, er at ophøje ignoranten, og det synes jeg er absurd.

Selvom Morten Albæks nye bog ikke er en selvhjælpsbog, opfordrer den det enkelte menneske til at sætte eksistentielle mål for sit liv og at lære sig selv at kende på godt og ondt.

– Selvhjælpsguru bliver jeg aldrig, men principielt mener jeg,
at man burde sætte sig ned og sågar skrive et par sætninger ned om alt det, som livet ville være meningsløst foruden. Vi sætter alverdens andre mål om uddannelse, hvilket job vi vil have, hvor vi vil bo og så videre. Hvorfor ikke sætte eksistentielle mål? Her tænker jeg især på vores arbejde, som vi alt andet end lige bruger halvdelen af vores vågne tid på.

Albæk mener, at nogle af vores moderne sproglige greb der deler vores liv op.

– Work-life-balance er er af de mest stupide begreb, der nogensinde er produceret og bevidstløst cirkuleret. Det er et farligt begreb, for det bilder os ind, at der skal være balance mellem livet og arbejdet. Det lyder jo umiddelbart sundt, men arbejdet er jo en del af livet, og derfor giver det ikke mening at stille de to op over for hinanden, som var de hinandens modsætninger. Der skal ikke være work-life-balance, der skal være life-balance. Og det opnår du ved at sikre, at du i alle dine vågne timer grundlæggende beskæftiger dig med noget meningsfuldt, også når du er på arbejde. Vi taler hele tiden om arbejdstid, fritid og kvalitetstid. Men der er bare tid, og som Newton lærte os er den absolut, den løber afsted og kommer aldrig igen. Der er kun én tid, forklarer han, mens han gestikulerer. Det her er vigtigt.

At finde sit arbejde meningsfuldt lyder nok godt i de flestes ører. Men er det helt ærligt ikke lidt en luksus forbeholdt vidensarbejdere at forestille sig, at arbejdet skal give mening på et eksistentielt niveau?

– Jeg synes, det ville være arrogant at antage, at den ufaglærte, der fileterer fisk på fabrikken i Hirtshals, ikke har behov for at finde mening i sit arbejde, indvender Albæk.

– Vi har alle behov for at finde mening i livet. Og uanset om man er ufaglært eller vidensmedarbejder, så har meningsløshed den samme negative konsekvens for vores sind. Det er for nemt og arrogant at sige, at det kun er café latte-segmentet, der kan og vil finde mening i arbejdet.

Meningen med livet og arbejdets rolle i livet er forskellig fra menneske til menneske, men den er der, og det giver mening at lede efter den.

En australsk hospicesygeplejerske skrev for seks år siden udgav bogen The five death regrets om de fem største fortrydelser, som hun talte om med de døende patienter. Hun dokumenterede, at vi mennesker, uanset forskellig religion, velstand og etnicitet fortryder de samme ting, når vi når til slutningen af livet – heriblandt at vi har arbejdet så meget.

– Når vi finder arbejdet meningsløst, kan vi vælge enten at arbejde mindre eller at finde et arbejde, der giver mening. Ingen bør bruge en time mere på det, vi kalder arbejde, end det, der ligger i hybriden mellem det nødvendige og det meningsfulde.

Pauser gør livet smukt

Albæk har ikke brugt sin succes til at efterstræbe mere succes, men til at skabe sig et mere meningsfuldt liv. Han har nemlig tænkt sig om. Han vil ikke bare løbe med flokken og risikere på sit dødsleje at fortryde et meningsløst liv. Som tidligere topleder hos bl.a. Vestas har Morten Albæk levet en travl tilværelse, hvor han flere gange har været på listerne over de mest indflydelsesrige forretningsfolk i verden. En tilværelse, som han dog har skiftet ud til fordel for et mere roligt liv med tid til pauser – et valg, som han føler sig privilegeret over at have.

– Men jeg har brugt mine privilegier til at give mig selv pauser og ikke som mange andre at stræbe efter flere privilegier.

For nogle år siden stoppede Albæk som en del af topledelsen i Vestas. Et arbejde, som han ellers beskriver med rosende ord og et smil på læben.

– Skiftet fra lønmodtager til entreprenør har givet mig mere fleksibilitet og mulighed for at være mere hjemme hos min familie og oftere end før at kunne falde i søvn ved siden af min søn og vågne op og kysse ham farvel, inden han tager i skole. Jeg rejser fortsat meget, men et fly giver jo også muligheder for at tage en pause. På vej over Atlanten kan du sende 100 mails eller tænde for en underholdende film. Men man kan også bruge tiden på at meditere og tænke over, hvor livet er ved at bringe dig hen.

Morten Albæk praktiserer selv at tjekke ind med sig selv og overveje, hvor han er på vej hen i livet.

– Det er et spørgsmål om træning. Hvis ikke dagligt så flere gange ugentligt er jeg i samtale med mig selv om min retning i livet. Det tror jeg, at mange gør, men det er vigtigt at lade den samtale fylde endnu mere, og endda forsøge at gøre den fær- dig. Det er muligvis den vigtigste samtale, vi har i vores liv.

Rådgivning med dyder

For Morten Albæk har bevidstheden om egne livsværdier ført ham ad nye veje. Bl.a. med rådgivnings- og investeringsfirmaet Voluntas, der er grundlagt på et fundament af Albæks personlige meningsfuldhedsfilosofi. Selv kalder han det et levende filosofisk laboratorium.

– Voluntas er stadig en ganske lille og overskuelig virksomhed. Jeg havde behov for at kunne skabe noget i overensstemmelse med min egen filosofi og mine egne principper, og det kan man jo af gode grunde ikke, idet man træder ind i en virksomhed, der har eksisteret i 50 år. Der er virksomhedens dna grundlagt og det er umådelig svært at ændre organisationens vaner.

Med Voluntas gik Albæk ind i sit atelier med sin filosofi og sine overbevisninger, og her kunne han folde sig ud på sit eget lærred med farver, han selv valgte, som han udtrykker det. Og han har intet fortrudt.

– Lige så taknemmelig som jeg er for at have arbejdet i Vestas og i Danske Bank, lige så taknemmelig er jeg for at have givet mig selv den oplevelse at etablere mit eget, mens jeg stadig er relativt ung.

Kontroversielt

De nye idéer om meningsfuld ledelse har delt vandene. For selvom mange er nysgerrige, møder Morten Albæk også en del skepsis.

– Jeg er fuldt ud bekendt med, at noget af det jeg siger, er kontroversielt. F.eks. at et begreb som work-life-balance er med til at øge stress og dårlig mental trivsel. Nogle vil mene, at man netop skal distancere sig fra sit arbejde for at undgå stress. Og det er jo rigtigt, hvis man har en leder som bedriver umenneskelig og u-omsorgsfuld ledelse. Der mener jeg så, at ledere skal uddannes til at forstå det ansvar, der ligger i at være leder, nemlig at du holder en flig af andre menneskers skæbne i dine hænder. Det tager tid at ændre indstillingen til ledelse, men der skal gøres noget for at undgå det mentale forfald, som vi er vidne til.

Jeg tror på den humanistiske kapitalisme. Mening giver ikke bare menneskeligt overskud. Meningsfuldhed og god forretning fordrer gensidigt hinanden.

Selvom bogen ikke er en selvhjælpsbog, indeholder den pointer, som man kan bruge for at finde større mening i sit eget liv. Og tilsyneladende er læserne klar til at fordybe sit i livets store spørgsmål. 25.000 har allerede valgt at købe bogen, og den ligger i toppen af Saxos bestsellerliste.

– Jeg er helt overvældet over den interesse for bogen, som jeg har mødt. Jeg tager det som et udtryk for, at vi mennesker er nysgerrige og har behov for at finde mening med galskaben. Livet er nu en gang et mysterium, der optager os alle sammen og mange af os ønsker at blive klogere på det.

Der er større interesse for bøger, der kan gøre de store emner tilgængelige for mange mennesker.

– De yngre generationer har forstået, at den socialøkonomiske velstand ikke er nok, de ved, at mere af det samme ikke er løs- ningen. Og så lever jeg fint med, at den lidt ældre skole mener, at min filosofi om ledelse er helt utopisk.

Som filosof er Albæk bevidst om, at nye idéer altid møder kritik, og sådan må og skal det være. For det han fundamentalt set gør, er at udfordre det eksisterende kapitalistiske system. Og han tror på, at vi kan ændre vores måde at leve og arbejde på.

– Det kan blive et tripple win– det enkelte menneske vinder, organisationen vinder og samfundet vinder, forklarer han, mens han gestikulerer.

– Jeg tror jo ikke, at jeg som filosof har fundet den absolutte sandhed, for så ville jeg enten være vanvittig eller selvhøjtidelig. Men jeg tror, at vi er nødt til at gøre noget andet end det, vi gør nu, og så har jeg givet mit beskedne bud på en løsning. Det er ganske basalt, og det er egentlig en genopfriskning af noget, vi har glemt – nemlig at vi først og fremmest er mennesker.

Uanset om man er enig eller uenig med i Morten Albæks idéer, giver hans idéer stof til eftertanke. Og ikke mindst stof til samtaler om de store emner.