Julestemning drysset ud over 15.000 m2

Reklame | Salling

Fotograf Johny Kristensen

På et areal, der svarer til 100 parcelhuse, skal Mette Kringel og hendes kolleger sørge for, at kunderne bliver suget ind i den rette julestemning. Det kræver tid, fantasi og kærlighed til julen

– Inden vi tager hjem torsdag aften den 26. oktober, går vi en runde i hele huset, og bagefter går vi udenfor og ser på vinduerne. Så kan vi give hinanden en highfive og sige ”vi gjorde det også i år”. Det er noget af det bedste ved det hele, for vi har virkelig lagt mange timer i det. Specielt de næste godt 14 dage frem, der arbejder vi virkelig meget, fra tidlig morgen til langt ud på aftenen. Det fortæller Mette Kringel, som er chefdekoratør i Salling.

Julens begyndelse i dekorationen

Det er den 9. oktober, og selvom de fleste af os næppe har tænkt mange tanker om nisser, julepynt og flæskesteg, har Mette Kringel og hendes seks dekoratørkolleger været i gang længe. I over et år faktisk. Allerede i november måned sidste år var hun på inspirationstur til London for at få idéer til julen i år. Og næsten inden de afskudte nytårsraketter var blevet fejet væk fra fortovene, havde hun det første møde med Byggepladen, en forening for voksne LEGO-entusiaster. Mere om dem senere.

Marketingafdelingen er også tidligt ude. De kommer hvert år i marts med et overordnet tema til julen, som er startskuddet til, at Dekorationen kan begynde at planlægge detaljer og aflægge ordrer på pynt og andre remedier med lang leveringstid. Så allerede inden Mette Kringel sætter e-mailen på autosvar og rejser på sommerferie, er juleforberedelserne godt i gang.

Den røde juletråd

Et af grundelementerne i årets tema er sekskanter og grundfarverne rød og guld. Og det skal man ikke komme i tvivl om, når man bevæger sig rundt i Sallings verden – hverken i katalog, afdelinger eller vinduer.

– Når man sidder derhjemme med julekataloget og forhåbentlig synes, det er flot og inspirerende, så skal det gerne være sådan, at man kan se en rød tråd, når man går forbi Sallings vinduer, og når man træder gennem dørene til butikken, siger Mette Kringel.

Hun forklarer, at sekskanten er en god form, der kan bruges på mange måder. Det kan kunderne opleve både på ruderne, inde i selve vinduet og på døren ind til stormagasinet.

– Og når man så kommer ind, har vi fået speciallavet en julekugle, der kun findes i Salling: En rød julekugle med guldstreger på, der ligner en sekskant. Man vil også kunne se det på vores gaveindpakning, hvor mønsteret er på gaveposerne.

Det helt store juletræk

For at nå i mål med at skabe den julestemning, der så småt tager fat i stormagasinet allerede fra efterårsferien, skruer Dekorationen helt op for turbo i begyndelsen af september. Deadline for at have julestemningen drysset ud over hele butikken hedder 27. oktober – den dag, hvor Sallings traditionelle julekatalog rammer postkasserne. Der er nok at tage fat på inden da.

– Vi skal for eksempel have malet en ordenligt dynge kasser, der skal bruges til dekoration, og vi skal have pyntet 100 juletræer med omkring 2.500 julekugler. Vores kombinerede kaffestue og møderum er fuldstændig forvandlet til julemandens værksted, og så har vi et fjernlager i Nørholm, hvor vi også maler, pynter og regerer.

Juleshoppen og julemandens hjørne

I juleshoppen, som frister med søde sager og julepynt til hjemmene, skal der også tænkes nyt fra år til år.

– Vi skal have styr på, hvilken stil vi skal køre, og vi skal have fundet nyt inventar. I år har vi fx bestemt, at vi skal have trægulv på det hele. Dekorationen pynter også op og sørger for, at julemanden føler sig hjemme i sit hjørne, hvor han sidder og tager imod børnenes ønsker hver torsdag til søndag i december måned. Og her finder man nok alligevel flere nisser end sekskanter i pynten.

– Julemandens hjørne er en hel institution i Salling. Alle er vant til, at man kan komme ind og møde julemanden, og det er både dagplejemødre og institutioner osv., der kommer. Det er rigtig hyggeligt.

Fedtede fingre på ruderne

Mette Kringel står også over for en spændende opgave med hele 60 m2 vinduer, der skal inspirere til ønskesedler og julegaveindkøb og naturligvis give folk lyst til at komme ind i Salling. Et hjørne er dedikeret til LEGO fremstillet af en gruppe mænd fra Byggepladen, fortæller hun:

– Førhen havde vi sådan en rigtig gammeldags mekanisk vindue med nisser, der stod med en brandslukker eller i en slikfabrik. Men for tre år siden lavede vi det om til en miniatureafdeling af Aalborg bygget i LEGO, og det er en kæmpe succes. Når man går forbi dernede om eftermiddagen, kan man nærmest ikke se ind ad ruden for fedtede børnefingre.

Høj julestemning blandt medarbejderne

Selvom der er fart på i december, bliver medarbejderkantinen også pyntet fint op. Og Salling forkæler de travle ansatte med julekalender, julefrokoster og søde sager.

Den entusiasme, man sporer i Mette Kringels stemme, når hun fortæller om sit job og juleforberedelserne, lader ingen i tvivl om, at det er noget, hun elsker. Og hun er ikke alene.

– Det er vores største sæson, den varer jo to måneder i butikken, og mange andre, fx indkøberne, har også været i gang længe. Så det er noget, vi snakker meget om. Julen betyder meget for mig og for mine kolleger.

Min egen jul
”Der er garanteret mange, der tror, at vi dekoratører er trætte af julen, når den endelig kommer. det kan jeg bare sige for mit eget vedkommende, at det er jeg overhovedet ikke. Jeg elsker jul, det gør jeg virkelig. Også derhjemme. Jeg pynter sindssygt meget op både ude og inde. Hvis man ikke kan lide julen, så tror jeg faktisk ikke, at man skal arbejde i Salling. Den betyder meget for os.”
– Mette Kringel (dekorationschef i Salling)

Salling i juletal

  • 15.000 m2 er Sallings areal på – svarende til 100 parcelhuse
  • 100 juletræer i butikken
  • 2.500 julekugler
  • 60 m2 vindue, der skal julepyntes