Genre: Drama
Biografpremiere: 26. september 2019
Medvirkende: Michelle Dockery, Tuppence Middleton, Maggie Smith og Hugh Bonneville
Instruktør: Michael Engler
Spilletid: 122 min
Jeg har af uvisse årsager aldrig set et eneste afsnit af den ultra-populære tv-serie, Downton Abbey, der havde premiere i 2010 og kørte i seks succesfulde sæsoner. Nu er der så kommet endnu et kapital i historien om familien Crawley, der bor på det smukke Downton Abbey. Denne gang er det dog ikke på tv-skærmen, men på det store lærred.
Der er ikke mange tv-serier, der kan bære en filmlang udgave. Når man i årevis er blevet vænnet til at følge med i afsnit, der har en spiselig længde og hvor tråde bliver fulgt op i de næste episoder, så kan det være en forstyrrende oplevelse pludselig at blive hevet ud af de tilvendte rammer som seer. En film kræver en længere historie og alle tråde skal helst være bundet op til sidst.
Jeg var spændt på, om jeg ville være helt tabt, når jeg intet kendte til historien på forhånd. Men på trods af, at filmen ikke spilder tiden med at forklare, hvem de forskellige karakterer er, så følte jeg mig straks i sikre hænder.
Historien starter i 1927, da et meget vigtigt brev finder vej igennem systemet for at ende på Downton Abbey. Kongen og Dronningen kommer på visit og det sætter det den store herregård på den anden ende. Både upstairs og downstairs er begejstrede over det fine besøg, om end der også er noget bekymring over, om de kan leve op til standarden, som det kongelige par er vant til.
Der sker mange forviklinger undervejs, for eksempel er et fyr flere gange ved at sætte roen overstyr, men i midten af det hele står den unge Mary, der står til at arve godset, men ikke ved om Downton Abbey er besværet værd i skiftende tider, der ikke lader til at levne meget plads til det gammeldags aristokrati.
Der er noget rart og genkendeligt ved et engelsk drama som ’Downton Abbey’. Her er masser af intriger og forviklinger, men i hjertet af det hele er en gruppe mennesker, der er svære ikke at holde af.
Det hele er ufarligt, og man kan være sikker på, at det bliver et par timer i rigtig godt selskab. Man kan snildt sammenligne det med den danske succes-serie ’Badehotellet’, der også bjergtager et kæmpestort publikum, når en ny sæson kommer på skærmen. Her er også samme dynamik med herskab og tjenestefolk, eller ’upstairs’ og ’downstairs’.
Kort sagt, så er filmen et vidunderligt godt konstrueret stykke engelsk historisk drama, hvor jeg følte mig godt underholdt fra start til slut. Hvad enten man, som jeg, bare aldrig har fået serien set, eller om man er en langvarig fan, så er det bare med at komme af sted i biografen. Den SKAL ses!
