Fra yngling til anfører

tekst MATHILDE FALDEN | foto LOUISE DYBBRO

Vi er på stadion for at få en snak med AaB-ikonet Lucas Andersen. Vi ankommer på en smuk efterårsdag, og Aalborg Portland Park troner sig op foran os, da vi passerer den rød- og hvidstribede tyr. Lidt senere triller Lucas Andersen ind på parkeringspladsen, og da han træder ud af bilen, er der ingen, der er i tvivl om, at han er på hjemmebane. Lucas har trods sin unge alder masser af erfaring på både det karrieremæssige og det personlige plan, som vi gerne vil grave lidt dybere ned i

Lucas Andersen huggede sine første spæde spark i klubben Aalborg Freja, inden han kom til AaB som 10-årig. Da han var 16 år og 174 dage, fik han som den yngste nogensinde tilbud om at komme på AaB’s førstehold. Sidenhen kørte karrieren med høj fart, og allerede som 18-årig fik han tilbud om at komme til Ajax. Et tilbud han ikke kunne sige nej til. Lucas og kæresten Thea rykkede altså teltpælene op og stod for første gang på egne ben i en helt fremmed by. Det var en kæmpe omvæltning. Ingen af dem kunne hverken vaske tøj eller lave mad fortæller han grinende.

En helt ny hverdag

– Det var selvsagt en kæmpe og uvurderlig oplevelse for to så unge mennesker at komme til en så anderledes by som Amsterdam i en alder af bare 18 år. Det var en fed mulighed, som de færreste får, men jeg ville da lyve, hvis jeg sagde, at det ikke var svært til tider. Thea tog sin gymnasiale uddannelse som fjernstudie, så de klassekammerater, hun var vant til at se i hverdagen, var der pludselig ikke. Mine velkendte holdkammerater fra AaB var byttet ud med et hold af folk med forskellige nationaliteter, hvor sprogbarrierer og mindre kulturchok sommetider stod i vejen for vores relationer. Der var heldigvis nogle få danskere i Ajax, men selvom den nye hverdag bød på mange uforglemmelige oplevelser, savnede vi ofte både venner og familie i den nye hverdag.

Fodbold var hverdagens omdrejningspunkt

Lucas fortælles grinende, at hans familie aldrig været specielt sportslige, men ifølge hans forældre, var de faktisk begge naturtalenter til fodbold, da de var yngre, men han ved dog ikke helt, om han skal tro på dem.

– Min interesse for fodbold startede på et tidspunkt, som jeg ser lysende klart for mig. Min far tog mig en dag med på stadion som 3-årig. Den iltre stemning og de hurtige spark fangede min opmærksomhed med det samme og fra da af var jeg simpelthen solgt. Sidenhen har min familie ofret sig og støttet mig i min passion, og det har næsten været altafgørende. Når talentet viser sig i så tidlig en alder, ville det være svært at tonse afsted helt alene.

– Min hverdag som barn så således ud, at frikvarterene gik med at spille fodbold med de større børn. Når jeg kom hjem, spillede jeg til kampe og træning eller med vennerne. Om aftenen, når haven var mørklagt, forsatte fodboldbesættelsen klistret til skærmen med den nyeste udgave af FIFA. Jeg har aldrig kunnet slippe det, og det har altid føltes som en leg, selvom det også blev en karriere.

Tilbage til rødderne og fodboldglæden

Lucas brugte 6 år i udlandet, hvor han spillede i både Ajax og Grasshopper Club Zürich, men en dag tog han beslutningen om, at det var tid til at vende hjem til det nordjyske og med et tilbud om en 5-årig kontrakt med AaB, faldt brikkerne på plads.

– Klubben (Grasshopper) var meget præget af kaos, og jeg havde ikke særlig meget spilletid. Det gjorde, at jeg mistede min ellers hidtil skudsikre fodboldglæde.

– Jeg vendte tilbage til AaB i 2018 og har sidenhen indtaget anførerrollen på holdet. Der var noget helt særligt over at være tilbage i det nordjyske. Jeg har oplevet, hvordan især humoren 
kan være et svært punkt at mødes på i de udenlandske klub-ber, jeg har spillet i. Derfor var humoren en medspillende faktor, da jeg genvandt fodboldglæden i AaB, for hvem elsker ikke en nordjysk, tør joke? Jeg har genfundet fodbold-gnisten i det stærke klubfællesskab i AaB, hvor jeg til dagligt mænger mig med en trup, der består af folk i alle aldre, men hvor alle har det til fælles, at de kæmper for klubben og sammenholdet.

– Beslutningen om at vende tilbage til AaB var ikke svær. Tværtimod. Jeg overvejede kort andre klubber i udlandet, men de tanker blev hurtigt skubbet væk. Jeg blev helt sikker på, at for at blive den bedste udgave af mig selv på det professionelle og på det personlige plan, var hjemvendelsen til Aalborg det helt rigtige valg for senere hen at kunne nå mine fremtidige mål. Det føles som at gå et par skridt tilbage for at kunne tage mange og store skridt fremad, når den rigtige tid kommer.

Familieudvidelse i Schweiz

I 2017, da Lucas stadig spillede i Grasshopper, skete der noget fantastisk og fuldstændigt livsændrende for det unge kærestepar.

– Thea fødte vores søn Carl, og pludselig blev alting vendt på hovedet og sat i perspektiv. Thea tog en stor del af tørnen, når jeg skulle op og træne tidligt om morgenen, for det er næsten umuligt at præstere fysisk uden søvn. Til gengæld trådte jeg så ind som super-daddy, når jeg havde fridage eller sene træninger, så Thea kunne få lov til at trække stikket lidt.

Den hellige treenighed

– Én ting er at blive forældre i så ung en alder som Thea og jeg. En anden ting er at blive det i andet land uden familien omkring sig. Det har på mange måder været hårdt, men det har også gjort, at Carl, Thea og jeg er blevet en slags hellig treenighed, som vi havde mulighed for at dyrke i langt højere grad end hvis familierne havde været med helt tæt på. Det har været befriende at eksistere i vores egen symbiose, hvor vi kunne gøre det på vores helt egen måde. Selvfølgelig har vores forældre kunnet give gode råd og videreformidle deres erfaringer, men vi er egentlig mest tilhængere af learning by doing, hvilket vi virkelig fik muligheden for i Schweiz. Det har virkelig styrket sammenholdet i vores lille familie på en måde, jeg ikke har set mange andre steder hos folk på samme alder. Det er rart for os at vide, at vi kan klare alt, bare vi har hinanden. Dermed ikke sagt, at vores familier ikke er en fantastisk støtte og hjælp at have lige rundt om hjørnet, som vi oplever nu. Vi er dog glade for at have bevist for os selv og for omverdenen, at vi kunne klare os fint i det ”rigtige” voksenliv i et land mange tusind kilometer væk fra vores familier i trygge, lille Danmark.

 

Hvordan opstår succesen?

– Så længe jeg kan huske, har jeg drømt om at spille fodbold på professionelt plan. Som så mange andre drenge drømte jeg om at spille Champions League, men modsat mange andre stod jeg rent faktisk pludselig midt i det. Om succesen opstår på baggrund af talent, flid eller passion eller en kombination af alle, er svært at svare på. Det eneste jeg kan sige med sikkerhed er, at så længe en passion føles som en leg, skal man bare knokle på. Man er nødt til at elske sin passion for at have motivationen til at arbejde hårdt for sine mål. Derfor er det også en vigtig faktor, at man ikke lader sig distrahere af andres mening. På et tidspunkt forsøgte jeg at tage henholdsvist STX og HF ved siden af fodboldkarrieren, men det viste sig hurtigt, at jeg var nødt til at vælge. Hvis man hele tiden fokuserer på at have noget at falde tilbage på, så fokuserer man hele tiden på tilbagegang end på fremgang, og det hindrer ofte folk i at nå deres mål. Hele mit liv har jeg måtte holde fast i min drøm for ikke at lade mig rive med ned ad dén sti, de fleste går. Der har været mange ting at afslå og takke nej til for at nå målene.

Som 10-årig var det slut med familiefødselsdage

Lucas ved om nogen, hvad det kræver på godt og ondt, hvis man skal opnå succes som professionel sportsudøver.

– Jeg har måtte opbygge en stærk personlighed gennem min barndom og ungdom for at kunne undvære alle de ting, der har været nødvendige at sige nej til. Det kræver noget særligt af en 10-årig at kunne tænke så langt ud i fremtiden og vide, at han er nødt til at sige nej til fødselsdage og familiearrangementer for i stedet at tage til træning. Ligeledes har jeg set mine venner tage til massevis af sjove fester gennem hele vores ungdom, som jeg næsten altid også måtte takke nej til. Derfor er det vigtigt for mig igen at understrege, at hvis man ikke elsker det og er passioneret nok, vil afsavnene være for store til at man kan gennemføre.

– Mange af både venner, bekendte og familiemedlemmer havde svært ved at forstå, når jeg fravalgte arrangementer til fordel for træning, men her var mine forældres opbakning dét, der skulle til, for at det hele kunne lykkes. Deres støtte gjorde det muligt for mig at fokusere 100% på at forfølge min drøm, og det har jo også vist sig, at kombinationen af min vedholdenhed og mine forældres støtte bar frugt i sidste ende.

– Når dét så er sagt, var min ungdom på ingen måde asocial
 eller uden fællesskaber. Mine fantastiske holdkammerater i AaB
 var mine ”klassekammerater” og stunderne efter kampene var
 mine ”gymnasiefester”. Dermed ikke sagt, at omklædningsrum-met var fyldt med diskolys og selvlysende drinks, men den helt særlige stemning og det stærke sammenhold udgjorde en uvurderlig erstatning.

Fakta

Navn Lucas Andersen
Født 13. september 1994
Opvokset Aalborg
Familie Kæreste med Thea og far til Carl på 3 år
Beskæftigelse Anfører og midtbanespiller i AaB og midtbanespiller på landsholdet

Carl satte lyskeskaden i perspektiv

I februar 2020 var Lucas nødsaget til at trække sig fra pokalfinalen med en slem skade i lysken, og siden måtte han bruge over et halvt år på fysisk og psykisk genoptræning.

– Skaden var nedslående, og jeg var både nedtrykt og frustreret, da jeg kom hjem til Carl og Thea efter kampen. Dog fik Carl fjernet fokus fra skaden, fordi den lille fyr er god til at sætte tingene i perspektiv. Thea havde fortalt Carl, at jeg havde meget ondt i benet, hvortil Carl svarede lidt uinteresseret at han også havde slået sin skulder lidt henne i vuggestuen og derefter ville han straks i gang med at lege igen. Når man bliver ramt af en slem skade, kan det psykiske aspekt være næsten lige så slemt som det fysiske. Det er sindssygt frustrerende og tiden indtil man er på benene igen er uendelig. Dog har det denne gang med Carl som distraktion været langt lettere at komme igennem, fordi der er så meget mening med livet og tilværelsen, når man har et barn.

Farrollen og rollemodellen

Lucas er protektor for initiativet Bykalenderen, der støtter organisationen Broen.

– Udover at jeg vil være en god farrolle for Carl og fremtidige børn, har jeg altid haft et svagt punkt for alskens slags børn. Derfor er det meningsfuldt for mig at kunne bruge min status til noget godt for børn og unge, der ikke altid har det nemt. Broen hjælper udsatte børn og unge i Aalborg Kommune og sørger for, at de kan spejle sig i nogle gode rollemodeller og få hjælp til at komme ud i livet med bedre forudsætninger end de hidtil var givet. For mig er det vigtigt, at initiativet rækker ud til børn og unge, fordi de stadig kan nå at komme på rette kurs. Jeg vil gerne hjælpe dem, jeg kan, med at få en bedre start på livet, og det har min rolle som far især også været med til at styrke. Jeg sætter en ære i at bruge mit talerør i kraft af min status til at støtte og belyse meningsfulde projekter, så så mange som muligt får øjnene op for organisationer som Broen.

Fremtiden som aalborgensisk barista?

Erhvervet som professionel fodboldspiller har en udløbsdato, hvor de fleste bliver i sportsverdenen efterfølgende, men Lucas Andersens planer stikker i mange retninger.

– I min hidtidige karriere har min kæreste Thea måtte følge med 
på mange af mine præmisser. Derfor har jeg ofte tænkt på, at 
når vi bliver ældre, kan Thea drøne derudaf med sin karriere og så kan jeg blive hjemmegående husfar. Thea var i lang tid bare ”Lucas’ kæreste”, men nu har hun heldigvis selv gang i en karriere, der har givet hende en masse muligheder for selv at udvikle sig. Derfor vil jeg igen slå et slag for, at selvom man ikke behøver at gå samme vej som andre. Man behøver ikke en videregående uddannelse for at skabe succes. Thea har vist, at man via passion og livserfaring stadig kan nå sine drømme, og det er jeg skidestolt af!

– Som det lyder på Thea lige nu, har hun en masse planer og tanker om fremtiden, når det gælder karriere. Modsat hende har jeg ikke tænkt nærmere over det, selvom det er klart for alle, at livet som professionel fodboldspiller er på lånt tid. Måske åbner jeg en lille kaffebar i Aalborg, hvor jeg kan gå og hygge mig og snakke med en masse kunder. Det skal i hvert fald have noget med mennesker at gøre!

Endnu et udlandseventyr

– Modsat ser jeg drømmen for den helt nære fremtid lysende klart. Jeg drømmer om en fodboldkarriere sydpå, hvoraf lande som Spanien, Italien eller Tyskland er gode bud. Hvis drømmen går i opfyldelse, vil min familie endnu engang være nødt til at pakke sydfrugterne, men det bekymrer mig faktisk ikke så me- get. Thea og jeg ved nogenlunde, hvad vi går ind til, og jeg har set Theas talent og drivkraft, så der skal nok åbne sig en masse døre for hende. Med hensyn til Carl er han jo stadig så lille, at han jo faktisk er endnu mere omstillingsparat end vi nogensinde bliver. Det bliver specielt men også en fed oplevelse, og det er i hvert fald ikke noget, der skræmmer os. Det bliver jo sikkert Carl, der kommer til at lære os sproget, hvis vi ender i et land som for eksempel Spanien. Det er vigtigt for mig at gribe mulighederne, mens de er der. Desuden har jeg også vist både mig selv og min familie, at hvis det ikke giver mening og føles rigtigt, er jeg altid klar til at tænke i andre baner. Jeg vil aldrig gå på kompromis med min fodboldglæde.

Facebook-spørgsmål

Vi spurgte ud på de sociale medier, om vores følgere havde et spørgsmål, de altid havde drømt om at stille fodboldstjernen. Du kan læse spørgsmål og svar her:

Kunne du se dig selv i andre danske klubber? Kunne du se dig selv spille i Ikast eller KB?

– Nej ikke umiddelbart. Jeg vil gerne til udlandet.

Hvad vil dit råd være til en, der gerne vil opnå succes som professionel fodboldspiller?


– Du skal være glad for det, du laver, og du skal være villig til at investere den tid, der skal til. Gør det til en leg, samtidigt med at du er dedikeret.

Hvordan oplever du sammenholdet i AaB?

– Jeg oplever danskerne, i hvert fald nordjyderne, som meget sociale, når det kommer til fodboldklubber. AaB har en god trup med både unge og ældre. Man forstår i høj grad hinandens danske humor og der er ingen sprogbarrierer, som jeg jo nogle gange har mødt i udlandet, hvilket også er med til at styrke sammenholdet.

Hvordan er din teknik og blik for spillet blevet så godt?

– Jeg har bare altid elsket fodbold og at drible rundt konstant. Jeg spillede altid med de større børn i skolen, og jeg prøvede altid at drible dem fra 9. Man skal turde at investere det, der skal til. Jeg lavede stort set ikke andet end at spille fodbold selv eller at se andre gøre det. Mine helt store favoritter var YouTube-videoer med Ronaldinho, Kaká og Ronaldo.

Hvordan ser du din rolle på det nuværende hold, hvor det er dig, der er anfører?

– Det er en stor rolle, og også en rolle jeg havde et mål om at indtage i min tid i AaB. Man skal gå forrest. Jeg fører an på den måde, jeg kan stå ind for, og jeg repræsenterer hele holdet, når jeg udtaler mig, og på banen skal jeg vise vejen og gå forrest. Det er en ære.

Hvordan vil du have det med, hvis din søn Carl også gerne vil være fodboldspiller?

– Engang var jeg meget modstander af det, men nu er jeg mere åben for, at det kan ske. Jeg er jo om nogen i stand til at hjælpe ham ud fra alle mine erfaringer, hvilket gør, at jeg måske kan spare ham for nogle dårlige. Når vi står og hugger hjemme i stuen og jeg ser ham nu ramme en bold rigtigt, kan jeg mere og mere se mig selv i den rolle, hvor det er mig, der står og beundrer ham en dag. Og så kan jeg jo stå og kloge mig rigtig meget på, hvad der er godt og skidt.

Jeg har ikke noget spørgsmål. Jeg synes bare, at han er sød og dejligt nede på jorden!


– SÅDAN!

Hvornår bliver vi mestre igen?

– Jamen det satser vi da på at blive i denne sæson!