Er roller en nødvendighed for at opretholde vores familier? Kan kærlighed holde til masker – og/eller til, at vi smider dem? Hvad skylder vi egentlig vores børn? Store spørgsmål stilles i historien om søskendeparret Ekdahl, der efter at have mistet deres far, teaterdirektøren Oscar, placeres i en helt anden og dyster virkelighed hos moderens nye mand – byens biskop Edvard Vergerus.
Fanny & Alexander fødes ind i en teaterfamilie, og i instruktør Egill Pálssons hænder er det i høj grad teaterfamilien AAT der leverer en solid ensemblepræstation. Ingen forsøger at stjæle rampelyset fra fortællingen som helhed, og selv de mindste replikker og flytten med scenografi fyldes ud med omhu og engagement.
Soundtracket suppleres også af teaterfamilien, som når der skal leveres regnvejr via trommende fingre på gryder, såvel som stemningsskabende korsatser til husmusikeren Klaus Risagers hjemsøgende lydlandskab.
Måske er det netop grundet denne ”familiefølelse” og vellykkede ensemble præstation, at vi titlen til trods, mærker meget lidt til selve karaktererne Fanny & Alexander? Hvem er de egentlig – de kære børn og er der nogen som virkelig kender dem? Er deres fravær blot en uorden der skal fikses så alt kan bringes tilbage til den dekadente teatertilværelse tilsat rigelige mængder alkohol, tradition og utroskab?
Flere virkeligheder i en seng
Tempoet er forbavsende let og fint, det tunge emne og Bergmans arv taget i mente; alligevel virker de enkelte scener hakkende og fritsvævende – som et togsæt med vogne, der ikke helt passer sammen. Det er svært at mærke, hvilken én af de mange historier forestillingen egentlig ønsker at forfølge.
I enkelte glimt er der tale om stort teater, som da indtil flere scener udspilles i samme roterende dobbeltseng. Virksomt er det også, når der improviseres en snestorm eller skuespillerne leder os til mundvand skønt tallerkenerne er tomme.
Stykket kæmper med at finde en klar retning indtil biskoppen kommer på banen, spillet med overmåde følsomhed og nærvær af Martin Ringmose. At det kan lykkes at formidle denne mørke karakter, så vi faktisk tror ham, når han siger, at han handler i kærlighed er sand kunst. Ordets kraft tror biskoppen ikke på, og han mener fantasi kun er for kunstnere; til gengæld bruger han udtryk som ”blid vold” og mener børn må ofre noget for deres moders lykke.
Show don’t tell
Pálsson har valgt at lade os modtage historien som Alexanders erindring, men det er moderen Emilies oplevelse, der på mange måder står stærkest i Nanna Skaarup Voss’ portrættering. Vi drømmer alle om at blive set som vi er – særligt skuespillerinden der er så træt af forstillelse, selvbedrag og roller. Drømmen om at finde sig selv og samtidig frelse den ensomme biskop drager interessante paralleller til nutidens 7-7 forældre, der flirter med det spirituelle og selvrealiserende i ugerne uden børn. Emilies børn bliver dog gidsler i hendes søgen efter sandhed, der fører hende i armene på Guds hvide mand med en sort fortid.
Den faldne engel understøttes af scenetæppet – stykkets gennemgående og bærende scenografi, et replika af Gustave Dores ”The fall of the angels” – bedst kendt fra John Miltons ”Paradise Lost”.
Det, at der som greb vælges at fortælle os i 3. person, hvad karaktererne tænker og føler, bidrager til den ophuggede fornemmelse og giver forestillingen en afsmag af oplæsning. At børnene Fanny & Alexander personificeres som marionetter er anderledes effektivt, og både Gustav Dyekjær Giese og Bolette Nørregaard Bang håndterer opgaven som dukkefører med hjerte og finesse.
Skønt skyggen af noget skelsættende og ikonisk hviler over Bergmans TV-serie om Fanny & Alexander, selvom opsætningen ikke kan løfte den tunge arv, er der alligevel meget der lykkes og gør den værd at se..
”Fanny og Alexander” spiller den 18. september til den 5. oktober 2019 på Aalborg Teater
