Vi – publikum – sidder på to balkoner, placeret ovenover hinanden, og vi ligner skyggemennesker. Sorte silhuetter i en lind strøm af teatertåge, mens vi venter på forestillingens begyndelse i teatersalen Black Box. Vores udsigt er den trinvise, bjerg-lignende, sorte kasse i midten af salen og så to mænd, der allerede ved første øjekast har en afgrund af forskellighed mellem sig.
Nicklas Søderberg Lundstrøm, spiller den hektiske, neo-yuppie Daniel, der har sit eget firma, og som forresten også har en familie, der nok skal blive tid til – når altså firmaet kører på skinner. Og Peter Gilsfort spiller knudemanden Max, der tænker sit om Daniels dyre prioriteringer, mens han smerteligt udstråler den ro, Daniel mangler.
Men nøglespørgsmålene for både de to mænd og publikum er: Hvor er de, og hvorfor er de havnet der?
Få, men stærke virkemidler
De famler sig rundt i tågen på trinbjerget, mens de taler sig ind på hinanden på konfronterende vis under et lysdesign, der leder tankerne hen på guds-lignende tågelygter. Det sætter dem hver især i et køligt, afslørende lys, som i deres ansigter fremhæver nogle af de sværeste, menneskelige følelser. Sorg. Skyld. Vrede. Skam. Lyset er akkompagneret af fremragende lyd-indtryk, der virker markerende for de følelsesmæssige sceneskift, og som med lyden af noget maskinelt, noget overjordisk – og noget menneskeligt, jazzet blødt – lader det være op til publikum at tolke og mærke.
Peter Gilsforts intense blik kan ikke undgå at brænde sig fast på publikums nethinde. ”Lige om lidt, splintres han.”, tænker man. Han bærer tyngden i sin rolle med en utrolig autencitet, og mimisk er han så troværdig, at det føles drømmende rigtigt. Nicklas Søderberg Lundstrøm formår at gribe sin karakters enorme uro, rastløsheden og det manglende nærvær på en så menneskelig måde, at man ikke kan undgå at føle det med ham. Som om han har hentet det i alle os, der af og til får taget dumme valg og kan have rod i prioriteringerne. Stor ros til begge skuespilleres evne til at balancere rollerne, så intet virker overspillet.
Et rum af ægthed
Gennem hele stykket er vi med i dynamikken mellem de to mænd. Den ene spejler den andens sårbarheder, blinde vinkler og skyldsrum, og mens de går og går i tågen, kommer de omkring alt fra forældreskab til selvforståelse og svære livsvalg, og de indser mere og mere, at de har brug for hinanden lige netop nu.
Ina Rosenbaum har med sin instruktion formået at skabe et beundringsværdigt rum, der fremhæver dynamikken mellem to forskellige mænds samtale – og ganske ofte, ikke-samtale. Det er de små finesser i kropssproget, skridtet væk, når et sårbart ord bliver sagt, og det er bevidstheden om, hvordan de menneskelige følelsesmæssige reaktioner kommer til udtryk.
”Tæt tåge” er helt ny, dansk dramatik, fortræffeligt skrevet af Eva Boland Koch, og det er så uendeligt relaterbart – nærmest uanset hvem, du er – at hele kombinationen af fremførelse, iscenesættelse, lyd, lys, scenografi kun kan give topkarakter.
Stykket kan ses frem til 16. oktober. Se mere her
