Mens efterårssolen en septemberdag breder sig gyldent over Nordjylland, befinder vi os på en idyllisk plet i det sydlige Vendsyssels bakkede landskab. Det er en smuk, ældre og velholdt gård med gule mure og samme atmosfære, som gårdene kunne have på den tid, da tingene var mere nære og verden knap så stor. Vi skal besøge et par, som i den grad er blevet folkeeje – ikke blot i Nordjylland, men i hele landet. Sussi og Leo er fyldt med jordbunden varme og venlige smil, da de tager imod os
– Vi undrer os faktisk over, folk ikke kommenterer mere på det. Sussi siger ordene med et glimt i øjet. Det er køkkenet, vi taler om. Deres farverige køkken, med alle de forskellige, flotte greb på skuffer og skabe, og som Sussi selv har malet og givet liv igen, frem for at købe et nyt.
– Alle dem, vi blev vist i forretningerne, var simpelthen så kedelige. De var sorte, grå eller hvide, og det gad vi ikke.
Som gæst i Sussi og Leos hjem giver det rigtig god mening for én, at et strømlignet, moderne køkken ikke er noget for dem. De to er nemlig selv fyldt med alle regnbuens farver. Vi sidder ved køkkenbordet, mens de to hunde, Xena og Oskar, snuser rundt. Den lille Oskar er ikke deres egen, det fortæller Leo som noget af det første. Den er blot i dagpleje hos dem, men er alligevel en del af den store dyrefamilie, der befinder sig på gården. I hallen findes flotte volierer med syngende fugle, der er adskillige akvarier med fisk i en af stuerne, og så er der også kattene – men de er nu mest udenfor. I øjeblikket har gården desuden to yderligere beboere, nemlig Leos niece og hendes søn.
Fra køkkenet kan vi kigge ud i haven; Sussis fristed, hvor de smukke blomsterbede stråler om kap med udsigten og de store, gamle træer.
– Leo gider ikke gå i haven, så det gør vores niece og jeg. Hun er god til sådan at tage det grove, og så tager jeg det, der er lidt mere pillearbejde ved. Så kan hun godt spørge mig, om jeg ikke kunne tænke mig sådan nogle blomster i krukkerne, som kommer igen og igen. Men jeg kan egentlig godt lide hvert år at spørge mig selv om, hvilke blomster har jeg mon lyst til i år? Det skal ikke være ens hvert år, og mine figurer må også gerne stå helt anderledes til næste forår, når de bliver sat frem igen efter vinteren, fortæller hun.
Fra Starfighters til Sussi & Leo
Selvom Sussi står op 05.30 hver dag, gør rent på faste ugedage og generelt har visse rutiner i hverdagen, skal der være plads til forandring, siger hun. Alt behøver ikke være, som det plejer. Og måske er det netop den indstilling, der gør, at livet som freelance-musikere på landevejene med alle de uforudsigelige elementer, der følger med, er noget, parret fortsat nyder. Men sådan har arbejdslivet ikke altid set ud for dem. Engang var det helt anderledes, og da jeg spørger ind til Skansen på Skagen og fastansættelsen dengang, begynder deres fortælling helt tilbage til dengang i sommerferien, lige inden de skulle i 9. klasse på Saltum Centralskole.
– Dengang spillede jeg i et lille orkester, der hed Starfighters, og så ville Sanne gerne være med i det band. Nok ikke så meget fordi hun ville spille, det var nok mere fordi, vi var tre drenge, siger Leo med et grin. Sanne er navnet, Leo for det meste kalder sin kone. Hendes borgerlige navn er nemlig Susanne Nielsen, og selvom mange ikke ved det, så er Sussi udelukkende et kunstnernavn.
– Så fik hun en veninde til at spørge mig, om hun måtte være med, hvor jeg så selvfølgelig svarede, at der skulle sgu ikke være tøser i vores band. Men hende veninden, hun var lidt større end mig, og så smaskede hun mig en syngende lussing – og så sagde jeg, argh, men vi kan da også godt prøve.
De ler begge af den lidt groteske episode.
– Ja, du skulle da ikke sige sådan noget!, tilføjer Sussi.
En duo blev til en trio
Parret spillede i orkestret Starfighters i et års tid, inden det blev opløst, og Susanne og Leos veje blev til én – og her opstod Sussi og Leo.
– Vi tænkte jo slet ikke over, at vi kunne have heddet Sanne og Leo… Der er jo lige så mange bogstaver. Men det blev til Sussi. Dels så var Suzi Quatro helt hot på det tidspunkt, og dels så
havde min morfar engang haft en hund, der hed Sussi, så Sussi og Leo føltes helt okay. Det er først her mange år efter, vi tilfældigt kom til at køre forbi en butik oppe i Hjørring, der hed ”Hos Sanne”, og så tænkte vi, at jamen, for fanden da… det havde da været oplagt, fortæller Leo.
Når nogen – eller noget – er folkeeje, bliver det gerne sådan, at tingene helst ikke skal ændre sig. Det er noget med trygheden i det velkendte og alle minderne. Derfor har de heller ikke så meget som overvejet at ændre navnet, fortæller de.
– Bare det, at vi for 7 år siden fik en fast trommeslager, og vi derfor ændrede navn til Trio Sussi & Leo, det bøvler folk stadig med at huske.
Den faste trommeslager, Thomas, er blevet en fast del af Sussi og Leos farverige univers – og det med at kunne være fyldt med farver på scenen, er en vigtig del af et samarbejde med dem, siger de.
– Thomas er fuldstændig med på de type shows, vi laver. Han har ikke noget imod at komme ind med en kæphest og en sjov hat og spille med på de sjove ting, vi laver. Og han er skidegod til det. Så det er faktisk også ham, der har tjansen med at finde nye, sjove rekvisitter. En af de bedre ting, han har fundet på, bruger vi i sangen ”Smoke On the Water”, hvor Leo har en vikingehjelm med to horn på. Der var det egentligt meningen, at der så skulle komme røg ud fra de to horn, men det kunne vi simpelthen ikke få til at virke, og så var det, at Thomas fik den idé, at Leo kunne have en rygsæk på med en røgkanon i, hvor røgen så kunne komme op af, fortæller Sussi.
Alle tonerne på Skansen
Mange husker Sussi og Leo som stærkt forbundne til Skansen i Skagen, og i en lang årrække var det stedet, hvor de kunne opleves.
– Vi startede med at spille på Skansen, da vi havde spillet sammen i 121⁄2 år. Op til det tidspunkt, var det mest suppe-steg og is, vi havde spillet til, med et par enkelte værtshuse indimellem. Men lige inden, vi startede på Skansen, spillede vi faktisk nogle måneder fast på Brøndums Hotel, hvor værten, der ejede Skansen på et tidspunkt kom for at høre os. Han havde både Skansen, som jo var et værtshus, og så Fregatten, der var et stort dansested. Der blev det så arrangeret, at vi kom op på Fregatten og spillede fredag og lørdag af og til, men så pludselig en dag, vi kom til Fregatten, og skulle til at stille op, så var der allerede et andet orkester i gang med at spille. Og så stod vi der og havde kørt over 100 km. Værten kunne så ikke nænne at sende os hjem igen, så han spurgte, om vi ikke kunne tænke os at spille på Skansen.
Og dét tilbud havde på daværende tidspunkt føltes som noget af et karrieredyk for de to musikere, for Fregatten var et stort og smukt sted med balkon og malerier på væggene, og Skansen var noget helt andet, syntes de. Men som bekendt slutter historien ikke der, og Skansens stemning og publikum endte med at tage dem begge med storm.
– De her fiskere, der kom på Skansen, de tog virkelig godt imod os, så vi begyndte at spille der om sommeren hver torsdag, fredag og lørdag, og det gik faktisk ret godt. Turisterne kom der også, for det var på den måde, de kunne møde den rigtige skagbo.
Sommeren efter kom der dog problemer, som i sidste ende endte med en fastansættelse. Duoen var nemlig engageret til at spille på Læsø, da værten fra Skansen atter ville booke dem, og smutvejen ud blev en fagforeningsregel, der sagde, at fik man et fast job, skulle de løse kontrakter aflyses. Herefter blev en 1-års kontrakt til en 5-års kontrakt, og så var konceptet Sussi & Leo på Skansen cementeret.
– I starten spillede vi 6 dage om ugen 6 timer om dagen, og det var altså også lidt hårdt i længden. Der var tit så proppet, at folk ikke kunne danse – en overgang kunne de ikke engang ryge, for hvis du stod med en tændt cigaret, ville du med det samme komme til at brænde håret på den foran. Men så skete der også det sjove, at hvis én begyndte at hoppe til musikken, så hoppede de alle sammen, for det var ikke til at undgå, når der var så tæt pakket.
Men Sussi og Leo elskede det. De elskede den tætte kontakt med publikum. De elskede at have folks udelte opmærksomhed, og de elskede, når en af fiskerne råbte, om de ikke lige kunne få favoritnummeret. Fra Skansen og til nu, er der dog noget, der rent værdimæssigt har ændret sig for parret, når de optræder.
– I starten, og i årene inden der blev så proppet på Skansen, var vi generelt meget glade for, når folk dansede. Men det vil vi faktisk helst ikke have nu, for når vi underholder, så laver vi rigtig meget sceneshow. F.eks. sparker jeg ud med benet, og når vi laver ”Smilende Sussi”, viser jeg min bare røv til publikum, så det synes vi ikke passer så godt med, at folk danser. Der er fokus jo på den, man danser med, frem for på scenen og os. Men vi vil jo heller ikke bestemme, hvordan folk skal more sig, siger Sussi.
De lokale forskelle
Danmark er en lille plet på verdenskortet, men alligevel kan der være store, regionale forskelle på, hvad vi som danskere mener er sjovt, og hvad vi bedømmer som værende høj underholdningsværdi. Da Sussi og Leo optrådte på Skansen, kom der folk fra hele landet for at opleve det nordjyske fænomen. I tiden efter har de rejst hele landet rundt og lavet shows, men selv oplever de, at forskellen på publikum ikke ligger i, hvor i landet, de har spillet – men derimod i forholdet mellem land og by.
– Der er mange, der spørger, hvordan vi kan spille for københavnere, men de er generelt altid bare med på det. Vi kunne også tydeligt se, da vi var på Skansen, at hvis der sad nogle ved et bord, der bare var med lige med det samme, så vidste vi, at de kom fra København. Hos de andre var der mere en tendens til, at de lige sådan skulle se os an først. Vi kan også opleve at spille ude på landet på Sjælland, hvor vi næsten har haft fornemmelsen af at befinde os i Vestjylland, fordi folk sidder med armene over kors og lidt stive i ansigterne. Men vi kan jo se, de godt kan lide vores musik, for de sidder og vipper med fødderne, men de slår ikke ud med armene sådan lige med det samme, siger de begge med et smil.
At løfte hinanden
Leo henter sin pibe. Han er tidligere kåret som ”Årets Piberyger”, og mange har set ikoniske billeder af ham med piben i munden og harmonikaen i hænderne. I studiet i den ene længe af gården, hænger minderne. En indrammet tegning, der blev lavet af Leo, da han fik piberyger-prisen. Et billede af Sussi med et smukt, orientalsk smykke på hovedet – og så er der en masse af Sussis smukke malerier. Hun er med sin grafiske og erotiske stil en kendt udstiller, og rundt omkring i gårdens andre rum, hænger flere billeder, der vidner om hendes kunstneriske udvikling. Også Leo har en karriere, der løber ved siden af musikken – han skriver nemlig bøger. Spændingsromaner, under pseudonym – for det valgte han for at undgå at blive sat i bås som den musiker, han er kendt som. Fælles for Sussis malerier og Leos bøger er, at de hver især har del i hinandens kunst. Når Sussi sætter sin signatur på et maleri, står der både et S og et L, for Leo var den, der fik hende i gang med kunsten. Og når Leo skriver bøger, gennemgår han dem altid sammen med Sussi.
De to er hinandens, det hersker der ingen tvivl om. I 1971 blev de kærester, og på Sussis fødselsdag i 1981, blev de gift, hvilket vil sige, at de i år har været sammen i 48 år.
– Vi er meget opmærksomme på at give hinanden plads, for vi er jo ikke ens. Du er lidt mere hidsig end mig, siger Leo og kigger drillende hen på Sussi.
– Generelt synes jeg, vi er rimeligt tålmodige, men vi har ikke altid været så enige, som vi er i dag. Der var et tidspunkt, da vi var på Skansen, hvor vi skændtes ret meget. Der var der én, der kom hen og sagde til os, at hun beundrede os for, at vi ikke lod det gå ud over publikum. For det gjorde vi bestemt ikke. Det var vi gode til at skille ad.
Dengang, da tingene var svære
Sussi åbner yderligere op om perioden, de begge husker som vanskelig.
– Vi er jo begge ikke så stolte af den tid, hvor vi skændtes meget. Det var musik, konflikterne handlede om, og Leo begyndte også at drikke lidt for meget dengang, for han var ked af situationen. Jeg prøvede at gøre alle tilpasse med min musik, så når Leo sagde, at jeg skulle skrue højere op for mikrofonen, så sagde jeg, at nej, det ville jeg ikke, for der sidder nogle derovre, der ikke vil have det, og så vendte jeg mig imod Leo, selvom han faktisk havde fat i det rigtige med, at det vigtigste var, at jeg selv var tilfreds. Men så en dag blev jeg så træt af det hele, at jeg valgte bare at skrue op for mikrofonen. Og så virkede det hele jo! Men Leo havde hyllet sig lidt ind i det med, at det ikke duede, så han opfattede det overhovedet ikke.
Men tingene lettede, da de blev spurgt, om de ville filme en reklamefilm for magasinet OBS, der kørte på DR1. De skulle begge to optræde i forskellige kostumer og sminkes, og løsningen viste sig i form af en sminkørs tip.
– Leo havde dengang ret grimme tænder, og sminkøren introducerede os for en type teatersminke til tænderne, der kunne gøre tænderne kridhvide. Den eneste ting, vi skulle tage højde for var, at man ikke måtte indtage spiritus med dem på, for så krakelerede de pga. alkoholen. Så fra den ene dag til den an- den, holdt Leo op med at drikke øl, når vi var på Skansen. Det var faktisk vores redning, for ellers var vi gået fra hinanden. I dag sætter vi os ned og taler om tingene, fortæller Sussi.
Fra arbejdsglæde til stress – og til glæde igen
– Så fandt vi hinanden igen, og vi fik lavet mine tænder rigtigt, siger Leo.
– Men det var nu ikke fordi, jeg drak så mange øl, men jeg var bare gal indeni mig selv hele tiden. Set i bakspejlet skulle vi nok have forladt Skansen 5-10 år tidligere, for jeg var blevet rigtig træt af det, men der var jo stor sikkerhed i at vide, hvor mange penge, vi ville tjene. Det ved vi jo f.eks. ikke noget om, som vi arbejder nu. Til sidst var jeg kommet så langt ud, at jeg havde kvalme, når vi kørte derop. Simpelthen som om, jeg var ved at brække mig. Når jeg så kom i gang med at spille, gik det fint, men så var det galt igen dagen efter. Hele min krop protesterede til sidst. Da vi så forlod Skansen, var det væk som dug for solen. Jeg kunne ikke holde ud til at stå på den samme plet dag ud og dag ind. Der var intet galt med Skansen, det duede bare ikke for mig.
De spillede på Skansen i 23 år, inden landevejene og resten af landet blev der, hvor deres musik kom til at leve. Nu er de her, still going strong, og når de rejser rundt i deres store tourbus, er det med samme gejst og kærlighed til mennesker, musik og underholdning, som det var, da de i sin tid startede.
