Viser vejen for HimmerLand

tekst HELENA RAVNSBÆK | foto MIKKEL BARKLER

Når man besøger det naturskønne resort ved Gatten, møder man et HimmerLand i stor forandring. Uanset hvor øjet kigger hen, bygges der med tårnhøje ambitioner, og den nye CEO, Mette Ravn, har på ganske kort tid skulle trække i førertrøjen og lede slagets gang

Midt i en rivende udvikling – inde som ude – har HimmerLands nye CEO, Mette Ravn, siden oktober 2021 skulle finde sig tilrette i den nye stilling og danne sig et overblik over resortets mange byggeprojekter for nu at kunne føre dirigentstokken for hele HimmerLand.

Mette Ravn kendte ikke til resortet, der i mange år har været kendt for sit fokus på golf og spa, da hun fik et opkald fra en headhunter. Selvom hun ikke selv har de store erfaringer med golf – ja, faktisk har hun aldrig stået med en golfkølle i hånden – blev hun alligevel nysgerrig på rejsen, som HimmerLand står overfor.

– Da jeg hørte om opgaven, var det selvfølgelig vigtig for mig, at jeg lige fandt ud af, hvad det er for et sted. Jeg tog herop en søndag med min mand og spiste frokost, og da jeg så stedet, tænkte jeg: ”Ej, hvor er her dejligt. Det kunne jeg godt tænke mig at være en del af,” siger Mette Ravn, der tidligere har arbejdet i advokatbranchen, en fodboldklub og senere i mødebranchen.

Den nye CEO står over for en stor opgave, for HimmerLand har i de seneste år været under en gennemgribende renovering, og byggefeberen fortsætter i målet på at blive en helårsdestination for familier, kærestepar, vennegrupper og virksomheder.

Mette trives bedst i udvikling

De livlige krøller falder ned over skuldrene, og bag det brede smil findes en kvinde med et energiniveau højere end hos de fleste. Og det skal man nok også have for at springe direkte ind i orkanens øje og være i stand til at lede et resort med store visioner for fremtiden.

– Det er netop udviklingsopgaven, som driver mig. Hvis der ikke skete så meget, så havde jeg nok ikke den rigtige profil til det. Der er dygtige medarbejdere, der hver har sit ansvarsområde, så det handler om for mig at bevare overblikket, fortæller hun.

Mette forelskede sig i den spændende mulighed for at blive en del af HimmerLands store transformationsproces, for netop i transformation trives hun bedst. De sidste ni år har hun nemlig stået i spidsen for en lignende opgave ved Vingsted hotel og konferencecenter, som primært henvender sig til virksomheder. Da hun så fik muligheden for at udvide sit CV yderligere med arbejdet omkring leisurekunder, altså private gæster, familier, par og vennegrupper, som HimmerLand har sit store fokus på, måtte hun bare slå til.

Med den nye multihal kan HimmerLand afholde endnu større events som for eksempel koncerter, sportsbegivenheder og større konferencer

Forandring skal til

I mødet med Mette Ravn, er man ikke i tvivl om, at resortets udvikling er i gode hænder, og den første af to store opgaver kan den nye CEO allerede sætte flueben ved. Frem til nytåret 2021 har hun skulle sammensætte et ledelsesteam af de fem øverste chefer for resortets forskellige afdelinger, og fra den 1. januar 2022 har de alle kunne springe i arbejdstøjet og tage del i beslutningerne omkring de store fremtidige forandringer for stedet.

Nogle projekter havde allerede forinden fundet sit indtog på HimmerLands store skrivebord, og Mette Ravn har med lynets
hast fået overblik over de mange planer. Ét af de helt store fremtidige satsninger er HimmerLands nye multihal, der tidligere på året blev sat i værk. Mette Ravn var med til at grave de første spadestik til den 6.205 kvadratmeter store hal, som kommer til at bære mange forskellige events som f.eks. koncerter
og sportsbegivenheder. Derudover kommer hallen også til at have plads til endnu flere mødelokaler, et stort produktionskøkken, fitnesscenter, lokaler til forskellige aktiviteter samt en løbebane på taget med udsigt ud over det idylliske landskab.

Også HimmerLands Spa står over for en overhaling, og Mette Ravn peger entusiastisk ud af vinduet og fortæller, at HimmerLand Spa bliver dobbelt så stor som den gamle. Den kommer blandt andet til at omfatte en pool, som går indefra og ud, en snemaskine, og en saltlounge. Førstesalen bliver indrettet med diverse former for skønhedsbehandlinger.

HimmerLand er samtidigt i gang med en stor udvidelse af hotellet, der betyder, at 26 splinternye værelser vil stå klar til efteråret 2022. Planerne om et nyt 20.000 kvadratmeter sportsanlæg er sat i værk med 4 padelbaner, en indendørs multibane og udendørs tennisbane, streetfodboldbane samt en 9-mands fodboldbane på kunstgræs.

For Mette Ravn, der elsker forandring, er det en rigtig spændende opgave, og hun gør sit bedste for at imødekomme de mange ambitioner, der er med fremtidens HimmerLand, uden at glemme resortets historie.

– Det er en rigtig spændende ledelsesopgave, for HimmerLand er jo ikke et nyt sted, så vi skal også huske at have hjertet, værdierne og kulturen med, siger hun og fortsætter:

– Jeg har ikke forstand på golf, men det er der andre, der er hundredemetermester i. Jeg har respekt for deres viden og følelser omkring golf, men vi skal også noget mere. Vi skal et andet sted hen, men selvfølgelig skal vi have golfdelen med, understreger den nye direktør.

Den nye strategi

Efter Mette Ravn nu har sammensat sin chefgruppe, står hun over for anden del af den store opgave, som hun fik stillet fra start: HimmerLand skal være en helårsdestination. Hun fortæller, at stedet ikke tidligere har beskæftiget sig med strategier på den måde, som hun planlægger at gøre det, og derfor skal hun og ledelsesteamet hen over foråret planlægge HimmerLands fremtid, så de inden den 1. september 2022 har fastlagt målsætningen for de næste to år.

– Én ting er, at vi gerne vil være en helårsdestination, men en anden ting er, hvordan vi gør det. Der skal en hel masse handlinger til, før at vi når målet. Det skal vi have nedbrudt i nogle fokusområder og nogle helt konkrete handlingsplaner, siger den målrettede Mette Ravn.

Den kommende strategi kommer til at indebære en masse om bæredygtighed, fortæller hun, og FN’s 17 verdensmål bliver tænkt ind i strategien fra starten. Derudover står HimmerLand også over for en digitaliseringsproces, så stedet kommer til at fremstå endnu mere professionel, når gæster besøger resortet.

Det er blandt andet i forbindelse med bookinger af aktiviteter, så gæster og besøgende kan benytte resortets mange faciliteter nemt og bekvemt, men også den kommende købmandsbutik, der er planlagt at åbne maj 2022, er tænkt i digitale baner, og den vil på sigt blive benyttet af hotellets gæster, uden at personalet er nødt til at stå bag kassen.

Mettes målrettethed og resultatorienterede tilgang er ikke til at overse, og for hende er det allervigtigste at få lavet en toårig strategi med nogle fastlagte mål, som hun og resten på HimmerLand-teamet kan lykkes med, både i forhold til gæsternes oplevelser, men forretningskvinden vil også se grønne tal på bundlinjen.

– Der er både den del, som vender udadtil, hvor vi har en masse glade kunder, som får en rigtig dejlig oplevelse og tænker: Her er sgu fedt at være. Men der ligger også en intern udviklingsopgave, så vi får skabt en forretning, hvor vi kan tjene nogle penge. Det skal også være en professionel forretning, hvor vi prioriterer digitalisering og andre processer, men det er kunden ikke optaget af, for det skal jo bare spille, siger Mette Ravn.

 

En kvinde med styr på prioriteterne

Selvom Mette er resultatorienteret, har hun også en ydmyg og jordnær tilgang til ledelsesopgaven på HimmerLand, og hver morgen spadserer hun gennem køkkenet og siger godmorgen til alle. Hun gør en dyd ud af at kende sine medarbejdere og alle deres navne, og især tilliden til hinanden vægtes højt.

– Jeg er meget bevist om, at jeg ikke er den, der er fagligt dygtigst, og jeg kender ikke tingene i detaljer. Men jeg kan sagtens være leder for nogen, som har et område, jeg ikke ved noget om, fordi jeg forholder mig til lederrollen i stedet for at være den dygtigste fagligt. Jeg forsøger at bevare overblikket, se helheden, give plads og lægge ansvaret fra mig.

Mette Ravn har gennem sit liv lært at prioritere sin tid for at nå dertil, hvor hun er i dag. Selvom hun stadig har sin adresse i Horsens, bor hun i hverdagene i et af husene ved HimmerLand, så hun kan være tilgængelig flest muligt timer i døgnet, og prioriterer at være synlig og nærværende over for sit personale.

– Når man går ind i en opgave som denne, er det vigtigt at bruge tiden på det. På HimmerLand har vi jo åbent hele døgnet, så det nytter ikke, at jeg møder ind fra 8 til 16. Jeg er jo nødt til at være her – også bare for at lære forretningen at kende. Rigtigt meget handler om prioritering, fortæller Mette Ravn.

Få styr på prioriteterne, siger hun, når hun skal give et råd til unge kvinder. Men hun erkender også, at den nye direktørstilling ved HimmerLand kun kan lade sig gøre nu, fordi hendes fire børn er voksne, og derfor kan hun fokusere på sit arbejde væk fra hjemmet. Men dengang børnene var små, prioriterede hun også sit arbejde og sine uddannelser, og den livlige Mette Ravn har derfor bl.a. en lederuddannelse og en bestyrelsesuddannelse med i bagagen.

– Jeg tror på, at det er megavigtigt, at man vedligeholder sine kompetencer og bygger på, hvis man vil have de sjove tilbud, og det gælder både kvinder og mænd. Men kvinder kan blive dygtigere til at prioritere netværk og relationer. Der er mange fra min generation, der har prioriteret, at de hellere ville hjem og hente børn. Det skal man også, hvis det er det, man vil, men så får man bare ikke positioneret sig, og det er jo det, det handler om. Man kan jo være pissedygtig, men hvis ingen ved det, får man ikke tilbuddene, fortæller Mette og fortsætter:

– Man kan være en pissegod mor, selvom man ikke lige bager speltboller selv, og barnet dør heller ikke af at blive afleveret tidligt eller hentet sent nogle udvalgte dage. Få tingene indrettet, så man bruger sin tid og energi der, hvor man nu har lyst til det.

– Det er vigtigt, at man giver ledere lov til at have nogle andre ting. For så får man jo set noget andet, og man får altid noget inspiration. Når jeg har været til bestyrelsesmøde, kommer jeg altid hjem til min arbejdsplads med noget, som jeg kan bruge der, fortæller Mette Ravn, som sidder i bestyrelse ved både Forenet Kredit og Ginneruparkitekter A/S.

Fremtiden på Lars Larsens Vej

Selvom Mette er en travl kvinde, er hun alligevel med sit nye job kommet tættere på døtrene i Hjørring og Aalborg, og noget af den sparsomme fritid bliver brugt på gågaden med tøsehygge. De mange timer i Nordjylland er ved at gøre sit indtog på hende, og den nordjyske dialekt kommer dejligt snigende. Hun har dog fortsat ingen planer om at flytte væk fra det østjyske permanent, men hun trives alligevel, der hvor hun er havnet, med den hektiske hverdag i rolige og naturskønne omgivelser på Lars Larsens Vej ved Gatten.

– Jeg bor heroppe løbende, når jeg er på arbejde, så jeg er her jo i mange timer og er ved at lære lokalområdet at kende. Her er rigtigt dejligt. Men jeg har jo kun været her om vinteren, så jeg glæder mig rigtigt meget til, at der bliver lyst, og der kommer flere gæster – det bliver fedt, siger hun.

Mette er ved at lære sine kollegaer godt at kende, og hun fortæller, at de nu også ved, hvordan hun vil gribe opgaven an, og hvilke værdier, som skal arbejdes videre med. Hun forventer at skabe en fantastisk arbejdsplads, hvor der er plads til den store forandring og udvikling, både når det kommer til forretningen, men også når det kommer til lederkollegaerne.

– Det er dem, der skal blive dygtige ledere og kunne lede deres medarbejdere i hver af resortets afdelinger, fortæller hun.

Foruden den store transformationsproces, har Mette Ravn også ansvaret for, at gæsterne har mulighed for at koble af fra hverdagen på HimmerLand. De mange projekter gør det muligt at skabe unikke faciliteter for med stor alsidighed, der henvender sig til forskellige gæster. Og i de idylliske omgivelser ved Gatten, er det ingen sag, for hotellets pallette af aktivitetstilbud er bred med muligheder for skønne aktiviteter inde og ude, og resortet skaber rammerne for god tid til samvær.

HimmerLand er i gang med en kæmpe udviklingsproces fra at være et sted med et primært fokus på golf og spa til at dreje fokusset mere i retning af sport, leg og hygge for hele familien. Og Mette er kvinden, der skal få det til at ske. Med Mette Ravns baggrund, ambitioner og entusiasme er hun ideel for at kunne vise vejen for hele HimmerLand, og resortets fremtid ligger i kyndige og målrettede hænder.

Fakta

Navn Mette Ravn
Alder 54 år
Uddannelse Har en MBA fra Business Insti-tute i Aalborg og en Bestyrelsesuddannelse fra Aarhus BSS, Aarhus University
Bopæl Bor i Horsens med sin mand, Kasper, men opholder sig i hverdagene i et feriehus ved HimmerLand.
Børn Har 4 voksne børn i alderen 24 til 30 år
Karriere Har de seneste 9 år været CEO for VINGSTED – aktivt hotel & konferencecenter, og har tidligere arbejdet som Manager i PwC, Direktør for advokatvirksomheden LRP, Økonomi- og administrationschef i fodboldklubben AC Horsens (Derudover sidder Mette Ravn i bestyrelsen i Forenet Kredit og Ginneruparkitekter A/S og i repræsentantskabet i INSERO.)
Fun fact Går altid i røde sko, eller bærer røde accessories