Zombie eller sund bi

TEKST JOSEFINE PASSER | ILLUSTRATION HELENE AABO

Hånden på hjertet. Bliver du nogensinde forarget? Jeg må engang imellem indrømme, at jeg falder i med begge ben. Ned i den dybe forargelsesbrønd. Og det irriterer mig faktisk gevaldigt, når det sker. Så mister jeg nemlig ikke blot midlertidigt fodfæste, men også horisont og evnen til forstå og rumme. Det eneste jeg evner, er at plaske rundt dernede i mørket, råbe lidt op og høre på de andre der også ligger og råber og plasker nede i brønden, indtil der kommer en barmhjertig sjæl og hiver mig op igen til lys og luft. Forargelse bunder jo helt basalt i, at vi ønsker at alle andre skal tænke, føle og tro som os selv. Moster og fætter klogeåge

Senest jeg faldt i brønden, var her den anden dag, da jeg, forvildet, kom forbi BTs onlineforside. Et sted jeg tidligere frekventerede noget oftere, men slet og ret holder mig meget langt fra i dag, da jeg ikke synes, den byder på meget andet end baljepis. Og jeg røg direkte bagover ned i den berømte brønd af bar forskrækkelse, da jeg atter lige kom forbi. Hvilken stor bunke plattenslageroverskrifter. Clickbaits og ludertrifli af værste skuffe. JA, nu giver jeg den lige på alle forargelsestangenterne. KlogeråveJusse … En oversvømmelse af sensationspis og dårlige energier. Og det er helt gratis. Tryk på dem og bliv selv forarget eller endnu bedre, bare lidt dummere. Og DRs sendeflade ligner mere og mere TV3 og Kanal 5. Mormor på Mandejagt og Alma & Orla på stripperrundfart.

DR, hvorfor? Og når I endelig synes, at åndeligheden og f.eks. litteraturen trænger til at blive støvet af, så alle får et lille sus af store tanker og skønhed, så skal det pakkes ind i et rigtig ”TØHØ” værtskab af komik, så vi ikke selv behøver at bruge hjernen. Det minder ufatteligt meget om, da vi var små og vores forældre madede os med tøftøf teknikken og den lavtgående propelflyver. Det ender med, vi ikke selv længere er i stand til at håndtere hverken kniv eller gaffel. De fritgående levende zombier har ikke set den sidste solnedgang endnu.

Giv mig noget umulig jazz, som irriterende kræver jeg sætter mig med et glas rødvin og vender min sjæl. Maria Callas i en af hendes helt store arier, der får mine ører til at hvine, indtil hun får mine øjne til at græde i kulderystelser af begær efter mere. Indlæg mig til at færdiglæse IDIOTEN af Dostojevskij, der står i min reol og med små hjernejag med jævne mellemrum, hæst hvisker til mig ”jeg sagde det jo … du kunne ikke…” for derefter at vende ryggen til mig igen. Giv mig, midt i det store drama ’Gift ved første Blik’, en rigtig krig. Vis mig et skakmesterskab live på TV, forklar mig dette fascinerende persiske strategispil på liv og død, så jeg hører hjernerne knage og får et indblik i storhed. Min Lars gjorde det, da jeg lå syg og forkælet bad ham om at købe tonicvand og en jumbobog med hjem. I stedet kommer han hjem med Khalil Gibran ”Profetens Bog” til mig. Så er man faktisk heldig, man ved det bare ikke helt i øjeblikket. Men lige dér blev jeg heldigvis ramt af stor livsnødvendig poesi. Bye bye Jumbobog, vi ses en anden dag.

Vi har kun os … men det er slet ikke så ringe endda. Det kræver blot, at vi griber kniv og gaffel og begynder at fodre os selv, i stedet for at lade os made af hænder, vi ikke kender og med føde af tvivlsom kvalitet. I min sidste klumme, der omhandlede mad, nævnte jeg en meget stærk personlighed, kokken og globetrotteren, den nu afdøde Anthony Bourdain, der jo pin-pointede hvordan vores livshistorie ligger i vores valg og vores tilgang til mad. Det samme gør vores åndelige valg i livet. Alt det vi fodrer vores sjæl og vores intellekt med, og ikke mindst vores børns. Og vi vælger selv. Zombie eller Sund Bi.

Og vinden vender lige så stille mod ”der var engang”. På et tidspunkt var the Hipsters det mest hippe du kunne opdrive, men det er stille og roligt ved at blive overhalet af the OAP’sters.

Forskellen er at disse OAP’sters nok slet ikke aner, at de selv eksisterer, og de er også fuldkommen lige glade. Old Age Pensioners. Unge familier, der søger gamle dyder tilbage til Bedstemor og Oldefar. Generationen med storhedstid i 50’erne. Dem, der levede et helt liv uden tech-apps og masser af SoMe fis, uden mobil og Ipad, men med nærvær, nærmiljø, 1⁄2 gris i kummefryseren og et tæt forhold til børn, familie og naboer.

Det er familier, der ved, at vi skal passe på både hinanden og på jorden, og som en selvfølge samler skrald, lever bære- dygtigt, spiller masser af brætspil, har kontrol på deres online tid, ligger i Shelter og fortæller spøgelses- og røverhistorier om, da bedstefar var lille og kommer hjem og stinker som et helt røgeri med ægte æblerøde kinder og skinnende øjne, og så ryger de en god cigar og drikker en særlig god cognac på specielle udsøgte dage. De vælger bilen, madkurven og termokanden frem for flyveren, søger landet i stedet for byen, passer på hinanden og skaber tryghed i en kaotisk verden igennem faste langsomme hverdagsrutiner og traditioner, som vil gå i arv mange generationer frem i tiden. Det er Bonderøven og kolonihaven, smeden og cand.mag.en. Der kommer altid en sporvogn og en pige til. Bløde dyner, stribet nattøj og højtlæsning af H.C. Andersen. Familier, der sylter og laver en hjemmelavet kryddermedister, fordi det giver mening og god smag, og ikke fordi det ser smart ud på Instagram.

DE familier og unger er dagens gode historie herfra. De giver mening, og de giver mig en utvetydig tro på en bedre fremtid.

Kærlig hilsen Josefine