En passion for håndbold

En mand og hans passion | Stefan Madsen

Stefan Madsen har i mange år haft assistentroller indenfor håndbolden, men i sidste sæson fik han sit store gennembrud som cheftræner hos Aalborg Håndbold. Stefan førte Aalborg Håndbold frem mod to store triumfer, da klubben vandt både pokalturneringen og det danske mesterskab. Det betød blandt andet, at Stefan fik prisen som årets træner i dansk herrehåndbold. Vi har her stillet Stefan et par mere personlige spørgsmål

Hvorfor er det din passion?

– Jeg har altid elsket at dyrke idræt. Jeg har dyrket mange forskellige idrætsgrene, men holdidrætten har altid fyldt mest for mig. At være en del af et fællesskab og skabe relationer til forskellige mennesker med forskellig baggrund har altid interesseret mig. Hele foreningstanken, hvor man i et større fællesskab forsøger at få skabt fælles værdier og holdninger til, hvordan man gerne vil være sammen samt hvordan, man gerne vil opleves udefra, finder jeg vildt spændende.

Det individuelle arbejde med mennesker, der skal fungere sammen som en enhed, er en stor del af det at være træner, og jeg glæder mig over hver eneste gang en spiller lykkes med ting, de har knoklet hårdt for at opnå. At være med til at skabe rammer for individuel udvikling af håndboldkompetencer er
en fornøjelse. Men lige så spændende er den menneskelige udvikling og modning af unge spillere, der er i gang med at finde deres ståsted.

Hvad er det bedste ved det?

– Det bedste er de mange fantastiske mennesker, man på en eller anden måde får en relation til. Man får i løbet af årene opbygget et stort netværk af mennesker, man ikke nødvendigvis var stødt ind i på anden måde. At lade sig inspirere af andre dygtige folk tænker jeg er vigtigt. Det kan være andre trænere eller ledere, man møder på sin vej. Det kan også være spillere. Jeg har været meget heldig at få lov til at arbejde med mange dygtige spillere med en enorm erfaring.

Ved siden af den del er hele foreningsglæden, hvor alt afhænger af frivillighed og stor opbakning fra forældre. Det samspil finder jeg enormt givende. Glæden i at være med til at give børn og forældre gode oplevelser i fællesskab omkring håndbold er meget, meget stor.

Hvad er det værste ved det?

– Det værste er, at se den idoldyrkelse der finder sted i de meget unge børneår. Jeg oplever desværre et større og større fokus på at udnævne børn som store stjerner. At trække en voksenverden ned over hovedet på glade børn gør ondt at se. Når det så sammenholdes med en oplevelse af flere voldsomt ambitiøse forældre/trænere, der udlever deres egen drøm gennem deres børn/spillere, hopper kæden i min verden helt af. Lad børn være børn og skab rammer på børnenes præmisser og IKKE på ambitiøse forældres/træneres præmisser. Jeg ynder at sige, at håndbold (og idræt generelt) for børn og unge gerne må være seriøst, men det må aldrig blive alvorligt – det er ren leg!!!

Hvor mange timer om ugen bruger du på din passion?

– Da jeg er så privilegeret, at min passion er en del af mit arbejde, bruger jeg rigtig mange timer. Når jeg går hjem fra arbejde, er jeg ofte beskæftiget med foreningshåndbolden, som betyder at jeg vel nok rammer gnm. 50-60 timer afhængig af hvor på sæsonen vi er. Med rejseaktiviteter nationalt og internationalt samt landsholdssamlinger løber det hurtigt derop.

Er det en passion for alle?

– Jada, og lige nu er der gang i udstykningen herude, så vi kan sagtens være flere – bare det ikke går ud over det eksklusive, hyggen og nærværet.

Sjov fakta omkring din passion

– Spillet er opfundet i Danmark.

Fakta om Stefan Madsen

ALDER 42

JOB Cheftræner Aalborg Håndbold, U21 landstræner for herrer og U11 drengetræner i Aabybro;-) CIVILSTATUS Gift med Lene

BØRN 2 drenge Oliver og Bertram (Olli og Berdie) 14 og 9

YNDLINGSCITAT Gør altid det rigtige (det du tror på) – også selvom det ikke er det letteste