Dublin – you irish rover

Reklame | Visit Irland

For APPETIZEs udsendte, Dadi Halldorsson, var Dublin lidt i kategori med Edinburgh, Belfast og Cardiff. En by, der ofte kom i anden række, når han tænkte på de engelsktalende lande på det nordvestlige hjørne af Europa

Men et par dage i folkemusikkens hovedstad har vendt op og ned på det. Dublin er en pulserende hovedstad, hvor der i alle døgnets timer drikkes Guinness og synges irsk folkemusik. Eller sådan føles det i hvert faldt.

For på snart sagt ethvert gadehjørne er der en bar, hvor du kan få øl af alle slags typer og sorter, men hvor hovedparten af gæsterne dog sidder med Guinness i hånden. Undskyld, fik jeg sagt gadehjørne? Det er ikke helt dækkende, for barerne ligger bestemt ikke kun på gadehjørnerne. For der er tilsyneladende for langt fra hjørne til hjørne for dublinerne, hvor du derfor altid har mulighed for et par pitstop undervejs.

Når byens befolkning på sølle 1.3 mio. mennesker kan vælge mellem hele 900 barer, så kan der jo heller ikke være langt imellem dem.

Men selvom Dublin også har et hav af andre spændende oplevelser (besøg f.eks. den majestætiske kirkegård Glasnevin, der gemmer på 1.6 mio. begravede, hvilket overgår antallet af de levende indbyggere i Dublin), så er Dublins barkultur bare i en hel kategori for sig. Og mon det er tilfældigt, at byen og landets symbol – Guinness’en – er så sort og dunkel, når selve Dublin tager sit navn fra dub (mørk) og lin (sø) …?

Dublin er en spændende by med en yderst interessant historie. Og som de selv siger, så var de i flere århundreder en nation af analfabeter, hvorfor deres musik- og sangtradition blev så stærk, som den blev. Og Irland har en selvforståelse og identitet, som hele verden har taget til sig. Der findes næppe en by, hvor du ikke kan få skænket en Guinness, eller ramler ind i grønklædte irere med den venlige accent på St. Patricks Day den 17. marts.

En dag. En skøn dag vil Appetize’ udsendte befinde sig i Dub- lin på denne herlige dag. For det kan simpelthen ikke slå fejl. Dublin – you Irish Rover – cheers mate.

GODE RÅD I DUBLIN

Når du vandrer rundt i Dublin, er der et par ting, du skal have in mente.

Råd nr. 1: De er ligesom englænderne (gud give at INGEN irer læser dette), så gå altid venstre om alting, for så går du ikke galt i byen.

Råd nr. 2: Kig i alle retninger, når du skal krydse en vej. Og kig også både op og ned, for så er du helt sikker på ikke at blive kørt over. Især hvis du giver dig i kast med råd nr. 3

Råd nr. 3: Gå over for rødt. Dublinerne venter ikke på den grønne mand. Men husk i himlens navn at kigge i alle retninger først. Også op og ned!

Råd nr. 4: Nævn for guds skyld IKKE Irland som en del af Storbritannien. Betegnelsen Storbritannien er ikke en fællesbetegnelse for de engelsktalende lande på det nordvestlige hjørne af Europa. Irland har en mildest talt broget historie, hvor skurken som regel har været England. Så nævn for enhver pris ALDRIG Irland som en del af Storbritannien!

Ryanair har netop startet en direkte flyvning ml. Billund-Dublin.

Der flyves mandage og fredage til en pris fra 126 kr.

Da dette imponerende træ ved Malahide Castle, en halv times kørsel fra Dublin, blev plantet, sad irerne (som så mange gange før og siden) under det engelske herredømme. De sad dog ikke med den kulsorte Guinness i hånden og skrålede Irish Rover, idet der stadig varede nogle hundrede år før de stiftede kendskab med disse. Træet skulle eftersigende være 500 år gammelt
Te og atter te. Hvis ikke du får stukket en Guinness i hånden, så får du en kop irsk te. Og her skal du slet ikke bekymre dig, hvis du f.eks. er en ubeslutsom vægt som APPETIZE’ udsendte. For du behøver ikke tage stilling til skovbærsmag, lakridssmag eller hvilken-som- helst-anden-smag. Her er der som regel kun én slags te at få – ”irish the”. Således er det også her, på en café ved Malahide Castle, hvor denne lyskrone af tekopper hænger
Bevæbn dig. Guinness er virkelig over ALT i Dublin. Og ikke nok med, at byen med deres 1.3 mio. indbyggere har hele 900 barer, så er de hele dagen propfyldte med mennesker i alle aldre. Og harpen, som udgør Guinness’ logo, pryder også selve Irlands nationalvåben. Men da våbnet blev vedtaget i 1945 – længe efter at Arthur Guinness i midten af 1700-tallet bryggede sin første Guinness – måtte landet vende harpen på en anden led
Tag en gåtur på Dublins stræder med irsk folkemusik i ørene. Og læg mærke til de mange, farverige hoveddøre. Det er umiddelbart ikke til at vide, hvad der er flest af – antallet af barer eller de farverige hoveddøre. Barerne er der omtrent 900 af… God tur!
Irland er også kendt for sin whisky – ikke mindst Jameson. Men overalt i landet skyder der nye destillerier op. Prøv eksempelvis det nye ved Slane Castle, hvor der brygges på gammeldags manér. Her bliver whiskyen lagret i 3 år og 1 dag – for så slår man skotterne med 24 timer
På Guinness-museet kan du på toppen skue over hele Dublin med en kold Guinness ved hånden. Prøv evt. at bestille en lys øl, og se de skæve blikke på bartenderne og museets øvrige gæster.