Sammen om kunsten

Reklame | Kunstkredsen

Annonce – Da kunstkredsen i august startede sin første sæson hos Fokus Folkeoplysning Aalborg, var det lige fra begyndelsen en bragende succes. At opleve og opdage kunst i fællesskab er noget af det, kredsen handler om, og i spidsen står kunsthistoriker Lotte Gertsen. Hun brænder for kunsten, for formidlingen – og for at kombinere netop de to ting

Det begyndte som en del af KulturKlubben; et af FOKUS Folkeoplysnings andre tilbud, der stiller skarpt på kulturen i sin brede form. Men interessen for de kunstfaglige arrangementer var så overvældende, at idéen om at lave et helt særskilt tilbud opstod.

– Vi ville gerne gå et spadestik dybere ned i kunsten og samtidig lave noget, der var let tilgængeligt, fortæller Lotte Gertsen.

Tilgængelighed og plads til alle. Det er netop nogle af de nøgleord, der har været med til at lægge fundamentet for KunstKredsen, og holdet tæller nu 60 vidt forskellige mennesker, der alle har det til fælles, at kunst er et interesseområde. Nogle kommer med en stor forhåndsviden, andre kommer med en mindre, og i kredsen er der rum til det hele. Arrangementerne, der afholdes, spænder vidt. Tidligere på sæsonen gæstede kunstner Jacob Rantzau kredsen sammen med direktøren for Vendsyssel Kunstmuseum, og i november var der besøg af den anerkendte forfatter og kunst- kritiker Bente Scavenius, der på Utzon Centret delte ud af sin store viden og sin kærlighed til kunst.

For både de fremmødte tilhørere og kunsthistorikeren Lotte var det en særlig oplevelse.

– Hun er lidt en legende inden for mit fag, så det var super fedt, at vi kunne opleve hende. Hun er en virkelig dygtig formidler, og fordi hun bl.a. er kendt fra Kunstquizzen og Danmarks Bedste Portrætmaler på TV, så har hun et folkeligt element over sig. Samtidig er der også en meget stor respekt omkring hendes person, siger Lotte.

Faglighed og kreative sammensætninger

Selv fortæller Lotte, at hun har fået lige præcis den funktion, hun gerne vil have. For hende er det nemlig lidt af et drømmejob at være formidler – og at være det i kraft af sin faglighed. At kunne give folk noget viden og baggrund med hjem, når de går fra arrangementerne. Derudover betyder netværk meget, når det handler om at arrangere nye events, for dét at kende dem, der er med til at præge kunstmiljøet i Nordjylland, har stor værdi i forhold til, hvad KunstKredsens sæsonprogrammer vil bestå af.

Udover besøg fra kunstnere og formidlere, så breder arrangementerne sig også ud til mere utraditionelle opsætninger. F.eks. kan det at lytte til ord, mens man akkompagneres af stimuli på sine andre sanser, netop gøre, at tingene forstås anderledes. Konceptet med sammen at nyde et lækkert måltid, mens en foredragsholder fortæller, har vist sig at fungere rigtig godt i KunstKredsen.

– I oktober havde vi en aften med konceptet ”Kunst & Kødgryder”, hvor vi spiste sammen, mens jeg holdt foredrag. I foredraget lå fokus netop på måltidet og maden som motiv i kunsten, men også på værker, hvor maden er blevet brugt som materiale.

Temaet blev behandlet ud fra et historisk perspektiv, men også set fra nutidige vinkler, hvor maden taler ind i samfundsmæssige problematikker, som for eksempel miljø og klimadebat.

Og dette her med de nutidige vinkler – det er netop her, kunsten kan noget særligt. Ikke så få gange kan vi opleve at blive provokeret af bestemte værker, og for Lotte er det interessant at stille sig ved siden af sig selv og kigge på, hvor provokationen kommer fra.

– Kunst kan sætte fokus på noget, der er vigtigt i samfundet. Den kan stille spørgsmålstegn ved nogle ting omkring den måde, vi forholder os til verden på, og den kan jo også provokere og røre ved nogle grænser i os selv. Det synes jeg er virkelig spændende at gå ind i.

Ny sæson, nye muligheder

I den kommende sæson er der nok at glæde sig til. Opstarten byder på arrangementet ”Brunch og Kunstfilm”, hvor deltagerne trakteres med en lækker brunch fra KaffeFair, herefter vil den omdiskuterede kunstverden-film ”The Square” blive vist. Senere på sæsonen kan blandt andet Dea Trier Mørch-udstillingen ”Ind i Verden” opleves på Kunsten, og der er også et foredrag om Vendsysselkunstneren Poul Anker Bech på programmet. Der kommer besøg fra den tidligere kunstfaglige chef på Skagen Museum, Mette Bøgh Jensen, som vil præsentere forskningsprojektet ”Syge piger i nordisk billedkunst”, og der vil i det hele taget være rige muligheder for at sanse og indtage kunsten i fællesskabets og nysgerrighedens ånd.

– Det er generelt vigtigt, at der er en gennemgående linje i det, vi beskæftiger os med i KunstKredsen. Så når der for eksempel kommer en udstilling i forbindelse med forskningsprojektet fra Skagen Museum, så skal vi helt sikkert have den udstilling på programmet. Vi vil gerne følge op på tingene, så der er en sammenhæng – også på en sådan måde, at folk vil kunne genkende elementer fra tidligere sæsoner. Det er dog ikke ensbetydende med, at man absolut skal have været med før, men der må altså gerne – når det er muligt – være en rød tråd i det, vi oplever, selvfølgelig uden, at vi kører i den samme rille.

FOKUS i Aalborg har en succesfuld og etableret KunstKreds nu, og visionerne er, at den gerne skal vokse. Blot skal formen udvikles, så der er plads til, at den fortsat netop kan være en kreds med fokus på fællesskab, frem for blot at være en stor forsamling, fortæller Lotte. I den kommende sæson, med start i januar, vil Julie Keldorff midlertidigt drifte KunstKredsen. Hun varetager den praktiske værtinderolle, mens Lotte selv er på barselsorlov. Dog vil planlægningen af selve arrangementernes indhold og etableringen af kontakter stadig ligge hos Lotte selv.

Vil du være en del af KunstKredsen?

KunstKredsen skyder næste sæson i gang til januar, og programmet byder på en samling af oplevelser, der vil vise kunsten i al sin vælde; lige fra den traditionelle kunsthistorie og til samtidskunstens grænsesøgende perspektiver. Vigtigst af alt, så kan alle være med, uanset udgangspunkt.

Kontakt

Telefon: (FOKUS administration) 9930 1000
Mail: info@fokus-folkeoplysning.dk
www.fokus-folkeoplysning.dk

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*