Blog: Opskrift på hjemmebagt grydebrød

Tekst & Foto Anders 'Ædedolken' Lang

Havde givet mig selv det nytårsforsæt at jeg ville få bagt noget mere – der findes ikke noget mere lækkert en hjemmebagt brød. Grydebrødet er en af mine favoritter inden for hjemmebagt brød. Mange kalder grydebrødet for verdens bedste brød! Jeg vil hellere sige det er verdens nemmeste brød at lave selv, og du får et fantastisk resultat ud af det hver gang!

GRYDEBRØD

Ingredienser

  • 1 l hvedemel
  • 5 dl vand
  • 2 tsk. salt
  • 5 g gær

Rør vand, salt og gær sammen i skål. Vend melet i og rør rundt med en ske, til du får en ensartet masse. Dæk skålen til med husholdningsfilm og smid den i køleskabet i 12 timer.

Stryg mel ud på dit bord og fold dejen sammen et par gange på hvert led. Lad nu dejen hæve 2-3 timer ved stuetemperatur. Jeg brugte en hævekurv drysset med mel, det giver en finish på det færdige brød.

Brødet bages i en støbejernsgryde med låg. Vær sikker på, at hele gryden kan holde til de 250 grader. Gryden skal være forvarmet inden dejen lægges i. Bag brødet ved 250 grader i 30 minutter med låg og derefter 15 minutter uden låg.

Tip: Hvis du ønsker et mere groft brød – kan du udskifte 3 dl hvedemel med fuldkornsmel.

Du kan også bage brødet i små gryder. Samme fremgangsmåde, men bagetiden forkorter jeg til 20 minutter med låg og så 5-8 minutter uden låg.