Populære butikker som H&M og Espresso House rykker ind i det nye Kennedy

I løbet af foråret og sommeren rykker fem nye lejere ind i ”Det nye Kennedy”, som netop nu gennemgår en omfattende renovering. Nu løfter centeret sløret for, hvilke butikker der bliver en del af det centrale citycenter

 

Det aalborgensiske citycenter Kennedy Arkaden gennemgår netop nu en omfattende renovering, der blandt andet indebærer opbygning og indretning til en række nye lejere, som skal udfylde centerets ledige butikslokaler. Aalborgenserne kan blandt andet glæde sig til, at den populære modeforretning H&M slår dørene op i september:

 

Vi er altid på udkig efter nye, gode beliggenheder til vores butikker i gode handelsbyer. Vi ser Aalborg som en god handelsby, og vi glæder os til at åbne endnu en butik i byen. Butikkens placering vil være meget synlig fra alle centrets indgange, og vi glæder os til at byde kunder velkommen i vores nye H&M-butik i Kennedy Arkaden i løbet af efteråret 2020, fortæller Marlene Hyre Dybbro, som er kommunikations-manager hos H&M.

Foruden H&M rykker yderligere fire nye forretninger ind i Kennedy Arkaden, og for første gang i centerets 16 år lange levetid er alle lokaler således fuldt udlejede. De øvrige nye lejere tæller Deichmann Sko, Imerco, Creme Fraiche og Espresso House, som alle ser et stort forretningspotentiale på grund af Kennedy Arkadens høje aktivitetsniveau og attraktive placering med mange tog- og busforbindelser, der går lige til døren.

 

– Espresso House har allerede fire forretninger i Aalborg, så der var ingen tøven, da vi fik muligheden for at åbne endnu en kaffebar i byen. Generelt oplever vi, at mange benytter sig af vores to go-koncept, og vi håber også, at Espresso House bliver en positiv del af hverdagsrutinen for pendlerne på farten og de shoppeglade aalborgensere i Kennedy Arkaden, fortæller Sinne Fiil Fredslund, som er Head of Marketing and Product hos Espresso House i Danmark.

 

Espresso House slår dørene op i det nye Kennedy i maj, hvor modetøjsforretningen Creme Fraiche ligeledes åbner. H&M, Imerco og Deichmann Sko rykker ind i løbet af august og åbner primo september 2020.

 

Stor efterspørgsel

Det er en af Danmarks største ejendomsforvaltere, Fokus Asset Management, der står bag det nye Kennedy og den omfattende renovering, som blandt andet indebærer etableringen af de fem nye butikker.

 

– Vi har løbende foretaget undersøgelser blandt de knap 4,5 millioner årlige besøgende for at fastlægge udbuddet af butikker i det nye Kennedy. Det glæder os derfor, at alle brikker nu er faldet på plads, så vi til september kan byde kunderne velkommen i de fem nøje udvalgte forretninger, lyder det fra Jakob Veino, der er chef for udlejning hos Fokus Asset Management.

 

Foruden de splinternye lejemål er Nordjyllands Trafikselskab fortsat stærkt repræsenteret i det nye Kennedy. Selskabet har netop slået dørene op til et nyt og forbedret servicecenter, der i højere grad end tidligere indgår som en integreret del af citycenteret.

Kennedy Arkadens nuværende lejere tæller desuden supermarkedskæden Meny, Nordisk Film Biografer, Wasabi Sushi, Zulten, Kennedy Apotek, Fitness World, Café Visa og Sunset Boulevard, som alle fortsætter driften under renoveringsperioden.