Blog: Hvad jeg har lært om stress og haveterapi

TEKST OG FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN

I foråret fik jeg en vældig og omsiggribende reaktion på lang tid med for meget pres på flere fronter. Det var sådan noget med søvnbesvær, rysteture og en konstant følelse af, at jeg ville overse noget, hvis jeg bare slap lidt af den spænding i kroppen, jeg havde opbygget gennem lang tid. Lidt som om, at der var blevet sat et alarmsystem til, som ikke rigtigt kunne slås fra igen. Det var sådan noget med, at min læge så på mig og sagde, at hvis ikke jeg snart erkendte alvoren af den stress, jeg havde i kroppen, så ville det blive værre. Det var sådan noget med mig, der på én gang godt kunne se, hvorfor jeg stod i situationen, men som også havde en indre stemme, der sagde, at nu måtte jeg altså se at komme ind i kampen, og det kunne sgu heller ikke passe, dette her. Men det var virkeligheden, og jeg forsøgte efter bedste evne at slippe, afspænde, nedprioritere og finde vej ind bag alle stress-tankerne.

Der var flere ting, der kom til at hjælpe med at sænke mit indre tempo og beredskab.

En af dem var haven.

Det var ikke fordi, jeg ikke mange gange i forvejen havde hørt andre mennesker omtale dét at gå i haven som terapi. Godt for dem, har jeg tænkt, mens jeg også havde fastslået overfor mig selv, at det ville det ikke være for mig, for jeg duede jo ikke til sådan noget. Og det er faktisk også rigtigt nok. Selvom det er 10 år siden, jeg flyttede hjemmefra og ud i huset med have hos den mand, jeg nu er gift og har børn med, har haven ligesom altid været et delvist lukket land for mig. Også selvom jeg også er opvokset med en landsbyhave. Jeg kunne sagtens se, at der skulle luges mellem fliserne. At det er rart at plante blomster i krukkerne ved fordøren, når det er den sæson, og at græsset skal klippes. Men de ting, der rakte ud over vedligeholdelsesmentaliteten var proppet ned i den kasse, der hed ”det-ved-jeg-alligevel-ikke-noget-om-og-jeg-kan-sikkert-ikke-finde-ud-af-det”.

Lige indtil den dag, da jeg kom i tanke om ordet ”georginer”. Det er et smukt ord, tænkte jeg. Hvordan er det nu, georginer ser ud? Og så googlede jeg og så billeder af de fine, fine blomster, jeg kunne huske, jeg havde set på en tegning i ældre roman, jeg engang læste. Dem ville jeg bare så gerne have i mit liv.

Så jeg begyndte at læse lidt, når jeg kunne komme til det. At sådan nogle, dem kunne man sætte ned som knolde i jorden, og at det skulle gøres, når frosten var overstået. At de helst skulle have god plads uden bunddækkende planter. Og at jeg måske faktisk var i lidt dårlig tid, men at det godt kunne lade sig gøre. Så jeg gik på jagt, og fandt ud af, at mange steder har frø, der på sigt kan blive til knolde, men at få steder har selve knoldene. Men den lokale gartner sendte mig til en semi-lokal gartner, og bum. 5 stk. georginer klar til at blive sat i jorden i det runde bed, Christian lige havde gravet.

Og jeg følte mig bare så glad, fordi jeg gjorde det med en nyhøstet viden bag. Det talte helt imod den overbevisning, jeg havde om, at jeg aldrig ville kunne forstå havens mekanismer. At det var jeg simpelthen for ikke-praktisk tænkende til.

Så greb det om sig.

Solsikker bliver man glad af, syntes vi herhjemme. Dem skulle vi have. Og jeg begyndte at læse igen og fandt ud af, at der er noget, der hedder forspiring og prikling. Og i mit solrige vindue i gangen stillede jeg 6 potter med i alt 12 solsikkefrø, og jeg kunne de næste uger følge, hvad der helt ærligt virkede som mirakler. Frøene blev til små grønne buer, der blev til små ministængler, der blev til ranglede vækster, der pludselig var alt for store til at blive i potterne. Jeg havde aldrig set sådan en proces før. Og solsikkerne, de blev efter lidt tilvænningstid plantet ud i bedet, og de troner højere og højere nu.

Og jeg havde igen en indre følelse, der bedst kan beskrives som en glad forundring. Over at noget så fint kunne lade sig gøre hjemme hos os. Over at det lykkedes. Og jeg kunne mærke ringe af noget positivt og roligt brede sig i kroppen på mig. Et ægte, gedigent modsvar til det indre beredskab, der ellers sagde til mig, at jeg skulle være klar til kamp og flugt på dagsbasis.

Og nu er det sådan, at jeg har læst og læst og læst om alt fra stauder til roser til krydderurter til nærmest alt muligt andet, der handler om at få noget til at vokse, spire eller trives. Jeg har spurgt om ting hos de mange havekyndige mennesker, vi har i familien og omgangskredsen. Vi har fået flere planter i vinduerne, for jeg tror på, at jeg godt kan passe dem og få dem til at have det godt. Og det kan jeg. Jeg går og tænker på ting, jeg gerne vil forsøge som måske lykkes. Og hvis ikke, prøver jeg igen eller prøver noget andet.

Det bedste i verden, det er min mands knus, mine børns smil og min families og venners varme energier. Og så er det alle havens små, cykliske livshjul, der har smittet så meget af på mit eget, at det for hver dag, der går, hjælper med at fortælle beredskabet, at det godt må hvile. At det er okay. At noget gerne må have sit helt eget tempo, som er uafhængigt af, hvad andre synes. Det ER bare sådan. Og gudskelov for det.

¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*