Anmeldelse: ’Whitney’ (dokumentar)

Tekst Christina Svendsen | Foto Angel Films

Genre: Dokumentar
Premiere: 6/9- 2018
Medvirkende: Whitney Houston, Bobby Brown og Cissy Houston
Instruktør: Kevin Macdonald
Længde: 120 minutter

Med en stemme som Whitney Houstons, så er der nærmest skæbnebestemt, at man skal blive til noget stort. I midten af 80’erne stormede hun ind på hitlisterne, som den perfekte sorte popprinsesse med hit efter hit. Hun blev en global superstjerne, som især det hvide publikum tog imod med åbne arme.

I 90’erne begyndte der dog at komme ridser i den perfekte popfernis. Hendes voksende stofmisbrug blev sværere at holde skjult og ægteskabet til Bobby Brown fyldte godt i sladderspaltere. De efterfølgende år blev et tragisk skue, hvor hendes karriere efter 1999 næsten gik i stå. Det endte tragisk en nat i 2012, da hun blev fundet død i et badekar på et hotel i Beverly Hills.

Uskyldig popprinsesse

En helt ny dokumentar forsøger at kaste lys over, hvorfor det kunne gå så galt. Vi får hendes livshistorie fortalt af mange af dem, der stod hende nærmest, heriblandt hendes brødre, mor og assistenter.

Filmen går kronologisk frem og starter med opvæksten i ghettoen. Drypvis igennem hele dokumentaren bliver der lavet krydsklip mellem arkivoptagelser af Whitney Houston og nyhedsudsendelser. Det var i øjeblikke effektfuldt, men for det meste så forstod jeg ikke formålet. Det kom til at virke forstyrrende. Jeg skal ikke afvise, at det kunne være mig, der er for tungnem og ikke er stærk nok i min samfundshistoriske fra 80’erne og 90’erne. Til gengæld virkede det rigtig godt, at fortællingen den hårde opvækst i ghettoen blev sat overfor billeder af de poppede 80’ere. Hun brød igennem i det glittede årti med et image som uskyldig popprinsesse, der ikke passede sammen med den person, som hun var bag facaden.

Ikke den eneste dokumentar

’Whitney’ er langt hen ad vejen en hæderlig dokumentar. Jeg blev dog ved med at spørge mig selv om, hvad formålet var. Den bringer ikke noget nyt til fortællingen om sangerinden, udover en bombastisk påstand om, at hun var blevet misbrugt som barn.

Helt personligt, så synes jeg, at fortællingen om stofmisbrugeren er efterhånden blevet fortalt så mange gange, at det kunne være fantastisk i stedet at mindes og fejre det kæmpe talent, som hun heldigvis delte med verden. ’Whitney’ lider også under, at det ikke er mere end et års tid siden, at dokumentaren ’Whitney: Can I be me’ udkom. Her var formålet også at undersøge, hvorfor det endte så tragisk for Whitney Houston. De to film bringer forskellige aspekter frem, men de overlapper også. Blandt andet er der fokus på spændingerne mellem Whitneys mangeårige veninde Robin, der ifølge rygtet havde et forhold til sangerinden, og hendes ægtemand, Bobby Brown, der ikke var meget for venindens tilstedeværelse i sin kones liv.

Sensationsfortælling

Alt i alt, så er ’Whitney’ en god dokumentar. Den er specielt interessant, hvis man gik glip af ’Whitney: Can I be me’ fra 2017. Der er stor fokus på forskellen mellem den personlige side af sangerinden og den offentlige facade, som var en nødvendighed, for at slå igennem hos det hvide publikum. Historien om hendes liv er godt fortalt, men til slut kommer får filmen desværre et skær af sensationsfortælling. Der er blandt andet fokus på Whitney som elendig mor og om at Whitney var blevet seksuelt misbrugt som barn. Begge historier kunne være fortalt langt mere sobert.

About Christina Svendsen 30 Articles
Christina er blandt andet filmanmelder og blogger for APPETIZE. Du kan læse mere fra hende på hibou.dk