Highway to heaven

tekst daði HalldórSSon | foto HenriK SandBerG

Der er efterår i luften. Resten af 2017 tegner til at blive interessant med mange udfordringer og uforudsete drejninger. Donald Trump på den ene side, Nordkorea på den anden. Verdens og livets store spørgsmål og betænkeligheder melder sig. Om ikke andet, så for APPETIZEs udsendte skribent, der denne smukke efterårsdag begiver sig ud på et møde, hvor selveste døden er omdrejningspunktet

Døden, som magasinets skribent skal cirkulere omkring denne dag, er dog sprællevende – om man så må sige – og repræsenteret gennem en af byens bedemænd – en velklædt, veltalende og behagelig mand på 40 år.

Men alt dette ved magasinets udsendte ikke, da han sætter sig ved rettet i sin folkevogn og kører mod 9000 Aalborg. Det eneste han forestiller sig er, at han skal mødes med en slags ’mand med en le’. Eller måske nærmere dens assistent, oprydder, udsmider, bodyguard.

Turen indtil 9000 Aalborg føles lang, selvom den immervæk kun varer et lille kvarters tid. For ’døden’ melder sig kraftigere end før på skribentens nethinde.

’Virker bremserne ordentligt?’ tænker han, ’er de andre bilister årvågne og opmærksomme nok?’ ’Betyder det mon en ulykke, at mødes med en bedemand, når man ingen planer har for sin egen afgang?’

Skribenten er fyldt med spørgsmål om døden. Og for en sjælden gangs skyld fylder den mere i hans hoved, end selve livet, han egentlig er i gang med at leve.

Vi mennesker har – viser det sig – så travlt med at leve livet i vores levende live, at vi ikke rigtig har plads til at skænke døden en tanke, før det er for sent. Og netop derfor har Folmer Olsen Begravelsesforretningen lavet en decideret kryds-af-folder, hvor man kan krydse af og nedskrive de ting, man ønsker der skal ske, når man skal væk herfra.

Min sidste vilje

Folderen kalder de ”Min Sidste Vilje”, og denne sidder Kristian med i udstrakt hånd, når skribenten møder ham på en af byens caféer. Og bedemanden viser sig som frygtet slet ikke at være en sortklædt mand med en stor hætte og en forvokset le i sin højre hånd. Han er derimod en veltalende og behagelig mand med det ærkedanske navn – Kristian Petersen.

Men dog en mand, som i lighed med manden med leen, ingen sådan rigtig ønsker sig at møde. Netop fordi det kun er i en sorgtid, man møder ham. Og sorgtid er der vel de færreste, der sådan rigtig ønsker sig at opleve.

Historien om…

Folmer Olsen Begravelsesforretning er drevet af familien Petersen. Forretningen blev stiftet i 1914 og har således i mere end 100 år hjulpet mennesker i sorg, når en af deres kære er afgået ved døden. Siden 1988 har Anders og Maybritt Petersen drevet forretningen og for seks år siden blev sønnen Kristian også en del af familiefirmaet.

Forretningen er medlem af brancheforeningen Danske Bedemænd og har dermed gennemgået den nødvendige uddannelse og følger heraf også foreningens etiske regler.

Familien Petersen bistår ved og udfører alle de praktiske gøremål i forbindelse med en begravelse eller bisættelse, og udarbejder altid et skriftligt prisoverslag på begravelsesomkostningerne.

APPETiZEs udsendte sætter sig til bords og åbner folderen med kryds-af-felterne. Han tænker sig straks tilbage til 1×2 kuponerne i de go’e gamle dage og dong-lørdagene, men skynder sig at feje dem væk igen.

’Upassende’, tænker han med sig selv og spørger Kristian, hvorfor der mon er brug for sådan en folder.

Kristian fortæller, at folderen ikke mindst skal afhjælpe de efterladte, når en af deres kære går bort. At dem vi elsker højst, ofte er dem der bliver mest kede af det, når vi dør.

– Vi har lavet folderen for at gøre det så enkelt som muligt. Døden er ikke noget, vi går og tænker på i vores travle dagligdag. I folderen kan man nemt krydse af ved, og nedskrive de ønsker man har og så gemme den i skuffen på natbordet eller give den til en ven, ægtefælle eller børn. Dermed stiller man ikke sine pårørende i tvivl, den dag man ikke selv kan ytre sine ønsker fortæller Kristian, mens han gennemblader folderen sammen med skribenten.

’Liverpool – Man. City: 1’, tænker skribenten igen, men rømmer sig for igen at rette sin egen fokus på folderen og dens vigtige indhold. Her skal der således først tages stilling til, om man vil blive begravet eller kremeret.

– Kremering er blot et finere ord for brænding, pointerer Kristian, da skribenten tydeligvis ligner et spørgsmålstegn.

Det viser sig, at den såkaldte kremering afspejler nogle væsentlige forskelle mellem by og land og danskernes holdning til det hinsides. Ifølge Kristian er der således stadigvæk en forskel på, hvor i landet folk foretrækker kremering frem for begravelse.

– Der er helt klart en forskel på by og land. I de større byer er vi nok oppe på 85% af alle, der ønsker at blive kremeret på bekostning af den traditionelle begravelse. På landet er vi nok lidt længere nede, og fortsætter.

– Jeg tror det skyldes, at man på landet har en større tilknytning
til den by, man er vokset op i. Derfor har man mere tradition for
at passe og pleje gravstederne her. På landet har man også histo- riskhaftstoregårdejere,derharfåetnoglefinegravsteder.ogdet sætter sine spor i kulturen. når du kommer til de større byer, bliver travlheden tilsvarende større. Her er der flere mennesker, der flyt- ter til og fra. og derfor er der formentlig flere her, der vælger at blive kremeret, antager han.

Alle kirkegårde har gravsteder til traditionel jordbegravelse, og bliver man kremeret, så kan man vælge et urne gravsted, et plænegravsted i græsplæne eller anonym fællesplæne. De efterladte kan også få lov til at få udleveret urnen for så at sprede asken fra afdøde ud over det åbne hav. Det er i Danmark ikke tilladt at have asken med ens afdøde stående hjemme.

En slående lighed mellem en fodbolddommer og en bedemand

Hvad ønsker man sig allerhelst, når man står i en svær og sorgfuld tid? Udover at ønske sig tilbage til tiden før den svære og sorgfulde tid indtraf? Én, der kan sørge for det hele, alt det praktiske, mens man selv plejer sin sorg.

Og lige netop det er, hvad Kristian Petersen repræsenterer, når han sidder og oplyser magasinets udsendte om sin dagligdag som bedemand.

Samtalen falder på den rolle og funktion, en bedemand har i den sorgfulde tid, og et citat af fodbolddommer Kim Nielsen, da han skulle forklare sin rolle på en fodboldbane, dukker op. Her fortalte dommeren engang på tv, at såfremt tilskuerne efter en kamp ikke kunne huske hvem der dømte kampen, så havde han haft succes i sit arbejde. Og det minder om mangt på bedemandens rolle, erkender Kristian.

– Min fornemste opgave er at være der hele tiden, når de pårørende har brug for mig. Men jeg skal samtidig også være ret usynlig, fordi jeg ikke er en del af familien og de sørgende, fortæller han. ’Usynlig’, tænker magasinets udsendte og ser manden med leen for sig igen, ’mon han i virkeligheden er usynlig’?

– Når en familie kontakter mig med et dødsfald, er det min fornemste opgave at hjælpe familien med at få planlagt en begravelses/bisættelse, så de får taget den rigtige afsked. Jeg hjælper med alle de opgaver, som de ønsker jeg skal hjælpe med at planlægge. Familien skal have tillid og tryghed til og vide, at de opgaver jeg påtager mig bliver udført tilfredsstillende. I mit job er der ikke plads til at lave fejl.

– Vi hører alle myter omkring døden, at man bliver levende begravet eller at der ligger en forkert afdød i kisten. Men disse er kun myter og noget, der aldrig sker og ikke må ske. Derfor er det i min forretning også meget vigtig, at vi i vores dagligdagsrutiner hele tiden dobbelttjekker de opgaver, vi udfører for de pårørende. Om navnet i dødsannoncen er stavet korrekt og om blomsterne er bestilt til den rigtige højtidelighed. En sidste afsked kan ikke gøres om.

Fra stand-up til bedemand

APPETIZEs udsendte kan godt undre sig over, hvordan et levende menneske kommer på ideen om at ville være bedemand og arbejde med døden og mennesker i sorg hver dag. I Kristians tilfælde er han vokset op med faget, da hans forældre for snart 30 år siden købte Folmer Olsen Begravelsesforretning.

– For mig har det været en naturlig del af min opvækst. Udover at have haft min egen karriere inden for salg og indkøb, så har jeg altid hjulpet i begravelsesforretningen. For seks år siden var jeg nået til
 et punkt i mit liv, hvor jeg tænkte det var rigtig at træde ind i familiefirmaet.

Det kræver faktisk ingen forudsætning at blive bedemand, men Kristian har taget uddannelsen som bedemand gennem brancheforeningen Danske Bedemænd.

– Jeg har lavet stand up i 20 år, men har meget svært ved at se en fremtid med begge professioner. Sorg og sjov passer ikke ligefrem sammen.

Dog pointerer Kristian at et møde med en bedemand sagtens kan have plads til et smil og et grin.

Kristian begyndte sin stand up karriere på nogenlunde samme tid som nogle af landets fornemste stand up’ere som Jan Gintberg og Anders Matthesen.

– Ja, Anders Matthesen blev til noget, og jeg blev til bedemand, pointerer han og griner.

Kristian er meget glad for stand up og elsker at gå ud og se det live.

– Stand up trækker jo som regel på de erfaringer man gør sig i dagligdagen. Så jeg føler ikke det passer så godt med mit professionelle job mere. Jeg laver kun nogle enkelte, udvalgte jobs. Det handler også om tid. Jeg har nok at se til som bedemand, familiefar og med en søn på 1 år, så der er ikke plads til den slags fritidsinteresser i min dagligdag, erkender han.

Kristian, der selv påstår at have verdens bedste arbejde, er således meget bevidst om sin rolle som bedemand. For selv om den tidligere trommeslager elsker musik og gerne hører radio, når han udfører sit arbejde, vælger han også radioen og musikken fra, når han kører rundt i rustvognen.

– Jeg synes ikke det ville være passende at køre rundt med AC/ DC og Higway to Hell, mens jeg kører rundt med en afdød i rustvognen. Det skulle jo meget gerne være Higway to Heaven i stedet for, pointerer han.

’Hell or heaven’, tænker APPETIZEs udsendte mens han tager afsked med Kristian og takker for en hyggelig samtale på en af byens dejlige caféer. ’Uanset hvilket af stederne vi ender, så har vores efterladte familiemedlemmer vel altid brug for én som ham’.

Hvad laver en bedemand?

Bedemandens hovedopgave i dag er at arrangere begravelsen/bisættelsen ud fra de pårørendes, og afdødes ønsker, som eventuelt kan være nedskrevet i folderen ”Min Sidste Vilje”. Bedemanden kan hjælpe med at håndtere alle de praktiske opgaver, der typisk er i forbindelse med et dødsfald og en begravelse/bisættelse. Opgaverne aftales med afdødes pårørende i den samtale de har med bedemanden.

  • Bedemanden kan hjælpe med følgende:
  • Levering af kiste og eventuel urne
  • Afhente afdøde. Klæde afdøde på. Lægge afdøde i kiste
  • Afhente dødsattesten og rekvirere manglende personlige attester
  • Udfylde og ordne alle papirer og anmeldelser
  • Anmelde dødsfaldet til begravelsesmyndigheden, som underretter skifteretten, folkeregisteret og det sociale udvalg (sygesikrings- og pensionskontoret)
  • Kontakt til præst for aftale om højtideligheden
  • Kontakte kirke, kirkegård og krematorium
  • Træffe aftaler med blomsterhandler, bogtrykker, dagblade, stenhugger, organist, kor, eventuel solist m.m.
  • Køre kiste med afdøde til højtideligheden
  • Assistere ved begravelseshøjtideligheden og samle kranse- og blomsterkort til de pårørende
  • Køre kisten med afdøde til kirkegård eller krematorium
  • Aftale urnens anbringelse med de pårørende og kirkegården
  • Transport af urne
  • Sørge for at hæve diverse former for berettiget begravelseshjælp til boet
  • Udarbejde et skriftligt prisoverslag på alle begravelsesomkostningerne.

Hvorfor hedder det en bedemand?

I gamle dage, hvor der ikke fandtes telefon og kun sjældent postgang, anvendte man en såkaldt bydemand. En bydemand var titlen på den person, der indbød til barnedåb, bryllup og begravelser – livets fester.

Med tiden blev bydemandens opgaver udviklet således, at han også tog sig af det praktiske i forbindelse med begravelser. navnet hang ved og er blevet til bedemand. Så en bedemand har altså ikke noget at gøre med en mand der beder.

Da det blev almindeligt at benytte kister til begravelse omkring år 1550, var det snedkere, der påtog sig at producere kisterne. Det blev naturligt, at man henvendte sig til snedkeren i forbindelse med et dødsfald. Som tiden gik, udviklede det sig til, at snedkeren og bedemanden ofte var én og samme person. Folmer Olsen Begravelsesforretning var faktisk ret tidligt en af de forretninger i landet, hvor snedkerfaget overgik til et rent servicefag som bedemand.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*