Teateranmeldelse: Forbrydelse og Straf på Aalborg Teater

tekst CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN | foto Presse (Aalborg Teater)

Det hele handler om en ung mands indre, splittede samvittigheds-kamp, efter han dræber sin pantelåner. Dostojevskijs fortælling stiller tusind moralske og eksistentielle spørgsmål og forsøger – som oftest gennem hovedpersonen Raskolnikov, spillet af Ferdinand Falsen Hiis – at svare på dem lige så mange gange. Allerede fra starten skal vi hos publikum holde tungen lige i munden, for hvad sker der reelt oppe på scenen? Dialogen er hurtig. Det er scenografien også. Alt er i et tikkende tempo – lidt ligesom tankerne hos en samvittighedsplaget jurastuderende, der just har dræbt et andet menneske. Det hektiske fungerer et stykke henad vejen, og jeg kan se idéerne bag det. Men det er som om, der burde have været mere ”lim” til at binde de scenografiske og dramaturgiske elementer bedre sammen. Eller også skulle man simpelthen have skruet en smule ned. Noir-stemningen er kammet lidt over, og troværdigheden påvirkes af det.

Ferdinand Falsen Hiis har, i sin måde at forme Raskolnikovs væsen på, godt fat i alle facetterne af, hvordan skyld lyder og kan se ud, og hans kropslighed undervejs fortjener ros. Især skal fremhæves den nærmest dansende dialog mellem ham og politimanden Porfirij, spillet af Martin Ringsmose, hvor begge skuespillere mestrer en relativt stille nervekrig på ord, som var et af de tidspunkter hvor hele teatersalen emmede af, at publikum spidsede ører. I den dialog er det nemlig som om, at vi i særdeleshed kan mærke Dostojevskijs ånd under det hele, og Martin Ringsmoses afslappede, kontrollerede spil er virkeligt fængende. Det var en god modpol til de tidspunkter, hvor de sceniske virkemidler lavede overtag på handlingen, og følelsen af at være hægtet af lå og ulmede.

At skulle fremstille en mands samvittighedsplagede sind på en scene, med alle de indre stemmer og billeder, må være en vanskelig ting. Men med iscenesættelsen og lyssætningen sker der faktisk en fin fremhævelse af, hvad der foregår i Raskolnikovs hjerne, og den næsten djævle-lignende hesteskikkelse, som kommer og går med ugerningen, giver mere og mere mening, jo længere vi kommer hen i forestillingen.

At det hele foregår i Rusland hersker der ingen tvivl om, og det er værdifuldt for helhedsindtrykket, at den russiske musik er draget så meget ind i ligningen. Shostakovich kendte vals hører vi ad flere omgange, og fordi den sættes sammen med alt det mørke i stykket, så bliver den en Danse Macabre, som de plagede skæbner valser til. Også folkloriske kvindestemmer og moderne, russisk technopop fylder salen.

”Forbrydelse og Straf” på Aalborg Teater har mange fine og gode elementer med sig. Men der er også steder, hvor sammenhængskraften ryger. Måske er det med vilje, måske ikke, men hvorom alting er, så er det et stykke, der i særdeleshed kræver noget af sit publikum.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*