Da knækbrødet knækkede

Tekst & Foto Cecilie Vestergaard Wennerlin

Noget, jeg virkelig ser som et område, jeg skal arbejde med, er min indstilling til ting om morgenen. Ikke fordi jeg har svært ved at fungere på det tidspunkt af dagen – for jeg er egentlig A-menneske. Mere fordi en morgen i vores familie (som hos så mange andre) kan være noget så hektisk.

Især hvis vi begge skal på arbejde… hvilket heldigvis er ret sjældent, fordi vi har valgt at indrette vores liv sådan, at jeg arbejder freelance på et niveau, der tilgodeser mit ønske om at være tilgængelig for mine børn så meget som muligt. Derfor tager jeg ofte kun ting ind, som ikke ligger i ydertimerne.

Men nogle morgener bliver det alligevel sådan.

F.eks. forleden.

Både CH og jeg skulle af sted til et bestemt tidspunkt. Vi havde egentlig god nok tid, men ud fra hvad der reelt kom til at ske, føles det som om, det ikke havde været nok, om vi så havde afsat den mængde tid, de i sin tid brugte på at kalke hele indersiden af Rundetårn.

En morgen starter 8 ud af 10 gange med, at vi har sovet skide dårligt.

Den morgen var ingen undtagelse. Og derfor havde også været så fint, hvis morgenmaden kunne have været stille og rolig og fyldt med kaffe, abrikosmarmelade og intern snak mellem mig og CH om, hvordan 1-årige Daniel sikkert tager sig en god lur senere i dag, for det kan jo næsten ikke passe andet (jo, det kan det godt, og vi ved det inderst inde, men er nødt til at holde et drive af forhåbning alligevel)

”Mor, jeg vil gerne have knækbrød med leverspostej, fordi jeg er sulten og gerne vil have knækbrød. Med Leverpostej. Mor, knækbrød vil jeg gerne have!.”, sagde 3-årige William, mens han hoppede energisk med numsen på sin røde juniorstol.

Han er inde i en fase, hvor alle sætninger gentages 3-4 gange uden pause.

Jeg smurte knækbrød til ham. Som knækkede, da han tog det fra tallerkenen. Så brød der noget løs, der mest af alt kan sammenlignes med den vind, de oplevede ved den jyske Vestkyst under stormen Dagmar for et par år siden.

Sådan en situation kan være meget, meget alvorlig i en 3-årigs verden.

I samme øjeblik, som Dagmar raserede over morgenmaden på den røde juniorstol, skete der det hos Daniel, som altid sker i løbet af et måltid. Han når ”al-mad-er-dum-mad-og-skal-kvases-og-på-gulvet”-fasen.

Denne morgen kom den bare endnu tidligere end den plejede, og i hans højstol begyndte nu en større protest. CH og jeg kiggede på hinanden. Vi vidste, at der nu kunne ske to ting.

  1. Vi kunne fortsætte sporet, vi var inde på, vel vidende at næste skridt ville være noget i retning af, at Daniel ville begynde at råbe og muligvis rette sin nysgerrighed og madfingre mod Williams ærme. Der kan man så selv tænke over, hvordan William og stormen Dagmar ville reagere på det.
  2. Eller vi kunne tage ham op af højstolen og sidde med ham, hvilket Daniel har det med meget hurtigt at opfatte som en direkte og hjertelig invitation til rydde alt i en radius af 50 cm på bordet samt at inddrage vores morgenmad fra tallerkenerne med det formål at tørre det af på bordkanten og kaste det over skulderen.

Vi valgte en helt 3. løsning. At sætte ham på gulvet ved sit legetøj. ”Så kan du lige lege der…”, sagde CH, mens Daniel allerede var på vej hen til kattenes vandskål, som han fik væltet ud over sig selv på 2 sekunder, inden nogen nåede at bremse ham.

”Nå, men han må have rent tøj på så…”, sagde jeg, mens tiden løb.

Imens var Dagmar løjet en del af for Williams vedkommende, og den sætning, som tit kommer fra ham, når vi er lidt presset på tid, kom troligt: ”Mor, jeg har lavet pøller.”

Og det havde han i sandhed. I sådan en grad, at bleen havde givet efter for presset.

Tiden løb stadig.

Et kvarter efter var begge unger skiftet og rene. Til gengæld havde vi ad 2 omgange hørt den hikkende lyd fra en kat, der gylpede et sted i huset, og i dagligstuen var et skænderi under produktion mellem de renskurede unger – hvor af den ene så godt nok havde sat sig i noget leverpostej fra gulvet, som nu både var i sofaen og sporadisk på nogle bamser.

CH og jeg lignede stadig nogen, der lige var stået op, og jeg sendte en tanke til Brian Nielsen. For mine øjne var lige så hævede, som når han har taget lidt rigeligt slag i hovedet under en boksekamp.

Men miraklet skete, og CH og jeg blev færdige. Og fik overdraget ungerne til bedsteforældrene.

Og da jeg halvt gennem min arbejdsdag fik vendt min trøje med vrangen indad og fjernet leverpostej fra mit øjenbryn, så alt lysere ud.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*