Verdenseliten hopper ud over Blokhus

Tekst Pressemeddelse (Erhvervsforeningen Destination Blokhus) og redaktionen | Foto Carsten Thiel

Foto Carsten Thiel

Det bliver en speciel oplevelse, når eliten i faldskærmsudspring springer ud over Blokhus til International Faldskærmskonkurrence 2019. Det foregår den 21.-23. juni, hvor nogle af verdens bedste præcisions-faldskærmsudspringere vil deltage i konkurrencen.

Publikum får nu en enestående mulighed for at komme helt tæt på faldskærmsudspringere, når Blokhus International Faldskærmskonkurrence bliver afviklet på den smukke hvide strand i Blokhus for første gang. Syd for nedkørslen til stranden i Blokhus, vil fly starte med de dygtige udspringere, så publikum kan få en helhedsoplevelse af hele konkurrencen. Konkurrencen er både individuel og for hold af 5 springere (De 4 bedste score tæller som holdscore). Hele eventet er gratis, og der vil være gode muligheder for at få nogle enestående billeder af de dygtige faldskærmsudspringere i luften.

Faldskærmsudspringerne har efter mange års erfaring, trænet sig op til denne præcisionskonkurrence, hvor det gælder for udspringerne om at lande på en plet, der kun er på størrelse med en 2-krone. Sådan et spring kræver meget træning, men vejret er også en vigtig faktor for at udføre det perfekte spring. Der kan opstå perioder, hvor vejret ikke tillader de dygtige springere at hoppe ud over Blokhus. Men fortvivl ej, konkurrencen strækker sig over 3 dage, så der er rig mulighed for at se en masse spring.

Det er et meget lille mål som springerne skal ramme | Foto Carsten Thiel

Erfarne springere

Tidligere verdensmester og nuværende landsholds-faldskærmsudspringer samt primus motor for konkurrencen i Blokhus, Torben Glud er utrolig tilfreds med at det hele skal foregå i Blokhus.

– Jeg håber, at den store internationale konkurrence kan være startskuddet til en tilbagevenden begivenhed for Blokhus, udtaler Torben Glud.

Det er nogle stærke profiler, som dukker op til denne konkurrence og det danske landshold har nogle imponerende titler i rygsækken. Tre ud af fem springere på det danske landshold har tidligere vundet verdensmesterskabet. De var i Bosnien i starten af juni, for at træne, så de kan være toptunet til konkurrencen i Blokhus. Derudover er fire ud af fem springere på landsholdet nordjyder – de er derfor på hjemmebane, hvilket kan give en fordel i konkurrencen. En af de stærke profiler fra det danske landshold er Mike Petersen på 63 år, som har en imponerende historik på omkring 12.500 spring. Hans kone Pernille Lykke Petersen, som også er på landsholdet, springer på højde med de mandlige kollegaer og har også et imponerende antal spring i rygsækken.

Udover de danske springere får Blokhus også besøg af amerikanske Jimmy, som har vundet det amerikanske mesterskab 16 gange, været medlem af det amerikanske landshold 22 gange, vundet Civil VM og Militær VM 3 gange (en gang ved civil og to gange ved militær). Jimmy startede med at springe, da han var 16 år og har sprunget omkring 12.000 gange. Det er ikke første gang Jimmy skal besøge Danmark, han fløj F-16 fly ud af Aalborg i sommeren 1980 med 9th Tactical Fighter Squadron.

Der er virkelig langt op til en weekend hvor det er muligt at komme helt tæt på magien omkring faldskærmsudspring. Men det er ikke kun de dygtige springere der gæster Blokhus i den weekend. Norske skolekorps kommer også til Nordsø Festivalen og her vil de give koncerter på Blokhus Torv og Blokhus Strand. Weekenden sluttes af med den store Sankthansfest nede på stranden, hvor vi bliver i temaet omkring de vestjyske himmelstrøg, når Nikolaj og Piloterne spiller koncert på stranden mens heksen bliver sendt til Bloksbjerg.

Program:

Torsdag d. 20. juni: Træningsdag med spring: 12.00 – 21.00

Fredag d. 21. juni: Konkurrencespring: 08.00 – 21.00

Lørdag d. 22. juni: Konkurrencespring: 08.00 – 21.00

Søndag d. 23. juni: Konkurrencespring: 08.00 – 16.00

Medlemmer på det Danske Landshold:

Torben Glud, 49 år: 3600 spring
Michael Burmester, 55 år: 4800 spring
René Sølbeck Hansen, 47 år: 3300 spring
Mike Petersen, 63 år: 12500 spring
Pernille Lykke Petersen, 57 år: 5000 spring