Thybo med talent

tekst Christina Svendsen | foto Johny Kristensen

Foto: Johny Kristensen

Merete Mærkedahl spiller den principfaste stuepige Otilia i TV2’s successerie Badehotellet, der siden 2013 har givet TV-seerne en smag af nordjysk vesterhavsidyl anno 1920’erne og 30’erne. Men hvem er skuespilleren bag den tilknappede stuepige Otilia, der sørger for, at alt går ordenligt til på Andersens Badehotel?

Merete Mærkedahl er opvokset i byen Nors, der ligger omgivet af den rå og smukke natur midt i Thy. Herude kan man mærke naturens vildskab, og der virker lidt højere til himlen end i resten af Danmark. Det er en natur, som det er umuligt ikke at blive påvirket af, når man står midt i den.

Derfor føles det helt rigtigt, at dagens fotoshoot finder sted på Isbjerget, der ligger ved Nors Sø. Den er en del af Thy Nationalpark, og det er ikke svært at se hvorfor. Merete befinder sig hjemmevant på ”bjerget”, hvor hun er kommet, siden hun var barn.

Opvokset i trygge omgivelser

Merete fortæller, at opvæksten i Nors var god;

– Det har været meget trygt, for det var de samme mennesker, man gik i dagpleje, børnehave, skole og fritidsordning med. De boede også i nærheden, så man kunne lege med dem efter skole. Det var et kulturchok, da vi skulle splittes ud på tre klasser på en anden skole efter 7. klasse.

Efter folkeskolen tog Merete på efterskole i Vittrup.

– Den valgte jeg, fordi der var et billede af en hest på deres side, så det var faktisk ikke på grund af teater eller musik, fortæller hun med et smil.

Interessen for heste havde hun haft, lige siden hun var barn, men hun var dog ikke en helt typisk hestepige.

– Det er en passion, jeg har haft med mig, siden jeg var lille. Jeg har altid været hende, der har stået på sidelinjen og kigget på dem, der har haft hest, og spurgt, om jeg ikke måtte få en tur. Jeg har også gået på rideskole, men syntes, det var lidt kedeligt at ride rundt i en hal. Jeg havde en veninde på vejen, der havde en hest, som jeg tit fik lov at komme med op på. Så vi red faktisk to på den uden saddel, hvilket var ret sindssygt. Det ville jeg ikke gøre i dag. Vi faldt jo også af i et væk. Det var ret farligt nogle gange, det vi havde gang i.

Interessen for heste har hun efterfølgende holdt fast i og har fundet muligheder for at ride alle de steder, hun efterfølgende har boet.

– Jeg kan godt lide være ude i naturen, og det er bare en dejlig måde at være det på.

Foto: Johny Kristensen

Musik på badeværelset

Interessen for musik startede også tidligt, hvor moren gjorde badetid ekstra hyggeligt;

– Jeg har fået musikken ind, fra da jeg var lille. Min mor spillede altid guitar og sang, når vi var i bad. Den guitar har jeg faktisk selv nu, så jeg spiller også nogle gange, når mine børn er i bad.

Interessen for musik blev forstærket på en musikskole i Thisted, hvor Merete havde samme guitarlærer, som hendes mor havde haft, da hun lærte at spille, og på Nors Skole, hvor en entusiastisk musiklærer introducerede eleverne for en bred række instrumenter.

Musik og drama

Selvom det var hesten på billedet, der lokkede Merete på Vittrup Efterskole, så fik skolen en betydning for hendes selvtillid, da to dygtige lærere fik øje på hendes spirende talent for drama og musik.

– Jeg valgte musiklinjen og der var to lærere deroppe, som så, at jeg havde et talent for musik og drama. Det var ikke fordi, de skubbede mig, men de sagde i hvert fald til mine forældre, at hvis jeg havde lyst til at lave noget i den retning, så ville de mene, at jeg havde et vist talent for det, fortæller Merete og fortsætter;

– Jeg havde nok en drøm om at kunne leve af enten musik, dans eller teater, så det var da rart at få af vide, at man havde et talent inden for den genre.

Efter efterskolen tog Merete et år på musicalskole – Musicalliners – hvor de blev undervist i musik, drama og sang.

– Der gik jeg et år, og det havde jeg lyst til at blive ved med, så jeg fik lov til at gå der igen, da året var slut, fortæller hun grinende.

– Jeg kunne ikke rigtigt se mig selv gå på gymnasium. Jeg startede faktisk på Thisted Gymnasium, men jeg gik der ikke mere end en uge eller to, før jeg tænkte: ”Det skal jeg bare ikke, det her.” Så meldte jeg mig ud og gik på Musicalliners, indtil jeg blev 18 år og derefter flyttede til Aarhus.

Foto: Johny Kristensen

Drømmeuddannelsen

For mange ville det måske være lidt af et kulturchok at flytte fra stille og rolige Nors til Danmarks andenstørste by, men sådan var det ikke for Merete.

– Man burde tro, at det var en kæmpe omvæltning, men sådan husker jeg det ikke, siger hun.

I Aarhus tog Merete en HF, fordi hendes forældre gerne ville have, at hun tog en grunduddannelse. Samtidig blev hun medlem af flere forskellige teaterforeninger, blandt andet Musical Syd, som blev ledet af skuespilleren Anders Baggesen, der, ligesom de to lærere på efterskolen, var en af dem, der var med til at booste hendes selvtillid og skubbe hende i den karriereretning, hvor hun stadig befinder sig i dag.

Den første tid i Aarhus var meget præget af forskellige musicals, men efter tre måneder på en musicalskole i Sverige fandt Merete ud af, at hun egentlig hellere ville være skuespiller.

– Så tog jeg hjem og søgte ind på skuespillerskolen i stedet. Jeg havde søgt ind en gang før, hvor jeg slet ikke kom videre. Første gang var mere sådan en ’afprøvnings-søgning’. Jeg havde valgt en helt forkert monolog og havde ikke læst hos en skuespiller på forhånd.

Anden gang var hun mere velforberedt og kom ind på Aarhus Teaterskole, der nu hedder Den Danske Scenekunstskole Aarhus. Det viste sig heldigvis hurtigt, at det var det helt rigtige valg for Merete.

– Det har været drømmeuddannelsen! Det var jo alle de elementer, som jeg godt kunne lide. Især i Aarhus, som er en meget musikalsk skole. Jeg gik også på et meget musikalsk hold, så vi sang rigtig meget. Vi havde musikuger, hvor jeg brugte det, at jeg kunne spille instrumenter. Det var bare fire superfede år, som jeg elskede. Jeg havde også et godt hold, og vi mødes faktisk stadigvæk en til to gange om året.

Står på egne ben

I 2009, da Merete var færdig på teaterskolen, blev hun en del af ensemblet på Aalborg Teater. Oprindeligt var hendes plan, at hun kun ville være der et par sæsoner, men sådan gik det ikke helt.

– Da jeg startede, var der en kollega, der sagde: ”Vent du bare. Inden du får set dig om, så er der gået i hvert fald syv år, hvor du har fået en kæreste, bil, barn og hund.” Jeg var jo lige færdiguddannet og tænkte, at jeg bare skulle herop og arbejde et par år, men han havde jo ret. Jeg har bil, kæreste og to børn. Jeg har ikke nogen hund, men vi har da haft fugle, fortæller hun med et glimt i øjet.

Efter otte år på Aalborg Teater valgte Merete at sige op, da sæsonen sluttede sidste sommer. Nu arbejder hun som freelance-skuespiller og nyder at kunne lave flere forskellige opgaver rundt omkring i landet. Blandt andet var hun med i den musikalske forestilling Slagballe Banke, der spillede på Godsbanen i Aarhus i sensommeren sidste år.

Til sommer skal Merete prøve kræfter med en helt ny genre, når hun skal være med i Hjørring Revyen på Vendsyssel Teater.

Foto: Johny Kristensen

Fandt kærligheden i Aalborg

Merete mødte hendes kæreste, Anna, da hun var forbi Aalborg Teater som instruktørassistent på forestillingen Håndværkerne. Anna var datter af en anden skuespiller på teateret, Hanne Windfeld, der spillede med i samme forestilling. Noget tyder på, at Hanne måske havde en finger med i spillet, da Anna og Merete fandt sammen.

– Svigermor var lidt Kirsten Giftekniv, for hun spurgte, om Anna kunne få lov til at sove hjemme ved mig, når der var nogle fester, for hun kendte jo ikke så mange. Det kunne hun selvfølgelig godt, men jeg kan da godt se nu, at hun har haft en lille agenda med det.

Anna og Merete har dannet par siden 2010 og har i dag børnene Esther på tre år og Anker, der blev født i efteråret, mens indspilningen af sæson 5 af Badehotellet stadig var i gang. Da Merete blev ringet op, gik det derfor rigtig stærkt med at komme ud af kostumet i Albertslund, så hun kunne skynde sig hjem til Aalborg, da Anna pludselig gik i fødsel.

Aldrig en hemmelighed

Det har aldrig været en hemmelighed for omverdenen, at Merete var homoseksuel, men det har omvendt heller ikke været noget, hun har skiltet med.

– Jeg synes ikke, det var noget, der skulle være fokus på. Jeg har før oplevet, at man har lært nogle mennesker at kende, som måske har fundet ud af, at jeg var homoseksuel, hvor de har været overraskede. Jeg kunne godt forestille mig, at man kunne møde nogle, hvor de har nogle fordomme, hvis de kender ens seksualitet som det første. Det har jeg aldrig rigtig haft lyst til, fortæller Merete.

Hun synes stadig, det er sært, når hende og Anna mødes med overraskelse, fordi de måske ikke lever op til fordommen om, hvordan en lesbisk kvinde ser ud og opfører sig. For selvom den homoseksuelle del af befolkningen er mindre end den heteroseksuelle del, så er der jo lige så meget diversitet og forskellige måder at leve sammen på indenfor homomiljøet, som der er i den øvrige befolkning.

– Det er måske bare tit én slags type forhold, der bliver repræsenteret mediemæssigt. Så kan det være svært at føle, at man bliver sat lidt i bås med nogle typer, man ikke helt kan relatere til. Fordi der er færre homoseksuelle, så tror jeg, at nogle kan have en opfattelse af, at alle er sådan, fortæller Merete og fortsætter;

– Når folk finder ud af, at vi er et par, så har vi mødt nogle, der sagde: ”Ej, er det rigtigt? Men I har jo langt hår og alt muligt.” Det kan godt være lidt spøjst, men det er jo bare, at man møder folks uvidenhed, fordi de ikke har mødt andre. Så tænker jeg, at det var da ærgerligt, og vil også gerne være med til at repræsentere en anden slags. Det var måske også derfor, at jeg sagde ja tak til at tage i Go’ aften Danmark og tale om min familie, fortæller Merete, der blev interviewet i programmet d. 9. februar, hvor hun blandt andet fortalte om fødslen af hendes andet barn.

Stadig svært i 2018

Merete Mærkedahl er egentlig et meget privat menneske og vil gerne have, at publikum, både på teateret og i TV, ser karakteren, hun spiller, i stedet for hendes egen person. Men samtidig har hun også overvejelser om, at hun, som fx ved at tale om sin familie i Go’ aften Danmark, har mulighed for at repræsentere nogle af dem, der ikke har en plads i mediebilledet.

– Der er jo stadig folk i 2018, der har det svært med at springe ud, og som ikke bliver mødt med kærlighed af familie og venner. Det synes jeg stadig er en vigtig kamp at kæmpe, og eftersom jeg er blevet en lidt mere offentlig person, så kunne det være, at jeg kunne bruge mig selv til det. Det er vigtigt for mig. Det er vigtigt at få fortalt, at det, der kan gøre det svært at leve, er, hvis man ikke bliver accepteret af ens nærmeste. Det er der jo nogle, der ikke gør, og det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Foto: Johny Kristensen

Det succesfulde badehotel

I 2013 startede TV2’s store successerie Badehotellet, der ved premieren fik gevaldige hug af anmelderne, men som seerne til gengæld hurtigt tog til sig. Merete spiller rollen som den regelrette tjenestepige Otilia, som hun fik ved hjælp af en god kollega og veninde;

– Det er primært Amalie Dollerups skyld, at jeg overhovedet kom i betragtning til rollen, fortæller Merete grinende.

De kendte hinanden fra Aalborg Teater, hvor de begge var ansat i ensemblet på det tidspunkt. Da der manglede en jysk tjenestepige til den nye seriesatsning, så anbefalede Amalie straks Merete, der kom til casting sammen med Ulla Vejby, der spiller Edith i serien. Da seriens forfattere så castingen, var der ikke meget tvivl om, at Badehotellet havde fået de helt rigtige stuepiger.

Ole Thestrup, der for nylig gik bort, spillede den strenge Hr. Andersen, der styrede Badehotellet i 1. sæson, indtil han kom galt af sted med en defekt stikkontakt.

– Ole var bare superskøn. Ham og Bodil Jørgensen var nogle af de første virkelig garvede skuespillere, jeg arbejdede med på Badehotellet. Ole var bare en lun og dejlig mand, der elskede teknik. Han gik meget op i sine telefoner og lignende. Han var faktisk meget bedre til den slags, end jeg var. Det er ærgerligt, at han ikke fik nogle flere år.

Den succesfulde serie har budt velkommen til flere store, danske skuespillere gennem tiden, både som fastansatte og som gæstestjerner. Blandt andet Thure Lindhardt, der spillede filminstruktør, og Preben Kristensen, der spillede Hr. Weises kollega/konkurrent fra teateret.

– Når gæsterne er kommet, så har de sjovt nok følt, at vi var stjernerne, fordi de synes, at Badehotellet var rigtig godt. Så det har været lidt sjovt. For eksempel gik Preben Kristensen rundt og tog billeder, fordi han synes, at det var så fedt at være på settet, fortæller hun.

Merete er selv en af dem, der følger med, når der kommer et nyt afsnit af serien. Otilias kostume og de stilistiske omgivelser gør, at hun kan se det med andre øjne end for eksempel interviewet i Go’ aften Danmark, hvor hun var mere privat.

Selvom hun har læst manuskripterne og været med på optagelserne, så kan det være en ny oplevelse at se afsnittet, efter klipperne har sat det hele sammen.

– Det er jo meget dem, der sidder med den endelige historie, fortæller Merete.

Den endelige historie om Merete Mærkedahl ligger stadig helt åben, men det tager hun med is i maven. Det er også svært at gøre andet, da fremtiden ser ualmindeligt lys ud for den talentfulde thybo med det alsidige CV.

Fakta

Navn Merete Mærkedahl
Født 1981
Opvokset Nors i Thy
Søskende En lillebror
Civilstatus Forlovet med Anna Windfeld, der er færdig som lærer til sommer
Børn Esther 3 år og Anker 5 måneder
Egne yndlingsserier Orange is the new Black og Big Little Lies
Aktuel I femte sæson af Badehotellet og Hjørring revyen 2018
Sjov fact Meretes svigermor, Hanne Windfeld, har spillet Viola i Bamses Billedbog

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*