Teateranmeldelse: Når Nora får nok! – ”Et dukkehjem” på Aalborg Teater

Tekst Signe Degner Oddershede | Foto Aalborg Teater (Allan Toft)

Et dukkehjem af Aalborg Teater fortjener 5 stjerner, for at aktualisere og skabe en nutidig fortolkning af kønsrollerne. Samtidigt formår stykket at balancere humor og alvor, så man som tilskuer både er underholdt, men også mærker alvoren helt ind i hjertet.

Den gamle Ibsen er blevet støvet godt og grundigt af, og uropførelsen fra 1879 er blevet erstattet af præstationssamfundets ægteskabsdrama. Premieren på Aalborg Teaters bud på Et dukkehjem faldt, med perfekt timing, dagen efter Kvindernes internationale kampdag. Aalborg Teater lykkes med at skabe en moderne tolkning af Ibsens velkendte værk fra fortiden, så vi kan forholde os til det i nutiden. Samtidig formår de at krydre den tidløse tematik om køn, ved at indfange vor tids ånd og kultur, hvor selviscenesættelse, status og fokus på egen præstation, aldrig før har fyldt så meget. Moderniseringen tydeliggør eviggyldigheden af debatten om kønsroller.

Tidstypisk og rammende scenografi

Torvald og Noras borgerlige dagligstue har fået en gennemgribende renovering. Det hvide, sterile gulv og designermøblerne, minder mest af alt om en tilfældig opslået side i et Bo Bedre magasin, hvor upersonlig minimalisme, danner rammen for det ægteskabsdrama, der er i færd med at udspille sig. Scenografien rammer plet i den selviscenesættende tidsalder, hvor et poleret og fejlfrit hjem skal opretholde fortællingen om det perfekte liv og ægteskab. Men noget lurer, som bekendt, under overfladen. Dialogerne mellem karakterne afledes kortvarigt undervejs af nøje udvalgt underlægningsmusik og grafiske lyskuber i baggrunden.

Fra underdanig til fandenivoldsk

Forsidefotoet viser en skødesløs, næsten dyrisk Nora med mascara og læbestift udtværet i ansigtet, som leder tankerne hen på alt andet end slut 1800-tallets pæne borgerskabskvinde. Til trods for den lidt banale skildring af Noras indre vildskab og vrede, vaktes min interesse for den utraditionelle portrættering af Nora. Nora fremstår fandenivoldsk, idet hun både ironiserer sin følelse af selvstændiggørelse – eller mangel på samme, og i et vredesudbrud går amok med et bat. Nanna Skaarup Voss er overbevisende, både når hun spiller den lattermilde og selskabelige Nora, og når hun græder ægte tårer. Skuespillerne er generelt skræmmende ægte på scenen, og man bliver som publikum revet med.

Humoristisk alvor

Højlydte grin bredte sig ofte undervejs i publikumsmængden, og forestillingen skal have cadeau for at skabe humor i et ellers seriøst værk, men uden at fjerne fokus fra dramaets alvor. Den til tider bevidst karikerede fremstilling af dramaet, især når Nora, med tydelig reference til en dukke, ifører sig en pink kjole med en stor sløjfe, og når den karikerede au pair prøver sig på engelsk, gør forestillingen humoristisk, men ikke latterlig.

I modsætning til Vendsyssel Teaters forestilling af Et dukkehjem, som er holdt i en stram naturalistisk stil, nedbrydes den fjerde væg på en indirekte og digital måde. Det gøres bag de store, let transparente slør fra gulv til loft, som dagligstuen indrammes af. Nora krænger her monologisk sin vrede og længsel ud, befriende og ufiltreret, stirrende ind i et kamera, alt imens publikum direkte konfronteres af hendes ærlighed på storskærm. Facaden falder til jords, og Nora betror sig til publikum. Dette ødelægger ikke tilskuerens indlevelse, men styrker realismen, skaber autenticitet, og vækker medlidenhed med Nora.

Scenen, der skabte foragt i fortiden. Klimakset, hvor Nora bogstavelig talt smækker med døren, forlader mand, børn og hus, og tager sin allerhelligste pligt op, nemlig at realisere sig selv, citeres Ibsens oprindelige værk ordret, hvilket indgyder til respekt for det oprindelige stykke, samtidig med det understreger absurditeten i, at replikker skrevet for 140 år siden, ikke er malplaceret i et teaterstykke i 2019, men derimod højaktuelt den dag i dag.

Forestillingen kan opleves frem til 4. april på Aalborg Teater.