Igennem årtier har Lis Sørensen været en af Danmarks stærkeste stemmer, og har et bagkatalog af sange, der straks vækker genklang og minder for flere generationer af fans. Hun startede som sanger i det legendariske band Shit & Chanel, og har sidenhen haft en karriere, som kun de færreste tør drømme om.
På trods af 70’ernes progressive tidsånd var der alligevel noget ganske særligt over det århusianske band, Shit & Chanel, der debuterede i ’74. De fem kvindelige medlemmer var alle ambitiøse musikere, der insisterede på at gøre alting på deres helt egen måde, og så kunne patriarkat, feministerne og alle andre egentligt bare blande sig langt uden om.
Shit & Chanel
Blandt medlemmerne var en ung Lis Sørensen, der voksede op i Brabrand lidt udenfor Århus. Som barn vakte skolen ikke stor begejstring i begyndelsen. Det ændrede sig i tredje klasse, da de fik en ny ung musiklærer, der åbnede op for en helt ny verden.
– Han var meget anderledes end alle de andre lærere, og kom med et kæmpe pædagogisk overskud til at give os lyst til at lære, hvordan man kunne tage en e-dur på en guitar, synge, spille og interessere os for musik. Så det var ham, der åbnede mine øjne og ører for, at der var noget, jeg kunne blive god til, fortæller Lis.
Den unge musiklærer hed Holger Laumann, og han blev senere kærester med Anne Linnet. Anne og Lis havde tidligere mødt hinanden igennem en veninde, som Lis havde en hest sammen med. Da Anne senere var på jagt efter en sangerinde til et nyt band, opfordrede Holger hende til at ringe til en pige, han kendte i Brabrand, der sang skidegodt. Så Anne ringede til Lis, og inden længe var pigeorkesteret Shit & Chanel en realitet.
– Det var sådan, at Shit & Chanel blev dannet. Det var ’hvem er der?’, og Anne, der satte det her band sammen. Set i bakspejlet, er det jo nogle gange tilfældet, der gør, at hvis man siger ja, så er der en mulighed, der bliver til ens livsbane, hvilket det er blevet for mig.
Shit & Chanel kom ud med en energi og en skabertrang, som der ikke var mange andre, der kunne mønstre. En del af motivationen lå i ønsket om at leve et helt andet liv, end deres mødre have gjort.
– Min mor var hjemmegående og havde ikke sine egne penge. Det var jo husholdningens penge. Vi havde meget mere ’Jeg skal eddermame klare mig selv! Jeg skal bare kunne klare mig selv.’ Første gang jeg fik hyre for bare at stå og synge en sang – det var helt vildt, husker Lis.
Der gik ikke længe, før det det arbejdsomme band fik mere at lave.
– Shit & Chanel blev hurtigt sat på skinner. Vi fik engagementer, kom ud og spille, og blev bedre og bedre igennem de nok 6 år, vi spillede. Der var jo voldsom fart på, for vi fik lavet 4 albums. Vi skrev sange hele tiden. Samtidig med, at vi tog uddannelse, og samtidig med, at Anne og Astrid Elbek fik børn og vi turnerede. Det hele kunne på en eller anden måde lade sig gøre, fordi vi ville.
’Smuk og dejlig’, der blev et større hit, var en af sangene på det første album, der udkom i ’76. Den er skrevet af Anne Linnet, der var den primære sangskriver i bandet.
– Det er en vidunderlig sang, og Anne skrev så mange gode sange. Vi øvede en gang om ugen, og der kom bare hele tiden nye sange. Kom jeg med noget, hvor det var lidt svært at vinkle den tekstmæssigt, så sagde Anne ’Giv mig lige en time’, griner Lis.
– Så gik hun ind, og kom ud med noget, som oftest var det, som det endte med.
Foregangskvinder
I dag kan Lis godt se, at Shit & Chanel var foregangskvinder i forhold til feminismen, men dengang havde de ikke meget med kvindebevægelsen at gøre.
– De var et andet sted i forhold til os, fordi vi havde vores musik, og det var det, der var det vigtige for os. Vi gik både i træskostøvler og malede neglene røde. Så jeg tror egentlig ikke, vi tænkte så meget over vores betydning, for vi ville gerne bare have andre piger til også at spille, fortæller Lis.
Udover Shit & Chanel arbejdede Lis også med andre dygtige musikere.
– Anne og jeg sang kor på Gasolins ’Kvinde min’, og så sang jeg meget med Gnags og var korsanger der. Men vi ville jo helst mere end at stå og synge kor, og det fik vi jo virkelig mulighed for i Shit & Chanel, fordi det var ligesom vores.
Samarbejdet med Sebastian
Et samarbejde, der kom til at betyde meget, var med sangeren og komponisten Sebastian, som Lis spillede sammen med i 3-4 år.
– Da Shit & Chanel var ved at blive afviklet i slutningen af halvfjerdserne, ’79, mødte jeg Sebastian, og kom med i hans orkester. Det var professionelle, etablerede musikere, som alle var 10-15 år ældre end jeg.
Lis fandt en ny selvsikkerhed, da hun opdagede, at hun også havde noget at byde på i sådan en samling af musikere.
– Jeg følte egentlig ret hurtigt, at jeg slap min skyhed. Jeg slap det der med, ’Nå, hvad kan jeg?’, og fik hurtigt fornemmelsen af, at jeg kunne noget her.
Lis sang med på kor, og spillede på keyboard og guitar. Som afslutning på koncerterne sang hun balladen Stilhed før storm.
– Det var jo virkelig generøst af Sebastian at give mig det spot.
Lis er taknemmelig over tiden med Sebastian, som skubbede på hendes lyst til at lave sit eget.
– Jeg lavede mit første soloalbum i ’83. Efter ’Stille før storm’, kunne jeg mærke, at ’nej, nu skal jeg lave mit eget.’ Det overraskede mig, hvor svært det var at gå fra, at jeg var pakket ind i bands til at stå med mit eget. Det var en kæmpe opgave, og den opgave er ikke blevet mindre i dag. Det skal virkelig være en lyst, en vilje og en ild, der brænder i én.
Stædigheden bar frugt
I Shit & Chanel ville de fem medlemmer selv bestemme, men senere lærte Lis Sørensen værdien i at tage andre med på råd.
– Det ene overtog det andet, og det med at begynde at lave mine egne produktioner og helt klart som et naturinstinkt at bestemme, hvad det skulle være for noget. Selvfølgelig har jeg lyttet til mange, og jeg har haft det, man kalder en A&R, altså en der er med til at bestemme sange eller i hvert fald at inspirere en til at sige, ’Hvad med, at du prøvede at lave sådan en sang?’ For Shit & Chanel var det mere, ’I skal overhovedet ikke fortælle os noget.’ Jeg begyndte at lytte lidt mere til folk omkring mig, fordi jeg kunne mærke, at det var der, jeg selv blev udfordret. Hvor jeg som sanger blev udfordret i at synge noget, som jeg ikke selv havde skrevet, og hvor jeg ikke selv var afsender, men blev formidler eller fortolker. Jeg holder meget af at synge andres sange, fortæller hun.
’Mine øjne de skal se’ var en af de sange, som Lis fik af en anden sangskriver til sit fjerde studiealbum, hvor hun kontaktede folk som Lars Muhl, Elisabeth Gjerluff Nielsen, Anne Linnet og Steffen Brandt. Lis fik en masse skønne sang retur, der blev albummet ’Hjerternes Sang’, der udkom i ’89.
– Der fik jeg ’Mine øjne, de skal se’ af Anne Linnet, og tænkte, at ’Det er en superfed sang, den her. Den laver jeg.’ Den er jeg lykkelig for i dag. På festivalerne er det min største sang på mange måder.
Lis Sørensen har et bagkatalog, der er fyldt med sange, som har betydet meget for mange, og hun er heldigvis glad for at genbesøge de gamle sange til koncerterne.
– Jeg elsker det, udbryder hun.
– Jeg har, som sagt, været rimelig stædig igennem årene, men det kommer mig virkelig til gode nu, at jeg kan stå inde for langt
det meste. Jeg kan altid gå lige ind og nappe en sang, som publikum troede, de havde glemt.
Arven efter Sanne, Anne og Lis
Den fanden i voldskhed og selvtillid, som medlemmerne i Shit & Chanel brusede frem i verden med, blev hjulpet af det fællesskab, de have med hinanden.
– Vi havde hinanden i orkesteret, og der tror jeg, at jeg var alt for genert og sky på det tidspunkt til selv at gå ud og tage den. Det ville jeg ikke have kunnet uden Anne, overhovedet ikke, men vi havde de 5 år, hvor vi virkelig følte os sikre i hinanden, også når vi var ude og spille. Der var jo alt muligt udefra kommende, som provokerede en, men hvor vi ligesom havde altid haft den der, ’I fucker ikke med mig, fordi så fucker I altså med Anne Linnet og hele Århus, så lad være med det der og fjern den hånd.’ Så vi var meget sikre i hinanden og det tror jeg har præget mig i hele min attitude igennem, at jeg ikke har tænkt så meget over det med om, vi blev krænket eller holdt tilbage. Der var sgu ikke noget, der kunne holde os tilbage.
Der var flere stærke danske kvindestemmer, der kom frem på samme tid som Lis Sørensen, men det er svært at underdrive betydningen af trioen Anne (Linnet), Sanne (Salomonsen) og Lis. De tre er hver især blevet en del af den danske musiksjæl, og har fans i alle aldre.
De startede sammen i 70’erne og 80’erne, og valgte for at stund at dele scenen igen i 2019, hvor de tog på turné sammen. Det var en stor oplevelse for Lis Sørensen.
– Det gik faktisk op for mig, da vi lavede Anne, Sanne og Lis, og ikke havde arbejdet sammen i næsten 40 år. Vi havde lavet enkelte ting sammen, men når du siger ja til at indgå i sådan en sammenhæng, som den trio, vi var for 40 år siden – det har vi virkelig taget tilløb til. Det har været helt utænkeligt i mange år, at det ville komme til at ske, men lige pludselig var det så oplagt. Det har jo været fordi, vi hver især har været klar til det. Der har været et momentum i tiden, der har været noget i tidsånden. Hvad det lige så er, det ved jeg ikke.
At de fandt sammen i en trio igen for en stund, gav mulighed for et nyt blik på årene, der var gået.
– Der kunne jeg se, hvor ens og forskellige vi var dengang, men nu kunne jeg mere se vores forskellighed, og at vi havde klaret os i medvind og modvind. Med alle mulige årtier, der blæste igennem det samarbejde, kunne vi se, at nå ja, det er jo dybest set fordi, vi er lige stædige alle tre, og vi kommer ud af en tid, hvor det virkelig var nødvendigt at være stædig. Så det er blevet en del af os, uden at det er noget, der bliver udtalt. Det er bare sådan, vi er blevet af alle de årtier.
Lis husker tydeligt øjeblikket inden, de gik på scenen sammen igen.
– Jeg tænkte, ’Det er fandme sejt, at vi står her,’ inden vi skulle op til den første koncert. Det var bare så vildt. Også at opleve publikums glæde ved det. Der stod flere generationer dernede og tog imod. Det var virkelig en oplevelse, så der kunne jeg virkelig mærke, at alle de sange blev samlet. Alt Annes musik, alt Sannes musik, alt mit. Alle de kampe, vi har fået, alt det der. Så er det lidt som om, at når man siger ja til at give sammen, så er det stærkt. Det var virkelig stærkt, at der var plads. At give hinanden plads, at vi har undværet hinanden i mange år, og lige pludselig, så mærker vi den oplevelse af at stå sammen. Samtidig velvidende, at det er bare et halvt år, smiler Lis.
Det blev til en yderst succesfuld forårsturné med 7 arenakoncerter, der blev afsluttet med to udsolgte aftener i Royal Arena i København. Derefter spillede trioen 30 festivaljobs hen over sommeren, og sluttede med bravour på plænen i Tivoli.
Musikbranchen er blevet en anden
Lis Sørensen er begejstret for mange af de unge musikere, der er fremme i dag. De har skulle finde en plads i en branche, der ser meget anderledes ud, end da hun selv stod i samme situation. Hun er glad for at sociale medier ikke fandtes dengang, men kan samtidig se fordelen i en platform som YouTube.
– Det synes jeg, er vildt fedt. At der kan sidde en eller anden superdygtig pige nede i Bjergby og spille på en guitar, og så kan hun få en platform der. Det er fantastisk. Det synes jeg virkelig er dejligt.
At have en tilstedeværelse på de sociale medier er efterhånden blevet en fast del af pakken for unge artister. De får det ofte til at se legende let ud, men sådan forholder det sig ikke altid.
– For to år siden, tror jeg, samlede mit pladeselskab forskellige af deres artister. Jeg tror, vi var 30, der var delt op i fire grupper med seks i hver, hvor vi sad og snakkede om branchen. Jeg tænkte, som grand old lady i den her sammenhæng, at de unge havde totalt styr på det der med SoMe og vidste lige nøjagtig, hvad de skulle lægge op. Jeg er en halv time om at finde ud af, hvad jeg skal skrive. Det er helt åndssvagt, at man har det sådan. Men sådan har jeg det, så jeg lægger ikke så meget op. Hvor de sagde ’jamen, vi synes faktisk, det er enormt svært.’
Det overraskede Lis.
– Jeg var inde og se hvad de lagde op, og det så supercool ud. Men det var en ting, de havde tænkt rigtig meget over og brugt rigtig meget tid på. Var det for meget? Var det for lidt? Pladeselskabet forlanger én ting af dem, tour-arrangørerne forlanger noget andet. Alt det, de skulle forholde sig til. Der fik jeg virkelig et andet billede ind i, hvordan det er at være artist i dag. Det er jo alle artister, der er afhængige af at skabe det der billede ud til deres publikum selv. Det er jo også en frihed, men de bruger bare rigtig meget tid på det, og der er rigtig meget tvivl.
Musikbranchen er blevet en anden i dag, der er vokset til at omfatte meget andet end musik, men Lis romantiserer ikke fortiden.
– At sælge musik i dag er jo en helt anden størrelse, men det handler jo stadigvæk om, at det skal være god musik og det skal kunne noget. Det er ikke sådan, at jeg tænker, det var meget federe dengang. Jeg har slet ikke den der romantisering af det. Jeg er glad for, at det er så spændende at være i tiden lige nu, fordi det giver så meget til min egen musik.
Lis Sørensen er stadig meget aktiv som musiker og spiller omkring 100 koncerter om året. I december genudgiver hun julesangen ’Hvis ikke nu – så hvornår’ sammen med DRs symfoniorkester, og i 2024 kommer der nyt musik.
Nordjyde på deltid
Det er måske ikke alle, der ved det, men Lis Sørensen er en lille smule nordjyde, og har i mange år haft en gård i det nordligste Nordjylland, som hendes far købte i ’77.
– Så købte jeg den af ham i ’84 og har holdt til her lige siden. Nogle gange har jeg boet her og andre gange er jeg rejst frem og tilbage. Da min søn skulle starte i skole, kunne jeg mærke på det hele, at det var svært for mig at bo her med mit turneliv og mit studie, så der rykkede jeg til København. Men så har jeg rykket efter, at han er blevet stor, og er her rigtig meget i lange perioder. Det har hele tiden været et andet hjem for mig, og jeg er meget, meget glad for at være her.
Det er et skønt sted, hvor dagens vejr og stilheden indgyder til ro, men for Lis er tilknytningen dybere end bare de ydre rammer, som huset giver.
– Jeg kan også finde ro, når jeg er i mit hus i Gentofte eller på et hotelværelse i Thisted. Det er vel mere noget med at bygge på det fundament, som bliver stærkere og stærkere, hvis det er noget, man lægger sin kærlighed i.
Der er også i Nordjylland, at Lis har sin hest, islænderen Glauma, opstaldet. Heste har altid fyldt meget og hun fik sin første hest sammen med en veninde, da hun var 11-12 år. I dag er hesten et frirum.
– Det er jo bare at være i naturen, og sidde og sludre, eller sidde og holde kæft, og så have kontakt med at sidde på et dyr. Du sidder ikke på en cykel, du sidder altså på et dyr. Du rider i naturen, du skal være opmærksom. Du bliver også bange nogle gange, eller tror, du rider i Montana, når du rider ned ad bakken. Det giver mig frihed.
Lis har haft islændere i mange år, og har en forkærlighed for racen.
– Det er jo det med, at den bor ude hele året. Der er nogen, der tror, at det er sådan en lille uldtot, du sætter dig op på. Det er det ikke – slet ikke. Hende, jeg har nu, er født herude på min mark og er 24 år i dag. Og har det rigtig godt og ligner en på 16 år. Jeg har passet godt på hende. Hun ser skidegodt ud. Hun er smuk, siger Lis smilende.
Fakta
Navn Lis Sørensen
Født 28. maj 1955
Opvokset Brabrand udenfor Aarhus
Jobtitel Sangerinde, sangskriver og komponist
Jul under varme himmelstrøg
Lis Sørensen skal prøve noget helt nyt til jul i år.
– Jeg skal til Los Angeles. Jeg skal besøge min søn og holde jul med ham derovre, og det glæder jeg mig helt vildt til. Ellers har jeg egentlig altid været her eller hos familie juleaften. Så jeg glæder mig til noget, der er helt anderledes.
Julen er en hyggelig tid for Lis, men indbyder også til vemodighed.
– Nu har jeg ikke børnebørn endnu, men jeg glæder mig sindssygt meget. Alt det gejl, guirlander, kugler og alt det pynt – jeg synes, det er meget hyggeligt, men det er ikke sådan ’jul jul’ uden børn. Jeg synes tit, at jeg tænker meget over min barndom og savner at kunne dumpe ned i den tid. Man bliver også lidt vemodig, synes jeg, i julen. Lige på et bestemt tidspunkt, så slår det en, at det var så den jul. Man kan lave sin jul, som man vil. Det må man aldrig glemme. Men jeg kan se rundt omkring, at der er mange, hvor det kan være lidt problematisk, at familierne bliver samlet. Hvor man siger ’Puha, nu er den overstået, den jul.’ Sådan har jeg aldrig selv haft det, men det er jo lidt ærgerligt, at man gør julen til en pligt. Det er jo bare, hvad man gør det til.
Lyt til interviewet med Lis Sørensen:
