Hvordan reagerer vi i afmagt?
En af de værste følelser i verden må være netop den. Tænk den ind som et grundlæggende vilkår i livshjulet, der blot fortsætter med at køre rundt og rundt og rundt… og så har man”Jeppe på Bjerget”.
”Hvorfor må jeg ikke bruge de midler, naturen har givet til at dulme vores sorger?”, siger en uendeligt tragisk, troværdig og fængende Jeppe, spillet af Ulver Skuli Abildgaard. Salen omkring den runde scene emmer af noget ”let”, trods den vældigt tragiske historie. For langt de fleste kender Jeppe på forhånd. Langt de fleste har en indbygget forventning til, hvordan Jeppe er. Vi kender ham fra skolelærdommen. Fra de andre gange, vi måske har set ham. Vi kender ham, fordi vi i hvert fald har hørt om ham. Og dermed er der på forhånd lagt en endnu større forventning på den, der skal spille ham – og på den instruktør, der skal instruere ham. Jeg føler mig overbevist om, at både Ulver Skuli Abildgaard og instruktør Geir Sveaass indfriede alle forventninger, der måtte være i salen. Inderligheden, ynkeligheden, følsomheden og den satiriske balance… det var der, det hele.
Scenen er midt lokalet, rundt som et bjerg med en mødding i midten. Herfra går Jeppes verden, lige indtil, møddingen udskiftes med baronens seng. Og baronen og hans følge? Dem introduceres vi for på en måde, så jeg ikke er i tvivl om, at Holberg ville klappe i hænderne. Stor ros til scenograf og koreograf for at forene rokokkotidens selvhøjtidelige påklædning og gangarter med moderne selfie-solbriller og balloner. Jakob Højlev Jørgensen gør det fortrinligt som den metro-seksuelle baron, hvis livsindhold tilsyneladende er på et så lavt blus, at en practical joke med en fattig bonde, er det ideelle underhold. Hans mimik og gestik kunne nærmest stå alene. Og som lyssætningen meget flot fremhæver, så kan han med sit ansigt skabe noget ret djævelsk og virksomt, som når han agerer en bund-uretfærdig og falsk højesteretsdommer.
Noget, der går igen gennem hele stykket, er, at musikken følger os. Meget af tiden består den udelukkende af folkloriske bidder fra klaveret, komponeret og spillet af Henrik Baloo Andersen, der meget fint er forklædt som selveste Holberg. Men resten af tiden bæres den af skuespillerne, der både synger og spiller, og det hele går op i en højere enhed, hvor intet fylder hverken for meget eller for lidt.
Hele opsætningen fanger de væsentlige ting: Tragedien, humoren – og det, der er begge dele. Jacob Weble folder sig ud som både anklager ved retten på en måde, der nærmest væltede salen, og det samme gjorde hans forsvars-modpart, spillet af Troels Kortegaard Ullerup. De overspillede på den måde, det lige præcis krævede, for at det kunne være rigtig sjovt, og de bar det. På intet tidspunkt blev det for meget.
Men trods den stærke satire er ingen i tvivl om tragedien. Igen må fremhæves Ulver Skuli Abildgaards inderlighed, der lægger sig som et lag over publikum, når han folder sig ud i de længere monologer. Og Nille, spillet af Linnea Voss, har godt fat i den afmægtige vrede, der i korte glimt blander sig med ømhed over for Jeppe, inden den fejes væk igen af realiteterne.
Et stykke dansk teaterhistorie blev opført for Gud ved hvilken gang på et dansk teater – og hvor var det fantastisk.
