Hvordan er det at rumme andre menneskers sorger og glæder? Hvad får en ung kvinde til vælge at uddannes sig til præst i 2023 og hvad gør præstevirket meningsfuldt og værdifuldt i dag? Det har vi spurgt den nyuddannede 27-årige præst Johanne Rom Stage om, der til daglig både arbejder som sognepræst i Hasseris kirke og hospitalspræst på Aalborg sygehus
På små 10 m2 uden vinduer i Sygehus Syds vindfang findes en lydtæt lomme af trøst, et åndehul, hvor der kan der åbnes op for det, der gør ondt. Det som kan være skamfuldt og frygtsomt at sætte ord på. Tæt på hospitalets svingdør ligger det lille sygehuspræstekontor. Her kan man sidde og være stille for en stund eller flyde over med det, der fylder. Her er ikke noget, der skal fikses, helbredes eller kureres. Her er kun nærvær, forståelse, en sofa, et lille bord, menneske til menneske med eller uden Gud til bords.
’Menneske først, kristen saa’
Der er ikke mere mælk, kan du drikke kaffen sort? spørger Johanne varmt og kommer kort efter ind med to dampende kopper. Vi sidder på sygehuspræsternes fælleskontor på Sygehus Syd. Kontoret er hyggeligt og intimt indrettet med sofaen i centrum. Når samtalerne ikke er på hospitalsstuerne, sidder hun ofte her og taler med både sygehusets personale, patienter eller pårørende. Det er ingen forudsætning, at man er kristen eller troende for at tale med præsten. Johanne er også omhyggelig med, hvordan de kristne dogmer fylder i samtalen for: ’menneske først, kristen så’. Dette udtryk stammer fra Grundtvig, som understreger det universelle i at være menneske og dermed givet Guds kærlighed – troende, ikke-troende eller anderledes troende.
– Vi skal mødes menneske til menneske og imødekomme alle facetter af menneskelivet. Langt de fleste af mine samtaler handler ikke om at bede til Gud eller Jesus. Og de samtaler jeg har med folk, hvor vi taler om tro og kristendom ser jeg ikke som mere værdifulde end dem, hvor det ikke kommer på banen, fortæller Johanne.
Dog understreger hun, at hun oplever at en bøn kan være en forløsende proces, især grundet den afmagt sygdom og sorg kan efterlade i mennesker.
– Mange er ikke nødvendigvis troende, men når det giver mening for patienten, så kan vi slutte samtalen af med at bede en bøn, her er det som om rummet udvider sig. Der sker noget, når vi retter os mod noget andet udenfor os selv, forklarer hun og fortsætter:
– Når jeg siger ’menneske først kristen så’ i denne sammenhæng, handler det dels om at Guds kærlighed er altomsluttende – den gælder alle mennesker, og dels om at den kristne tro udspringer af menneskelivet som det leves her og nu. Det nytter ikke noget, at jeg træder ind på hospitalsstuen med Bibelen foran mig, for så bliver kristendommen en kasse, vi skal proppe menneskelivet ned i. Det kan ikke lade sig gøre – uanset hvilken tro man måtte have eller ikke have. Vi kan ikke finde svar på vores lidelser i bibelen, men vi kan måske finde trøst og håb i bibelen, hvis det giver mening for den jeg taler med.
Det skal nok gå! Du ser bedre ud i dag end i går!
Hun beskriver, hvordan kristendommen både kan være en støtte og en trøst, men også et sted man kan rette sin vrede imod. Mange oplever, at de mister deres identitetsfølelse, når de bliver indlagt. Ensformige dage, ensomhed, tankemylder, kontroltab og et hensyn til de pårørende om at holde modet oppe kan være en belastning, som er svær af aflade sig – for hvorfor skal det her ramme mig? Hvorfor ligger jeg her!?
Johanne udtrykker, at hun modsat psykologen ikke skal behandle eller kurere noget, men derimod være et åndehul, hvor man kan tale om den afmagt, frustration og frygt, som måske holdes skjult for ikke at såre. Velmente replikker som: Det skal nok gå! eller du ser bedre ud i dag end i går kan, modsat den trøstendes hensigt, klinge hult og få den syge til ikke at ville belemre relationerne med, hvordan de i virkeligheden har det.
For i virkeligheden har de det måske ikke bedre, da de ikke længere kan være den person, de hidtil har været. Som et eksempel fremhæver Johanne den livsændrende faktor i for eksempel at få en stomi, hvor følelser af ubehag og kontroltab kan dominere. For livet har ændret sig og bliver ikke nødvendigvis det samme. Johanne er er i virket som præst blevet overrasket over, hvor mange der opstiller et indre regnskab, når de rammes af sygdom og derigennem forsøger at finde årsager til, hvorfor netop de bliver ramt. Skulle jeg have arbejdet mindre? Set min familie mere? I sådanne tilfælde oplever hun, det er særligt vigtigt, at tankerne bliver vendt i et fortroligt rum.
Når de har allermest travlt, har de allermest brug for dig
Alle ansatte, patienter og pårørende kan bede om at tale med præsten. De ansatte bruger hende særligt, hvis de har behov for debriefing efter en oplevelse, som de ikke kan ryste af sig, hvorimod det ofte er sygeplejerskerne som spørger patienterne eller de pårørende, om de ønsker at tale med præsten, en såkaldt sjælesorgssamtale. Derfor varierer arbejdet på sygehuset fra uge til uge, alt efter, hvor meget de ringer efter hende. Når telefonen bliver stille, så ved Johanne, at det ofte er grundet travlhed. Derfor tager hun i stedet på charmeoffensiv på de seks afdelinger, som hun er tilknyttet. For som hun har lært af sin mentor, tidligere sogne- og hospicepræst Ole Raakjær, så er det, når de har allermest travlt, at de har de allermest brug for dig.
De er i alt tre præster, der varetager sygehuspræstevirket på Aalborg sygehus. Hun er blandt andet ansvarlig for mavetarmkirurgisk afdeling. Når en sygeplejerske vurderer, at en patient eller pårørende kan have gavn af at tale med Johanne, adspørger personalet altid patienten først og udelader nogle gange at nævne ordet præst som det allerførste. I stedet indleder de med at sige, at der er en person tilknyttet, som er god at tale med. Dette gør, at de ikke bliver skræmte og går i forsvar.
– Mange forbinder ofte det at tilkalde præsten med dårlige prognoser og tænker: så, nu skal jeg dø! Men det er dog sjældent at Johanne sidder på dødslejet. Hun tilkaldes oftere, når patienter skal takle og fordøje svære livsændrende faktorer.
Jeg syntes, at du var så ung
Hun har netop rundet sit første år som præst og indrømmer, at hun ikke havde regnet med at blive sygehuspræst i sit første virke, og at hun føler sig meget heldig. Hun har overtaget virket efter præst Inge Thomsen, som sidste år gik på pension efter mange års virke. Der er derfor en kontrast på cirka 40 år mellem den tidligere præst og Johanne. Hun hører dog aldrig patienter påtale hendes alder i mødet, men hun har studset over, at flere efter samtalen siger: Jeg synes, at du var så ung.
– At “var“ bliver sat i datid, tolker jeg som om, at jeg bliver “ældre” i løbet af samtalen, hvilket jeg er meget glad for. Jeg tror, at nøglen til at forstå og skabe fortrolighed er min naturlige interesse for at forstå, og det tror jeg kompenserer for min manglende livserfaring. Jeg kan ikke forestille mig, hvordan det er at få en livstruende sygdom, miste et barn eller en ægtefælle gennem 50 år, men jeg kan stille mig til rådighed og spørge ind til, hvordan det er at være dem. Kriser er ikke nødvendigvis på ord, men på følelser, fortæller Johanne.
Nogle samtaler eller ritualer kan dog være sværere for Johanne at være i. Her nævner hun, at præstekåben giver superkræfter til at kunne være i et arbejde, hvor man skal bære andres sorger, men også være i stand til at hænge dem på plads i skabet, når man tager hjem.
Præstekjolens superkræfter
– Den er fysisk ret tung. Jeg bliver ligesom groundet, fortæller Johanne om præstekjolen, mens hun retter på den hvide præstekrave.
Alle præster får deres egen præstekjole, når de efter endt uddannelse er klar til at starte i deres embede.
– Det er nok den dyreste kjole, som jeg nogensinde kommer til at eje. En præstekjole er syet på mål hos en skrædder og koster cirka 20.000 kr., forklarer Johanne.
Hun går ikke rundt i præstkåben til daglig, men hun ifører sig den, når hun skal udføre visse ritualer, som kalder på en særlig højtidelighed. Her nævner hun det fine ritual/andagten, som nogle gange udføres ved dødfødte børn. Her kommer hun først ind i sit normale tøj og har en sjælesorgssamtale med forældrene, hvorefter hun forklarer forældrene om ritualet. Hun går derefter ud og skifter til præstekjolen. Kommer ind igen. Beder en bøn. Synger/hører nogle salmer eller en vuggevise, som har betydning for forældrene og afslutter med et fadervor og en velsignelse. Derefter siger hun farvel.
– Når jeg tager ritualbogen i hånden og kåben på, så kan jeg være i det på en anden måde, og den gør det også nemmere at tage hjem bagefter, fortæller Johanne
Nogle gange kan visse oplevelser godt sidde fast i Johanne. Her bruger hun sine præstekollegaer til at debriefe. Under disse samtaler taler de om, hvad de sagde, og hvad de ikke sagde. Jeg spørger hende, om det at stå alene som ung præst i så sorgfyldte situationer kan virke skræmmende, hertil svarer hun:
– Det var skræmmende i starten, men nu føler jeg mig rigtig godt tilpas på sygehuset.
Anderledes fortrolig var hun med arbejdet i kirken. Her fik hun nemlig en del erfaring gennem sine studieår.
De har bakket mig op og bygget mig op
I Hasseris Kirke står Johanne for bisættelser, bryllupper, dåb, konfirmander og højmesse een gang månedligt. Her føler hun, at hun kan navigere trygt grundet sin erfaring fra andre kirkelige områder som gudstjenesteplanlægning og undervisning af konfirmander og minikonfirmander. Hun føler, at trygheden i faget skyldes den støtte, hun har fået fra præsterne Karsten Høgild, Susanne Bach Ramsdal og Inger Margrethe Mikkelsen fra Åby sogn i Århus, hvor hun havde job gennem hele studietiden.
– De har virkelig bakket mig op og bygget mig op, fortæller Johanne ydmygt og fortsætter:
– I min studietid fik jeg mulighed for at afprøve mange facetter af præstevirket heriblandt arbejdet med børn og unge. Derudover er der højt til loftet i Åby sogn, hvor der bliver afprøvet mange nye tiltag for at engagere familierne i sognet. Her blev Johanne rost for sin evne til at tænke kreativt og til at se det enkelte barn. Hun er også tæt knyttet til præsterne i dag. De hjalp hende blandt andet med ansøgningsprocessen og deltog i hendes ordination, hvor den ene præst lånte Johanne sin præstekjole, da hendes egen endnu ikke var kommet tilbage fra skrædderen.
Ordinationen er en stor begivenhed for nye præster. Et ritual som i Aalborg foregår i Budolfi Kirke, hvor alle præster, der har været i berøring med den nye præst, kan møde op. Ved en kollektiv håndspålægning, indvier de den nye præst i sit embede. Johanne havde ikke forestillet sig, hvor stor en oplevelse det var at blive ordineret. Hun blev så rørt over, at hele 40 præster i ornat/præstekjole mødte op til hendes og en præstekollegas ordination. Heriblandt både præsterne fra Århus og dem hun har kendt siden barndommen. Ligesom effekten af fællesbønnen i det lille kontor på sygehuset eller på hospitalsstuen, følte hun også her, at rummet udvidede sig under den gamle, rituelle handling.
Lyst til at blive præst kom indefra
Johannes lyst til at blive præst kom indefra. Hun kommer på ingen måde ud af en præstefamilie. Hendes far investerer i ejendomme, moderen er studiekoordinator og søsteren er advokat.
– Jeg har altid interesseret mig for livets stores spørgsmål, men følte mig ikke afklaret, da jeg startede på teologistudiet i Århus. Men efter et halvt års studiejob hos Åby sogn, var jeg ikke læn- gere i tvivl om, at jeg var på den rette sti. Det var på trods af, at det bestemt ikke var nemt for mig. Jeg har ikke et naturligt sprogøre og kæmpede med at lære oldgræsk, hebraisk og la- tin. Det kræver virkelig, at man bare sætter sig ned og tager den tid, som det tager.
Det kan godt være svært at se værdien af at lære de forhistoriske sprog. Men som præst skal man huske, at enhver oversættelse er en fortolkning. Dem der skal løfte arven skal kunne forstå de originale tekster. Hun er selv overrasket over, hvor ofte hun faktisk bruger de originale tekster, når hun skal skrive prædikener. Efter af Johanne i 2021 blev færdiguddannet, kom hun tilbage til Aalborg. Endda tilbage til Hasseris, hvor hun tidligere boede og har en del af sin tætte familie.
Alle burde prøve at være præst.
Johanne beskriver, at hun hver dag finder det meningsfuldt at gå på arbejde.
– At få berøring og indsigt i så mange menneskers liv, at de betror sig til dig, både i lykke og ulykke. Det kan være svært at sætte ord på. Spændet mellem at komme hjem til den dåbsfamilie, der er helt smadrede, men også lykkelige og høje på kaffe over deres lille guldklump, til den en 68-årig enke, der lige har mistet sin livsledsager, gør præstevirke så facetteret. Alt tilsammen udvider dette mit menneskesyn. Det er det, der gør det. Alle burde prøve at være præst! Med det sagt, ved jeg jo godt, at det ikke er et arbejde for alle, og jeg tager absolut ikke let på mit embede, men det er SÅ spændende, afslutter Johanne med et smil.
