Tanker fra en håndboldkarriere

tekst CECILIE WENNERLIN | Foto BETINA FLERON

Lyt til artiklen:

Som noget helt nyt, kan du lytte til udvalgte artikler fra magasinet. De bliver læst op af den journalist, der har skrevet den. Denne er indlæst af Cecilie Wennerlin.

Det er onsdag, det er november, og det er dagen, hvor vi møder håndboldspiller Henrik Møllgaard på en lille café i Aalborgs midtby. Der er kamp om aftenen hos Aalborg Håndbold, hvor Henrik spiller – når han altså ikke lige spiller for landsholdet. Men lige nu er dommerfløjt og taktiske overvejelser skiftet ud med cafébord, sort kaffe i koppen og en snak med os, om livselementer, far-rollen og dét at finde sig til rette i en håndboldkarriere

– For Viola, der er begyndt i skole, er det nok begyndt at fylde en lille smule. Hun er blevet opmærksom på, at det ikke er et almindeligt arbejde, og at der rent faktisk er nogle andre mennesker, der følger med i, hvordan det går.

Henrik svarer på det klassiske spørgsmål om, hvordan hans børn har det med at have en far, der er professionel håndboldspiller. Viola er Henriks ældste datter på 7 1⁄2 år, som han har sammen med sin kæreste Christina, der er sygeplejerske. De har også Augusta på knap 4 år, og dermed er de lige præcis i den fase af livet, som så mange andre børnefamilier kender til. Dér, hvor ting som at hente og bringe skal forenes med de voksnes arbejdstider, og dér hvor fokus på madpakker, leg og forældrenærvær er elementære områder i hverdagen.

– De tanker, jeg selv har gjort mig omkring det er, at jeg først og fremmest er far. Jeg kan sagtens finde ud af at lukke verden ude og er egentlig ret ligeglad med, hvad andre synes om mig. Og nede i Violas skole er de jo søde. De henvendelser, hun mest får, er, at nogen har set, jeg har spillet en håndboldkamp. Så der er ikke nogen, der har kommet og sagt: ”…det var også din fars skyld, at vi tabte i går..” Men hvis der på et tidspunkt gør det, så kan det godt være, vi skal have en samtale om, hvad det betyder, at jeg er en offentlig person på den måde.

Selv beskriver Henrik med et glimt i øjet forældreskabet som noget, der har givet en masse dårlige nætter. Men det har også givet noget andet; nemlig evnen til mentalt at skille ting ad.

– I forhold til håndbolden har det givet en enorm ro, og jeg tror også, det har gjort mig til en bedre håndboldspiller. Selvom jeg har haft en dårlig dag, hvor jeg ikke har kunnet ramme målet, så står der to små derhjemme, som har en forventning om en glad far. De er fuldstændig ligeglade med, om jeg lige har tabt VM-finalen, eller om det bare har været en skidt dag. De glæder sig til at komme ind og lege i hallen bagefter, eller holde fri i morgen – det er bare nogle helt andre ting, der fylder hos dem. Tidligere kunne det godt tage mig flere dage at komme over dårlig præstation. Men i dag er det ikke svært for mig, og det er kommet ret naturligt. Det er befriende at kunne tage fra hallen og mærke, at så er jeg far. Så gemmer vi håndbolden til i morgen.

Barndommens tilfældigheder grundlagde karrieren

I den lille sydvestjyske by Gredstedbro trådte Henrik sine barndomsskridt. Håndbolden kom ind i hans liv, da han som 6-årig begyndte at spille i den lokale idrætshal, og i de følgende år blev andre sportsgrene, alt lige fra svømning til standarddans, også afprøvet. Først relativt sent blev beslutningen truffet om at tage håndbolden mere seriøst.

– På et tidspunkt skulle vi til at vælge, om vi ville til at lægge noget mere energi i det. Hvorfor det lige blev håndbold frem for fodbold, ved jeg ikke, men måske var vi som hold et bedre sted. Vi var et godt kuld, der hyggede os med det – selv gennem den periode, hvor det begyndte at handle om piger, og om hvad der skete i weekenden. Det har nok egentlig været tilfældigheder, der har gjort, at jeg er blevet håndboldspiller.

Ungdomsholdet begynder at spille mere seriøst, og mens han stadig er ungdomsspiller, rykkes Henrik op i seniorhåndbold. Der begynder det for alvor at gå op for ham, at en karrierevej er ved at forme sig.

– Efter et års tid bliver jeg profil på det hold og bliver topscorer i den 2. bedste række, og så begynder der at komme interesse udefra. Så er banen egentlig lagt, og det har sådan set kørt slag i slag derfra lige siden.

Og nu – nu er han her. 34 år gammel og topscorer i Aalborg Håndbolds herreliga, forsvarsspecialist på landsholdet og i 2019 er han på håndbold-sitet ”Handball-Planet” én ud af fire nominerede til titlen som verdens bedste forsvarsspiller.

– Det er dejligt at være i Aalborg. Jeg var her jo også i 2009 og havde nogle fantastiske år. Christina og jeg er begge fra Ribe-området, og vi flyttede i første omgang til Kolding, som ikke lå længere væk, end at vi kunne køre hjem og lægge os på sofaen og blive vartet op, hvis der var en søndag og vi ikke gad 
at lave mad. Så dét at komme langt væk, selvom Danmark ikke er ret stort, det gjorde, at vi blev voksne på en anden måde. Christina blev færdig med sin uddannelse, og der var jo 2,5 time hjem, så forældrene kom ikke bare lige på besøg. Vi blev egentlig mere os selv, og vi endte også med at blive forældre, inden vi flyttede herfra igen. Derfor er det også rart at være tilbage, selvom vi nu bor i Århus, for vi bruger byen rigtig meget, og jeg overnatter også tit heroppe.

Håndbold betyder fællesskab – og realisme

Han tager en slurk af sin kaffe, mens han tænker lidt over mit næste spørgsmål. For at arbejde professionelt i holdsport, hvor fokus hele tiden er på næste kamp, og hvor der samtidig er egne ambitioner om positioner på holdene, forestiller jeg mig må være en øvelse i at skabe en vis robusthed.

– Der er et eller andet underligt i at være individualist i en holdsport. For selvfølgelig vil vi alle sammen gerne vinde, men vi vil også bare gerne have, at det er os, der vinder det for holdet. Vi vil gerne alle sammen ind og bidrage, men engang imellem må vi hver især også bare æde den dér kamel med, at i dag var det var det bare ikke lige mig – der var det nogle andre. Det er nogle gange en underlig situation, men så har jeg jo været glad for, at jeg ofte har været tiltænkt og haft store roller på de hold, jeg har spillet på. Så jeg har nok ikke ligget i det lag, hvor der måske også er nogle, der ønsker, at det ikke går andre godt, fordi der kan være kontrakter og karrierer på spil. Jeg har været heldig at kunne vælge nogle fede klubber, og at de har ønsket mig i nogle af de roller.

En hård branche er det som sådan ikke, siger Henrik og henviser til, at håndboldverdenen på mange områder er et lille, lukket samfund, hvor de fleste kender hinanden.

– Men selvfølgelig kæmper vi om de samme jobs. Der ligger jo et kæmpe stort arbejde fra både trænerens og klubbens side i at få rekrutteret ordentligt i forhold til, hvad det er for nogle mennesker, vi har rendende. Om de kan indgå i et fællesskab. Når der skal skrives kontrakter, nytter det heller ikke noget at sidde og oversælge idéen om, at det er dig, der skal spille hele tiden, hvis det egentligt er mig. Hos tidligere klubber har jeg oplevet, at der er spillere på samme position, der er blevet lovet, at det er dem, der satses på, hvor der så pludselig er noget, der ikke passer sammen. Det er vigtigt, at jobbeskrivelserne passer sammen med både kompetencer og det, vi forventer af hinanden.

Det hører med til gamet at få nogle knubs, både rent fysisk, men også mentalt. For nogle gange vil der være ting, der går udover stoltheden, fortæller Henrik ærligt.

– Der er jo nogle, specielt de yngre spillere, som lige pludselig udvikler sig helt vildt over et halvt års tid. Pludselig er de dygtigere end de ældre spillere, som måske får mere i løn, og så er der noget, der ikke helt passer sammen. Der handler det om, hvordan man håndterer det. Om holdet kan bære, at der er en, der sidder og mugger ude i omklædningsrummet. Der kræver det enormt meget af én selv… at man indser, at enten så er han bare enormt meget dygtigere end mig, eller også arbejder jeg ikke hårdt nok. Vi skal kunne håndtere at tilsidesætte egne ønsker og behov for holdets bedste, og det tror jeg også, at langt de fleste af os kan i et eller andet omfang.

Ansvaret hos dig, mig og os

Holdspil kan være sårbart. Der er lige så meget menneskelighed, følelser og selvværd i spil, som i andre sammenhænge, hvor mennesker er samlet om at skulle arbejde for at nå et mål, og dynamikken er påvirkelig. For eksempel kan både nederlag i kampe og livsomvæltninger gøre noget ved et holds dynamik, siger Henrik.

– Det kan jo være, man lige er blevet far, og ikke får sovet i tre måneder. Det er jo ren terror. Så kan det være, jeg ikke kommer til træning, eller leverer det, jeg skal, men at jeg stadigvæk får en god løn. Så er der samtidig en klub og nogle holdkammerater, der godt kan forstå, det er hårdt at blive far, men som også har nogle forventninger. Og i bund og grund vil de faktisk skide på det, for vi skal vinde noget på søndag. Så er der lige pludselig den problemstilling, at vi ikke når det vi skal som hold, fordi der måske bare er én, som falder udenfor det, vi forventer af hinanden.

At være det bedste hold, også uden for banen, kan der også ligge nogle sejre i, siger han. Mange på holdet bliver nære venner, familierne finder sammen på kryds og tværs, og Henrik selv oplever, at der er et individuelt ansvar om at få gruppen til at fungere.

– I det halvandet år, jeg har været hos Aalborg Håndbold, er der sket mange ting. To er blevet fædre, nogle har forladt klubben, nye er kommet til, og nogle er blevet langtidsskadede. Og skader gør også noget ved folk. Det dér med at ryge ud af fællesskabet og miste en plads i hierakiet – der er nogle, der bliver helt bims af at gå derhjemme, når de er vant til at træne sammen med gruppen, men er nødt til at sidde for sig selv og træne med nogle elastikker. Det er fællesskabet, sammenholdet og de dumme jokes i omklædningsrummet, man savner.

Fakta

Navn Henrik Møllgaard

Født 2. januar 1985

Livret Mexicansk mad – al lasagne og spaghetti og kødsovs er ødelagt af hånd-boldlivet

Slapper af med Kaffe og musik

Bopæl Skovshoved (Gentofte Kommune)

Person, han beundrer Clement Kjersgaard. Jeg ville så gerne være i hans hjerne, for det går så stærkt

Hvad alle trinnene på banen har givet

Flere gange under samtalen joker Henrik med, at han ”glemte” at tage en uddannelse, men fik børn og spillede håndbold i stedet for, og erkendelsen af, at en sportskarriere også har en udløbsdato, ligger i baghovedet på ham. Han fortæller med et lille smil, at han som helt ung håndboldspiller aldrig havde troet, at han ville komme til at spille, til han var 34 år. Men tiderne har ændret sig, også inden for håndbold, og forholdene for spillerne er generelt mere bæredygtige i dag, når det kommer til at passe på kroppen. Alligevel er det en realitet, at når en håndboldkarriere slutter, er der fortsat plads til et langt, fremtidigt arbejdsliv. Henrik ved endnu ikke, hvad tiden efter håndbold skal byde på, men han ved, der følger nogle vigtige kvaliteter med den type arbejdsliv, han har haft.

– Jeg vil rigtig gerne fællesskabet – og jeg vil rigtig gerne hjælpe fællesskabet. Gennem årene har jeg jo kunnet se, at det ikke er alle, der vil det. Nogle har nok i sig selv, og der er vi forskellige. Derudover, så er vi jo sådan set til eksamen hver onsdag og søndag, når der er kampe, så vi er vant til at arbejde under pres og deadlines. Jeg tror, der er mange virksomheder, der efterspørger de her ting. Mange af os er måske bogligt bagud i forhold til vores jævnaldrende, men til gengæld har vi nogle unikke kvaliteter i forhold til netop det med at indgå i teams, arbejde under pressede forhold og det at kunne levere hele tiden. Vi er også vant til rejse os igen, når vi fejler. At skulle vokse ud af det, frem for at det tager magten over os. Engang imellem pisser vi ved siden af og spiller dårligt, men vi står der jo igen på søndag og skal have det til at fungere.

Erfaringen og reflektionen er tydelig, når man taler med Henrik. Han er en dreven herre, der har prøvet lidt af hvert inden for sit fag. I tre år boede han med sin familie i Paris, mens han spillede for Paris Handball. Det var en tid med en mindre fællesskabsfølelse og mere konkurrence blandt spillerne, men det gav en masse og dyrebar erfaring, fortæller han. Og så er der landsholdet og alle landskampene. Med al erfaringen kommer også udviklingen, og det sted, hvor han befinder sig i dag, er ganske anderledes, end da han som helt ung spiller så småt blev kendt i offentligheden.

– Som yngre, da jeg kom ind i håndboldligaen, betød det enormt meget for mig, hvad der blev skrevet om mig. Hvis jeg selv syntes, at jeg havde spillet rigtig godt, og det så ikke blev bemærket, og der rent faktisk var andre, der løb med hæderen,
 så kunne jeg godt blive en lille smule frustreret. Det brugte jeg
for meget tid på, og der er det jo, at det er befriende at få børn,
for så får man hovedet ud ad røven og får noget perspektiv på, hvad der foregår. Men det har jeg stille og roligt lagt fra mig, og
 nu er jeg meget ligeglad med, hvad andre synes om det, jeg har præsteret. Vi bruger jo enormt meget forberedelsestid på kampene, og vi laver nogle aftaler, der måske nogle gange kan virke skæve, set udefra – og alt det ved folk jo ikke noget om.
 Til gengæld betyder det meget for mig, hvad holdkammerater, trænere og klubledelse synes om min præstation. Men hvis der skulle sidde en journalist på Ekstra Bladet og sige, ”ej, det var ikke hans største aften”, så kan jeg godt skille de ting ad, for journalisten har ikke været der. Vedkommende har set 60 minutter og måske forventet nogle andre ting, men aner ikke en klap om alt det andet. Specielt som landsholdsspiller bliver de ting virkelig sat på prøve. Der skal man virkelig passe på med ikke at forsvinde ind i det univers, hvor man skal læse alt om en selv og bekymre sig om det. Så kan det godt være, at TV2 synes noget, men de har ikke været til taktik-møde, de har ikke været til træning, og de har ikke været nede i omklædningsrummet… For mig handler det om, hvad træner og hold forventer af mig.

At spille på landsholdet – og hvile i det

Dét, at kunne være i sin egen boble, når det handler om at hvile i sin præstation, betegner Henrik som lidt af en gave.

– På et tidspunkt fandt jeg ud af, at min præstation ikke bliver dårligere af, at Mikkel Hansen laver otte mål, og jeg laver seks. Der er en modningsproces i at skulle finde sig til rette i elitesportsmiljøet, og at skulle føle sig tryg i det, frem for at kigge sig over skulderen hele tiden. Jeg er vokset mere og mere ind i at være tryg ved mig selv og det, jeg kan – og også i at erkende de ting, jeg ikke kan. Der er nogle, der vil have mig på godt og ondt, og så gør jeg det bedste, jeg kan, i de rammer vi nu har.

Til januar er der EM, hvor Henrik er at finde på sin forsvarsplads på landsholdet. Og at spille med landsholdet er noget ret specielt, når man er vant til en bestemt rolle fra den faste klub, man spiller hos.

– Vi kommer jo 16-17 stykker og er vant til nogle faste roller hjemmefra, og så kan man måske gå fra at spille fuld tid og være stjerne til at være marginalt med eller joker. Og at få det til at fungere, er specielt på et landshold. Der er jo også nogle, der sidder ude og er irriterede over, at det er nogle bestemte, der spiller hele tiden. For eksempel skal jeg selv affinde mig med udelukkende at spille forsvar, fordi der er nogle andre, der bare er bedre til at spille angreb. Og det kan jeg ikke sidde i omklædningsrummet og være sur over… det skal jeg affinde mig med eller blive hjemme. Det er min holdning. Det er også specielt, fordi vi jo kan være sammen alle sammen i fire uger i træk, bo på to-mandsværelser, og derefter ser vi måske ikke hinanden i tre måneder. Men det giver mig også energi at tage af sted og være sammen på den måde.

Mon Henriks piger skal spille håndbold? Det vil tiden vise, siger han.

– Jeg håber da, jeg skal træne mine piger i et eller andet og være en del af deres liv på den måde. Så jeg ikke bare bliver ham dér pacer-faren, der står på sidelinjen og råber, slutter han med et grin.