Svejseos og hjerteblod

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto JOHNY KRISTENSEN

Christina Ørskov er ejer og direktør af Orskov Yard, der har været en fast del af havnen i Frederikshavn siden 1958. Hun er tredje generation i den succesfulde familievirksomhed og sidste år blev hun kåret til årets nordjyske ejerleder. Men faktisk var det slet ikke meningen, at hun skulle have siddet der, hvor hun sidder i dag.

Det er store skibe, der kommer på besøg hos Orskov Yard i Frederikshavn. Det kan man se allerede fra hovedvejen. Men det giver alligevel et sug i maven, når man kommer ind på området og står helt tæt på et af de (meget) store skibe, der ligger i tørdok. Christina Ørskov er opvokset i den maritime branche, fordi det var hendes farfar, der i sin tid startede Ørskov Værft tilbage i 1958. Siden da har virksomheden både nydt stor succes og haft de nedture, der følger med i en branche, som næsten blev tvunget i knæ, da der kom øget konkurrence fra Østen.

Styr på processen

Christina har en dejlig simpel forklaring på, hvad de beskæftiger sig med hos Orskov Yard i dag.

– I min verden, der burde folk jo vide, hvad vi laver, griner Christina.

– Vi reparerer og servicerer skibe. De skal jo på værksted akkurat ligesom en bil. En bil skal til syn hvert andet år, hvor et skib skal have samme syn bare hvert femte år.

Skibene kommer også på Orskov Yard, når de skal repareres, opgraderes eller bygges om. Christina fortæller, at det kun er størrelsen på dokken og havnens sejldybde, der afgør hvilke skibe, virksomheden kan tage ind.

– Det allerstørste skib, vi nogensinde har haft, kommer i midten af juli. Det er et af de helt store krydstogtskibe. Vores største dok er 215 meter og skibet er 213 meter, så det er lige på kanten, men den kan komme ind, fortæller Christina.

Med skibe i den størrelsesorden er det vigtigt, at der er fuldstændig styr processen, når de skal i dok. Derfor er der ofte dykkere, når skibet sejler ind, som tjekker, at det står helt rigtigt. Hvis skibet krænger over, fordi der ikke var styr på klodserne, så er det, mildt sagt, et større problem, end hvis bilmekanikeren laver en fejl med liften.

Fra nybyg til reparation

Indtil 90’erne byggede Ørskov Værft næsten udelukkende nye skibe. Men konkurrencen fra Østen begyndte at blive større, og det kunne efterhånden mærkes i Frederikshavn. Ørskov fik dog en stor kontrakt på fire fiskeskibe med option på 16 mere til den russiske regering.

– Deres fiskeflåde var på det tidspunkt meget forældet, så der var et stort behov. Men at arbejde sammen med russerne var ikke nemt. Det var virkelig en udfordring. Men vi troede virkelig på, at det nok skulle gå igennem. Der var et stort potentiale og de havde, som sagt, et stort behov derovre. Så vi byggede simpelthen de her skibe for vores egne penge, men desværre viste det sig, at de hoppede fra kontrakten og alt faldt til jorden. Så vi stod med fire mere eller mindre færdige skibe, der var bygget for vores egen pengepung.

På det tidspunkt var de så småt begyndt at overveje andre veje end at bygge nye skibe, men da samarbejdet med russerne gik i vasken, gav det pludselig sig selv. I 1999 lukkede Danyard, hvor Ørskov fik mulighed for at overtage deres dokke, og så var der mere potentiale i reparation og ombygning end nybygning.

– I 2003 lavede Jeppe og jeg det, der i dag hedder Orskov Yard. Altså vi lukkede Ørskov Christensens Stålskibsværft ned og lavede det til Orskov Yard. Vores far var stadig er del af ejerkredsen.

Da der var to værfter i byen, der var lukket inden for en meget kort årrække, var det kun naturligt at Frederikshavn var noget mærket af situationen. Derfor var der ikke mange, der troede på, at Orskov Yard kunne overleve.

– Man havde nok ikke helt troen på det, og kaldte os mere eller mindre en døgnflue. Vores daværende borgmester, Erik Sørensen, han var ude og lave byen om fra ’værft-by’ til ’værtsby’, så man ville gå ind i turisme. Det ville Jeppe ikke have på sine skuldre, så det skulle vi nok sørge for ikke kom til at passe. Der gik heller ikke andet end et par år, så tog han jo også ordene i sig igen på en god og humoristisk måde, vores gode borgmester. Så det blev en ’værft-by’ igen, smiler Christina.

Temperament og tålmodighed

Christina er den fjerde Ørskov, der sidder i direktørstolen, og hun nyder at kunne dele historier fra fortiden med de ansatte, der ofte har været der i mange år.

– Nogle af dem, der har kendt os, siden vi kom gående med vores far i hånden, er her stadigvæk. Det er så hyggeligt, når vi har jubilæer og sådan noget, for så har jeg dem altid inde til en snak. Vi er altid tilbage i gamle dage, sådan er det jo altid.

Farfaren Arne Ørskov Christensen, der startede værftet i ’58, er kilde til mange historier.

– Han var københavner med stort K. Han kom til Nordjylland, fordi han fik arbejde som maskinmester på Kragskovhede. På det tidspunkt var min far bare dreng. Da min farfar besluttede sig for at lave et værft, troede folk, at han var tosset. Altså virkelig tosset, for der var jo allerede Frederikshavns Værft, hvorfor skulle der mere til? Han havde heldigvis en bankmand, der godt kunne se idéen i det og støttede op om ham. Det var startskuddet. Men hvad jeg ikke har af historier om hans temperament, griner Christina.

– Han gik nede på pladsen, og kunne finde på at udbryde; ’Du er fyret, for du laver ikke nok!’ Dagen efter; ’Hvor er Jens Peter henne?’ ’Du fyrede ham i går’ ’Få ham tilbage!’. Det var jo sådan, det var dengang, men det var aldrig gået i dag.

Christinas far var af en noget mere tålmodig støbning, men var alligevel meget stringent.

– Når han går en tur på pladsen hernede, er det næsten som om folk klapper hælene sammen. Han behøver ikke at hæve stemmen, for der er bare en dyb respekt. Jeppe havde lidt mere af min farfars temperament.

Fakta

Navn Christina Ørskov
Job Direktør for Orskov Yard
Uddannelse Advokatsekretær
Civilstand Forlovet med Tom, som hun har været sammen med i 14 år
Familie Et barnebarn, to bonusbørn, samt sønnerne Daniel og Frederik
Fritid Sejler om sommeren og bygger LEGO om vinteren

Mistede broren

Med en baggrund som skibsingeniør, var Christinas bror, Jeppe, den oplagte arvtager efter faren. Derfor var det ham, der satte sig i direktørstolen, da Christina og Jeppe stiftede Orskov Yard i 2003, mens hun blev formand for bestyrelsen. I 2007 modtog Jeppe og Orskov Yard endda Frederikshavn Kommunes Vækst og Viljeprisen, der hvert år bliver uddelt til en virksomhed, person eller organisation, som har ydet en ekstraordinær indsats i forbindelse med erhvervsudviklingen i Frederikshavn Kommune.

Orskov Yard var kommet godt i land efter den krise, som branche gik igennem i 90’erne. Men i 2014 blev familien ramt af sygdom.

– Jeppe fik en blodprop i Østrig, som han med nød og næppe overlevede, og skulle bruge noget tid på at komme sig, fortæller Christina.

Hun blev stedfortrædende direktør og faren vendte tilbage fra sit otium i Spanien.

– Han kom tilbage og var teknisk støtte til vores projektafdeling. På det tidspunkt var Jeppe ikke dødssyg. Vi troede faktisk, at han overlevede, men så viste det sig, at Jeppe havde lungecancer. Om blodproppen havde fået den aktiveret eller om lungecanceren var skyld i blodproppen, det finder vi aldrig ud af. Vi troede i hvert fald, at Jeppe var på rette vej. Han fik blodproppen i februar og var tilbage på arbejde i august. Men så faldt han om i slutningen af september. Det var først der, at alle fandt ud af, at han havde lungecancer. Der var ikke nogen, der vidste det, før han blev indlagt og var igennem en masse undersøgelser. Der gik faktisk næsten en måned før, de fandt ud af det. Så der var det for sent. Man tror jo, et eller andet sted, at han skal nok komme sig, indtil han kom på hospice. Der vidste vi, at så var det slut. Og der gik kun ti dage, før han døde, fortæller Christina.

Ved et mærkværdigt tilfælde blev Jeppe bisat på den nøjagtige årsdag for hans blodprop. På trods af, at Christina ikke havde den tekniske baggrund, var hun fast besluttet på at føre firmaet videre. Hun følte et stort ansvar for de mange ansatte og leverandører, så der var ingen tvivl om, at firmaet skulle blive i familien. Hun var dog bevidst om, at hun havde brug for en med den tekniske viden, som hun manglede, så midt i sorgen satte de en rekrutteringsproces i gang.

Et nyt partnerskab

– Alle de spørgsmål fra både folkene, leverandører, kreditorer – alle! ’Hvad skal der ske og hvad gør I?’ De vidste jo godt, at jeg ikke havde den tekniske del. De vidste også, at min far ikke var der, hvor han skulle ind i firmaet igen. Jeg havde godt nok hele tiden sagt, at vi skulle fortsætte. Vi skulle nok finde den rigtige, der kunne komme ind. Hvad skulle jeg ellers lave, siger Christina med et eftertænksomt smil.

– Man er jo født og opvokset ind i det. Som jeg altid siger, så er svejseos den bedste duft. Så kan de godt pakke alle deres Chanel- og Gucci-parfumer sammen.

Deres søgen efter en teknisk direktør sluttede hurtigt, da Christina mødte Lars Fischer.

– Jeg var ikke et my i tvivl om, at det ham, det skulle være.

Lars Fischer er uddannet skibsingeniør, ligesom Jeppe, så han havde de rette kompetencer. Derudover beviste han hurtigt sit værd og var et godt match med Christina, så han blev sat ind som administrerende direktør efter halvandet år. Christina er den udadvendte af de to, og hun kæmper for den maritime industri i Nordjylland.

– Jeg kalder os slet ikke et udkantsområde, vi er et vandkantsområde. Men der er bare dobbelt så langt fra København til Nordjylland end omvendt. På alle måder! Hvis vi skal have nogen herop, så er det jo med overnatning. Det er jo så lang en tur, siger Christina med en tydelig frustration.

– Vi andre drøner til København to gange om ugen. Det er dybt godnat. Det er faktisk lidt skræmmende, at man stadigvæk møder mennesker, der aldrig har været i Nordjylland.

Christina påpeger at Frederikshavn har en vigtig placering på det maritime kort.

– Vi har det tredje mest befærdede sejlstræde i hele verden. Det ligger lige herude, fortæller hun og peger ud af vinduet.

– Der kommer over 100.000 skibe igennem om året. Som vi så tit laver gas med, så mangler vi bare et stort neonskilt, hvor der står ’Orskov Yard – denne vej’. Men vi ligger strategisk rigtig godt, altså Frederikshavn Havn. Det værste, der kunne ske for os, var hvis vi fik en borgmester i byrådet, der ikke forstod industrien.

Ingen pres hjemmefra

Igennem opvæksten var værftet en stor del af familiens liv.

– Min mor var hjemmegående og min far så vi ikke, for han var af sted på arbejde. Han mødte klokken syv hver morgen og kom hjem klokken syv om aftenen. Vi kunne måske spise sammen, men så satte han sig og arbejdede. Hver lørdag formiddag var Jeppe og jeg med vores far på arbejde. Han åbnede post, mens vi drønende rundt på gangene og hentede stempler, så vi stemplede løs. Det var bare en stor del af vores liv. Vi havde en fast skiferie hvert år, hvor vi var samlet. Men min far arbejdede rigtig meget og rejste også meget. Det var bare sådan, det var. Vores mor var der til at ordne alt det praktiske og være en del af os, så jeg kan slet ikke mindes, at der var noget negativt i det, fordi vi havde ikke prøvet andet.

Da de blev lidt ældre fik både Jeppe og Christina sommerferiejob i virksomheden.

– Jeppe var fem år ældre end mig og begyndte med et sommerferiejob på pladsen. Da jeg startede, var det i administrationen. Dengang var der jo ikke kvinder, der var ude og få sorte fingre, så det lå ikke i kortene.

Jeppe og Christina er aldrig blevet presset af deres forældre til at tage del familievirksomheden.

– Det var helt op til os selv. Det var udelukkende Jeppes eget valg, da han læste til skibsingeniør. Jeg valgte at blive advokatsekretær og startede café og restaurant ude ved Sæby sammen med min mand, der nu er min eksmand.

Faren er guld værd

Christinas mor døde pludseligt i ’91, hvilket var et hårdt slag for de to børn og deres far. Jeppe boede på det tidspunkt i Miami, hvor han arbejdede på et værft. Han ville egentlig havde læst økonomi i San Diego, men da moren døde tog han hurtigt en beslutning om at vende hjem til Danmark.

– Vi var fuldstændig uforberedte. Også fordi hun var denne her støtte. Selv om vi var flyttet hjemmefra, så arbejdede min far jo bare. Jeg har jo nok haft det her far-datter forhold, hvor man kunne sno ham lidt om lillefingeren, hvor Jeppe nok kunne have lidt svært ved det. Der kan far og sønner jo godt have lidt; ’Jaja, det er godt. Man skal jo ikke snakke for tæt.’ Min mor prøvede meget med Jeppe og min far, men da min mor døde, vendte min far fuldstændig rundt. Han var der fuldt ud for os og omvendt. Det var selvfølgelig også en af grundene til, at Jeppe valgte at komme hjem. Der var et behov for os tre sammen. Vi blev virkelig tætte os tre, og mere og mere igennem alle årene.

Christina er glad for, at faren stadig er en del af virksomheden.

– Han er 79 år og still going strong. Han sidder som bestyrelsesformand i værftet. Da Jeppe blev syg, kunne jeg jo ikke sidde som både bestyrelsesformand og direktør, så min far tog min plads. Vi har en aftale om, at den dag han siger stop eller ikke er her længere, går jeg ind og tager den post igen. Nu har vi jo Lars som administrerende direktør, så nu kan det lade sig gøre.

På trods af, at arbejdet med værftet havde fyldt meget, så var det med ro i maven, at faren slap tøjlerne og gav ansvaret for virksomheden videre til sine børn.

– Vi var dybt imponerede, Jeppe og jeg, over at han kunne lade være med at blande sig. Det gjorde faktisk, at vi brugte ham endnu mere, fordi den vendte den anden vej rundt. Det var os, der ringede til ham. Jeg tror, det er på grund af erfaringen fra hans egen far, for min farfar havde svært ved at give slip i sin tid. Men det gjorde min far.

Han elsker at komme herned, men det er ikke for at sidde og snage. Han kommer ned og læser sin avis, så får vi en lille snak om hvad status er. Det er guld værd at have ham.

Næste generation

Hverken Christinas sønner eller Jeppes børn bliver presset til at overtage Orskov. De får dog alle muligheden for være så stor en del af virksomheden, som de ønsker. På den måde er de forberedte, hvis lysten kommer til at overtage Christinas stol en dag.

– Det er slet ikke sikkert, at der er nogle af dem, der vil. De fire får det nøjagtigt ligesom Jeppe og jeg gjorde. De bliver overhovedet ikke presset ind i det. Luna (Jeppes datter) har ikke været hernede og arbejde, men de har de tre andre, ligesom Jeppe var i sin tid. De startede på magasinet, hvor man bliver sendt ud for at finde en venstrehånds-skruetrækker og bliver sendt til bageren for at hente jordemor-kager. De har været igennem det hele og hoppet i, som alle andre også gør. De er med i vores bestyrelse som observatører for at få et indblik i virksomheden. Om, der er nogen af dem, der vil herned, det vil tiden vise. Der er bestemt potentiale. Luna er den yngste og bliver snart student. Malte er 24 år og læser erhvervsøkonomi. Han er bosiddende i København, men læser det faktisk i Aalborg. Den næste er Daniel, der er min yngste søn. Han er 26 år og er ved at læse til maskinmester. Han er den af dem alle sammen, der har været hernede mest og arbejde. I hans praktik var han faktisk ved Vestergaard, men gik på nogle af skibene her hos os. Min den ældste, Frederik, er uddannet på CBS og arbejder ved et kapitalfirma i København.

– Vi må se, hvad de vælger, når den tid kommer. Men de bliver i hvert fald informerede. Jeg vil da sige, at det som Jeppe og jeg blev kastet ud i, i sin tid med at gå ind i bestyrelsen efter vores mor var væk, det gav jo rigtig meget. Det gav indblik i noget, som man ikke tænker over i dagligdagen. Det var da også helt klart en af grundene til, at jeg sagde okay, at jeg ville ind, selvom jeg egentlig havde sagt, at det ville jeg ikke. Så, vi må se hvad fremtiden bringer, afslutter Christina med et smil.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*