Hvad er en kunstners mission? For forfatter Bent Haller er det at finde svaret på, hvad det betyder at være menneske. Han har endnu ikke fundet den sidste brik til puslespillet, og bliver derfor ved med at skrive i håbet om, at den gemmer sig i næste bog.
Siden Bent Haller debuterede i 1972, er det blevet til over 100 bøger. I det katalog gemmer der sig flere klassikere, som stadig bliver læst i dag af både børn og voksne, som for eksempel Kaskelotternes Sang, Fuglekrigen og Katamaranen. Bent Haller er født i 1946, og voksede op i Bangsbostrand ved Frederikshavn. Han havde det ikke nemt som barn, men ser med mildere øjne på fødebyen, som årene er gået.
– Det er jo ikke fordi, der er noget galt med Frederikshavn, som sådan. Hvis jeg var født i Hjørring eller Brønderslev, så havde det jo været der. Det har jo noget med personen at gøre. Men man kan også sige, at først så former den by, hvor man har sit udgangspunkt – den former en. Hvis man så bliver ældre forfat-ter, er det forfatteren, der former byen. Der er payback time på mange måder, siger Bent med et skælmsk smil.
– Jeg troede, da jeg var yngre, at det var byen, der var noget i vejen med. Man kan sige så meget om det, men det er jo ens over det hele. Hvad siger naboerne og alt det, som min mor gik vældig meget op i. Jeg anklagede også skolen, men efterhånden, som jeg bliver ældre, finder jeg ud af, at det ikke er skolen, det er ikke min familie og det er ikke Frederikshavn, der er noget galt med. Det er mig selv. Det affarver jo også den måde, man beskriver på. Så der er stor forskel på, hvordan man beskriver sin by som 30-årig og som 75-årig. Det er klart. Det er ikke noget med, at man bliver rundere med alderen og kan sortere en masse af skidtet fra. Det er også, at man får en større forståelse af sig selv. Det er meget det, kunstnerisk arbejde går ud på. Det er at finde ud af, hvem man er. Hvis jeg kan finde ud af, hvem jeg selv er, så kender jeg også dig. Det er derfor, jeg synes, det er vigtigt. Det er ikke et narcissistisk projekt med hele tiden at have fokus på sig selv. Det er mere noget med at forstå, hvordan det er at være menneske. Så derfor bliver omgivelserne også brugt. Man kan komme til at genere nogen eller gøre nogen ondt, fordi man går tæt på sig selv og så kommer man også tæt på andre, fortæller Bent Haller.
Han har ofte brugt sine egne oplevelser og historie og omgivelser som inspiration. Det gjaldt for eksempel bogen ’Når krigen slutter’, hvor Bent skrev om sin mor, hvilket gav ballade i familien efterfølgende.
– Der er kun det at sige til det, at hvis man søger sandheden, så må det gøre ondt. Der er ikke andet at sige til det. Man sætter sig jo ikke for at lave sådan et projekt, for at fortælle nogen noget, hvis det ikke er meget vigtigt for en selv.
Bents forfatterskab har været et forsøg på at forstå sig selv og sin egen historie, så derfor er han selv en del af fortællingen.
– Jeg har spillet alle rollerne. Jeg er ikke asocial, men jeg er uden for sociale cirkler. Så det vil sige, at jeg tager tit mål af ikke bare de nære omgivelser, men også i relation til mig selv. Jeg bruger mig selv som model og på den måde kan jeg være både mand og kvinde, barn og voksen, gammel og ung. Altid efter hvor jeg skal hen med det, jeg laver. Jeg plejer at sige lidt flot, at jeg har levet, indtil jeg blev omkring 20 år. Jeg har oplevet det, jeg skal bruge, indtil jeg blev 20 år, og så er det gentagelse resten af tiden. Jeg skal hele tiden tilbage til, da jeg var barn og så op til nutiden.
Den sidste brik
Når Bent Haller begynder på en ny bog, er det altid med håbet om at finde den sidste brik til puslespillet.
– Det er lidt floskelagtigt, men det er et meget godt billede, at der er en torn i kødet, som gør ondt, men man ved ikke, hvor den sidder, så man skal have fat i den på en eller anden måde. At man fører en ny brik til, og siger ’Det må være der, jeg skal henad. Det er der, jeg har jeg en historie. Den betyder et eller andet.’ Når den så er færdig, kommer ud og bliver en vare på købmandens disk, så viser det sig altid, at det er ikke den. Jeg skal et andet sted hen. Jeg har en ide om, at hvis jeg når det, hvis jeg når at blive gammel nok og dygtig nok til at jeg kan få enderne til at nå sammen som en cirkel. At mit liv har været et af de puslespil, hvor det ikke er noget motiv. Motivet er der ikke, før den sidste brik falder på plads. Så hvis jeg finder den, hvis det er den, jeg sidder og arbejder med nu, så er jeg færdig. Det tror min hustru ikke på. Jeg bliver ved, til jeg falder om, siger hun. Men det er i hvert fald den idé, jeg har. At der mangler noget. Der bliver ved med at mangle noget. Det er aldrig tilfredsstillende. Jeg er aldrig tilfreds med det.
Når Bent har afleveret en bog til forlaget, har han ingen lyst til at beskæftige sig med den igen.
– Jeg tager aldrig ud, for jeg vil ikke tale om mine bøger. Jeg er færdig med dem, og særligt hvis det er ældre bøger. Mine bøger er døde, når jeg er færdig. Jeg interesser mig kun for det, jeg sidder med nu, fortæller Bent med eftertryk.
Den ene brønd er tom
Bent Haller har i mange år skrevet bøger til både børn og voksne, men noget har ændret sig.
– Nu er jeg blevet færdig med børnelitteraturen. Den brønd er tom nu. Det kan jeg mærke et eller andet sted inden i mig. Det er kommet et helt andet sted hen, og så duer det ikke at henvende mig til børnene. Det er sket for et par år siden, så nu koncentrerer jeg mig helt og fuldt om mine romaner. Jeg har jo skrevet et portræt, der hedder: ‘Det man husker’ og et, der hedder ‘Det man skriver’. Den nyeste hedder ‘Det man forestiller’, og er filosofisk og kunstnerisk. Det er det, jeg sidder med nu. Det er tre portrætbøger, og når jeg kalder det portrætter og ikke romaner, så er det fordi, det lægger sig op til nogle erindringsbilleder. Jeg kan lave tre selvportrætter, der bliver fuldstændig forskellige. Selvom det er den samme mand, kan man godt se, at det er lavet på forskellige måder. Det er sådan, jeg også har gjort det med bøgerne. Det er den samme mand og den samme historie, men det er set fra en anden synsvinkel. Der har jeg lavet sådan et triptykon (tredelt billede, red.) nu, hvor jeg arbejder på den sidste.
Bent fortæller, at han aldrig har holdt pause mellem to bøger, for der altid er en ny idé, der har sig fast, netop som han er ved at afslutte en bog. Den uophørlige drift sammenligner han selv med en form for sygdom.
– Det er fordi, jeg har fat i noget, men jeg har ikke fat i det rigtige. Det får jeg måske aldrig. Det er sikkert sandsynligt, at det gør jeg ikke – men indtil da, så driver det mig fremad. Det har jo også gjort, at jeg måske i forhold til familien har været meget fraværende. Nu er det også et liberalt erhverv, jeg har. Man kan ikke tillade sig at sige nej til et job, så derfor har jeg tit haft en hel masse til at ligge og rode i hinanden. Jeg har skullet aflevere en skulptur, samtidig med, at jeg også skulle aflevere et skuespil, eller hvad det nu har været, fordi jeg kunne ikke sige nej. Så jeg har været vant til hele tiden, at mit hoved kører. Det skal man være indstillet på som kunstner, ellers går man i stykker på det. Det kan man ikke holde til, hvis det ikke samtidig er en drift. Det kan ikke lade sig gøre, fordi så kører det af sporet, tror jeg. Det er noget med at have den der pisk over nakken. Når jeg lige er ved at være færdig med en bog og det nye begynder, så er det fordi, jeg har fornemmelsen af, at det var så heller ikke den her bog. ’Det var heller ikke den, du skulle have fat i. Du er nødt til at lave en til.’
Født som kunstner
Det kan være ensomt at være forfatter, men om det var derfor, at Bent valgte det job, ved han ikke.
Han beskriver sig selv som tilbageholdende og sky, og begyndte at skrive digte som teenager.
– Det var måske også fordi, jeg var det barn, jeg var, som gerne ville trække sig lidt tilbage. Samtidig med at have den der på fornemmelsen derhjemme, at man må heller ikke gøre opmærksom på sig selv. Slet ikke, når man er barn. Du vil ikke gøre opmærksom på dig selv, fordi så får du problemer. Jeg var ret hurtig til at opfange, at du skal være ligesom de andre. Når de hyler, så skal du også hyle op. Når de løber, så skal du også løbe, selvom du egentlig ikke aner, hvorfor du gør det. På den måde fik jeg stort set lov til at være i fred, men det var tidligt, jeg begyndte at interessere mig for malerier og digte, som der jo slet ikke var nogen i familien, der forstod, hvad det var for noget. Min far var ikke sådan en, der sad med børnene og lavede noget med dem. Det var han absolut ikke. Han var en, der gik på arbejde. Når han kom hjem, skulle han sove. Han skulle betale regningerne til tiden og sørge for familien og alt det der, men jeg kan huske, at han havde mig med på maleriudstilling. Det var noget så usædvanligt. Jeg var i korte bukser, så jeg har været en bette knægt. Det var sådan nogle trommesals-malerier – blomsterbilleder, den stråtækte bondegård, en kronhjort, der står og brøler. Sådan noget der, som jeg var vildt fascineret af. Jeg begyndte at interessere mig for billeder, der står stille. Det har jeg stadigvæk – jeg vil hellere have et billede, der står stille fremfor dem, der flimrer hele tiden. Så jeg har været tidlig ude, og det er fordi, jeg tror, at jeg er født sådan. Jeg har ikke fundet vejen. Det er vejen, der har fundet mig. Så fanger bordet. Uanset talent eller hvad det er, uanset om du rent kunstnerisk taber det der, så er du nødt til at gå den vej, for du har ikke andet, du har ikke andre muligheder.
Diagnose gav ny forståelse
For nogle år siden blev Bent Haller diagnosticeret med Aspergers, som er en form for autisme.
– Det er igen noget, hvor der kan komme en ny vinkel på historien. Jeg har det fint med at have Aspergers. Det generer mig overhovedet ikke. Jeg tror tværtimod, at det giver mit arbejde et eller andet bestemt, men det kan jeg godt sige som olding. Som barn var det meget svært for mig, fordi jeg ikke vidste noget. Det vidste man jo ikke dengang. Fordi jeg kunne klare mig i skolen ligesom alle andre, så kunne jeg godt få lov til at sidde og glo ud ad vinduet. Det brugte jeg masser af tid på. Jeg kunne læse og skrive, så fik jeg lov at sidde nede bagerst. Jeg var så stille, at læreren somme tider glemte, at jeg var der. Der var uro nok med børn, der skulle have tæsk hver dag, og så sad den lille Bent nede i hjørnet dernede og kiggede. Han passede sig selv. Det var der ingen grund til at lave noget som helst ud af det, griner Bent.
Efter Bent har fået konstateret Aspergers, kan han genkende nogle træk hos sin far og bedstefar.
– Bagefter kan jeg se det med min far og min bedstefar. Jeg kan huske, at jeg undrede mig over min bedstefar. Han blev over 80 år, hvilket er meget gammel for den der generation. Min mor var så forarget over ham, fordi de ville op og besøge ham, og så siger han, ’Hvad vil I egentlig?’ Det siger man jo ikke til folk, der kommer og besøger en. Han har selvfølgelig været ved et eller andet og er blevet forstyrret. Hvis du har Aspergers, så bliver du forstyrret hele tiden, hvis der kommer nogen, og trænger ind i boblen. Sådan var min far også, og så kan jeg jo se, at det hænger sammen på en eller anden måde.
Efteraber
Bent havde det ikke nemt i livets første år, hvor han i dag forstår, at det var Aspergers, det spændte ben.
– Det var skrækkeligt at være barn, synes jeg. Det var en jammerdal, fordi man ikke forstod sin situation. Så kan man forstå det bagefter. Livet skal forstås baglæns, men leves forlæns, som Kirkegaard siger. Jeg kan huske, at min mor var fortvivlet over min far somme tider. Hun sagde, ’Han tier mig ihjel’, fordi han sagde jo ingenting. Hun forstod det heller ikke. Der var ingen, der forstod det. Man kendte det ikke dengang. Man var bare sær eller en original. Folk fik lov til at gå og passe sig selv nogle steder, men det er farligt som barn. Der er derfor, det var vigtigt at blive efteraber og ligne de andre. Så snart jeg kom op i 14-16 år, kunne jeg slippe det og være ligeglad, for jeg mødte en, der var ligesom mig selv for første gang. Vi behøvede sådan set ikke at tale sammen, for vi kunne se det. Og så det, at vi var to, så kunne vi blæse alt det andet et stykke. Det blev sådan en frigørelse.
Bent er glad for, at han fandt den rette vej i arbejdslivet.
– Hvis ikke jeg havde fået mit talent, hvilket er at være kunstner, så tror jeg ikke, at jeg kunne eksistere i det her. At jeg har ikke kunne passe ind nogen steder. Jeg kunne ikke være ude på en arbejdsplads. Jeg gik jo og gemte mig hele tiden, for at komme væk. Jeg kunne ikke arbejde nogen steder, så hvis ikke jeg har kunnet finde et arbejde, hvor jeg kan sidde for mig selv, så var jeg gået til. Det er det samme problem, der kan være med de børn i dag. De skal sluses det sted hen, hvor de kan udvikle sig, uanset næsten hvor det er henne, så skal man dyrke det. For ellers har de ikke så stor en chance for at klare sig. De kan ikke klare sig i et almindeligt ræs, hamsterræs, som tilværelsen er i dag.
Det har været vigtigt for Bent at tale åbent om sin Aspergers-diagnose for at vise, at man sagtens kan få et godt liv.
– Det er ikke ensbetydende med, at man går ned med flaget. At man fortæller andre, særligt børn og unge mennesker, at du har chancer. Det kan godt lade sig gøre.
Mennesket bag myten
Igennem vores samtale er Bents nyeste projekt dukket op flere gange. Muligvis er det her, hvor sandheden om mennesket gemmer sig og han endelig finder den sidste brik, der giver ro. Bogen hedder ‘Det man forestiller’ og handler om, hvad billedet forestiller. Når man ser et portræt, hvem er det så egentlig, der gemmer sig bagved? Bents egne ord om projektet vidner om, at han muligvis er tættere på at finde den afsluttende brik end nogensinde før.
– Hvad er det, du viser? Viser du mennesket eller er det en kunstnermyte? Hvor er du henne, når du møder folk? Det er forfatteren, det er ikke Bent. Det er ikke mennesket. Når man skal fortælle om, hvordan man er, så fodrer man bare på en kunstnermyte. Når jeg har lavet portrætter, så har jeg malet lag på lag, hvor jeg nu skal den anden vej. Jeg skal have fat i en spartel og skrabe væk til der er en struktur, hvor skitsen ligger. Dér ligger mennesket. Det er ikke bag alle de lag, hvor der kommer flere og flere masker på. Det er ikke mennesket, og det er jo det, vi skal have fat i. Det skal ikke være kunstneren – vi skal have fat i mennesket. Det er det, der er vigtigt. Det er det, vi prøver på, afslutter Bent.
