Sebastian Aagaard-Williams – Fra barnestjerne til teaterskuespiller

Tekst CECILIE WENNERLIN | Foto Johny Kristensen

Det er en eftermiddag fuld af solskin og maj-blæst, da vi bliver vist ind i den mennesketomme café på Aalborg Teater. Det er ikke længe siden, der endelig blev givet grønt lys til at kulturstederne måtte slå dørene op efter måneders nedlukning. På teatret er der en tydelig atmosfære af glæde over at være i gang igen, blandet med den vagtsomhed, de fleste af os går rundt med det meste af tiden. Mundbind, afstand, undertrykte impulser fra hænder, der stadig husker, da vi gav håndtryk, og det næsten undskyldende smil, når man lægger hånden på hjertet eller giver et lille vink som hilsen i stedet. Der går et øjeblik, inden ham, vi skal tale med, dukker op.

Han hedder Sebastian Aagaard-Williams, og er du omtrent lige så gammel som jeg – det vil sige omkring de 30 år – så vil du sikkert vide præcis, hvem han er, hvis jeg begynder at synge ”Vi gi’r den op, yo!”, eller hvis jeg siger ”Jesus & Josefine”. I midten af 00’erne var Sebastian nemlig aktuel i drengegruppen B-Boys som deltager i MGP, og umiddelbart efter medvirkede han i familiejulekalenderen ”Jesus & Josefine”, hvor han spillede rollen som Jesus. Siden er det blevet til en fuldført skuespilleruddannelse, en fastansættelse på Aalborg Teater og fin samling af spillede roller. Denne her eftermiddag på teatret skal vi høre lidt om det hele. Det var i 2003, og det var et ret vildt år. Jeg husker det som værende ret ekstremt, men på en god måde. Jeg var også med i en film samtidig, så det var alle tre ting samme år.

Vi taler om dengang, Sebastians barnestjerneliv tog sin begyndelse. Samme år som MGP-hittet kørte over TV-skærmene og i radioernes højtalere, rullede optagelserne til julekalenderen, og koncerterne skulle også spilles. Oven i det var der såmænd også en skole, der skulle passes, og et liv, der på mange måder var som andre 15-åriges.

– Det var fedt at få lov til at opleve så meget. Nu har jeg været heldig at have en familie, der er meget støttende, og som heller ikke gjorde det til mit liv på dén måde. Det var en hobby, ligesom hvis jeg havde gået til fodbold – selvom det er jo selvfølgelig anderledes, fordi det fylder sindssygt meget. Det første år var vi ude at spille 80 gange, så det var crazy, men det var også sjovt at møde så mange spændende mennesker. Man fik rigtig mange gode venskaber.

På MGP-scenen i 2003 fyrede Sebastian den af med med et mix af sang, rap og breakdance, sammen de to andre medlemmer af B-Boys, Kaave Pour og Mathias Saabye. Kun en måned efter MGP startede optagelserne til Jesus & Josefine.

– Som barn tænker man ikke så meget over det med skuespil; det er mere noget med at opleve, hvad der sker omkring én. Man er jo bare nødt til at ”gå ind og lege”, og det er fantastisk, at man får lov til at være i en masse forskellige universer.

Har man set Jesus & Josefine har man også set ham, der spiller djævlen. Det er nemlig skuespiller Kjeld Nørgaard, der med sin dybe stemme og sit særegne blik var så overbevisende uhyggelig i julekalenderen, at han i nogle år var en fast bestanddel af denne skribents natlige mareridt. Og hvordan mon det så har været at spille sammen med ham, der lavede djævlen så over- bevisende? Sebastian ler hjerteligt, da jeg spørger.

– Det er fedt, det dér! Det er jo også ham, der lægger stemme til Kaj (i Kaj & Andrea red.), og han er virkelig det sødeste menneske. Jeg syntes også dengang, at det var vildt, at denne her person, som jo var så sød og venlig, egentlig var den allerværste i hele fortællingen.

Teatret gjorde sit indtog

Efter succesen med julekalenderen fulgte nogle år, hvor Sebastian fokuserede på musikken.

– Det er jo for vildt, at man står på en scene, hvor publikum råber og skriger, og hvor pigerne kaster undertøj op på scenen og sender kærestebreve. Det var en privilegeret rejse, og det var godt, at jeg havde venner og familie til at være der med mig undervejs. På en måde har det fyldt meget, men også været en hel separat ting, for eksempel fra skolen. Jeg kan godt huske, det var noget, man snakkede om, men jeg har ikke selv mærket, at folk så mig som ham fra B-Boys.

Skuespilkunstens verden trak nu mere og mere i teenageren, der så småt var ved at være voksen. Han beskriver sit held, da Nørrebro Teater kontaktede ham, lige da han var på nippet til at blive student. Ville han komme ind og spille teater hos dem efter sommerferien? Ja! Det ville han, og Sebastian forklarer, at det var en øjenåbner. Ikke blot for skuespilkunsten i sig selv – også for hele samarbejdet på en scene.

– Jeg fik åbnet øjnene op for, hvor nice en verden, det er. Det er virkelig et arbejdsrum, hvor man løfter i flok. Det handler meget om at lave et godt arbejdsmiljø. Man er ikke stærkere end det svageste led, og man løser det sammen inde på scenen. Jeg har været rigtig glad for at lave musik, men selve business-delen af den branche er lidt mere spidse albuer, vil jeg sige. Alles kamp mod alle. Teatret er noget helt andet. Det er øjet på bolden, og det handler mere om at formidle en historie.

Endnu et held tegnede sig i horisonten. For da engagementet på Nørrebro Teater var færdigt, stod Folketeatret der med et nyt tilbud. Det blev hos Sebastian startskuddet til en beslutning om at lære selve håndværket bag skuespilkunsten, sådan rigtigt.

– Jeg kunne mærke, at det fyldte lidt, at jeg havde været så sindssygt privilegeret og heldig, og at jeg havde fået nogle chancer. Det var vigtigt for mig at bevise over for mig selv, at det ikke bare var fordi, jeg havde fået et heftigt springbræt som barn. Så brugte jeg nogle år på at komme ind på teaterskolen! Det sidste siger Sebastian med et skævt smil. Vi taler om, at det jo næsten er kendt i folkemunde, at mange skuespillere har måttet søge ind på teaterskolen mange gange, før de kom ind.

– Haha, jeg føler, det er sådan lidt… Enten kommer du ind første gang, eller også kommer du ind fjerde gang. Men det var også godt, for så fik man også en stor værdsættelse for det arbejde, der ligger bag. Der er jo et kæmpe undergrundsmiljø i teaterverdenen i forhold til at lave sine egne projekter – og med en masse folk, der ikke er kommet ind – så det var sindssygt spændende og virkelig en øjenåbner i forhold til, hvad det også kræver, og hvor inspirerende det er at lave teater.

Skuespillet, følelserne og en indre balance

At gå fra det u-skolede til det skolede. Er det som at få slebet kanterne til, så de lige nøjagtigt passer ned i formen? Må der stikke noget ud, eller skal man være et kridhvidt stykke papir, klar til at blive bemalet med karakterernes følelser?

– Man finder i hvert fald ud af, at man har rigtigt mange dårlige vaner. Både ting, man gør, som man ikke lægger mærke til, men også forsvarsmekanismer og ting, man gør, hvis man føler sig usikker. Vi var kun otte på et hold, da jeg gik der, så man lærer jo hinanden godt at kende, og har meget tid til at fordybe sig. Også til masser af navlepilleri. Det er mærkeligt, dette her med, at du både bliver valgt på baggrund af den person, du er, og samtidig skal du også kunne gå ind og forvalte en masse forskellige historier. Du skal kunne tilsidesætte dig selv men, samtidig trække på dét, der er unikt ved dig. Der er nogle, der går op i at blive et stykke hvidt papir, der kan males på, og det synes jeg er meget inspirerende, men der er også en kvalitet i at bruge det, man selv er, og det man selv kommer med ude fra livet. Jeg kan ofte godt lægge rollen meget op ad mig selv. Men det har været en god opdagelse at gøre, her på Aalborg Teater, at jeg godt kan lægge dem ret langt fra det, der er mig, og stadigvæk være med i det. Da vi spillede ”Cyrano”, havde jeg en meget lille rolle, men det var en ret stor gave i forhold til, at jeg kunne lave en meget ekspressiv og skør karakter, som jeg selv synes var virkelig fed at spille. Den var helt ”whack”, men den var whack ud fra mit eget hoved, og ud fra hvad jeg selv syntes, var sjovt.

Jeg spørger ind til det følelsesmæssige arbejde som skuespiller. For når man som publikum ser en rolle udfolde sig på en scene, hvor de store følelser krænges ud og fylder en hel teatersal med sin energi, aften efter aften, så må det også kræve sit at vende tilbage til det, der var før.

– Det kan være det farlige ved det. Man bruger jo mange følelser, men jeg synes også, det kan være ret befriende at vide, at det ikke er dig selv, der oplever det – det er din karakter. Det er stadig hårdt, men jeg synes ikke, at det er hårdt for ”Sebastian”. Det er måske hårdt for den krop, der spiller det, og der kan godt være udmattelse. Jeg lavede på et tidspunkt noget Woyzeck, hvor der skulle være et overgreb på en prostitueret, og det var på en intens workshop, hvor man bare på en enkelt dag skulle arbejde med den. Så den blev kørt 1000 gange. Og det var jo ikke ”mig”; jeg følte ikke noget på mig personligt, men jeg var bare enormt udmattet i min krop af at være i så megen vrede, frustration og sorg.

Teatrets Hogwarts

Sebastian beskriver teaterskolen som en slags Hogwarts-skole, hvor man bliver undervist i fag, der er så særegne, at det som helt ny-optaget skuespillerelev kan være svært at se, hvad man skal bruge det til. Men meningen, den kom nu alligevel senere, pointerer han.

– Der er jo selvfølgelig fag som taleteknik og teaterhistorie. Så er der også et, der handler om komposition i rummet, altså hvor tingene står i forhold til hinanden, og lige dét fattede jeg ikke, hvad jeg skulle bruge til. Men nu giver det rigtig god mening i forhold til at kunne byde ind i et arbejdsrum autonomt, så der er ikke er nogen, der er nødt til at fortælle mig, at det for eksempel ser bedst ud, hvis jeg går et bestemt sted hen. Man bruger også mange timer på at lære fysiodrama, hvor det handler om at vise følelser med kroppen, og at vise, hvad den organiske bevægelse i forhold til et andet menneske er.

Også fag som Commedia dell-arte, der er mest kendt som pantomimeteater og melodrama viste sig at være særligt givende for Sebastian, og han fortæller, at det nok især var princippet med, at tingene gerne måtte være ”for meget”.

– Det var så åndssvagt, at det blev befriende at finde ud af, at man kan også tage det helt dér ud. Det er på en måde så forfængeligt et teater. På tredjeåret, hvor man er ved at være lidt udmattet, og hvor man selv føler, man er klar til snart at komme ud af skolen, kan man godt komme til at ryge lidt ned i hul, hvor teater kun kan være noget med at lide en masse, og hvor det er de mørke følelser, det handler om. Der havde vi på et tidspunkt en fantastisk lærer og skuespiller, der kom ind og åndede teaterglæde ind i os ved at vise, at teater også skal være sjovt, for meget og skørt. Det skal selvfølgelig have begge dele, men man finder virkelig ud af, at det kan være mange forskellige ting. Man kan også af og til bruge det melodramatiske i alvorlige ting, når man skal turde stå i noget, der føles som om, det er for meget.

Flytning, lockdown – og flytning igen

Sebastian er opvokset i Farum, og vi joker lidt med, at huskereglen for den by må være Peter Brixtofte og Caroline Wozniacki. Han fortæller, at det sværeste ved at rykke teltpælene op og flytte til Aalborg var, at han flyttede væk fra sit netværk, vennerne og sin familie. Men man fornemmer alligevel tydeligt på ham, at han er glad for byen Aalborg.

– Jeg kan virkelig godt lide Aalborg, og jeg synes, det er en dejlig by fyldt med ånd. Og uden tvivl med Danmarks bedste samling af brune værtshuse. Jeg har jo været heldig at blive en del af dette her teater, som er lidt en familie i sig selv. Det er lidt som at være på højskole, for man bruger så meget tid hernede, og det er bare virkelig skønne og åbne mennesker.

Oprindeligt var det meningen, jeg bare skulle være her et år, men så blev det til fire.
 Men snart slutter Sebastians engagement på Aalborg Teater.

– Det er meget vemodigt, men jeg stopper her til sommer. Jeg har været heldig at få arbejde på Mungo Park i Allerød, og det glæder jeg mig helt vildt til. Men det er også med tungt hjerte, at jeg skal sige farvel til alle de fantastiske mennesker og huset her, som jeg synes er meget modigt. Det tør at give nogle bud på en anden måde at lave teater på. Heldigvis har jeg lige set, at vi skal på turné, og vi kommer op omkring Aalborg, så det bliver dejligt lige at komme op og se sine venner igen, siger han smilende.

Inden, vi går hver til sit, er jeg interesseret i at vide, hvad der har rørt sig i Sebastian under den verdenskrise, vi alle sammen har stået i det forgangne år. Har han dyrket en surdej i køleskabet? Har han lagt 34 puslespil med 5000 brikker? Ingen af delene, finder jeg ud af. Han har nemlig bygget en ladcykel!

– Det er interessant at finde ud af, hvordan mennesker reagerer i krisesituationer. Og det er også syret at se, hvordan de for eksempel i USA er langt fremme nu, men hvor en masse så ikke vil tage vaccinen. Det er også ret spændende som skuespiller at observere. Men jeg tror, jeg ligesom alle andre, fandt ud af, at det er dejligt at have tid. Jeg havde ikke en surdej, men for mig blev det så dét at bygge min egen ladcykel fra grunden af. Det har været rigtigt godt, og jeg har været rigtig glad for det. Så kan man cykle ud, og kommer ikke i corona-karambolage med nogen. Også et andet aspekt af lockdown kom til at fylde for Sebastian. Det mærkede han blandt andet, da de nationale smittetal gjorde, at den længe forberedte børneforestilling Pinocchio ikke kunne opføres, trods fire måneders intens øvning og iscenesættelse.

– Det har været rigtig træls, at teatrene var lukkede. Det var hårdt, at vi lavede Pinocchio, som blev en virkelig fin forestilling, men at vi så ikke måtte vise det for andre end de 10 mennesker på teatret. Det var original musik, og vi havde lavet det hele fra grunden af. Og så følte vi også, at det var en børneteaterforestilling, som ville noget ”mere”, fordi den stillede nogle gode spørgsmål. Pinocchio blev heller ikke en del af de forestillinger, Aalborg Teater streamede online, fordi der i selve stykket var indarbejdet en del publikumskontakt, uddyber Sebastian.

Tingene er og har været uforudsigelige, men det lysner, er vi enige om. Nu er teatret i hvert fald åbent igen – og det er tydeligt at mærke, at både Sebastian og Aalborg Teater har savnet sit publikum.