USA-korrespondenten Jesper Steinmetz har i de seneste 11 år været TV2s mand i Guds eget land. Her har han rapporteret om alt lige fra skoleskyderier og Black Lives Matter-demonstrationer til Oscar-uddelingen
Vi kan nok alle genkende Jesper Steinmetz’ rolige røst, når han rapporterer fra Amerika i sit job som USA-korrespondent på TV2. I dag møder APPETIZE ham på et kort visit i Danmark, hvor han skal holde foredrag for et heldigt publikum hos HimmerLand. Han har boet i Washington i de seneste 11 år, men hvad mange ikke ved, er, at han startede sin rejse i Gug, der er forstad til Aalborg.
Aalborg blev hjemby
– Min far var overlæge på Aalborg Sygehus. Så det var faktisk derfor, at vi flyttede til byen. Dengang var det meget typisk, at man altid rejste efter, hvor de kunne blive overlæger. Der var faktisk også en stilling ledig i Svendborg, som han overvejede, så vi kunne ligeså godt være endt i der, fortæller Jesper.
Jesper og familien flyttede til Aalborg fra Odense, da han skulle i 6. klasse. Når andre fortæller, at deres børn er forbeholdne for at skulle flytte, er det noget, han kender på egen krop.
– Da vi flyttede fra Odense til Aalborg, var vi rasende på vores forældre over, at de gjorde det. Jeg har to brødre, så vi var tre i alt. Vi hadede Aalborg de første par måneder. Når vi blev spurgt, om vi kunne lide at være der, så svarede vi; ’Det kan vi ikke! Det første, vi gør, når vi bliver 18 år, er at flytte tilbage til Odense.’ Vi syntes, at det var det mest fantastiske at bo i Odense. Sådan er børn. Da der var gået nogle måneder, så elskede vi jo at bo i Aalborg. Jeg tror, vi alle tre betragter Aalborg som vores hjemby, fordi det var så vigtige år, vi var der.
Drømmen om kulturen
For nogle er det en livslang drøm at blive journalist. Sådan var det dog ikke for Jesper.
– Jeg startede med at ville være alt andet end journalist. Det tror jeg, mange unge kender til. Da jeg var barn, ville jeg være cirkusdirektør eller biografdirektør. Jeg drømte ikke om at blive journalist. Efter gymnasiet var jeg et år i USA og boede hos min onkel og tante, der boede i Michigan. Derovre begyndte jeg faktisk at skrive lidt artikler hjem. Jeg gik på college i Michigan, og der begyndte jeg at læse amerikansk historie og teaterhistorie. Jeg blev i stigende grad overbevidst om, at jeg godt kunne tænke mig at være teater- og filmanmelder, fortæller Jesper.
– Da jeg kom hjem fra USA søgte jeg ind på filmvidenskab på Københavns Universitet. Der var min klare ambition, at jeg ville være filmanmelder. Simpelthen skrive om film og interviewe filmfolk. I parentes må man sige, at det er meget sjovt, for det er jeg kommet til siden, fordi jeg somme tider dækker Oscar-uddelingen og Golden Globes.
Succesfuld vært på P3
– Samtidig med, at jeg gik på universitetet, havde jeg et bijob på Danmarks Radio på radiostationen P3. Der var jeg freelance og sendte program-idéer ind. Nogle gange blev idéerne optaget og så fik jeg lov at lave et program. Stille og roligt fik jeg lov at lave de programmer, som ’de voksne’ også lavede. På det tidspunkt var jeg i starten af 20’erne. Fordi jeg arbejdede på radioen begyndte jeg også at skulle lave et interview nogle gange. Det var jeg simpelthen så elendig til. Jeg var rigtig god til speake og fik altid af vide, at jeg havde en dejlig stemme og spillede god musik. Men jeg var ikke specielt god til at interviewe, for jeg vidste ikke rigtig, hvordan jeg gjorde. Jeg arbejdede sammen med uddannede journalister, og der kunne jeg aflure deres tricks. Jeg kunne se, at de brugte nogle teknikker, som jeg slet ikke kunne. I en alder af 22-23 år indså jeg, at jeg ikke ville sidde i en alder af 40 år og aldrig have fået en uddannelse og lave noget, som nogle er bedre til, end jeg er. Jeg ville lære journalistik fra bunden, for jeg begyndte at syntes, at det var rigtig sjovt.
Kappede alle bånd
Behovet for at lave noget andet end at spille plader blev større, så Jesper tog en stor beslutning;
– Jeg kunne godt tænke mig at blive kendt for noget andet end at have en dejlig stemme og spille musik. Så søgte jeg ind på Journalisthøjskolen og kappede båndene til P3. Nu er jeg blevet 54 år og jeg vil stadigvæk sige, at det var mit livs klogeste beslutning. Jeg sagde farvel til det søde liv, hvor jeg tjente ret gode penge som radiovært, gik på SU og tog min journalistuddannelse. Det kan jeg sige til alle, der spørger om råd; Tag en uddannelse!
Jesper ville gerne vise, at han kunne sætte ord sammen, så derfor søgte han kun praktikpladser på aviser.
– Jeg kom i praktik på Jyllandsposten, hvilket jeg var sindssygt glad og stolt over. Da jeg var færdig på Journalisthøjskolen, blev jeg ansat på Jyllandsposten. I første omgang i et vikariat på den politiske redaktion.
På trods af, at Jesper havde sagt, at det job kunne han sagtens klare til job- samtalen, så havde han sine tvivl. Po litik var nemlig ikke en af hans stærke sider.
– Jeg vidste knap nok, hvor mange medlemmer, der var af folketinget. Jeg vidste godt, at Poul Nyrup var blevet statsminister, men det var cirka min basisviden, smiler Jesper.
Han fandt dog hurtigt ud af, at politik kunne være sjovt og interessant. Jesper endte endda med egne ord med at blive god til jobbet som politisk journalist.
– I dag er jeg sindssygt interesseret i den genre. Jeg laver mere politisk journalistik, end jeg havde drømt om, da jeg var ham, der sad og spillede plader på P3. Sådan kan man jo udvikle sig som journalist.
Savnede det politiske
Da der blev en stilling ledig hos Jyllandspostens kulturredaktion, skiftede Jesper spor og brugte de næste år med at opfylde den gamle drøm. Han fortæller med et smil om de mange rejser rundt i Europa, hvor han skulle interviewe filmstjerner for avisen.
– Da jeg havde beskæftiget mig med kulturstof i halvandet års tid, opdagede jeg, at jeg savnede det politiske. Jeg savnede de hårdtslående nyheder. Mit ego havde det ikke godt nok med kun at være ham, der optrådte på sektionsforsiden eller inde i avisen med et interview med en skuespiller. Selvom det tilfredsstillede min personlige interesse, så havde jeg som journalist vænnet mig så meget til at lave de skarpe nyheder, ende på forsiden og hele tiden at stræbe efter at være den, der satte dagsordenen. Det var gået mig så meget i blodet, at da jeg fik muligheden for at blive politisk journalist på TV-avisen på Danmarks Radio, så slog jeg til og sagde farvel til kulturstoffet.
Ville prøve noget nyt
Jespers karriere har ført ham vidt omkring, men de sidste 11 år har han været fast korrespondent for TV2.
– Inden jeg blev korrespondent, var jeg studievært på TV2-nyhederne i seks år. Jeg havde udviklingssamtaler med min chef en gang om året, og på et tidspunkt sagde jeg til ham, at jeg godt kunne tænke mig at komme til udlandet. Det var nok ikke så gennemtænkt, men der har altid været gang i mig og jeg ville gerne prøve noget nyt. Jeg var lidt høj i hatten og sagde, at jeg ikke havde lyst til at komme til Mellemøsten. Jeg kunne ikke se mig selv som krigskorrespondent. Så fortalte jeg ham alle de steder, jeg ikke ville hen. Han grinede bare og sagde; ’Nej, du vil vel til USA?’ ’Jo, det vil jeg da gerne, hvis den stilling bliver ledig.’ Han holdte mig hen med snak i et par år, men så skete der det, at jeg blev tilbudt at blive vært på Go’aften Danmark. Det var jeg meget fristet af og havde fået lov til at få orlov af min chef.
Chefen spurgte dog også ind til planerne om udlandet, og Jesper sagde, at det ville han da hellere, hvis det var en mulighed.
– Så blev vi enige om, at hvis jeg blev som vært i halvandet års tid, så ventede USA rundt om hjørnet.
Hverdagen som korrespondent
Det har været en kaotisk tid i USA, og det sætter også spor på Jespers arbejdsdag.
– Der er ikke en normal hverdag, slår Jesper fast med det samme.
– Det er korrespondentjobbet i en nøddeskal. Man slår til, når historien er der og kan ikke planlægge at holde fri i weekenden. Så arbejder man og har nogle gange fri tirsdag-onsdag. Man har fri, når der ikke sker noget. Jeg har lige været igennem et langt stræk siden slutningen af marts og igennem hele april, hvor der har været tryk på.
Det var i denne periode, hvor der blandt andet faldt dom i den meget omtalte sag om politimanden, der stod tiltalt for at have slået George Floyd ihjel efter han sad med knæet på Floyds hals i flere minutter under en anholdelse. Derudover var der Oscar-uddeling, hvor Danmark fik en pris med hjem for filmen Druk.
– Det var så grotesk, for da jeg pakkede kufferten hjemme i Washington, så pakkede jeg først min gasmaske og vintertøj, fordi vi skulle til Minneapolis, og vi vidste, at der ville blive demonstrationer, hvis betjenten blev frikendt eller fik en mild dom. I samme kuffert pakkede jeg min smoking til Oscaruddelingen. Tænk, hvis man skulle forklare en tolder, der åbner ens kuffert, hvorfor man har både gasmaske og smoking i samme taske, griner Jesper.
Med bag kulissen
Sidste år udkom Jesper Steinmetz’ bog ’Live fra Amerika’. Han fortæller, at en af bevæggrundene for at skrive bogen, var, at tage seerne hjemme i Danmark med bag kulissen.
– Nogle gange har man lyst til at fortælle TV-seerne, hvor meget man gik igennem ild og vand, og hvor tæt vi var på ikke at få vores indslag færdig, fordi vi redigerede helt op til deadline og så gik der teknisk koks i det. Der sidder man tit i de situationer, griner Jesper.
– Jeg vil gerne tage folk med bag kulissen og fortælle, hvor ofte det her arbejde giver hovedbrud. Og vi skal bare få det til at se så legende let ud på skærmen. Det kan være meget anstrengende og fyldt af forandringer, men i det øjeblik man ser historien ryge over skærmen og man ved, hvor mange kræfter, der er brugt på det, så tænker man; ’Nej, hvor er det fantastisk,’ smiler Jesper.
’Fake news’
Medierne var ikke så respekterede blandt Trumps vælgere, men det påvirkede ikke Jesper. Han blev dog overrasket over, hvor voldsom stormen på kongressen var d. 6. januar. Han dækkede demonstrationen, men så først billederne inde fra kongressen morgenen efter.
– Der er ingen tvivl om, at da Trump var præsident, var medierne ikke så elskede. Når man er til Trumps vælgermøder, så får han altid på et tidspunkt hidset folk så meget op, at de vender sig om, står og buher af en og giver os fingeren. Jeg har aldrig været ude for, at de fysisk har truet mig. Jeg var selv ved kongressen og dækkede det den 6. januar, da de stormede kongressen. Det var først morgenen efter, da jeg så det på amerikansk morgen-tv, at jeg opdagede, hvor slemt det havde været. Jeg læste om det, men det har bare en større effekt, når man ser billederne af det. Jeg forstår godt, at der var så mange danske tv-seere, der var søde og skrev til mig, at vi skulle passe på os selv. Jeg tænkte, at det bare var en demonstration, men det var jo lidt mere end det. Det opdagede jeg først, da det var overstået, så der nåede jeg ikke at blive bange. Hvis man skal passe sit job, er det ikke godt at blive bange. Der har været episoder, hvor man kan mærke, at nu skal vi væk herfra. Hvor de har våben og man kan mærke at stemningen bliver virkelig modbydelig. Så tager min fotograf og jeg benene på nakken. Vi udsætter aldrig os selv for noget, som bevidst er farligt. Så meget vovehals er jeg ikke.
Tre præsidenter
Jesper har dækket USA i spændende periode, hvor de har haft tre meget forskellige præsidenter.
– På en eller anden måde giver det faktisk rigtig god mening, for amerikanske valg handler altid om noget andet end det, der er i øjeblikket. Man må jo sige, at de fik noget andet med Trump end med Obama. Men det var jo også det, de gerne ville have, dem der gjorde ham til præsident. I virkeligheden er det jo også derfor, at Biden er blevet præsident, fordi de ville have noget andet end Trump. Med alt respekt for Biden, så er han jo ikke blevet valgt, fordi folk tænkte, at han er det friske ansigt i amerikansk politik. Det er fordi, han er alt andet end Trump. Det blev hans held. Barack Obama er meget talentfuld, men han var heller ikke blevet valgt som præsident, hvis ikke der havde været en præsident Bush i otte år inden ham. De bliver altid valgt som præsident, som en reaktion på det, der lige har været, fordi amerikanerne vil i en anden retning. Det synes jeg faktisk er meget positivt, at amerikanerne hele tiden har det drive til at prøve noget andet. Man kan sige, at det var uortodokst, det de prøvede med Trump, men jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om det var rigtigt eller forkert. Jeg konstaterer bare, at der var tilpas mange, der stemte på Trump til at gøre ham til præsident. Så var der tilpas mange, der blev derhjemme, fordi de ikke gad og stemme på Hillary Clinton i 2016, og det er nok den væsentligste forklaring på, at han blev præsident.
En journalist skal være neutral
Som journalist skal man helst være neutral og bare oplyse om nyhederne. Det er ikke altid en nem opgave.
– Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om det var klogt eller ikke klogt og vælge Trump. Jeg skal forsøge loyalt at videreformidle de grunde, der er til at så mange stemte på ham. Jeg skal interviewe de mennesker, der stemte på Trump, som fortæller om, hvorfor de gjorde det og hvorfor, de er så begejstrede for ham. Jeg har et klip med i mit foredrag i øjeblikket, som er fra et indslag, jeg lavede for et par måneder siden, hvor jeg interviewer folk om, hvorfor de stadig er så vilde med Trump. Jeg synes, at det ville være et skråplan, hvis jeg bagefter stillede mig op og sagde, at de var sindssyge. Som jeg forsøger at fortælle i min bog og mine foredrag, så var der 74 millioner mennesker, som stemte på Trump. Så mange har aldrig stemt på en republikansk præsidentkandidat. Jeg ved godt, at der var endnu flere, der stemte på Biden og det gjorde ham til præsident, men der var 74 millioner, der stemte på Trump. Det er 11 millioner mere, end dem der stemte på ham i 2016. Det er min opgave at prøve og forklare, hvordan det kan være. USA og amerikanerne er bare fundamentalt anderledes, end vi er her i Danmark. Det er også derfor, de kunne gøre Trump til præsident og det tror jeg aldrig, at vi forstår. Det er min opgave, at gøre folk lidt klogere på, hvordan det kunne ske.
Bliver i USA lidt endnu
Jesper bliver ofte spurgt, hvor længe han bliver på posten som korrespondent.
– Det spørger folk mig altid om til foredrag og for et par år siden sagde jeg altid, at nu skulle jeg også finde på noget andet. Hver eneste gang jeg siger det, bliver TV2 ved med at forlænge min kontrakt, og det har de altså lige gjort igen. Så nu er jeg holdt op med at udtale, hvad der skal ske i fremtiden. Jeg kan bare konstatere, at jeg er i USA til 2025. Det er i hvert fald det, der står i min kontrakt, smiler Jesper.
Journalistens rolle
Efter de sociale medier er blevet en almindelig del af vores hverdag er der kommet flere civile journalister, altså helt almindelige borgere, som blandt andet deler videoer fra verdens brændpunkter.
– På en eller anden måde synes jeg, det er meget positivt rent demokratisk, at vi journalister ikke har patent på at orientere offentligheden. Også at der er mange, som blogger og holder os i ørene. Det er fint nok, når private agerer journalister, men problemet er bare, at det er et partsindlæg, det er jo ikke journalistik. Der skal man for eksempel indhente kommentarer fra modparten. Ofte får folk jo også galt fat i fakta og har ikke proportionerne i orden.
Han ser et problem ved, at forventningen om journalister skal være neutrale langsomt er ved at forsvinde.
– Jeg synes, det er et stort problem, at folk i høj grad siger til mig, hvis jeg stiller kritiske spørgsmål, er det fordi, jeg er ræverød journalist. Hvis jeg er kritisk overfor Biden, så bliver jeg beskyldt for at elske Trump. Jeg er jo journalist! Folk har glemt, at vi er ansat til at stille kritiske spørgsmål. Uanset om du er den gode eller den onde, om du er hjemmehjælper eller bankdirektør, så skal jeg hele tiden sørge for at stille et modspørgsmål. Jeg synes, at folk glemmer, at det er vores opgave. Jeg synes faktisk også, at vi som journalister kan klandres for det, for der er alt for mange, synes jeg, hvor man godt kan mærke, at sympatien ligger hos sygeplejersken, der synes, at hun tjener for lidt. Det er for ofte, at vores kolleger ytrer sig på facebook om, hvad de selv synes. Det er et skråplan. Jeg skal ikke vide, hvor du står holdningsmæssigt.
Journalistiske forbilleder
– Jeg er fra en generation, hvor en journalist som Mette Fugl var en rigtig skarp interviewer. Hun var mit forbillede som politisk journalist. Jeg kan huske, da Frank Esmann kom til USA som korrespondent i sin tid. Der skete der noget med DRs USA-dækning. Ulla Terkelsen er jo et stort forbillede, for hun er jo for længst pensionsmoden og så bliver hun bare ved, afslutter Jesper.
Han ved ikke, hvad der venter i horisonten, for han siger selv, at;
– Jeg har aldrig lagt fremtidsplaner.
