Det er ikke ofte, at broderi får plads i nyhederne og derefter bliver delt vidt og bredt på de sociale medier. Det var ikke desto mindre, hvad der skete i januar, da et klip om broderi fra TV2 Østjylland gik viralt på de sociale medier. Forklaringen skal findes hos kvinden, der fortalte om sin hobby, nemlig Trine, der også er kendt som Broderisten
Vi har inviteret Broderisten en tur til Aalborg på besøg hos et af vores karakterfyldte brune værtshuse, nemlig Østerport Bodega. Trine er egentlig aarhusianer, men har stærke bånd til Nordjylland. Og så broderer hun, men det er bestemt ikke som vore bedstemødre gjorde det.
– Jeg er vild med at brodere, men jeg gør det lidt anderledes. Teknisk set er det jo det samme. Det er korsstingsbroderi, men mit motivvalg er ret anderledes end det, man normalt ser, starter Trine
Her er nemlig ingen nuttede dyr eller klokkestrenge.
– Det er det satme ikke, nej. Der er vi mere over i blandt andet nogle bandeord og noget Jakabov. Jeg er faktisk i gang med en lille medisterpølse her, fortæller Trine og viser sit kommende kunstværk frem.
– Jeg har noget med mad og gerne noget mad, som ikke kommer fra Noma. Ikke at der er noget i vejen med Noma, men lidt mere jævn mad, vil jeg sige. Min far er gammel sømandskok, så der har jeg god inspiration.
Forbindelsen til Aalborg
Selvom Trine bor i Aarhus, har hun stærke forbindelser til den nordlige landsdel.
– Jeg er jo faktisk kvart nordjyde. Det kan man godt være, men jeg føler mig næsten som en hel nordjyde. Min mor er fra Lindholm, så jeg er kommet rigtig meget i Aalborg hos min mormor og morfar. Jeg kan godt forstå, hvad I siger og har ikke brug for tolk. Mine forældre har også sommerhus i Løkken og har haft det i 30 år. Jeg er vild med Nordjylland og det er ikke engang løgn.
Trine har endda spillet koncert Aalborghallen i sine unge år.
– Jeg gik i ungdomsklub, da jeg var teenager i Solbjerg, som er en lille by, der ligger udenfor Aarhus. Der blev spillet meget musik, så hvert år skulle vi til Aalborgfestivalen. Det var ude i Aalborghallen, hvor det ene mere eller mindre handicappede band efter det andet kom og flåede i en guitar. Vi syntes bare, at det var megafedt. Vi var så unge, så vi kunne ikke gå til festivaller dengang, som Roskilde og den slags, så Aalborgfestivalen var vores festival. Jeg var med i et pragtfuldt punkband, der hed Køter. Jeg sang, eller skreg, og spillede på colaflaske med en pind, kan jeg huske. Det var ikke så avanceret. Vi gav den max gas og havde faktisk lidt af et hit, der hed ’Røvhul’. Det var rigtig godt. Jeg har altid interesseret mig for musik og gør det stadigvæk, men jeg ejer ikke en tone i livet, måske var det derfor, at jeg var med i Køter, griner Trine.
Tæsk på Rio Bravo
Det var i forbindelse med Aalborgfestivalen, at Trine fik en ekstra oplevelse på baren Rio Bravo.
– Dengang var der heldigvis ikke særlig meget opsyn med børn. Det var tider. Det er jo lidt synd for dem i dag, at de bliver holdt sådan øje med. Når vi var færdige i Aalborghallen, kunne vi snige os af sted. Min morfar havde været post i Nørresundby i mange år, så jeg havde stjålet en postfrakke fra ham. Sådan en rigtig lang flot rød en med alle mulige ting på. Han blev helt spedalsk, da han opdagede, at jeg havde nappet den. Den måtte man jo ikke gå rundt i, når man ikke var post. Jeg så lidt spøjs ud, da vi tog på Rio Bravo. Det var noget med nogle saloondøre og nogle cowboysadler, som man sad i. Det var skidegodt. Men jeg har nok været lidt for anderledes, for jeg endte i hvert fald med at få tæsk inde på baren, griner Trine.
– Bortset fra de piger, der smadrede mig, så vil jeg sige, at folk var flinke. Der var et ægtepar, der fandt mig udenfor og sagde; ’Det er da ikke for godt med dig, hva?’ Det var det nok ikke, og så hjalp de mig. Flinke folk findes der jo også.
Med mormor i Karolinelund
På trods af, at Trine fik tæsk en enkelt gang i Aalborg, så har hun kun gode minder fra byen. Et af de gode minder kan findes på en adresse ikke langt fra Østerport Bodega, nemlig i det hedengangne Tivoli Karolinelund.
– Der har jeg jo planket med min mormor. Hun var helt tosset med at spillet bingo og banko, og det kunne man derinde. Vi havde en helt række med bingoplader og så rendte vi og spillede på dem. Vi endte med at blive smidt ud af tivoli med en masse cigaretter, for man vandt sådan nogle poletter, som man kunne køber smøger for. Min mormor røg, så der blev tanket op på smøgfronten.
Kreativ hele livet
Trine fortæller, at hun har været omgivet af kreative mennesker hele livet.
– Det har jeg også været, da jeg gik på fritidshjem. Dengang havde de rigtige mennesker, der passede børnene, som havde tid til at lave noget med os. Man vægtede at have noget, man kalder værksteder. Det er der nok ikke så mange børn, som ved hvad er i dag. Der lavede vi jo alt muligt. Plus, at jeg har en mor, der er sindssygt kreativ. Så jeg har været kreativ hele mit liv.
Det første møde med broderiet var dog ikke nogen succes.
– Jeg prøvede broderi i Solbjerg på et tidspunkt med en gammel dame og det var satme sygt. Den ’nailede’ hun ikke helt, for vi skulle lave servietringe. Jeg tror, jeg var ti år og var ikke klar over, hvad en servietring var. Det brugte vi ikke, der hvor jeg kom fra, fortæller Trine og slår en stor latter op.
– Hvis man skal motivere nogle ti-årige tøser til at brodere, så synes jeg ikke, at det ligger til højreskøjten at lave servietringe. Men jeg prøvede det, og synes at selve teknikken var fed.
Ingen delfiner
Hun besluttede dog, at broderiet skulle have en chance mere, da hun blev voksen.
– Når jeg ser fjernsyn, så keder jeg mig med hænderne, hvis jeg ikke har noget. Nogle strikker og hækler. Jeg kan strikke, men kun ligeud og der er grænser for, hvor mange kilometer halstørklæde, man kan bruge. Det med at hækle, det forstår jeg ikke en skid af. Der kan jeg kun lave vaskeklude og hvem fanden gider at have dem? Jeg gør i hvert fald ikke. Så derfor tænkte jeg, at det der broderi, det prøver jeg lige at kigge på igen, siger Trine.
– Hvad fanden skal man så brodere? Det havde betydning for mig, at man ikke kom til at brodere servietringe igen. De mønstre, man kunne købe i butikkerne, det var sådan noget, som egern med seler og delfiner med hatte, og det bliver jeg helt spedalsk af. Så jeg måtte finde på noget, og tænkte, at jeg da bare skulle lave mit eget mønster. Jeg tog udgangspunkt i et pladecover, jeg altid har syntes var megaflot, med et band, jeg rigtig godt kan lide, som hedder Sex Pistols. Titlen er ’Never mind the bullocks’, som oversat til nordjysk betyder ’Det er ik’ noget at gå op i’. Det var det, jeg startede med. Det er stort broderi på 40.000 sting.
Det var et ambitiøst projekt , men det tog Trine ikke så tungt.
– Jeg lærte rigtig meget undervejs. Det ligner lort, hvis jeg skal se på det med de teknikbriller, jeg har nu. Men det er også flot. Det totalt punket og fedt.
Broderer for sig selv
Det er omkring fire år siden, at Trine startede med at brodere igen. Hun fokuserede på, at motiverne skulle gøre hende glad. – Jeg har aldrig broderet for andre end mig selv. Jeg har aldrig lavet noget, hvor jeg tænkte, at nu skal jeg lave noget, som andre synes, er rigtig sjovt og anderledes. Det skal give mening for mig selv. At jeg så er røget i en suppegryde med mærkelige gener, venner eller hvad fanden det er, der gør, at jeg synes, det er sjovt at brodere en Jakabov eller medisterpølse, det kan jeg ikke forklare. Der skal nok noget psykoanalyse til. Det er ikke for at provokere, være på tværs eller anderledes. Det giver ikke mening for mig, det andet.
Hun har tydeligvis ikke været den eneste, der faldt i gryden, for Trine har opbygget et populært fælleskab på Facebook og Instagram, der alle er vilde med hendes mønstre.
– Der er mange kvinder, tror jeg, de gider da fandme heller ikke sidde og brodere egern med seler. Det kan godt være, at jeg ikke ligner den mest gennemsnitslige 48-årige fra Aarhus, men selvom man gør det, så er det jo ikke ensbetydende med, at man synes, det er fedt at brodere noget røvsygt. Broderiet har været i skammekrogen, for dem man kunne kigge på, der broderede, de har måske ofte haft 12-14 katte og ingen venner, og broderede klokkestrenge, som ingen ville have. Hvem gider og spejle sig i det? Man tænker jo ikke; ’Fuck, det gør Erna, det vil jeg også.’ Så kommer jeg ind fra højre og er måske lidt anderledes. Det er der mange, der har kunne se noget sjovt i. Det der er med broderi, det er, at du kan hurtigt lave et lille bitte ’Fuck’ for eksempel. Du kan jo ikke strikke et ’Fuck’. Så skal du strikke en fucking sweater først, og det er der jo ingen, der gider. Eller jo, det er der nok, men det gider jeg ikke. På en time kan du lave et ’Fuck’, nemt.
Trine insisterer forsigtigt på, at alle kan lære at brodere.
– Det er jo altid skønt, når der er en, der har gjort det tusind gange, siger; ’Det er overhovedet ikke svært, det kan du sagtens’. Det har jeg hørt før med andre ting, hvor jeg tænkte, ’du er jo en narrøv at høre på, for det lærer jeg ikke,’ og det gjorde jeg ikke. Men jeg vil sige, at jeg havde endnu ikke mødt en, der ikke kunne.
Trine fortæller, at det endda kan være afslappende at brodere.
– Der er noget vidunderligt ved at lave noget gentagende. Når der er nogle områder, som bare er en flade, der er dækket af nogle farver, så får man lige renset hjernen. Det gør jeg i hvert fald, for det er så idiotisk. Så forsvinder man til et dejligt sted.
Smid regelbogen ud
Et af de dogmer indenfor broderiets verden, som Trine er stor fortaler for at sparke ud, er, at bagsiden skal være ligeså pæn som forsiden.
– Hvorfor er det, at den bagside skal være ligeså pæn? Har der været et bagsidepoliti, der bankede på døren midt om natten; ’Hallo Else, Vis mig dine bagsider.’ Det tror jeg sgu ikke.
Trine viser et større motiv frem af dåsemad, der giver associationer til Andy Warhol.
– Jeg har et eller andet med dåsemad. Jeg har aldrig fået det, fortæller Trine og retter hurtigt sig selv.
– Det passer sgu da ikke. Vi var nogle kammerater, der tog på Mosstock Festival. Der havde vi en regel med, at man kun måtte spise Jakabov med pløk. Det var tre dage med dåsemad. Men jeg synes, det er pisseflot. Jeg er vild med grafikken. Det kan noget.
Brodega
Trine har skabt et helt fælleskab på Instagram, men også på Facebook, hvor hun holder brodega.
– Nu sidder vi jo på det her vidunderlige sted i Aalborg, hvor jeg føler mig helt hjemme. Jeg har et stamværtshus i Aarhus, der hedder Boulevardcaféen. Sådan et rigtig godt og gammeldags værtshus. Det elsker jeg. Jeg er vild med det. Det er rigtige mennesker og der er ikke noget pis med folk. Hvis der er, ryger de ud på røv og albuer. Så kommer de ind dagen efter og siger undskyld og så er alt godt igen, som regel. Det kan jeg godt lide. Så var der det her corona, som vi alle sammen bøvler med. Der kunne jeg jo ikke komme på værtshus. Pisseirriterende. Hvad skulle man så gøre? Jeg sad hjemme i min egen stol hver fredag og lørdag, hvor jeg broderede og drak mig fuld, for hvad fanden skulle jeg gøre? Så var der en af mine gode veninder, der sagde; ’Vi kan da bare livesende, at du sidder og broderer.’
Trine var først skeptisk, men da hun blev mindet om en norsk tendens, hvor man har filmet en togrejse på flere timer, så var hun helt med på idéen.
– To timer, hvor der sidder en idiot i en stol og broderer, det synes jeg var meget sjovt. Jeg tænkte, at der var måske tre mennesker, der gad at se med. Men det var der rigtig mange mennesker, der gerne ville. Det er blevet et fælleskab. Folk har jo selv kedet røven i laser derhjemme, så pludselig var der en undskyldning for drikke portvin af flasken, mens man strikkede sokker eller broderede. Det har været ret sjovt.
Har inspireret børn og unge
Det er dog ikke kun på Facebook og Instagram, at Trine har spredt ordet om broderiets verden. Nogle gode håndarbejds- lærere har valgt at bruge hendes videoer i undervisningen i folkeskolen.
– Det er jeg ret stolt over at have været med til. At sparke til de her unger. Hold nu kæft, der er jo blevet kampbroderet i hele landet. Jeg er blevet lagt ned af billeder fra selv de mindste klasser til unge mennesker med og uden diagnoser. De har en fest. For nylig var der en skolelærer, der skrev. Han underviste dog ikke i Håndværk og Design, men timen lige bagefter. Der kom ungerne ind, og specielt drengene, hvor de forsatte med brodere. De havde han alligevel ikke prøvet, at de slæbte det med, når de kom ind i hans timer, fortæller Trine og ser både forundret og stolt ud.
Ud af skammekrogen
– Broderiet har været i skammekrogen. Når man spicer det med punk, rock’n’roll og sømandssnak, som er til at tage og føle på, så får man et pragtfuldt match, som nærmest er skizofrent og helt vidunderligt, fortæller Trine.
Hun er taknemmelig over den enorme opmærksomhed, som hun og broderiet har fået siden januar.
– Det har været så positivt og foret med kærlighed. Hvis man var blevet lagt ned i en shitstorm, det havde nok været træls. Men det har været behæftet med så meget glæde og positivitet, så skal man fandme være en særlig karakter, hvis man bliver sur over det.
Håndarbejde med promiller
– I efteråret 2020, der tænkte jeg, at det kunne være meget sjovt at se, om jeg kunne lave nogle workshops med broderi. Så skød jeg nogle ud i luften, for at se om der overhovedet var noget interesse for det. Det var der lynhurtigt, kunne jeg se. Så jeg tænkte, at det kunne godt være, at det var den vej, jeg skulle gå. Vi havde nærmest lige spændt snørebåndet og hjelmen for at tage af sted og så kom der en nedlukning, som gjorde, at jeg ikke fik sat gang i de her workshops på det tidspunkt. Jeg tænkte, at det gjorde jeg da bare efter jul, når vi engang måtte noget igen.
Klippet hos TV2 Østjylland har været medvirkende til, at der har været ekstra travlt i virksomheden.
– Det famøse klip, der snart har to millioner visninger, kom i starten af januar. Så stak det fuldstændig af. Tidsmæssigt har jeg ramt ned i noget. Det havde været lockdown 60 gange, eller det føles i hvert fald sådan. Folk de havde jo ordnet haven, sorteret alle køkkenskufferne og strikket sweatre. Så kommer der her broderi lidt ind fra siden af og tager røven på mange mennesker, tror jeg. Det bliver måske også præsenteret på en anderledes måder, griner Trine.
– Det er megasjovt, at det har taget sådan fart. Jeg har jo mange mænd blandt mine kunder. Jeg har for eksempel solgt broderi-kits til en motorcykelklub. Det synes jeg var pisseskægt. Det har ramt bredt, det er lidt vildt, afslutter Trine
– Afsluttende, så vil jeg sige, at det har aldrig skadet at lave håndarbejde på promiller. Så det kan jeg varmt anbefale.
