Der er ikke nødvendigvis mange, der løfter et øjenbryn, når de går forbi Michael Back på gaden. Til gengæld bobler det af glæde og genkendelse hos en stor gruppe børn og deres forældre, når han tager sin faste uniform på, der består af en gul t-shirt og røde seler, og inviterer ind i sit glædesfyldte musikunivers, som han optræder med i hele Danmark
Michael Back har levet af at spille musik for børn i næsten 25 år. Nogle kan måske også huske ham fra Aalborgbandet Boobs, der hittede i 80’erne med nummeret ’Åh, hvor jeg, ih, hvor jeg, uh, hvor jeg vil!’
Michael bruger meget af sin tid på at spille i forskellige institutioner.
– Jeg spiller primært for de mindste børn, altså 0-6 år og andre barnlige sjæle. Det er det, jeg har sat snuden op efter at være god til, for man kan ikke være god til alt. Det har jeg så gjort igennem mange år.
Musikalsk legestue
Skiftet fra rockband til børnemusiker kom naturligt, da Michael selv blev far.
– Jeg har spillet musik, siden jeg var 13-14 år gammel. Jeg har spillet i et rockband, hvor vi lavede LP’er. Derefter blev jeg uddannet pædagog og fik børn, som jeg begyndte at lave musik sammen med. Vi var nogle fædre, der lavede en musikalsk legestue, hvor vi hver mandag spillede for de børn og voksne, der gad at komme og høre os. Det blev en kæmpe succes. Det var meget anderledes end, hvad jeg havde prøvet før.
Det var et nyt slags publikum Michael skulle vænne sig til, men han lærte hurtigt at sætte pris på børnenes umiddelbare og bundløst ærlige reaktioner.
– Jeg blev fuldstændig bidt, når jeg kunne mærke, at jeg ramte børnene. Når man rammer dem det helt rigtige sted og dér, hvor de er, kan man skabe noget glæde. Man kan også se på dem, når de ikke er med og det er det, der er så fantastisk ved børn. Det er kontant afregning. Hvis du ikke er spændende nok, så gider de dig ikke og går deres vej. Der er voksne nogle gange flinke, griner Michael.
Virus satte skub i drømmen
Da Michaels egne børn var små, havde han en del spillejobs i blandt andet Jomfru Ané Gade, samtidig med, at han arbejdede som pædagog. Det var en stresset tid, så han tog en beslutning om at lægge rockmusikken på hylden for kun at koncentrere sig om jobbet som pædagog.
– På det tidspunkt havde jeg stadigvæk legestuen, som kom til at fylde mere og mere. Jeg havde måske 100 arrangementer om året og drømte om at leve af musikken. Det ønske havde jeg haft, siden jeg spillede med i Boobs. Jeg havde mærket savsmul- det i manegen, men vidste stadig ikke, hvordan jeg skulle leve af musikken. Det var en kæmpe drøm.
Da Michael var i Norge i forbindelse med sit job som pædagog, blev han ringet op hjemmefra. Michaels far var desværre død, så han skulle hjem og planlægge begravelse. En måned senere blev Michael selv syg med meget dårlige nyrer.
– Det viste sig, at jeg havde fået den dødelige hantavirus, som kun rammer to mennesker om året. Det er nemmere at vinde i lotto end at få den virus. Mens jeg var på hospitalet og havde det virkelig skidt, lå jeg og tænkte. Jeg var omkring 34 år og havde en drøm om at lave det, jeg havde lyst til. En gang imellem skal man springe ud i noget, man ikke helt har styr på, for at få sin drøm opfyldt. Jeg besluttede, at nu skulle det være. Hvad kunne jeg miste? Jeg kunne miste penge, men jeg kunne ikke miste mine børn, min familie og mig selv. Tværtimod, så kunne jeg få opfyldt en drøm.
Kroppen sagde fra
Michael valgte at gå efter drømmen, og da han kom hjem fra hospitalet, sagde han til sine kollegaer, at han stoppede et halvt år efter. Der blev skruet op for spillejobs, og på tre år var han gået fra 100 arrangementer om året til 320. Michael var fast besluttet på, at det skulle lykkedes, og arbejdede derfor måske hårdere end hans krop kunne holde til. I hvert fald måtte han endnu engang en tur forbi hospitalet, fordi han havde problemer med at få luft og var ved at besvime under et spillejob. Lægerne fandt ud af, at han nok havde haft en blodprop, hvilket ikke var mærkeligt med hans travle kalender.
– Hvad gør man så? Jeg fik ikke så meget for at spille dengang, og er dårlig til at sige nej til ting. Derfor satte jeg prisen op, så det regulerede sig selv, griner Michael.
Nu er han ude 150 gange om året og husker med gru tilbage på kalenderen de første år.
– Det var ikke sjovt til sidst, det var det ikke. Men det var nyt og jeg skulle jo leve af det. Jeg havde også en bank, der rykkede i mig engang imellem. Når jeg går på scenen, giver jeg altid børnene det bedste, jeg kan. Det er jo virkelig mange antenner og energi, der er i gang på det tidspunkt. Selvom jeg kun optræder en times tid, så er man jo træt bagefter, forklarer Michael.
Børn skal bevæges
Michael har taget en diplomuddannelse i rytmisk musik og bevægelse, og at få børn til at bevæge sig er noget, han brænder meget for.
– Da jeg startede for mange år siden, følte jeg, at der næsten ikke kunne ske nok, når det gjaldt børnene. Dem jeg kendte, der spillede til enkebal, fortalte, at der skulle man spille to hurtige og så måtte sjæleren komme, for de gamle kunne ikke holde til det. Sådan er det faktisk med børnene i dag. Hvis jeg har to-tre hurtige sange, så sker der et eller andet, for de kan ikke holde til det. Jeg føler ikke, at de har fysikken, som de havde engang, fortæller Michael
– Jeg har oplevet børn, der tror, de er ved at blive syge, når de får sved på panden. Jeg har oplevet børn, der går ud og sætter sig, fordi de bliver forpustede. Jeg tror, at mange børn er inaktive i dag. Derfor lægger jeg meget vægt på, at mine sange opfordrer til leg og bevægelse. Børn tænker med kroppen og bruger bevægelser før de kan tale. Jeg synes, det er vigtigt at give børnene nogle oplevelser, hvor de kan lære sig selv at kende ved at bruge deres krop.
Musik skaber gode minder
Under pandemien begyndte Michael at bruge YouTube mere til at dele sin musik. Han lægger vægt på, at en skærm ikke behøver at være passiv leg, men man kan bruge det som indgangsvinkel til for eksempel en dansefest i køkkenet, hvor hele familien kan være med, mens maden simrer på komfuret.
– Hvis der er noget, børn kan lide, så er det voksne, som leger med dem og viser glæde. Det er virkelig gode oplevelser, man får. Der håber jeg, at min musik kan være med at skabe nogle gode stunder.
Michael har altid skrevet sin musik selv, og får engang imellem opgaver, hvor han skal skrive for andre. For nylig har han skrevet en kramme-sang for et firma, der glædede sig til, at vi kunne give hinanden et knus igen.
Følelserne i fokus
Det sidste år har Michael Back arbejdet på et nyt projekt med en tekstforfatter, der har skrevet en række sangtekster med hendes to børn, hvor det er følelserne, der er det centrale.
-Det er et tekstunivers, som har fokus på, hvordan børnene har det. Der er rigtig mange børn, der har det skidt og det kan være svært at sætte ord på, fortæller Michael.
– Vi er ved at lave et album, der kommer til maj eller juni. Det er et spændende projekt, og jeg glæder mig så meget til at præsentere det. Arbejdstitlen er ‘Lad mig være – skønne tankevækkende sange for hele familien’ og vi prøver at fange nogle stemninger, som børn kan være i engang imellem. Det tror jeg virkelig bliver fedt.
Michael fortæller, han bliver stolt, når hans unge publikum siger, at han er skør.
-Så får de en high five, griner Michael.
-Jeg vil gerne være ham, der er lidt skør. Vi gider ikke denne alvorlige verden, vi lever i. Der skal også være nogle stunder, som bare er sjove. Hvor tiden flyver, man leger og de bare er børn. Det gør den jo tit, men det kan også gøres med musikken.
Glæden giver gode byggesten
– Man siger, at i de første leveår af et barns liv er sanse-apparatet størst. Alle indtryk op til 3-4 års alderen suger de til sig, og det bliver byggestenene til det, der sker resten af deres liv. Det har meget at sige, at man giver dem nogle kulturelle oplevelser, som de selv kan bygge videre på. Det, de har oplevet i vuggestuen, kan gøre, at de har lyst til at gå i musikskole senere hen. Jeg skal ikke lære dem at synge og spille. Jeg skal bare give dem nogle sindssygt gode oplevelser, der gør, at de får musikken ind på livet. Så kommer der nogle dygtige folk, når de kommer i skole, der kan give børnene undervisning, hvis de ønsker det.
For Michael er det vigtigt, at musikken får lov at være ren leg i de første vigtige år.
– Musik stimulerer nemlig alle sanser og er glæde, stemninger og følelser. Da jeg selv startede med at spille guitar som 8-årig, hadede jeg det som pesten. Jeg skulle, fordi jeg havde lovet min far at gennemføre. Men det gav mig noget, og da jeg blev lidt ældre, spillede jeg samme sang, lige meget om jeg følte mig trist eller glad.
Boobs’ spæde start
– Da jeg var 14 år flyttede jeg med min familie fra Albertslund til Aalborg Øst. Det er skrækkeligt at flytte, når man er i den alder. Jeg lignede en fra ‘Vil du se min smukke navle’, og var en københavnerfyr. Det var ikke helt velset i Nordjylland på det tidspunkt, fortæller Michael med smil.
– En af de første, jeg mødte på Tornhøjskolen, var Hans Jørgen, der spurgte om jeg kunne spille på noget. De var nemlig nogle, der var i gang med at starte et musikhold. Jeg kunne spille lidt guitar, så jeg blev inviteret med. Det var min indgangsvinkel til at komme sammen med nogle andre, for jeg følte virkelig, at det var en træls tid.
Underviseren på musikholdet så et lys i de unge drenge, hvor Michael selv, Hans Jørgen og Michael K gik i samme klasse. De tre skoledrenge var næsten nok til en musikgruppe, men manglede dog en trommeslager. Ham fandt de i et par klasser under og med From var bandet Boobs fuldendt.
– Fra da af tog det fart. Vi begyndte at lave vores egne ting og spillede koncerter. Første job var vist på en ungdomsklub, hvor vi optrådte i ens røde t-shirts.
Ambitionerne bar frugt
Lige fra starten var ambitionerne store i det unge band. Alt blev indspillet og sendt til pladeselskaberne, for de var fast besluttede på at udkomme med en plade.
– Det lød ikke ret godt i starten, men vi sendte det altid af sted. På et tidspunkt var der to pladeselskaber, der var interesserede. Vi mødtes med begge på Musikcaféen i København, hvilken var et anerkendt og stort sted at spille. Vi valgte det ene selskab og lavede vores første to plader. Vi fik derefter et andet pladeselskab, hvor vi lavede den sidste plade. Det var faktisk et af verdens største pladeselskaber dengang. Vores mest kendte sang var ‘Åh, hvor jeg, ih, hvor jeg, uh, hvor jeg vil!’. Den gjorde, at vi kom til at spille på Roskilde Festival og til Verdens Ungdomsfestival i Gorky Park i Moskva. Vi prøvede alt muligt og spillede i hele Danmark. Det var virkelig en fed tid.
De høje ambitioner kom for blandt andet til udtryk i nogle specielle øve-sessioner.
– Vi var så ambitiøse, at vi øvede i mørke nogle gange. På et tidspunkt var der nogle, der sagde til os, hvorfor vi kiggede så ondt på hinanden. Det viste sig, at hver gang der var en, der lavede en fejl, så fik de et surt blik.
Det ville bandet ikke havde siddende på sig, og besluttede derfor, at de ville smile for eftertiden. Så hvis én lavede en fejl, skulle de kun grine.
– Til gengæld skulle vi være så dygtige, at vi kunne se publikum i øjnene og lave et show. Vi lavede dansetrin, løb på stedet og alt muligt. Vi var virkelig dygtige til at arrangere. For at kunne gøre det, skulle vi kunne spille uden at kigge på vores instrumenter. Derfor øvede vi i mørke, griner Michael.
Pausen blev lang
Tiden i Boobs blev byggestenene i Michaels videre karriere.
– Det var en rigtig fin tid, og det gjorde, at jeg kan lave det, jeg gør, i dag. Jeg mærkede savsmulden i manegen og spillede sammen med nogle virkelig søde mennesker i Boobs. Vi har stadigvæk et stærkt bånd, selvom det efterhånden er fyrre år siden. Uden dem var jeg ikke samme sted i dag, fortæller Michael.
– Jeg må ærligt indrømme, at vi nok ikke selv var klar over, hvor gode og kendte vi egentlig var. Det var først bagefter. Når der var gang i den efter en koncert, sad vi som regel i omklædningsrummet og snakkede om, hvordan det var gået. Det var ikke sådan, at vi var ude og jagte damer, griner Michael.
– Officielt holder vi stadig pause. Vi stoppede, da vi skulle til lave vores fjerde LP. Vi forsøgte at lave en masse sange, men kunne bare ikke få det til at fungere. Til sidst kørte vi surt i det. Det var ikke sjovt mere. Vi havde brugt hele vores ungdom på den måde og på et tidspunkt kører man træt. Jeg var desuden lige blevet færdig med seminariet og havde fået job som pædagog.
Bandet holdt et møde, hvor de blev enige om, at det var bedst at holde pause og det har de gjort lige siden.
– For mig var det helt naturligt, at nu skulle vi ikke mere. Vi havde prøvet vores og kunne ikke presse det sidste saft ud af citronen. Vi kunne ikke mere.
Alle fire arbejder stadig med musik i dag på den ene eller den anden måde.
– Man oplever noget, mens man er ung, og det sætter sine spor igennem hele livet. Tiden med Boobs var den fedeste og har sat sine spor hos mig. Jeg er virkelig glad for den tid og synes, at det er fantastisk, det vi fik lavet, og de oplevelser, vi fik. Det vil jeg aldrig være foruden.
Prins af børnekarnevalet
Musikken har givet en masse gode oplevelser. En af dem var i 2014, da Michael blev kåret til Prins af børnekarnevalet i Aalborg.
– Det havde jeg ikke lige set komme, at de valgte mig. Det var fedt, at der var nogen, der tænkte på mig på den måde. Sikke en oplevelse. En ting var kroningen i Zoologisk Have, hvor de holdt tale om, hvorfor de havde valgt mig. Jeg får næsten helt gåsehud, når jeg tænker på det. Så var der selve dagen. Jeg skulle gå foran optoget fra Nytorv og op til Kildeparken. Vi gik flere tusind mennesker med mig i front hele vejen ned til Kildeparken, hvor jeg spillede på den store scene og senere på den lille scene for de mindre børn. Det var en fantastisk dag.
Det sidste spørgsmål går på, om det mon var den største oplevelse i karrieren?
– Det er i hvert fald en af dem, afslutter Michael med et smil.
Fakta om Michael Back
Født 3 . oktober 1964 i Valby
Opvokset Albertslund og Aalborg Øst
Uddannelse HF på Aalborghus, Pædagogseminariet, diplomuddannelse i rytmisk musik og bevægelse, og autodidakt børnemusiker.
Job Musik og sjov for børn, foredrags- og kursusholder og sangskriver
Privat Kæreste med Birgitte på 10. år
Familie To voksne børn, et barnebarn, en bonusdatter og to bonus-børnebørn + den tyrkiske gadehund Liva
Se mere Find Michael på hans YouTube-kanal, der hedder ’Musik og Sjov TV med Michael Back’
