Det er ikke altid, at vi holder, hvad vi lover. vi har alle de gode intentioner, vi har en plan, vi kan se vejen, det er slet ikke svært, men alligevel failer vi big time.
Nu er vi nået et godt stykke ind i februar, og jeg er sikker på, mange kan nikke genkendende til det.
Det begynder så småt i oktober. Der lister sig en lille tanke ind om noget, der skal fixes. Tanken begynder at manifestere sig i november, og prikke til os… måske ikke hver dag, men ofte. Og i december siger vi YES! 1. januar bliver jeg et helt nyt menneske! Der findes selvfølgelig alle dem, der virkelig gør det. Skaber et nyt fundament, går all in og gennemfører, hvad de har sat sig for med bravour. Det er alle dem, der i forvejen løber en halvmarathon hver weekend, men så er der alle os andre…
Vi har ofte allerede glemt vores nytårsforsæt, bevidst eller ubevidst, når vi vågner den 1. januar med tømmermænd, eller også bliver iveren i hvert fald formindsket proportionelt med, at timerne går og vi bevæger os hen imod februar. Og nu er vi her så. Og vores bedre jeg må nu pænt vente til næste år. Det er ligesom man aldrig må starte noget vigtigt på en mandag. Tirsdag begynder ugen så for alvor, så der er der for travlt til at tænke på det, vi ikke ville starte om mandagen. Onsdag har vi glemt det, men kommer i tanke om det igen torsdag, men nu er det snart fredag og weekend, så vi venter sgu til næste uge.
Hvorfor skal det være så svært at lave om på ting? Lave om på os selv, hvis vi gerne vil? Hvorfor vinder den lille djævel så ofte over den lille engel?
Jeg har tænkt rigtig meget, herude på marken, det sidste år. Over alt det vi gerne vil, men ofte ikke får gjort, tænkt over alt det potentiale, der ligger og bjørnesover hele året.
Da Lars døde, lovede jeg mig selv at være Kriger, leve for os begge to, gøre ham stolt. Vise ham, at det her pis, det skal jeg sgu nok klare! Men jeg failede big time. Sygdom, sorg, isolation, kulde, en stor grå mark og et sted, hvor jeg ikke kunne mærke nogen puls, hvor stilheden, som jeg normalt elsker, lammede hver en sitrende celle i min krop, og en lægeklan der straks pumpede psykofarmaka ud på recept, på trods af et rungende nej fra min side. Nej, jeg skal ikke fyldes med antidepressiver, og sendes ind i en stor sky af ingenting. Jeg er ikke bange for at mærke livet. Den tsunamiovervældende ulykkelighed og det knuste hjerte.
Hvordan skulle jeg ellers kunne mærke den ekstatiske glæde over den lillebitte lysstråle, der rammer øjet nu og da. Så da vi nærmede os december, midt i det dybeste mørke, og med tårerne løbende ned af kinderne og uforløste skrig ud i intetheden, lovede jeg mig selv at i 2023 skulle Krigeren atter genopstå. Men det er jo ikke noget, man lige gør på kommando… eller er det?
Jeg var ikke mere end lige kommet ind i det nye år, da en meget kendt amerikansk mand dukkede op på min instagram. Hans navn er Tony Robbins. En verdensberømt storsælgende strateg og coach med et kundeklientel, der tæller både en meget flov Bill Clinton, Moder Theresa, Nelson Mandela og millioner af os helt almindelige småfrustrerede sjæle. Han tilbød mig et gratis onlineseminar 5 dage á 3 timer om dagen. Bare sådan lige midt i januar. Emnet var… oversat til Josefinesprog: Bliv din egen urørlige Kriger.
Og pludselig var han lige her. Denne høje pisseflotte karismatiske fyr. På besøg midt ude på marken i Brønderslev af alle steder. Live midt i min lillebitte stue i kulden og vintermørket. Pludselig var jeg slet ikke lige her. Men en del af noget meget større. Hundredetusindevis af mennesker fra alverdens steder. USA, Indien, Botzwana, Sverige, Trinidad, Tyskland, Myanmar, Texas, Aruba, Rumænien, Nicaragua, Holland, Brasilien, New Zealand, Japan… 195 forskellige lande samlet et sted. Med troen på, at vi kan forandre vores eget liv, hvis vi ønsker det nok. Og jeg blev overvældet af en rå styrke, da jeg stillede mig ud på den skide mark ved midnatstid i mit yakoksetæppe og kiggede op og ind i universet i vildskab og glæde. Pludselig mærkede jeg igen det, det handler om. Passion og puls.
Jeg har længe filosoferet over vores bevidsthed. Vi er selv herre over vores bevidsthed. Hvilket vi har en tendens til at glemme en gang imellem. Vi lader den smuldre i paragraffer, reklamer, regeringsordre, tiktok-videoer og fordomme overfor os selv. Vi lader den indsnævres af udefra kommende støj. Diagnoserne vælter ned over os, men de fleste af os, ikke alle, bestemmer selv. Vores ord skaber vores virkelighed. Vores tanker og vores overbevisninger er med til at skabe den vi er, hver morgen når vi står op. Kan jeg fjerne angst, svær depression fra min bevidsthed, hvis jeg bevidst fjerner ordene? Kan min Kriger overvinde disse magtfulde ord? Det er et eksperiment, jeg er i gang med. Og foreløbig virker det.
Umiddelbart ser det ikke ud som om, at 2023 har tænkt sig at servere store flødebollelagkager, laksemadder, brun sovs med roquefort og ribsgele og trapisteøl på et sølvfad helt af sig selv. De store sjæle omkring os falder bort, byer falder i ruiner som korthuse, og magthavere spiller skak, uden hverken intelligens eller format til dette spil. Men vi kan selv. Med passion og puls og en bevidst bevidsthed. Så kan vi selv.
Grib 2023. Du kan sagtens nå det endnu.
Stort KYS Josefine
