Det sidste års tid herhjemme har helbredsmæssigt været en anelse op ad bakke, faktisk noget værre pis! Råt for usødet. Lars fik akut livstruende rosen i højre ben, livsvarige mén og nedsat funktionsevne. Jeg røg i en overgangsalder, der viste sig mere fysisk hardcore end jeg havde forventet, og nu er jeg ikke den, der springer på hormontilskud og fjums, hvis jeg kan undgå det!
Overskuddet i bund, liggende ude i Limfjorden og gispende efter ilt og smerter i top. Der bliver mediteret, rumlet i chimaskine og læst bøger – hjernen fodres og crosstraineren står lige her foran mit skrivebord, som en fin reminder om at endnu flere nye tiltag er tiltrængt. Første gang jeg stillede mig op på den, kunne jeg kun finde ud af at gå baglæns! For nogle dage siden lukkede jeg så øjnene, og besteg den som et monster, der skulle erobres. 1 minut! Det er dér, vi er, men nu går det da fremad og ikke baglæns. Lars er oppe på 15 minutter fuld skrue, og godt på vej mod endnu mere.
Søvnløse nætter, utænkelig træthed og en krop, der skriger efter den sunde hvile. Smerter i hvert et småknirkende led og en sommer hvor de længste ture har været ned til Fakta og fjorden i et tempo, der næsten krævede madpakke.
Jeg har skrivestop. Og tårer i øjne og sjæl. Min hjerne leverer ikke ved kasse 1. Sansende min egen dødelighed, og angst for mine elskede nætter for første gang. Vi har lovet hinanden at blive gamle sammen. Vi har et ansvar overfor vores børn at blive den bedste udgave af os selv igen. Vi skal finde en vej videre.
Igennem de sidste par år har vi levet mere eller mindre vegetarisk, men også med de dage hvor nr. ekstra meget pepperoni og hvidløg fra den lokale, har fyldt køkkenet med sin salige duft. Men jeg kan ikke huske i hvilket årstal, jeg sidst har kigget i køddisken. Dog har æg og de gode oste, græsk yoghurt til tzatzikien og krydderdressingerne, fløde og creme fraiche været en fast bestanddel i mit køleskab, sammen med en god sushi og mine elskede fiskeboller engang imellem. Vegetar, pescitar, flexitar – glad for mad. MEN i går blev vi enige. Lars mest. Efter at have set The Gamechangers på Netflix, og lyttet til andre kloge hoveder, der faktisk ved hvad de taler om – Vi går all in på veganervejens grønne sti! Nogle gange fungerer Lars’ hjerne 100 % sort eller hvid, og det gør den her. Det gør min så ikke lige …
Jeg er anderledes. Jeg har elsket mit køkken, mine råvarer, mine legerede Ramensupper og min flødestuvede spinat, grønsagslasagnen med mornaysauce, mine pastasalater og dressinger – store og små genialiteter og trivialiteter i en smuk forening … og nu skal jeg til at skifte mine bedste venner ud med gærflager, mandel- og havreløsninger, usmeltelige ligegyldige rend mig i røven osteerstatninger, bye bye æg, mornay og gorgonzola … og ja – jeg indrømmer lige her på vejen til skafottet … jeg HADER tanken. Den gør mig rasende. På den der Josefine syv år facon! Tag mit køkken og brænd det! I har lige amputeret mit hjerte til det vigtigste rum i mit hus. Just fucking take all of it. Veganer … MIN BARE RØV!
Se … det var den 22. oktober. Nu er det den 22. november. Og jeg er blid som et lille lam igen uden for mange knirkende led, med en skrivelyst der igen pumper derudaf og med hverken æg, mine vidunderlige oste eller fløde i køleskabet.
Jeg er blevet helt forelsket i d’aubergine, spinat og grønkål i duftende grønsagsfonder, og der vokser snart tomat- og kartoffelmadder med übergod vegansk Hellmannsmayo ud af mine ører. Efter mit køkken græd fuldkomment hjerteskærende efter opmærksomhed og kærlighed, vendte jeg selvfølgelig tilbage og gav hende begge dele. Jeg har ikke rørt et stykke slik af nogen art, og chips på et minimum; til gengæld overlader jeg stadig de ligegyldige rend-mig-i-røven oste- og mælkeerstatninger til min bedre halvdels lyster, med undtagelse af den mest geniale og lækre hjemmelavede hvidløgsFAKEost, som Lars tryller magisk frem. Og allerede nu tænker jeg på, hvordan jeg får konverteret min yndlings jordskokke/blomkålssuppe om til den mest geniale JosefineJuleSovs imens jeg glæder mig til at marinere mine MockDucks fra dåse (veganerAND!) i både hoisin, lime, agavesirup, masser af chili, hvidløg og ingefær. Og en dag bliver jeg måske også gode venner med den der soyayoghurt, så jeg får lyst til at proppe den med krydderurter og endnu mere kærlighed. Er jeg mon blevet bims? Nej. Men jeg griber de nye muligheder fra et spændende univers, uden nogensinde at blive fanatisk.
Jeg har ikke spist mit sidste blødkogte æg, eller stykke med cremet lækker blåskimmelost, eller faldet i svime over den sidste laksemad med guacamole. Men behovet er der bare ikke lige nu. Og ja – jeg kan også stadig sukke efter en fuldfed Whoppercheese mit alles!
Ingen af os kan være i tvivl om at det er sundt for os selv, medmenneskeligt overfor vores dyr og vigtigt for jorden, hvis vi alle skar ned på de animalske produkter. Men vi skal da alle have lov at gøre tingene i hvert vores tempo, uden at blive udråbt som enten mordere eller veganertosser. Jeg har mødt vidunderlige nye grønne helstøbte hjerner og hjerter den sidste månedstid, men også de fuldkommen fanatiske der raser, hvis ikke alle andre tænker og handler som dem, og de er ikke et hak bedre end de personer der lukker hele verden ude, nede på det nærmeste værtshus, med en halv meter lang PRINCE i den ene hånd og en flyversjus og flæskesteg i den anden, mens de latterliggør alle, der ønsker en grønnere fremtid.
Der skal være plads til os alle sammen.
Glædelig jul og vinter og et smukt berigende kærlighedsfuldt 2020 proppet med alt det du elsker, og det du ønsker dig.
Kærlig hilsen Josefine
