Klumme: Vaner, ama’rmadder og vejen til Verdensfred

Illustration af Josefine Passer på Tyren og med aalborgensiske landemærker i baggrunden.

Så landede vi i 2024, og allerede nu buldrer året afsted. Jeg er sikker på, mange har fuldkommen styr på deres sjit, men nogle er nok også faldet en anelse af vognen fyldt med nytårsforsætter. Så er der alle dem, der helt har glemt om de overhovedet havde nogle, og hvad de eventuelt var.

Jeg har selv nogle klare intentioner for ’24. Vaner kan være svære at battle, men der er vigtige mennesker i mit hjerte, som fortjener den allerbedste version af mig i år, efter jeg i nogle år har befundet mig mere eller mindre konstant i en komalignende tilstand svævende mellem galaxerne.

Vaner er en lidt pusseløjerlig størrelse. De findes jo i alle mulige forskellige sammenhænge og konstellationer. Om de er gode eller dårlige, livslange, arvet fra tidligere generationer, forældre, eller stadig ganske nye. De kan være fuldkommen håbløse, og vi kan være drevet af dem, selvom vi godt ved, at de skaber umuligheder i kroppen, eller de kan skabe en tryghed, en lykkefølelse og behagelighed i vores liv, der får vores hjerter til at svømme i roligt vand. Nogle vaner aner vi slet ikke, hvor kommer fra, eller de er blevet lige så naturlige som at trække vejret. Nogle vaner bliver til hjemme på køkkenbordet, i soveværelset. Andre i kulturen omkring os, religiøse, samfundsrelaterede og nogle vaner føler vi så intenst, at uden ville vi ikke være i stand til at trække vejret.

Nogle vaner er vidunderlige, nogle er smukke og nogle ville vi aldrig være foruden … men fælles for alle vaner, så forhindrer de os umiddelbart i at tænke selv. Vaner låser os, lidt sovende, fast i en lille kasse. Så når vi tænker ud af boksen, tænder vi lyset, fordi vi føler en intens trang til at gøre noget, vi ikke plejer, eller bliver sat i en situation, der kræver nyt handlingsmønster.

Juleaften, sidste år ved middagstid, læste jeg et opslag i min yndlingsmadgruppe, hvor en kvinde stod i, hvad må betegnes som, en lille juleaftenskrise, da hun opdagede, at hun havde købt cashewnødder i stedet for mandler til ris a la mande, og hun spurgte forhåbningsfuldt ud i gruppen, om hun ikke godt kunne bruge cashews i stedet for mandler. Min reaktion var selvfølgelig kan du det! Måske opfinder du ligefrem en skøn ny dessert, som alle dine gæster vil elske!

Men… disse små skønne cashews kunne stå nok så meget og ryste med alle talenterne, de var oppe imod nogle kræfter, de nok slet ikke anede eksisterede. De fleste rådede kvinden til at skynde sig ned i nærmeste butik og finde de mandler! Hun kunne nå det endnu! (Hvad det så også endte med, hun gjorde) En ville være blevet rasende, hvis der var dukket cashews op i hendes risdessert i stedet for mandler juleaften, og andre mente, at det forslag faktisk ville kunne ødelægge hele juleaften.

Jeg blev fascineret over, hvor meget en lille nød kan fylde i vores bevidsthed sådan en aften, og hvor lidt goodwill til at byde en anden slags velkommen, der umiddelbart viste sig på kryds og tværs. Ikke mange åbne kristne favne ”Lad alle små nødder komme til os”. Også taget i betragtning af, at mange faktisk slet ikke rigtig kan lide ris a la mande. Jeg blev meget opmærksom på, hvor meget en vane og tradition kan fylde i forhold til, hvad jeg forestillede mig måtte være det vigtigste, kærligheden og selskabet, og en middag skabt ud fra et godt hjerte. Min hjerne trillede lidt videre rundt i madens verden, og hvad der kan lade sig gøre og ikke lade sig gøre. Reglerne for, hvad du må putte i en tartelet for at kalde det en tartelet på det danske aftensbord på trods af, at det er butterdejen i sig selv, der er tarteletten. Hvor lidt der skal til før uoverensstemmelser opstår, og køkkenknive og grydeskeer sidder lidt løst i hånden.

En ristet ama'rmad på tallerken.
Skribentens version af en ama’rmad (privatfoto).

Der er bestemt også delte meninger om ama‘rmadder. Det fandt jeg selv ud af en dag, jeg slog et billede op af en – i vores ellers utroligt kærlige og varme madgruppe. En ama‘rmad er rug- brød, franskbrød og smør! Ellers er det ikke en ama‘rmad! Nej! Den er med smør og brun farin… ellers er det ikke en ama‘rmad! En mente også, at for at kalde det en ama‘rmad skulle det være nutella… hun var så heller ikke ældre end en halv nutella, og i hvert fald slet ikke så gammel som en ama‘rmad… men sagen er jo, at en ama‘rmad kan indeholde hvad som helst imellem en skive rugbrød og en skive franskbrød. Og jeg valgte så at sende den dejlige mad med ost, filet, løg og tomater en tur i panninien, hvilket heller ikke kunne lade sig gøre i enkeltes vildeste fantasi … det gik nu meget nemt.

Men pludselig står det jo helt skarpt for mig, imellem ris a la manden, tartelletterne og den lille ama‘rmad, hvorfor Verdensfreden nogle gange kan synes meget meget langt væk. Når vores daglige små vaner, som jo er absolut intet andet end vaner, ofte blokerer for kommunikation og forståelse af andres vaner eller tænken ud af boksen.

Tænk, hvis vi bare en gang imellem overvejede, om det vi deler med andre, vil bringe Verdensfreden tættere på eller længere væk. Umahro Cadogan, forfatter og ernæringsekspert, sagde på et tidspunkt ”Tænk over det, du putter i munden. Behandler du din krop som en narkoluder eller som en Gudinde – med den næste bid.” Hvis vi en gang imellem tænkte på samme måde om vores omgivelser … Det næste, du siger eller gør … behandler du da dine omgivelser som en narkoluder eller en gudinde? Personligt tror jeg, vi når verdensfreden en anelse hurtigere ved at behandle vores omgivelser som en gudinde.

Kærlighed til dig! Og jeg håber, du får det aller smukkeste år.

Kærlig hilsen Josefine