Kærlighed, teatermagi og hårdt arbejde – mød Lise Baastrup bag scenen

tekst MIE ARNEMAND NIELSEN | Foto IRFAAN KAHN

Dyrehavsbakken nord for København dannede rammen, da APPETIZE mødte Lise Baastrup. Gæv jyde og raffineret skuespillerinde i én og samme person. Nu også nybagt mor. Vi tog plads ved sminkespejlet sammen med lise, og lærte hende meget bedre at kende gennem en samtale om karrierevalg, skuespillertilværelsen, pressens interesse for familieforøgelser og ikke mindst kærlighed.

Jeg bliver ført direkte fra den bragende sommersol, der brænder på kinderne, og ind i et køligt og helt mørkt telt, hvor jeg må famle mig frem indtil mine øjne har vænnet sig til mørket, og jeg kan se gulvet mellem de stolerækker, jeg går hen ad. Jeg er på vej ind i det allerhelligste område i Cirkusrevyen, nemlig garderoben. Her sidder Lise Baastrup klar til at tage imod mig, og vi får øjenkontakt i hendes sminkespejl før hun når at rejse sig og byde mig indenfor.

Det ligner ren magi

Mens Lise lægger makeup, og jeg stiller spørgsmål og lytter, kommer der løbende folk forbi på gangen, og hilser i forbifarten. Nogle siger bare hej, andre skal lige aflevere en rekvisit eller en besked. Lises kæreste Jacob Dahl, som arbejder på revyen som regissør og forestillingsleder, og er søn af Lisbeth Dahl, kommer også ind og hilser på med deres lille datter Laura. Der er generelt en afslappet og rigtig rar stemning i mellem de mange skillevægge, kostumer, kaffekopper og sminkespejle. Mens der hersker ro her i garderoben, tre timer før tæppet går, så er det den stik modsatte situation når revyens orkester har slået den første tone an til åbningsnummeret.

– Hvis jeg fx skulle have lavet Mette Frederiksen, som jeg lidt havde håbet, så skulle jeg jo have tegnet en skarp amorbue her ovenover læberne. Lise tegner stregen over læben i luften lige foran sin mund.

– Men man kan sige, at det på en måde er et held jeg ikke skal det, for det tager jo tid med makeuppen når det skal rettes til undervejs.
Det kan måske undre, at det skulle være en udfordring at nå, at rette læbestiften til undervejs i en forestilling, men alt hvad der foregår bag scenen er timet på sekundet, så en læbestift fra eller til, betyder meget.

– På andre forestillinger jeg laver, kalder man det et lynskift, når man har 2 minutter til at skifte mellem scenerne. På revyen er et lynskift måske 5 sekunder. Jeg har prøvet at lave et skift, hvor jeg tog en overdel, et par bukser, en paryk og et par flade sko af. Og skiftede over til gallakjole, høje hæle, fik sat håret op, øreringe i og læbestift på. Alt sammen på 12 sekunder. Det er lidt en sport for os, og det er skide skægt. Det er teatermagi, siger Lise med et bredt smil.

Helt udramatisk

Glad og flittig. Sådan beskriver Lise sig selv som barn. Hun holdt meget af at gå i skole, og var en dygtig elev. Efter folkeskolen havde hun brug for, at der skulle ske noget nyt, og hun ville ud og opleve noget og stå på egne ben. Derfor forlod hun Silkeborg og rejste til USA for at gå på High School. Efter et år med massevis af tests og lektier, vendte Lise hjem til gymnasiet i Silkeborg, hvor hun fortsatte med at vægte skolearbejdet højt og gøre sig umage. Ved siden af bøgerne var det musik og sang der trak i den unge jyde.

– Jeg tror aldrig, at jeg var sådan rigtigt provokerende som teenager, men jeg blev lidt mere eksperimenterende i min musiksmag. Jeg spillede selv musik, komponerede og sang i band, og følte en hel masse. Jeg begyndte også at gå i helt sort tøj, hvilket jeg stadig gør den dag i dag. Det er ligesom blevet en del af min karakter.

Da drama kom på skoleskemaet, var det på opfordring af klassekammeraterne, for der manglede nogle tilmeldinger, hvis holdet skulle blive til noget, og Lise kunne godt se fornuften i at vælge et enkelt fag, der ikke involverede så mange tykke bøger.

– Jeg havde drama på mellemniveau på gymnasiet, men det var faktisk mest fordi, jeg havde så mange boglige fag på højniveau, at jeg blev nødt til at vælge noget, hvor der ikke var så mange lektier. Jeg tænkte ikke, at det var noget, jeg rigtigt skulle bruge til noget.

Senere skulle det vise sig, at Lise faktisk var enormt god til at stå på en scene, og endda virkelig holdt af at gøre det. Hun begyndte at få roller i forskellige musicals, mødte professionelle skuespillere og blev opmærksom på, at hun måske også kunne gå den vej. Men også kun måske.

– Første gang jeg søgte ind, gik jeg videre til 2. prøve, og jeg kan huske, at jeg var vildt overrasket. Jeg har altid tænkt, at når jeg var så god bogligt, så skulle det udnyttes, og jeg drømte om at læse psykologi på Aarhus Universitet. Der er et eller i andet i det med at forstå mennesket og dets handlinger, der tiltaler mig.

Men da jeg begyndte at være med i musicals, fandt jeg ud af, at her kom psykologien jo også i spil. Det handlede om at sætte sig ind i den rolle, man skulle spille, forstå det menneske, og fortælle dets historie. Så jeg tænkte; prøv at hør, jeg ender på universitetet alligevel, men jeg kan lige så godt prøve, for det er nu jeg er ung, og skal prøve den slags ting.

Det gik så godt til optagelsesprøverne, at Lise fik blod på tanden, og da hun søgte ind på Skuespillerskolen igen året efter, gik hun hele vejen og blev optaget.

Fakta om Lise Baastrup

Født 20. marts 1984

Opvækst I Silkeborg sammen med sine forældre og to æl- dre brødre

Bopæl Bor i dag på Frederiksberg, og har boet i København siden 2014

Civilstatus Lise har dannet par med Jacob Dahl siden 2017. Sammen har de datteren Laura, født i februar i år. Jacob har desuden to voksne sønner

Karriere Uddannet fra Skuespillerskolen i Århus i 2010. Siden har Lise arbejdet med både film, Teater og TV. Mange danskere lærte Lise at kende igennem dramaserien Rita og underholdningsprogrammet ‘Rundt på gulvet’. Fra 2011 til 2014 var Lise en fast del af ensemblet på Aalborg Teater. Lige nu spiller Lise med i årets Cirkusrevy, hvor hun også var med i 2016 og 2017

Følgespottet lyser på dig

Alt vendte på en tallerken, da det stod klart, at skuespilleruddannelsen blev en realitet, for livet på scenen er unægteligt noget ganske andet end det akademiske liv på universitet, som Lise egentlig havde set sig selv i.

– Min tilværelse ændrede sig markant. Det betød, at jeg ikke skulle have et stillesiddende job de næste mange år, men derimod skulle til at bruge min krop, og være fysisk på en helt anden måde. Passe på mine tænder og holde dem hvide, hvis man skulle stå der og smile alle vegne, og… åh gud altså!

Lise taler hurtigt, med let panik i øjnene og jeg kan ikke lade være med at grine. Selvom det er komisk, når hun fortæller om det nu, så er det også den skinbarlige sandhed, at man som skuespiller hele tiden bliver set an og målt og vejet. Fra tænder til tåspidser. Men det virker på Lise, som om hun har fundet sit eget ståsted midt i spotlyset og alle de kritiske blikke.

– Heldigvis laver jeg meget roller, der handler om karakterer. Der findes rigtig mange roller for både mænd og kvinder, som handler om at spille hende eller ham den smukke. Hende han knalder eller ham hun knalder, som kræver at du ser ud på en bestemt måde. Jeg spiller roller, hvor det handler om, at jeg skal spille godt, og det er mit held, for så kan jeg se ud, som jeg vil. Når det så er sagt, så går jeg jo stadig op i hvordan jeg ser ud, og jeg sørger for at være i rigtig god form. Lises tone er mere alvorlig nu, og hun taler videre om at være kvindelig skuespiller i en traditionelt set mandsdomineret branche.

– Jeg synes, at mange af de dygtige dramatikere vi har i Danmark, er begyndt at skrive flere roller til kvinder. I gammel dansk, og udenlandsk, dramatik er der flest roller til mænd. Sådan har det altid været. Da der så kom et løft i antallet af hovedroller til kvinder i både film og TV serier, var der jo folk der spurgte, hvorfor det nu skulle være nødvendigt. Der kan man jo bare sige – netop derfor. Hvorfor overhovedet sætte spørgsmålstegn ved det? Hvorfor kan det ikke bare tilfældigvis være kvinder ligesom det tilfældigvis kan være mænd? Jeg glæder mig til en dag, mens jeg forhåbentlig stadig er her, hvor der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved den slags.

Hjem til Skipper Clements Gade

Som skuespiller har Lise prøvet lidt af hvert. TV, film, teater, musical, revy, komedie og drama kan alt sammen skrives på CV’et, og det er helt med vilje, at Lise har begivet sig ud i en bred vifte af roller. Da jeg spørger hende hvilken rolle hun er mest stolt af, fremhæver hun forestillingen Monster, som hun spillede på Det Kongelige Teater. En barsk teaterthriller baseret på historien om USA’s første kvindelige seriemorder. Her kom Lises store interesse for psykologi i spil, og den type af roller vil hun gerne spille meget mere. Der i det hele taget meget den driftige skuespillerinde gerne vil.

– Jeg vil gerne have en funktion som en kamæleon, så jeg bliver brugt til alle mulige ting. Derfor har jeg gået op i at dygtiggøre mig indenfor mange genrer, og det kræver jo, at der er én

person, der ser potentialet i dig, og giver dig chancen. For man er jo nødt til at få chancen, før man kan vise hvad man kan. Og jeg har fået chancen, så det er mit held.
En del af Lises mange roller spillede hun på Aalborg Teater, hvor hun var fastansat fra 2011 til 2014, men tilværelsen i Aalborg bød på meget andet end arbejde.

– Jeg boede i Skipper Clements Gade. Det var så dejligt centralt, og alt for tæt på Penny Lane. Det var virkelig farligt, griner Lise og røber at hun stadig besøger Penny Lane, hver gang hun er på besøg i byen.

I mange år har Cirkusrevyen besøgt Aalborg, men det er en tradition, som bliver afrundet denne sommer. Netop derfor ser Lise særligt meget frem til besøget i år.

– Jeg er virkelig glad for at jeg får lov til at være med den sidste gang, fordi jeg synes, at det er så hyggeligt at komme derop. Det er som at komme hjem for mig, og min svigermor har jo også været på Aalborg Teater, da hun var ung. Hun fødte sine tre første børn deroppe, deriblandt min kæreste Jacob. Så vi er mange, der har et tilhørsforhold til Aalborg. Jeg plejer gerne at gå ned i Fitness World på Vesterbro, for at træne og hilse på, når jeg er i byen. Der har jeg dæleme været meget. Jeg startede hver morgen dernede, så det var næsten som mit andet hjem, da jeg boede i byen.

Sig noget sjovt…

I årene hvor Lise var nyuddannet skuespiller, og hun havde sine faste forestillinger på Aalborg Teater, var der masser af andre opgaver på programmet, og hendes karriere på TV begyndte at tage fart. Hun lavede nemlig både optagelserne til de første sæsoner af dramaserien Rita og underholdningsprogrammet ’Rundt på gulvet’, ved siden af arbejdet på teateret. Her blev Lise skubbet ud i ukendt terræn, for i et impro comedy program som ’Rundt på gulvet’ skulle hun være sjov på kommando og improvisere komikken frem. Men kunne hun det? Da jeg spørger Lise, om hun altid har vidst, at hun var god til at være sjov er svaret, lidt overraskende, faktisk nej.

– Nej, men jeg har altid vidst at jeg var god til at være sarkastisk,
så det er det, der har banet den vej for mig. I folkeskolen var jeg lidt en Chandler Bing type, der ikke kunne lade være med at kommentere på det de andre gjorde og sagde. Det tror jeg, har været indgangsvinklen til at folk syntes, at der var ’funny bones’ i mig, og så hjælper det helt klart hvis man er glad oveni, så man ikke bliver sådan en sarkastisk gnavpot.

Da de medvirkende til ’Rundt på gulvet’ skulle udvælges, var Lise til casting med en række kvindelige kollegaer, og her blev hun klar over at hun skulle skrue op og gakke ud, hvis hun skulle have jobbet.

– Det handlede jo om at have de sjove punchlines hele tiden. Hun holder en hånd frem for sig og knipser hurtigt med fingrene igen og igen, og illustrerer hvor hurtigt tanker skulle blive til vittige ord.

-Jeg fik jobbet, men jeg
var virkelig nervøs, da vi optog første sæson, for kunne
jeg overhovedet være sjov?
Jeg følte, at jeg var tilbage
på skolebænken igen. Og
så møder man endda sådan en lille irriterende fyr,
som hedder Christian Fuhlendorff, der hele tiden vil tage ens punchlines. Man skal virkelig være hurtig ved havelågen, siger Lise og smiler skævt til mig i spejlet.

Glæden ved genkendelsen

Når man optræder i den bedste sendetid i op til flere ugentlige TV programmer, så bliver man et kendt ansigt i et lille land som Danmark. Fjernsyn skaber en helt anden generel genkendelighed i befolkningen end teateret gør det, og det faktum betragter Lise mere som en nødvendig del af jobbet, end en ønskværdig del.

-Jeg havde helt seriøst aldrig tænkt på, at jeg skulle blive kendt på det her job. Jeg havde tænkt at jeg måske skulle være et kendt ansigt i lokalmiljøet, fordi jeg spillede på et eller andet teater, og så vidste dem, der kom på teateret i den by, hvem jeg var. Jeg har aldrig overvejet, at jeg skulle være landskendt, men så kom Rita og nu ligger det på Netflix og er ved at blive verdenskendt. Jeg har vænnet mig til tanken, og har det fint med det nu, men jeg havde virkelig ikke behøvet det.

Lise fortæller om sine oplevelser med at blive genkendt, og der er heldigvis langt flest gode af slagsen. For, som hun siger, så holder hun meget af mennesker, og det er en stor fornøjelse, at få ros for sit arbejde fra fremmede glade mennesker.

Men når der bliver taget billeder i S-toget uden folk spørger om lov, eller nogen hiver hårdt fat i armen, for at nå at tage et billede i forbifarten, stiller Lise sig uforstående overfor den opførsel.

-Det synes jeg er noget mærkeligt noget, for er vi ikke opdraget nogenlunde på den samme måde i det samme samfund? Det er da ikke pli, det der. Min kæreste siger, at jeg skal tænke på, at for dem er jeg en karakter fra fjernsynet, mere end et almindeligt menneske, og de føler et ejerskab over mig, fordi jeg har valgt at blive kendt. Det er jeg ikke enig i, men jeg gider heller ikke være det røvhul, der siger nej, når folk henvender sig. De allerfleste gange er det jo bare dejligt og hyggeligt at tale med søde mennesker.

Pressen er også en del af arbejdslivet som skuespiller, og ind i mellem vil de også meget gerne med ind i privaten. Selvom der ikke rigtigt er en historie, kan der sagtens blive skrevet en alligevel. Da Lise i 2018 sagde nej til at være med i årets Cirkusrevy, kunne hun pludselig læse, at det måtte være fordi hun var gravid, og hun begyndte at få lykønskningsbeskeder fra nær og fjern. Sagen var bare, at hun slet ikke var gravid, men at hun skulle spille Susan Himmelblå i musicallen Midt om Natten. Blandt andet derfor holdt hun kortene tæt til den voksende mave, da hun faktisk blev gravid.

– Det var mest, fordi jeg skulle spille en forestilling, som var ret fysisk hård, nemlig Stephen Kings Misery. Jeg syntes ikke, at der var nogen grund til at publikum skulle sidde og være opmærksomme på, hvordan jeg spillede og ’uhh, faldt hun lige lidt uheldigt ned der’ og sådan. Det lykkedes mig faktisk at holde på nyheden til jeg var færdig med at spille stykket, og var fem måneder henne.

Cirkusrevyen besøger Aalborg

En lang tradition slutter i år, når Cirkusrevyen besøger Aalborg for sidste gang. Revyen spiller i Aalborghallen torsdag d. 5. september – søndag d. 8. september.

Børnebilleder hører til i privaten

Lise og Jacob blev forældre til lille Laura i februar i år, og den nyhed så dagens lys via Lises egen profil på det sociale medie Instagram. Dog uden et billede af Laura, men i stedet et billede af de glade forældre og barnevognen. Der er faktisk ingen billeder at finde af det lille nye familiemedlem, og det er et bevidst valg forklarer Lise.

-Jeg synes ikke, at hun skal ud på internettet, uden at hun selv gerne vil det. Jeg ved ikke hvor internettet ender om fem, ti eller tyve år. Så det skal hun selv vælge, når hun kan det.

Når man udtaler sig til pressen, og har en klar holdning til noget så følsomt som børn på sociale medier, så følger der både ris og ros med i kølvandet. Det kan Lise skrive under på, men hun tager det ikke så højtideligt.

– Mange har rost mig, men der har også været helt modsatte reaktioner, hvor folk siger eller skriver, at jeg ikke skal blande mig i, hvad de gør. Det gør jeg virkelig heller ikke, det må folk selv ligge og rode med. Jeg tror bare, at de har følt sig truffet, og er kommet til at reflektere over, om de deler for meget. Jeg har hørt fra unge, der er kede af at deres forældre har delt børnebilleder af dem, og jeg synes min datter selv skal vælge, når hun bliver gammel nok til det. Indtil da bliver billederne sendt til søskende og bedsteforældre på sms.

På arbejde med hele familien

For mange vil et arbejde som revystjerne nok ikke rime særlig godt på livet som nybagt mor. Det kan tilsyneladende godt lade sig gøre, for Lise har været i gang med årets revy siden datteren var få måneder gammel.

– Første gang vi var herude med hende, var de andre startet med prøverne, og jeg sad og drak en kop kaffe og hørte hvad de havde snakket om indtil videre, og så kørte vi hjem igen. Det er lige så stille blevet trappet op derfra, og nu er Lauras svigerinde med herude. Min kæreste Jacob har to sønner, der er voksne, så det er hans ældste søns kæreste, der passer hende. Det er rigtig skønt. Vi har et rum, hvor jeg kan amme og hun kan pusles og hvor der er helt ro, og ikke alt det virvar og musik, der ellers er herude. Så triller hun en tur med Laura ude i Dyrehaven, så hun falder i søvn, og så ammer jeg i pauserne. Så det er faktisk gået overraskende godt.

Kærlighedshistorien, der førte til fødslen af lille Laura, kom ud af det blå, og stod slet ikke i manuskriptet for hverken moderen eller faderen. Lise og Jacob havde arbejdet sammen før, og kendte udmærket hinanden som kollegaer, men pludselig opstod den sødeste musik.

– Vi havde slet ikke regnet med, at vi ville blive forelskede, og det kom nærmest fra den ene dag til den anden. Vi blev enige om ikke at gøre noget ved det, for tænk hvis det bare var sådan noget, der forsvandt igen. Så vi gik egentlig bare og tænkte over det hver for sig, men kunne godt se, at når vi havde de følelser i længere tid, så måtte vi gøre det forbi med vores respektive partnere ligegyldigt hvad. Det endte med, at vi begyndte at komme sammen i efteråret 2017.

Indtil videre kan Laura bryste sig af titlen som vaske ægte revybaby, men det er kun begyndelsen. Lises karriere ser ikke ud til at sætte farten ned, men det er ikke nogen hindring i den nybagte mors øjne.

– Da jeg fik Laura kunne jeg godt mærke, at fra nu af, er alt på hendes præmisser. Det handler om, at vi er glade og får brød på bordet. Jeg kan ikke bare tage et sabbatår og rejse rundt og hippie den ud. Jeg skal sørge for at arbejde, så hun kan have det godt, men jeg skal også være glad og have overskud til hende. Jeg har tænkt meget over, at hun skal udsættes for en masse ting, så hun får så meget med i bagagen som muligt. Vi skal vise hende verden.