Kære mor og far – føler I jer usikre? Ro på. Det gør jeg også.

TEKST & FOTO CECILIE VESTERGAARD WENNERLIN

Jeg vil gerne slå et slag for, at usikkerhed ikke skal være en af de forkert-følelser, som helst proppes ned under sofahynderne, mens nogen sætter sig oven på den og drikker langsomt kaffe og taler om vejret. For til sidst bliver den så stor, usikkerhedsfølelsen, at ikke 10 sofapuder med numser på vil kunne holde den nede.

Da jeg fik mit første barn for 5 år siden, var jeg så usikker på alt, at man kunne have brugt mig som dørmåtte i en overfyldt aula.

Alles ord satte sig fast på mig som små, indre lydbidder, der kørte rundt og rundt og rundt. De kom alle steder fra, og de fleste var uden tvivl sagt i bedste mening – men det differentierer usikkerhedshjernen ikke mellem. Den hører alt som punkter til nødvendig forbedring.

Er det nu også den rigtige slags strikketrøje til dette her vejr?… Skulle jeg hellere give ham rangler af træ? ….Hvad nu hvis, det ikke er så godt, at barnevognen står lige dér?

Og sådan kunne jeg blive ved, indtil jeg til sidst var så forvirret, at min egen dømmekraft lå et sted nede under skosålerne.

Som nybagt mor – og i høj grad som nybagt 1. gangs mor – med et underliv ømmere end ømt, frygtsomme tanker om hvordan i alverden, man nogensinde skal kunne skide igen, og et forelsket/skræmt/grådlabilt/lykkeligt blik på sin unges spæde ansigt, er usikkerhedshjernen særdeles magtfuld. Og det gælder også hos den nybagte far, der lige har overværet veer i 18 (-/+) timer, og som nu for alvor får et visuelt spark ud i et nyt livsansvar. Og ved I hvad?

Vi. Os. Dig. Jer. Mig…

….kan gøre noget for at hjælpe de her skønne, sårbare mødre og fædre, så sofapuderne kan få lov at ligge i sofaen uden affejede følelser, og usikkerhedshjernen kan slappe lidt mere af. I min optik kræver det kun to ting:

1. Stop med at være træls.

Det er et rigtig vigtigt punkt (mindst lige så vigtigt som nr. 2.), og jeg tror egentlig, at det er lettere end man skulle tro. I min verden er det noget med at droppe sætninger som disse…

”…Husk nu, at den skal lære at….” – pråligåhørhær, kammerat. Du bestemmer ikke, hvad denne her nye, lille baby skal ”lære” – eller om den skal ”lære” det. Det gør dens mor og far. Og du kan roligt slappe af med den tanke, at hvis dit råd er ønsket, så bliver der spurgt om det. Det eneste, du skal, er at nyde synet og nærværet af noget så nyt og fint som et spædbarn.

”…Mine børn har altså aldrig…” – Nej? Tillykke med det. Dette her er et andet barn og nogle andre forældre. Så… igen… nyd synet og nærværet og… slut.

Og så er det her med at droppe at være træls også noget med at huske, at der er en modtager af det, man siger – og at ens virkelighed vitterligt er ens egen. Ikke andres. Og det gælder, hvad enten man er veninde, mormor, svigermor, kollega, sundhedsplejerske eller fagperson på en barselsgang.

2. Lad os tale om vores usikkerheder

Det synes jeg grundlæggende er en god idé, for vi har dem alle sammen omkring et eller andet i vores liv. Og det, der sker, når ingen italesætter noget, der på nogen måde kan vise, at de ikke altid har ekstremt meget styr på alting, det er, at sofapuderne kommer så højt op, at de vælter til sidst.

Og så sidder der måske en mor med gylp nedad nakken, brystbetændelse og 6 døgn gammel mad på trøjen og tror, at hun er den eneste i hele verden, der er i den situation. Eller omvendt – en far. Bare uden brystbetændelse.

Eller der sidder en teenagepige på sit værelse og ser en YouTuber med perfekt makeup vise, hvordan det bedste outfit til sommerfesten sammensættes, mens hun selv sidder og er så ked af bumserne på kinden, dansk-stilen der er uoverskuelig at lave, de andre fra klassens mulige tanker om hende, brysterne, der ikke er der endnu, og en desperat tanke om, at hun er den eneste, der ikke føler sig god nok.

Eller familiefaderen midt i livet, der har fortrudt at han gjorde, hvad andre forventede frem for det, han selv ville, og nu kan mærke, hvordan følelsen af at ”burde” være glad og tilfreds hamrer ham i hovedet som en dørhammer. Alle andre har jo godt styr på alt. Jeg er den eneste, der føler mig som en fiasko, brøler usikkerhedshjernen.

Men de her mennesker… De er jo ikke alene, vel? Det føler jeg i hvert fald ikke. Jeg har ikke været i familiefaderens sted – men til gengæld har jeg været alle mulige andre steder, hvor løse ender er fløjet rundt omkring mig, uden jeg formåede at samle dem. Og jeg er der stadig i forskellige situationer – både store og små.

Men dette her indlæg skulle egentlig mest handle om at hjælpe de her dejlige, sårbare, nybagte forældre – frem for at at puste til usikkerheden. Men nu kom det til at være lidt bredere… for egentlig handler det om os alle – ikke?

¨¨¨¨¨¨¨¨
Tak, fordi du læste med 🙂

Annonce

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*