En sang fra Usikkerheds-mor

Tekst & Foto Cecilie Vestergaard Wennerlin

Dengang, jeg var nybagt førstegangsmor, var jeg lige så usikker som alle de andre, der med store øjne og tvetydige tanker sidder på en mental taburet midt i en rundkreds af folk, som sender gode (nogle gange) råd i ens retning, der rammer én som pile. Det giver et regnestykke, der hedder 20 personer x 3 gode råd hver = en mor-usikkerhed, der snildt kan fylde arealet af en parcelhushave.

Så da jeg var i slutningen af graviditeten med Lillebror Daniel, og gik rundt som en spærreballon med en hånd på lænden og et ”Skat, kan du se om mine snørebånd er gået op?” på læben, var jeg sikker på, at den usikkerhed var noget, der var forbeholdt mit førstegangsmor-jeg.

Det var det ikke en skid.

Og jeg vil gerne være åben og ærlig omkring det. Mit Jeg lige nu. Knap 26 år, mor til to, godt gift og sexolog-to-be, kan være særdeles usikkert. Men heldigvis får jeg mindre og mindre behov for at signalere, at jeg har styr på det hele – for det er der da ingen, som har.

Vil I høre noget, jeg f.eks. ikke har styr på?

Min børneovertøjssans er underudviklet. Der er masser af søde mødre, jeg kender, som altid er helt og aldeles OBS på, hvad årstiden dikterer. Termotøj, softshell, fleecedragter, overgangsjakker… Men jeg har tit har siddet og scrollet ned i mit Facebook-feed, set folks interaktioner i salgsgrupper og fået den små-paniske tanke: ”Mine børn har ikke en softshell-dragt… Skal man have det? Har alle andre det? Er det kun mine børn i hele Danmark, der ikke har det!?” Og jeg har på stående fod ikke den fjerneste idé om, hvornår de skal have sådan en på frem for de 243 andre muligheder.

Og så er der også det med kager i bradepande. Jeg må ærligt indrømme, at jeg i de sidste mange år har syntes, at man var meget mor-agtig og voksen, hvis man lige hurtigt kan bage en kage i en bradepande. Helst uden opskrift og gerne målrettet, at det jo er til børn. I ved, sådan en Klassens Time kage, som Ole på 8 år har med en fredag formiddag i skole med et viskestykke henover, og som alle børn synes smager, som en rigtig chokoladekage, for Oles mor er sådan en ”rigtig” mor, som bager på den måde og til Oles fødselsdag er der forresten også altid skattejagt. Og så er der mig. Som har klokket i det på forskellige måder, hver gang jeg har forsøgt at lave en bradepandekage. Derfor arbejder jeg lidt med tanken om at begynde at se på muffins-bagning som lige så mor-agtigt, for det går nogenlunde fint med dem, nemlig.

Så er der noget af det helt basale… Og jeg tror, I lyver, hvis I som forældre ikke kender det. Den grundlæggende følelse af at kunne blive rystet ud af kurs over, at ens barn ikke siger ”krokodille” lige så hurtigt som naboens, eller at ens barn lige er dét langsommere til at lære at kravle eller gå. Man ved, det er helt okay. At børn tager det i eget tempo. Ingen stress. Meeeen… den sidder derinde, bag frontallappen, og er ligeså træls at se på som en røv med ører. Og den skal nedkæmpes med åbenhed. Så her kommer en hurtig liste over de grundlæggende ting, som lige nu er tilfældet hjemme hos os, og som hverken står i bøgerne, på overfladen virker hensigtsmæssige i det lange løb, eller på anden måde er, som de ”burde” være:

  1. Daniel på halvandet år har lige haft 2 måneder, hvor han nærmest var fuldammet igen. Intet fast føde synes at være attraktivt for ham. ”Men så må du jo stoppe med at amme! Tænk hvis han ikke kommer til at ville spise almindeligt mad.”, var øre-røven bag frontallappen der med regelmæssigt.

Glem det, do!

Børn udvikler sig i rekordfart. De kører ud og ind af perioder med madlede og grov-ædning. Modermælk er fantastisk næringsrigt, og han blev fyldt af dyrebar tryghed. Nu er han tilbage på sporet med fast føde igen… indtil næste periode. Bum. Slap af.

  1. William på 4 år har brug for, at jeg ligger hos ham, til han sover. I vores seng. Sammen med Daniel, forresten. Og hvor er det hyggeligt. Men hvor kan sætningen ”Jamen, burde han ikke efterhånden begynde at sove på sit værelse…” kigge frem, når tanken om at alle mulige andre gør noget andet, slår mig.

Og so what, kære mig-selv. Det fungerer for os. Alle falder trygt i søvn. Og det er målet. Bum. Slap af.

  1. Weekend-planer findes helst ikke. Christian og jeg arbejder gerne samtidig eller på skift, en del af weekenden, og mens mange andre ligger insta-billeder op af Zoo eller Cirkus eller Legeland eller kagebagning eller svømmehal med hele familien, er faktummet hos os, at vi tit er ret så trætte i weekenden. En overgang ”undskyldte” vi det med at Tøffetid også er vigtigt. For selvfølgelig er det det. Men nu kalder vi det ikke Tøffetid mere – bare weekend. Hvor mor og far enten arbejder, eller hvor vi alle sammen flader ud. ”Christian, vi burde altså gøre noget mere med dem. Tænk, hvis de er understimulerede på grund af os.”, kommer der fra min mund af og til – vel og mærke en sætning, der jo er sendt i direkte linje fra øre-røven.

Men hallo. Når vi så ER hjemme og ikke arbejder, der hvor mange andre holder fri, så må det ypperste vel være, at drengene er sammen med os. Også selvom vi ser Brandmand Sam og Gurli Gris hele lørdagen og muligvis det samme igen det halve af søndagen. Bum. Slap af.

Ja, slap af… alle I, der lige nu sidder og prøver at ligne et Instagram-filter helt naturligt. Vi er mange, der er bagefter i opvasken. Som har givet et barn to forskellige typer strømper på for det var dem, der var. Som har fået rugbrødsmadder til aften 2 dage i træk. Som tog en trucker-vask under armene i morges, selvom realiteten nok var at et bad havde været bedre. Som har glemt det våde tøj i maskinen for 3. gang.

Skal vi ikke råbe det ud til førstegangsmoren, der sidder der i rundkredsen på taburetten med fyldte ammeindlæg, træthed i hver celle af kroppen og post-fødselssmerter i underlivet?

Lad os det!

¨¨¨¨¨¨

Tak, fordi du læste med 🙂

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*