Jonas Mogensen – Komikeren fra Birkelse

tekst CECILIE WENNERLIN | foto JOHNY KRISTENSEN

Havde man forventet en hurtigt-talende og hektisk showbiz-fyr med jordforbindelsen lige så langt fra jordens overflade som en høj alpetop, så kan man godt tro om igen. Helt om. Faktisk skal man hen mod det diametralt modsatte. Komiker Jonas Mogensen er nemlig lige så solidt rodfæstet som den nordjyske muld, han er rundet af. Skovmandsskjorten træder i stedet for en fancy habit, og attituden er lige så afslappet, som han er kendt for på skærmen, da vi møder ham til en snak om… Ja, nærmest alt

– Vi skal jo mest af alt snakke om dig, siger jeg til Jonas, der sidder overfor.

– Ja, det er jeg lidt loren ved, svarer han med et skævt smil.

Et godt udtryk for lidt sund skepsis. Der går ikke mange sekunder i Jonas‘ selskab, før man kan mærke, at han ikke er typen, der slår ud med arme og ben. Da jeg indleder med at spørge ind til hans karriere, først som stand-up’er og siden også som skuespiller i bl.a. TV-serien ”Minkavlerne”, kendt fra TV2 Zulu, siger han, at han faktisk ikke er dér, hvor han ser sig selv som skuespiller.

– Jeg får sådan et lille tic, nu du kalder mig det, for det er egentlig ikke sådan, jeg definerer mig selv. Men jeg kan jo ikke løbe fra, at det er det, vi gør, når vi laver Minkavlerne. Jeg synes, det er virkelig sjovt at lave, så jeg er glad for, jeg har fået mig flettet lidt ind i det, fortæller han.

Udover at spille med i serien, har han, sammen med kollegaen Kasper Gross, også forfattet manuskriptet. Det er nærliggende at tro, at Jonas med sin nordjyske baggrund selv har haft et erfaringsgrundlag at bygge serien på. Han er opvokset i den lille by Birkelse, nord for Aalborg, og i netop det område findes der en del minkavl. Men trods sin autentiske optræden i rollen som Allan, der hjemmevant kører en fodermaskine gennem en minkhal, har Jonas ikke haft sin gang på en minkfarm i virkeligheden. Til gengæld har han haft venner, der har hjulpet til i sæsonerne for pelsning.

– Rent socialt var det lidt ligesom at være på lejr igen, siger han om settet på Minkavlerne. For hvor man i stand-up’en er en enlig svale i det øjeblik, det virkelig gælder på scenen, så er der en helt anden kultur på en optagelse, hvor alle har et ansvar for,
at det lykkes.

Og selv synes Jonas ikke, det var svært at skulle arbejde med at udtrykke sig som en karakter, frem for som sig selv.

– Det er ikke sådan, at jeg har følt, jeg har skullet over nogle barrierer. Tværtimod kan jeg godt sætte mig ind i det, jeg har hørt skuespillere snakke om… At når de træder ind i en karakter, så følger de ligesom med. Så er der ikke noget, de bliver forlegne over på den karakters vegne. Hvis vi skal lave en scene, hvor jeg skal være Allan (hans karakter fra Minkavlerne, red.), så kan jeg sgu gå rigtig langt. Så har der været nogle andre udfordringer rent teknisk, f.eks. at skulle sige en replik, så det ikke lyder som en replik – og at lægge det på et niveau, så det lige netop er stort nok til, at det kommer igennem skærmen. Men det skal heller ikke være overgjort.

Jonas beskriver sin karakter Allan, som et menneske, der – trods sin lidt foruroligende måde at tænke på – er særdeles loyal, og som også rummer meget lidt vægelsind.

– Han gør bare tingene, og så tror han 140 % på dem. Det gad jeg godt at have mere af, fordi jeg selv sætter spørgsmålstegn ved alt hele tiden.
Han er jo meget lidt reflekterende… men meget lige på. Det synes jeg egentlig er nogle ret gode karaktertræk, som kunne bruges konstruktivt. Og så holder han jo virkelig af sin bror. Han gør nogle ting, man ikke skal gøre, men jeg vil stadig vove at påstå, at i hans hoved hænger det fint sammen. Når han slår en mink ihjel, fordi den har været træls, så mener han faktisk, at den har været røvirriterende, og at den har fortjent det. Det hænger sammen for ham. Han lytter heller ikke særligt meget… Han er lidt en hval, der går under vandet det meste af tiden, men engang imellem kommer han op og får luft, hvor han fanger lidt af det, der foregår. Herefter drager han sin egen konklusion og dykker ned igen.

Om det underspillede

Vi kommer til at tale om en af seriens andre nøglefigurer, nemlig faren ”Niller”, spillet af Niels Hausgaard.

-Vi fik Niels Hausgaard med, er det ikke fantastisk?, griner han begejstret.

Jeg giver ham helt ret. Og den nordjyske, laid-back stil, hvor små ting bliver komiske, er vel egentlig lige præcis dét, der kendetegner både Niels Hausgaard og Jonas selv.

– Jeg tror, den stil kommer med stedet. Han har helt afgjort haft indflydelse, men hvis jeg tænker tilbage på den måde, folk fortalte historier på i omklædningsrummene og ved lejlighedsfester, hvor jeg er vokset op, så er det sådan, de gør. Det er egentlig bare det, jeg har taget med på scenen. Man skal helst ikke ligne en, der prøver for hårdt. Man skal selvfølgelig prøve hårdt indvendigt, men man skal helst tone det lidt ned i det ydre ellers kan jeg i hvert fald ikke få det til at fungere.

Det sidste siger han med et grin. Det er en balancegang at være sjov, og det handler om at finde vejen mellem hverken for meget eller for lidt. For humor er vel dybest set en ret udefinerbar størrelse, når det handler om at ramme et publikum, hvor nogle måske får et dagligt grin af avisens limerick, mens det højst fremkalder en lille trækning i ansigtet hos andre. Jonas selv slår ned på det planlagt underspillede.

– Det, jeg selv tror, er sjovt ved mig, er at jeg kan ligne én, der ikke prøver for meget, men som alligevel har konstrueret det ret detaljeret. Jeg ved lige nøjagtigt, hvad der skal ske, og jeg ved

lige præcis, hvor grinene er – for det meste i hvert fald. Det er da en balance, og det er også det, der er spændende. Hver gang man er ude, er der en lille smule kildren i maven, fordi man tænker, om man kan ramme det i aften.

Og så er der forskel på de store og de små scener, fortæller han.

-Jeg kan virkelig godt lide de små klubber, hvor man stadigvæk kan se hinanden i øjnene. Hvis du balancerer på et eller andet, hvor vi alle sammen skal blive enige om, at det, jeg siger nu, måske er lidt over stregen – men vi ved også, at vi alle sammen godt ved det, og at jeg også godt ved det… Den intimitet, der skal til for at opnå det, er lidt lettere at få på de små scener. Det er en anden disciplin på de store scener, og man kan ikke på samme måde fange alle ind.

At følge publikum

– Publikum har rytmer… forskellige rytmer, siger han tænksomt. Vi taler om at bruge alle sine antenner, bevidste og ubevidste, til at fornemme hvilken vej, man som komiker skal gå på scenen. For responsen fra publikum er en dyrebar vejviser.

– Man skal helst have en følelse af, at man ligesom rider på den bølge, der starter. Man skal lige sætte den i gang, og så skal man op og ride på den. Nogle gange kan det være sådan lidt of, hvor man tænker, at de griner godt nok, men det er som om, klappene kommer, hvor de afbryder mig. Man mærker det på scenen, men jeg er faktisk i tvivl, om publikum kan mærke det på samme måde.

Og så kommer det store spørgsmål: Hvad gør man så, når man står der og kan mærke, at tingene ikke sådan rigtigt ”flyder”? Man kan gøre noget andet, er svaret fra Jonas.

– Man prøver at ændre lidt i noget tempo eller laver en afstikker. Man prøver at starte forfra for lige at komme ind i det igen. Eller også så fortsætter man bare og tror på, at det går.

Selvom den Jonas, man kender fra den tørre, konstaterende stil på scenen, ikke virker meget anderledes end ham, der sidder over for mig nu, så er der en væsentlig forskel, ifølge ham selv.

– Jeg tror, der er et filter, man gradvist får taget af. Nogle gange er jeg nødt til at spørge folk omkring mig, om jeg kan tage dét og dét med på scenen, for ellers tager man bare alt. Væk fra scenen er jeg egentlig ret reserveret, men på scenen er jeg nærmest villig til alt efterhånden. Der er sgu ikke meget, jeg ikke vil snakke om. Det er egentlig dejligt befriende.

Fra små skridt til et stort hop

Fra en tidlig alder gik Jonas med en drøm i maven, der gik hen mod komikken.

– Jeg var lidt af en pivskid for at være helt ærlig… Jeg har set så meget komik, lige fra Hausgaard, til Linie 3 og over i stand-up, fra jeg var meget ung. Selvom jeg hele tiden har haft drømmen om det, var det bare ikke en del af min hverdag. Jeg spillede fodbold og gik i skole, og sådan nogle drømme var sgu ikke lige sådan nogle, man luftede. Men så fandt jeg på et tidspunkt ud af, at man kunne melde sig til en Open Mic. Det eneste sted, hvor jeg vidste, det fandtes, var på Comedy Zoo i København. Så det var noget med at gå ind på en hjemmeside, hvor der var et nummer, man kunne ringe til, og så fik man måske et spot der, hvis man var hurtig. Jeg kan huske, jeg har siddet og kigget på det nummer og overvejet at ringe, men at jeg ikke turde alligevel.

Vejen ind i stand-up miljøet viste sig til gengæld, da han flyttede til Århus for at læse og fik kontakt til komikeren Thomas Warberg, der havde startet Open Mic’s op flere steder, og gav Jonas mulighed for at optræde på en café.

– Det har været en lang fase med at tage mod til mig, til jeg så i januar 09’ fik taget mig sammen. Så har der efterfølgende været en lang periode, hvor det har taget mere og mere over i mit liv. I starten var det en hobby, hvor jeg læste ved siden af, men efterhånden brugte jeg mere tid på det, end jeg gjorde på at studere.

Faktisk er Jonas næsten uddannet jurist. Han mangler kun specialet for at være færdig.

– Jura er jo et godt studie, ligesom så mange andre. Det var dejligt socialt, og jeg fik nogle gode venner, men jeg tror aldrig rigtigt, jeg følte mig hjemme. Jeg valgte bare noget, og det tror jeg, var godt. Dét, at blive lammet af at skulle tage et valg, og man så ikke får truffet noget, tror jeg ikke rigtigt gavner. Så er det bedre at gøre et eller andet, og så kan det godt være, man finder ud af noget andet undervejs. På den front er der ikke noget, jeg fortryder. Der er måske et langt spring fra jura til komik, men mange af os, der laver stand-up kommer jo alle steder fra, og mange har prøvet en anden vej i første omgang. Der er faktisk ret mange skolelærere, siger han og smiler skævt, mens han læner sig lidt tilbage i stolen.

– Inden for det jeg laver, taler man meget om stil. Og min stil er blevet mere forfinet gennem årene. Den er blevet meget bedre, og jeg er blevet mere bevidst om, hvad jeg gør. Der er nogle,

der virkelig veksler rundt og prøver at finde sin stil på scenen, men det har jeg aldrig gjort. Med materialet, så er jeg over tid blevet mere historiefortæller, men måden, jeg leverer det på, har været den samme lige fra starten.

Om overtænkning og brætspil

Jeg vil gerne vide lidt mere om Jonas bag mikrofonen og off-screen. Derfor giver jeg ham det klassiske spørgsmål om, hvilke ord der passer på ham som person.

– Jeg er faktisk en lille smule neurotisk, griner han. Men jeg gemmer det godt. Det er kun dem, der er rigtig tæt på mig, der ved det. Nej, jeg ved heller ikke, om det er det rigtige ord at bruge, men jeg overtænker ofte. Jeg kommer også til at overtænke det her, når jeg kører hjem i bilen. Jeg tror også, det er derfor, jeg fremhæver de ting ved Allan-karakteren, jeg gør, for han har noget, jeg ikke selv har. Og det nyder jeg meget at spille. Det med bare at køre på og lade være med at tænke på, hvad der skete, og fremtiden er vi heller ikke så bekymret for. Der kører jeg selv med bekymringer på begge fronter hele tiden. Især økonomi. Jeg er egentlig ligeglad med, hvor mange penge, jeg har, jeg er bare rimeligt træt af, hvis jeg mister det fundament, jeg står på. Jeg har et ret stort tryghedsbehov. Han tænker lidt videre over mit spørgsmål og byder ind med et ord mere.

-Jeg er lidt dvask. Altså, når vi snakker om alt det arbejdsmæs- sige med Minkavlerne og stand-up, så er jeg på ingen måde dvask. Men hvis det er noget, der ikke har min fulde interesse, så gider jeg det ikke. Der skal virkelig være noget motivation for det. Jeg gider ikke slå græs, og jeg gider ikke tømme op- vaskemaskinen; der skal jeg virkelig tage mig sammen. Så på den måde kan jeg sgu godt være lidt af en hård nyser at bo sammen med, tror jeg.

I disse år er det mere end nogensinde blevet almindeligt brugt, at vi definerer os selv via betegnelser. Måske for at forstå hinanden og verden bedre. Jeg kommer til at tænke på, hvad Jonas tænker om sig selv sådan rent typemæssigt. For at stå på scenen foran en masse mennesker er jo ret ekstrovert, men til gengæld er han på tomandshånd lige så stille og rolig, som en klassisk introvert kan være det.

-Jeg tror, jeg naturligt er introvert, men har lært mig at være ekstrovert, hvis jeg er klar til det. Hvis jeg er i humør til det, kan jeg godt sætte mig op til at indgå i nogle ukendte sammenhænge. Jeg kan godt være på og give noget af mig selv, men naturligt er jeg introvert. Hvis jeg skal tanke op og have noget energi tilbage, så bruger jeg noget tid med mig selv. Jeg holder meget af at køre bil, og det gør vi meget i dette her fag. At sidde alene i sin bil bagefter, det er skønt. Der er jeg helt herre over min egen lille mini-tilværelse, og det kan jeg virkelig godt lide.

Til slut får jeg en indskydelse. Jonas lever af at være sjov. Men hvad er mon det absolut kedeligste, han kan foretage sig?

-Brætspil. Der er ikke noget, der kan ødelægge en aften, som det kan. Så sidder man en aften og hygger sig… så er der én, der foreslår at spille et spil, og så ryger alt liv bare ud af det hele. Så sidder man bare og snakker om, hvad der foregår på det brætspil. Jeg synes, jeg har nogle fantastiske venner, og jeg synes sagtens, vi kan finde på noget meget mere interessant at snakke om. Det er sådan noget, man finder frem, når man skal puste liv i et dødt arrangement, er det ikke?, slutter han med et glimt i øjet.