Dobbelt Lykke

tekst CHRISTINA SVENDSEN | foto LOUISE DYBBRO

Den aalborgensiske stylist Bibi Lykke og den københavnske musiker Chapper er for nylig blevet gift, på trods af, at de bor i hver sin ende af landet. Vi har snakket med parret om, hvordan kærligheden kan trives i bedste velgående, når man ikke deler adresse

Når man træder ind over dørtærsklen hos den aalborgensiske stylist Bibi Lykke, er det som om at hverdagens larm og småproblemer ryger lidt i baggrunden. Lejligheden er ikke stor, men indrettet med en sikker hånd, hvor der ikke er noget, der forstyrrer øjet, fordi alting er så fint afstemt. Lige fra de store planter, der fylder vinduespartiet til de rustikke køkkenskabe uden låger. Her er, kort sagt, bare rart at være.

Det er svært at sige om, det er lejligheden, der indbyder til ro, eller om det er de to mennesker, der sidder på den anden side af bordet. I sofaen ved siden af Bibi sidder nemlig Chapper, der blandt andet er kendt fra børneprogrammet ’Hvaffor en hånd’, hvor han var vært i starten af 00’erne. Parret blev gift i februar og har inviteret indenfor til en snak om en kærlighed, der ikke passer ned i den kasse, hvor man finder de fleste gifte par.

Øvede med legetøjet

Bibis job som stylist fører hende dagligt vidt omkring og hun har opgaver i hele Danmark. Hun er dygtig, men har også øvet sig siden barnsben.

– Så langt tilbage jeg overhovedet kan huske. Mine første minder om mit legetøj og mit værelse var, at det var vigtigt for mig at lave pæne ting. Jeg legede ikke med mit legetøj, jeg stillede det op, så der var en dukke der og en stol der stod der, fortæller Bibi grinende, mens hun opfører et lille dukkespil på bordet.

– Så var det rigtig pænt at kigge på og alt stod på den rigtige plads. Hvis det blev flyttet lidt, så blev hele kompositionen øde- lagt. Så på en eller anden måde, så er det det, jeg altid har gjort.

– Jeg kan slet ikke forestille mig dig have legetøj, afbryder Chapper undrende.

– Jamen, jeg legede jo heller ikke rigtig med det. Jeg levede lidt i min egen verden.

Bibi er vokset op lidt nord for Aalborg på en lille herregård, hvor hun boede det meste af sin opvækst.

Drømmen startede i Paris

Som syttenårig flyttede Bibi alene til Paris, og det var her, hun første gang fik tanken om at blive professionel stylist.

– Jeg var rigtig heldig at møde en masse mennesker og have en masse fede jobs i Paris indenfor modebranchen. En aften, hvor jeg skulle i byen med en af mine veninder og lagde makeup på hende, så fik jeg idéen; ”Tænk, hvis man kunne have sådan et liv, hvor man levede af det,” fortæller Bibi.

– Men på det tidspunkt fandtes det job faktisk ikke. Der var ikke noget, der hed makeup artister eller stylister. Men idéen voksede i mig. Så jeg gik hardcore efter at skabe det job og jeg blev ved med at gå efter det. Jeg kunne mærke, at det var inden i mig og det var det, jeg skulle. Så var det jo bare et spørgsmål om at blive ved med at gøre opmærksom på det og skabe jobbet selv, fortæller Bibi eftertænksomt.

Tiden i Paris var spændende og lærerig, men ikke for sarte sjæle.

-Det er også en hård by at være i, især når man ikke er så gammel. Selvom det var helt vildt fedt og spændende, så jeg havde ikke noget sted at bo. Jeg flyttede rundt, hvor jeg sov en nat hos en ven og en nat ved en anden. Jeg fandt godt nok et lille værelse i toppen af en bygning uden bad og toilet, hvor jeg fik lov til at bo mod, at jeg skulle gøre rent for dem, der havde lejligheden, som var et ældre ægtepar, fortæller Bibi.

– Du sagde noget med, at der var is på ruderne? Var det indenfor?, indskyder Chapper.

– Ja, for der var ikke varme der. Så når der var koldt, var der frost på ruderne. Jeg skulle ligge med en føntørrer og tø vandrørene op under den lille håndvask. Amen, det var helt sygt, altså. Jeg lå med hue og vanter på, griner Bibi.

– Det er en hård by, især når man er ung. Til sidst, så var det simpelthen for hårdt for mig. Så jeg valgte at tage hjem og flyttede til Esbjerg.

– Esbjerg??, indskyder Chapper forbløffet.

– Ja, og gik på mediehøjskole.

Efter tiden i Esbjerg var Bibi en tur forbi Aalborg, Kolding og Aarhus, før hun til sidst flyttede tilbage til Aalborg.

– Grunden til, at jeg kom tilbage til Aalborg, var fordi jeg kom i lære som frisør. Der var ikke nogen, der vidste hvad en makeup artist og en stylist var. Når man sagde; ”Jamen, jeg arbejder som stylist,” så fattede folk det ikke. Slet ikke. Så jeg tænkte, at ’nu gør jeg lige noget andet, nu får jeg noget mere på, sådan at jeg kan alt muligt forskelligt.’ Så jeg var i lære som frisør i fire år.

Sønnen er vigtigst

Bibi blev hængende i Aalborg, fordi der kom et nyt lille menneske til, som fik førsteprioritet i hendes liv.

– Det er jo helt klart, fordi jeg har en søn på 18 år. Faren og jeg gik fra hinanden, hvor jeg har det sådan, at det kan aldrig nogensinde være barnets ansvar, at man bliver skilt. Så man skal gøre det så nemt for sit barn som overhovedet muligt at se begge forældre og det skal være 100% på barnets præmisser. Jeg kunne sagtens have været flyttet et andet sted hen. Men enten skulle jeg flytte fra Tobias, hvor han ikke ville kunne se mig, eller så skulle jeg tage ham med, og så ville han ikke have mulighed for at se sin far. Det er simpelthen ikke i orden at være så egoistisk, at man påfører sit barn alle mulige komplikationer og gør det sværere for ens barn at være til i en skilsmisse. Derfor er jeg blevet her, fordi jeg syntes, han skulle have mulighed for at se os begge to på hans præmisser. Nu er han 18 år og ikke afhængig af mig på samme måde. Han er der stadigvæk og bor stadigvæk hjemme, men han er jo ikke afhængig af mig. Så nu kan vi alt muligt. Tobias og jeg flytter faktisk til København. Men Chapper og jeg kommer ikke til at bo sammen, slår Bibi fast.

– Ikke foreløbig, indskyder Chapper.

– Aldrig!, siger Bibi resolut, mens de begge slår en høj latter op.

Musik har altid fyldt

Chapper blev Danmarkskendt, da han blev vært for det populære børneprogram ’Hvaffor en hånd’, der blev sendt på DR1.

– Dengang var jeg selvstændig grafiker. Jeg har også arbejdet
 som grafiker og AD’er på reklamebureauer og pladeselskaber, men på et tidspunkt gik jeg solo og var bare mig selv. Det betød, at så sad jeg altid bare derhjemme. Jeg havde et kontor inde i byen, men jeg gad ikke engang at tage derind, for det var bare mig selv. Derfor havde jeg egentlig lyst til noget andet, så det passede perfekt, at en af mine venner ringede. Han spurgte egentlig bare, om jeg kunne komme til møde på DR. Jeg vidste ikke, at de ville caste mig. Mødet var i et TV-studie, og det synes jeg var lidt mærkeligt, men jeg vidste ikke bedre. Jeg sad og snakkede og lige pludselig sagde dem, jeg havde møde med; ’Der står en kasse derovre, kan du ikke lige prøve at gå over og kigge i den eller åbne den og begynde at snakke om det der er dernede i, så filmer vi lige.’ Så det var jo en casting, og jeg blev tilbudt at lave børnetime. Det gjorde jeg i nogle år, fortæller han.

Nu er Chapper medlem af det danske band Humørekspressen, hvor han spiller bas. Musikken har altid haft en stor plads i hans liv og som 17-årig startede han et band med Pharfar, der blandt andet er kendt fra dancehall-bandet Bikstok Røgsystem. Pharfar er også en af firkløveret bag Humørekspressen, hvor Klumben og Peber er sidste halvdel.

– Det var egentlig meningen, at det bare skulle være en legeplads kun for os. Hvor vi bare legede ude i studiet. En dag lagde vi noget på facebook nede fra øvelokalet. Dagen efter ringede verdens største pladeselskaber og tilbød os en pladekontakt. Både Universal og Sony ringede simpelthen dagen efter. Det er utroligt, hvad internettet kan gøre, smiler Chapper.

Chapper bruger sommeren på at turnere, mens vinterhalveret blev brugt på blandt andet at lave børneteater. Humørekspressen er blevet taget rigtigt godt imod , og vandt prisen for ’Årets Dansktop Gruppe’ til Dansktop Prisen 2019. Modtagelsen blandt publikum og dansktoppens veteraner er Chapper rigtig glad for.

– Det varmer om hjertet, det gør det sgu. Vi er blevet taget så godt imod.

Han vil dog ikke nødvendigvis karakterisere deres stil som dansktop.

– Vi har provokeret lidt ved at sige, at det er dansktop, for det er det ikke. Det er bare dansk musik. Vi er inspireret af eksempelvis John Mogensen, Shubidua og Kim Larsen. Hvis man kalder Shubidua og John Mogensen for dansktop, så er det måske, men det er bare dansk country, synes jeg.

Kærligheden spirede på Østerport

Bibi har efterhånden set en del af Humørekspressens koncerter, for det er en af måderne at få kærlighedspuslespillet til at passe ind i to travle liv.

– Vi bliver jo nødt til at skulle mødes på en eller anden måde. Han er jo rundt alle mulige steder og jeg er rundt alle mulige forskellige steder, så kan man ikke bare lige sige, at så kan vi besøge hinanden i weekenden, for det er ikke sådan vores liv fungerer. Mange gange er jeg blevet nødt til at tage derhen, hvor de spiller, og så kan vi lige få en aften der og så en anden aften et andet sted. Så jeg har jo faktisk set dem i en masse små byer rundt omkring i Danmark, fortæller Bibi.

Deres kærlighedshistorie startede lige rundt om hjørnet fra, hvor vi sidder i dag, nemlig på bodegaen Østerport.

– Jeg skulle i byen, hvor vi skulle havde været til koncert i Karolinelund, men vi kunne ikke komme ind, fordi alle billetter var udsolgt. Så spillede Humørekspressen på Skråen bagefter til after party. Jeg vidste slet ikke, hvem de var, men jeg tænkte ’Nå, something to do, lad os gøre det. Det kan sikkert blive meget sjovt.’ Så var de jo bare megasjove, så jeg tænkte; ’Hold kæft, det kunne være så sjovt at have dem med på bodega. Man må få den sjoveste aften sammen med dem. Jeg bliver nødt til at skal backstage og sige til dem, at de bliver nødt til at komme ned på Østerport.’ Så fik jeg tiltusket mig adgang backstage og løb rundt deroppe bagved Skråen i Nordkraft, ind ad alle mulige rum, for at finde ud af hvor de var henne. Så fandt jeg dem.

– Vi sad ude i backstage-rummet, så kom der en kvinde ind for at sige hej, men døren nåede kun lige at åbne sig på klem, for der kom en udsmider, som prøvede at smide Bibi ud. Men jeg nåede lige at se et smukt ansigt kigge ind og sige; ’Hej, Østerport, 70 meter den vej!’ Så tænkte jeg, at der skal vi altså ned, griner Chapper og forsætter;

-Vi faldt så godt i snak. Jeg kan huske, at drengene ville videre, så vi gik ude på gaden på vej til et andet sted. Bibi og jeg gik bagerst, hvor vi kiggede på hinanden og blev enige om at gå den anden vej. Så har vi været sammen lige siden. Det er dejligt. Og nu er vi gift!

– Det er vi nemlig, indskyder Bibi, hvorefter parret udveksler et blik, der siger alt om kærligheden imellem dem.

Geografien betyder intet

Selvom parret er blevet gift, så har de taget en beslutning om ikke at få fælles adresse.

– Det gav jo sig selv i starten, kan man sige, fordi Chap har en søn, som han har hver anden uge og jeg har min søn her. Så vi blev nødt til at blive i vores respektive byer på grund af vores børn, fortæller Bibi.

Den geografiske afstand har dog ikke gjort noget for at formindske kærligheden imellem parret.

– Jeg skal slet ikke gøre noget for at elske hende. Jeg skal ikke gøre mig umage med noget som helst. Jeg ved ikke helt, hvordan man skal forklare det, starter Chapper.

– Nej, jeg ved det faktisk heller ikke, indskyder Bibi.

– Det er som om, du godt kan lide mig, helt som jeg er. Det er meget dejligt.

– Det kan jeg. Jeg elsker dig præcis, som du er, svarer Bibi, før hun forsætter;

– En af de ting, som er helt særligt for mig i vores forhold, det er faktisk, at jeg kan få lov til at elske ham. At alt den kærlighed, der er inde i mig til ham, den kan jeg bare give ham og så tager han imod den. Den er ikke betinget af noget. Du tager bare imod alt, hvad jeg giver.

– Ja, selvfølgelig, svarer Chapper.

– Jeg sætter stor pris på Chappers komplimenter. Han bader 
mig i dem. Der går sjældent mere end et par timer uden han for- tæller mig, hvor stor pris han sætter på min kvindelighed og femininitet. At han er stolt af, at jeg er hans kæreste og hustru. Jeg
 føler mig SÅ værdsat som kvinde. For mig er det ligeså vigtigt
 som respekt for mit intellekt. Jeg er nemlig ligeså meget kvinde
 som menneske, og han sætter umådeligt pris på begge dele,
og lader mig det vide hele tiden. Dét er totalt kærligheds-luksus 
for mig! Det er ligeså nemt at være sammen med Chap, som
 det er at være sammen med mig selv, fortæller Bibi

– I lige måde, svarer Chapper kærligt til Bibi, og forsætter;

– Jeg tror også, det hjælper, at man ikke bor sammen. Jeg har
i hvert fald prøvet andre gange, hvor jeg har haft en partner, 
hvor intimiteten og lysten godt kan forsvinde lidt, når der går for meget dagligdag i den. Men vi har hver vores sted, så når Bibi
er hjemme hos mig, er det som om hun ikke bliver irriteret over,
at der ligger strømper og flyder, fordi det er mit hjem. Hun har valgt at komme, men hvis det nu skulle være Bibis hjem, så ville 
hun jo sikkert blive irriteret over det.

– Jeg ville blive sindssyg, svarer Bibi ærligt med et smil.

– Det synes jeg, er meget rart at undgå. Når vi ses, så er det fordi, at vi har lyst til at ses.

Fantasiraket

Når man sidder overfor Bibi og Chapper, så får man hurtigt indtrykket af to mennesker, der har bevaret deres indre legebarn og helst ville have så meget ud af livet som muligt.

– Jeg tror kun, det er sket en eneste gang, at vi har sat os ned for at se en film sammen. Der er simpelthen alt for meget at lave og snakke om og grine af til, at fjernsyn er en option, bekræfter Bibi.

– Vi har for eksempel brugt en hel aften (og nat) på at lave den perfekte cigaretkatapult. Hvor vi sad i hver sin bordende og skulle skyde cigaretter ubesværet og elegant ind i munden på hinanden med hver vores hjemmebyggede katapult. Som KUN måtte bygges af sugerør, tøjklemmer og to valgfri materialer, fortæller Chapper.

– Det føles lidt som om, at vi hopper på en eller anden fantasiraket på et tidspunkt i selv helt almindelige ting som opvask og madlavning, som skyder os af sted og først lander, når vi har for ondt i maven af grin til ikke at kunne flyve mere. Vi griner i det hele taget helt utroligt meget sammen. Både af os selv og af hinanden, uddyber Bibi.

– En ting, som jeg synes, vi er ret gode til, er at være ude sammen. Det er faktisk sjældent, at vi ser hinanden særligt meget,
når vi er i byen eller til fest, for vi fordyber os hver især i alle mulige mennesker. Vi har tyvetusinde historier at fortælle hinanden, når aftenen er slut og vi går hjem sammen. Vi har ikke et behov for at være en unit eller at stå med hinanden i hånden, når vi er ude. Tværtimod. Men, der er aldrig nogen tvivl om, hvor vi hører til, og helt naturligt browser vi forbi hinanden i løbet af enhver aften for lige at mødes i et kys. Og, så er det også sådan, at hvis den ene af os har lyst til at gå hjem, så siger man det bare, og så tager vi hjem. Vi passer på hinanden, siger Chapper.

Friede med krympeplast

Parret har været sammen i halvandet år, men allerede tidligt i forholdet blev de enige om at blive gift. Ligesom det meste ved parret, så var det heller ikke et helt traditionelt frieri, for ringene var skiftet ud et stykke krympeplast.

– Vi havde været kærester i et halvt år og så sad vi hjemme i Hellerup, fortæller Chapper.

– Du var lidt fuld, vi var fulde og det var sent, uddyber Bibi
.

– Og så spurgte jeg, om du ville gifte dig med mig. Jeg havde ikke nogle ringe, men jeg havde lavet en lille dims i krympe- plast. Bibi hedder Lykke til efternavn, og det gør jeg jo også nu. Der er et kinesisk tegn, der hedder dobbelt lykke. Så synes jeg, at det var sjovt at lave det tegn til hende, fordi jeg ville gerne blive en Lykke en dag, så vi kunne blive dobbelt lykke.

Bibi rejser sig fra bordet og går ind og finder en smuk medaljon, hvor det smukke tegn har fået ærespladsen.

– Du har spurgt mange gange siden, faktisk. Jeg har altid sagt ja, forsætter Bibi henvendt mod sin ægtemand.

– Det er fordi, jeg fik af vide, at der var en regel om, at man skal blive gift indenfor et år, efter man har friet, for ellers gælder det ikke. Så det er derfor, at jeg spurgte hver dag, for ellers var jeg bange for, at det løb ud. Der er jeg lidt overtroisk på sådan nogle områder, svarer Chapper.

– Vi havde egentlig snakket om, at vi ville være gift til sommer, men så gad vi ikke så stor en fest alligevel og vi gad desuden ikke vente helt indtil sommer. Derfor lavede vi det helt anderledes. Det blev rådhuset og hjertevennerne, fortæller Bibi. Selvom de ikke skal bo sammen, så glæder Bibi sig til at rykke tættere på Chapper, når hun snart flytter til København med sønnen;

– Selvom vi arrangerer os ud af det, det med at bo i hver sin by, så bliver det jo alligevel dejligt, at man lige kan sige; ’Hey baby, giver du en kop kaffe i aften?’

– Og det gør jeg, griner Chapper.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*