Johannes Langkilde – Mediemennesket, Musikeren og Vendelboen

tekst CECILIE WENNERLIN | foto JOHNY KRISTENSEN

For mange af os er han blevet synonym med Mr. News. Han har formidlet nyhedsstof fra ind- og udland siden midten af 00’erne, og den rolige stemme med snerten af et nordjysk tryk på ordenes stavelser, genkender mange, selv hvis de ikke kigger på skærmen. Johannes Langkilde er journalist, tv-vært og forfatter. Og så er han også musiker. Og 22. december 2021 er han konferencier, når koncerten ”Englesang & Messingklang” afholdes i Musikkens Hus, har man først hørt fortællingen om, hvordan musikken har været en højt skattet følgesvend i Johannes Langkildes liv, så forstår man også hvorfor, at lige netop han vil være i sit rette element, når musikken danser på den store sals scene

Vi har lige sat os til rette i stole, der er blødere, end de var i det rum, vi kom fra. Johannes insisterede på, at skulle vi sidde ned og tale, skulle vi sidde godt. Jeg tænker for mig selv, det er en garvet journalist, der ved, hvor irriterende det kan være at samtale på alt for hårde sæder. På vejen ned til værelset, hvor vi sidder, stødte vi på violinister med violintasker på ryggen, travle medarbejdere og i det hele taget summer gangene i Musikkens Hus af liv. Dagen efter skal der være børnekoncert. Benjamin Brittens ”The Young Person’s Guide to the Orchestra”, og ligesom til koncerten i december, er Johannes konferencier. Meningen med Brittens værk er at præsentere børn for orkestrets forskellige instrumenter, for de alsidige klange og udtryk. Johannes opgave er at sætte ord på det hele – mens musikken spiller. Det kræver forberedelse, timing og præcision, og midt i alt det omfattende forarbejde op til koncerten, har han alligevel fundet tid til at tale med os.

– Jeg er nok den af studieværterne, der mest siger ”træls”.

Johannes siger det med et lunt smil. Vi taler om hans nordjyske ophav. Han er nemlig født og opvokset i Hjørring og er ikke bleg for at stå ved sin nordjyske kerne.

– Jeg synes, det er fedt, at vi i Danmark har så store regionale forskelle, selvom vi er et lille land. Vi er jo alle sammen stolte af den egn, vi kommer fra, men jeg synes, at tingene nogle gange flyder lidt for meget sammen, og at vi måske ikke er helt stolte

nok. Det har givet mig meget at være nordjyde og vendelbo, og derfor synes jeg også, det er lidt sjovt at ”hejse flaget” og bruge nordjyske ord, også i fjernsynet. Det har givet mig en god ro at vokse op i Hjørring. Du går ikke i panik, når du kommer fra Hjørring. Det er meget godt ikke at gå i panik, hvis du står i fjernsynet og al teknikken går ned, mens 1 million mennesker kigger på dig. Jo mere tingene brænder sammen, jo mere rolig bliver jeg.

Musikken kom med fortænderne

Det med den funderede hjørringensiske ro, den kommer vi tilbage til. Allerførst skal det handle om, hvordan vejen ind i musik blev banet for Johannes. Ofte er det sådan, at visse personer viser sig at få enorm betydning for det enkelte barn, der står ved de første skridt ind i musikken. Det ved enhver musiklærer. Er man heldig, støder man ind i de rigtige mennesker, på de rigtige tidspunkter, som kan skubbe lidt på, når der er behov for det. I Johannes barndom var der et helt særligt miljø i Hjørring, som har vist sig, her mange år efter, fortsat at have stor betydning i musikverdenen, ikke bare i Danmark, men også internationalt. Der var nemlig et helt unikt og initiativrigt brassband-miljø, som tiltrak og udklækkede den ene messingblæser efter den anden. Bag det stod Johannes gudfar, Herbert Møller.

– Jeg startede med at spille cornet, da jeg fik mine fortænder. Det er sådan en lille, buttet trompet. Min mor er pianist og organist, og min far er også en fremragende pianist, selvom han ikke lever af det, så jeg er vokset op i et hjem, hvor der har været musik. Cornetten spillede jeg på i det, der hedder et brassband, fordi der i Hjørring var et fantastisk miljø, hvor mange unge mennesker blev tiltrukket af det fænomen, som brassband er.

Herbert Møller var den i Danmark, der startede den form for orkestertradition; han var også musikskoleleder i Hjørring, og derfor blev byen centrum for denne her – i virkeligheden lidt specielle – orkestertype med alle mulige messinginstrumenter.

Tiden i brassbandet gav dyrebar erfaring, fortæller Johannes. Både det at spille koncerter i ind- og udland, men også noget så lavpraktisk som struktur, øvedisciplin og dét at spille under en dirigent. Han oplevede at indgå i et fællesskab, hvor det handlede om at løfte kvaliteten, sammen, uanset alder.

– I virkeligheden var der meget voksendisciplin i de orkestre, for ellers kan du ikke spille på et ret højt niveau – og det gjorde vi faktisk. Vi var dygtige. Der var høje ambitioner, og der kom dirigenter og musikere fra hele verden for at undervise, og det var ikke bare for at undervise os små rollinger, for der var også voksne. Jeg sad som 7-årig, og op til jeg blev teenager, sammen med nogle, der var 40-50 år gamle. Så stor aldersspredning var der. Det fællesskab og de ambitioner, der var omkring musikken, har præget mig ekstremt meget som menneske og har også givet mig en masse ting, jeg bruger som journalist, og især som TV-menneske. Jeg vil næsten sige, det har givet mig at vokse op i Hjørring, og med den musikkultur, der var forankret i byen på det tidspunkt.

At orkesterdisciplin kan udgøre fundamentale værdier for et arbejdsliv i mediebranchen, er nok overraskende for de fleste. Men ikke desto mindre fortæller Johannes om, hvordan værdierne har hængt ved i alle årene. Bevidstheden om at være en del af at løfte et ansvar i orkestergruppen.

– Hvis du har en opgave, hvor andre har brug for, at du kan dine ting, så skal du også kunne dine ting. Du skal også være i stand til at kunne lære det ret hurtigt nogle gange. At indstudere materiale hurtigt. Hvis du sidder i et orkester med 30 musikere, så nytter det ikke noget, at Johannes sidder på 3. række og spiller forkert. Det vil hele orkestret bruge tid på. Det er nøjagtigt den samme indstilling, jeg har til hvilket som helst fjernsynsprogram, jeg laver. Før jeg kommer, skal jeg kunne mine ting. Ellers er det tarveligt over for resten af holdet.

Fra jazz til medier

Men – hvad skete der så? Sidder du som læser måske og spørger dig selv om. Nyhedsmennesket og TV-værten, der både har lavet USA-dækning og fællessang i bedste sendetid. Han virker som en inkarneret musiker. Hvorfor slog vejen et sving? Hvorfor sidder han mon ikke og spiller i et orkester som levevej?

Jo, det var såmænd ikke fordi, han ikke allerede var på vej. Mellem 2. og 3. g i gymnasiet søgte han ind på Musikkonservatoriets rytmiske afdeling – men kom ikke ind. Og det var godt, påpeger Johannes selv, for ellers havde han ikke haft gymnasiet som springbræt senere. Efter gymnasiet trak musikken stadig, og i et år spillede han jazz på et rytmisk konservatorium i Frankrig. Dog var der noget, der efterhånden trængte sig på i bevidstheden.

– Jeg fandt ud af, at dét at leve af musik, kan være rigtigt hårdt. Det var for hårdt til mig, og det var ikke det liv, jeg gerne ville have. Så jeg begyndte at lede efter andre ting, jeg kunne have som arbejde, og fordi jeg altid har interesseret mig for medier blev jeg enig med mig selv om, at så kunne jeg arbejde med det og have musikken som en god hobby. Da jeg kiggede i den store bog med ”Hvad kan jeg blive?”, synes jeg at, film- og medievidenskab lød sjovt. Fordi så var der sikkert også noget med filmmusik, og jeg var lidt naiv og tænkte, at så kunne jeg måske koble det lidt sammen. Så begyndte jeg på studiet og det var enormt spændende, men samtidig savnede jeg også musikken.

Johannes beskriver det som, at han på ulige datoer har drømt om at blive musiker, og på lige datoer har medievejen været det eneste rigtige. Så hvad er summen af de to ting? Det må være en kombination. Og den er han faktisk så heldig at have fundet. For eksempel findes den i konferencier-rollen, når han står på scenen med Aalborg Symfoniorkester. Formidlingen og musikken i ét. Men selv når han står på TV-avisen og leverer nyheder til Danmarks befolkning, så er der ting, der minder om de mekanismer, der er til stede, når der spilles en koncert.

– For mig er det to sider af samme sag. Når du laver et TV-program, betyder det meget, hvordan du bygger det op – for det skal jo være spændende at se på. Ligesom musik skal være fængende og interessant at lytte til. Når jeg for eksempel laver en TV-avis, tænker jeg meget på, hvordan en symfoni er bygget op; du skal have noget med et anslag. Du skal have folk til at tænke ”Hey, det er spændende, dette her!”. Der skal være nogle spændingskurver og temposkift undervejs, og der er også noget med den måde, du taler på. Der må gerne være noget fængende og fængslende. Noget, der taler mere til følelserne, og også gerne noget sjovt. Sådan er en symfoni jo også bygget. Der er nogle satser, som hver især har sit præg. Nogle er hurtige, nogle er langsomme. Nogle er indlevende og fjollede. Du skal have de elementer i en TV-udsendelse, for ellers bliver det kedeligt.

Mening? Det er også oplevelser

Det var i høj grad også det bedste fra begge verdener, da Johannes sammen med Katrine Muff var vært på DR-programmet ”Fællessang – Hver for sig” og samlede danskerne med sangens hjertelighed og indbyggede optimisme. Johannes gik heller ikke selv fri fra at mærke coronaens konsekvenser, der ramte hans eget musikerliv.

– Musik handler for mig om at kunne spille sammen med andre. Jeg har mit eget orkester med mine venner i København, og ikke at kunne øve med dem var lidt det samme som ikke at kunne være sammen med sin familie. Der var en lang periode, hvor vi ikke måtte mødes, hvor vi ikke kunne have det fedt med at spille sammen og mærke den stemning, der er, når koncerter går op i en højere enhed. Når det handler om kulturen, er det jo i sidste ende fællesskabet, man mister, og man har heller ikke afløb for sine passioner. Jeg syntes, det var smadderhårdt ikke at kunne udleve den passion.

Det er meget tydeligt, når man taler med Johannes, at han er et passioneret menneske. Det ligger i stemmeføringen. I ordvalget. Og da samtalen kommer ind på, hvad der ellers driver ham i hans arbejde, går én vending igen: At det skal give mening. Både for Johannes selv, men også som noget, han kan skabe for andre.

– Det er dét med at formidle den gode oplevelse. For mig handler det om at få en god oplevelse og forhåbentligt også give det til andre. Nu er vi oppe på de helt store nagler, men hvad er egentlig meningen med livet? Det må da være at give hinanden gode oplevelser, mens vi er her. Det er meget naivt og banalt, men jeg tror, jeg er kommet frem til, at det er meningen med livet for mig. Til ”Fællessang – Hver for sig” sad der jo tusindvis af mennesker rundt omkring, der var regulært ensomme, og der er da ikke noget mere fantastisk end at kunne træde til og give et lille lys i mørket ved at gøre noget af det, man selv elsker. At spille musik, og bringe andre musikere i spil. Formidle fællesskab.

Fra nyhedsmandens synspunkt

Nu vi er inde på corona-sporet, så er jeg interesseret i at vide, helt konkret, hvordan det var at være i orkanens medieøje, da det hele startede i foråret 2020. Johannes var én af dem, der aften efter aften skulle fortælle os, hvor omfattende problemer vi alle stod i. Hvor akut en situation, det egentlig var. Hvordan var det mon? Kan man helt skjule sine egne bekymringer, når kameralinsen er rettet mod én og nyhedsstoffet?

– Der er mange gennem årene, der har spurgt, hvordan det er at skulle berette om for eksempel terror og andre frygtelige ting uden selv at blive berørt. Men det har aldrig rigtigt været et problem, for når jeg går på arbejde, har jeg min professionelle jakke på. Og jeg skal ikke stå og være den, der trækker følelser ned over hovedet på folk. De skal gerne danne deres egne indtryk og få de følelser, det nu vækker i dem, at jeg relativt konkret fortæller om noget, der er sket. Jeg skal ikke stå og være sprællemand eller bedemand. Jeg skal være noget midtimellem, hvor folk selv bestemmer, hvad de f.eks. synes om, at skatten bliver sat op. Vi kan alle sammen godt blive enige om, at terror er frygteligt, men det kan godt blive lidt omklamrende, hvis jeg står i studiet og ligner en bedemand. Jeg er kun formidleren, ikke historien.

Alligevel satte corona sine spor, fortæller han.

– Med corona gik der 14 dage, hvor jeg stadig havde den der professionalisme, som jeg har lært mig. Men så ramte det mig, at det her faktisk potentielt kunne være min egen familie, jeg stod og fortalte om – fordi det var så usikkert det hele. Ingen anede, hvem det blev slemt for, og om vi kunne beskytte os selv. Der kom det meget tæt på. Det var ikke ensbetydende med, jeg ikke kunne rapportere om det, men jeg kunne godt mærke efter udsendelserne, at jeg var lidt mere tænksom end normalt.

Der er også noget andet, vi er nødt til at få på plads, som er i den lidt lettere afdeling. For når man sidder over for Johannes Langkilde, så skulle man da være et skarn, om man ikke spørger til, hvorvidt han kan huske den allerførste nyhedsudsendelse, han lavede. Det kan han heldigvis godt.

– Det var på TV2, og det var nyhederne kl. 12. Jeg havde øvet, øvet og øvet mig, for det skulle bare være perfekt. Og det gik virkelig godt, faktisk. Måske fordi jeg var så vant til at indstudere musik. Men relativt hurtigt efter var der en udsendelse, hvor det hele gik i kage! Dengang var alt kørende på bånd, og en af de båndmaskiner, der afviklede nogle af de tyve bånd, der var blevet sat ind med færdige indslag, gik ned et minut før udsendelsen startede. Så får jeg at vide i øresneglen af redaktøren; ”Båndmaskinen er i stykker – du må bare gøre noget!”, og jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg i stedet for at gå i panik, bare tænkte, det er fandme sjovt, dette her! Og at så må vi hellere stille over til Peter Tanev med vejrudsigten med det samme, for han virker hver gang! Men så var jeg nødt til at tænke på, hvad jeg skulle sige efter de 45 sekunder, når vejrudsigten var overstået, og jeg kan tydeligt huske, jeg endte med at sige ”Nu skal I høre, folkens! Jeg kan ikke vise jer noget som helst. Vores båndmaskine virker ikke, men hæng lige på, så skal jeg spørge min kollega, om vi overhovedet kan noget som helst.”

Og lige her… her kommer Hjørring igen ind i billedet. Den afdramatiserende måde at gøre tingene på, hvor en spade kaldes for en spade, og hvor der ikke er de store armbevægelser – dem tilskriver Johannes sin indre, funderede vendelbo. Som han sagde tidligere i interviewet: ”Du går ikke i panik, når du kommer fra Hjørring.”