En af historiens største kærlighedshistorier, der har dannet ekko gennem århundreder i hele verden, og som vel nok er Shakespeares mest kendte og elskede værk. Opført utallige gange i lige så utallige udgaver og fortolkninger, og så tænker nogen måske – kan vi så blive ved at synes, det er lige så gribende? Lige så sjælerørende, og lige så interessant? Kan vi græde med tragedien endnu? Svaret er, at hvis man ser Luise Kirsten Skovs ”Julie” og Lue Støvelbæks ”Romeo” og deres stærke samspil på Vendsyssel Teater, så vil selv en isstøtte kunne fælde en tåre, om ikke udenpå, så indeni.
De fleste kender udmærket fortællingen om de to familier, Montague og Capulet, der nærer et indædt had til hinanden, og hvis to unge mennesker, Romeo og Julie, forelsker sig skæbnesvangert i hinanden og derfra bevæger sig mod den tragiske ende, skridt for skridt. Ret hurtigt, endda.
Og…
”Den, der løber, snubler let.”, er ikke blot en af replikkerne; den er også titlen på en af de sange, Benjamin Koppel har komponeret til opsætningen. Faktisk er hele stykket båret af hans musik, der i forskellige udtryk understreger handlingen, og det sætter et helt særligt præg på stykket som helhed, at en mange hundrede år gammel kærlighedsdramatik foregår, mens det vandrende tonesprog fra en bas, sammen med klaverets florlette udtryk, en legende, blød saxofon og levende slagtøjsrytmer i sin helhed sætter pulsen. Musikken bliver lige så bærende som stykkets hovedpersoner. Og det gør den i særdeleshed også i form af karakteren ”Dødsenglen” – spillet og sunget af sangerinden Molly Koppel – der undervejs med stor, musikalsk præcision og et fængende, nærmest hypnotiserende blik, understreger hvilken skygge, der hviler over fortællingen og de to elskende. En skygge, der måske nok kan træde i baggrunden for en stund, men som i sidste ende giver det uundgåelige dødskys. Instruktør Rune David Grue har i sandhed formået at skabe en helhed, hvor ingen af hverken de dramaturgiske, scenografiske eller musiske elementer må mangle.
I begyndelsen af stykket er det som om, at vi hos publikum lige skal helt ”med”. Der er ukendte elementer, og vi skal lige placeres. Men der går ikke længe, før det føles som om, vejen er banet, og vi er taget i hånden. Især i 2. akt kan man i særdeleshed mærke sprødheden i skuespillernes præstationer. Scenograf Mie Riis har skabt et Verona-univers, der har et element af tidstypisk Shakespeare, og det er velkomment, for det bliver en smuk modpol til den mere modernistiske musik. Kombinationen er rigtig, rigtig god. Også Clement Irbils lysdesign er eminent til at få publikums mavefornemmelser til at ændre sig på et splitsekund. Man kan nærmest mærke, hvor fugtigt og køligt, der er i en gammel, italiensk katedral for 500 år siden.
På scenen er der konsekvent et nærmest ugennembrydeligt nærvær på scenen, hvor Rune David Grues instruktion tydeligt har formået at sætte en lille, tragisk troldsplint i blikket hos dem alle. Alle bærer de et åg, der vidner om, hvad der kommer. Det er stærkt. Men midt i den nærmest ubærlige kærlighedstragedie er det faktisk meget rart af og til at få et stænk kølig vand smidt i hovedet – og det kommer bl.a. fra den over-ivrige frier Paris, spillet af Mathias Bøgelund, der smider et genialt og velplaceret stænk af komik ind i ligningen. Også Julies amme, spillet af Lone Rødbroe, tilfører en lethed, der i starten af stykket kommer til at være et godt pusterum, midt i det, der venter forude. Generelt er stykket præget af stærke biroller. Og det er der også brug for, når uretfærdigheden, erotikken og kærligheden slår gnistrer mellem de to hovedpersoner. Og det gør den, så det når mindst syv mil forbi bagerste række. Luise Kirsten Skov skaber en Julie, vi kan mærke helt ind i knoglerne. Og Lue Støvelbæks udtryksfyldte spil kommer i særdeleshed til sin ret, da sorgen over hans døde Julie får ham helt ud i de menneskelige ekstremer. Diktionen holdes i et tempo, der fint viser Shakespeares svulstige og æterisk smukke sprog. Det gælder over hele linjen. Og når det af og til krydres med lidt nutidsdansk, så fungerer det godt, for med opsætningens linje som helhed, har vi også brug for, at intet kører ren renæssance-stil.
Jo, vi græder stadig med Romeo og Julie. Og tak for det!
