Et helt ny hverdag

Tekst Maria TvErgAArD-JAKoBSEN | foto hENriK SANDBErg

Så er vi nået til vejs ende i vores baby tema, og jeg har det sidste møde med Signe, Lars og baby Lærke. Det bliver hyggeligt igen at møde den lille familie, og høre hvordan hverdagen går med at være en familie på fire, og ikke mindst om barnedåben, som de netop lige har haft

Jeg bliver mødt af en smilende Signe, da jeg ankommer til familiens hus i Mou. Lærke står på terrassen og sover i barnevognen, og jeg håber selvfølgelig, at hun vågner, imens jeg er der, så jeg kan få lov at hilse på hende. Vi får os sat i sofaen, og Signe begynder at fortælle.

Siden sidst…

Sidst jeg mødte Signe og Lars, gik Lars hjemme på barsel sammen med Signe og Lærke. Så hverdagen må selvfølgelig have ændret sig.

– Jeg kan især mærke det om morgenen, nu Lars ikke har barsel mere. Der er lige en del koordinering, da jeg skal sørge for, at Lærke er spist af, inden Anton skal op og af sted i skole – og så skal der lige smøres madpakke, børstes tænder osv. Så der har nok været en enkelt morgen eller to, hvor vi er kommet midt i morgensang på skolen, fortæller Signe.
Lars møder tidligt, så hver morgen er det Signe, der er af sted med Anton. Men så er det så til gengæld mest Lars, der henter ham om eftermiddagen.

– Når vi kommer hjem fra skolen om morgenen, er Lærke ved at være klar til at spise igen, og så kommer hun ud og sover formiddagslur, forklarer Signe. Og så har vi hele dagen med vores rytme, og Lærke er så nem, så det kører rigtig fint. Men ved 15-16 tiden, når Anton og Lars kommer hjem igen, starter balladen igen, griner Signe – for så skal man jo huske at være noget for dem også.

– Der er selvfølgelig blevet lidt mere at se til, og dermed lidt mindre tid til hinanden. Men vi er blevet en rigtig kernefamilie og har det rigtig godt sammen. Med det lange forløb vi har været igennem, glæder vi os ekstra meget over den fantastiske prinsesse, som vi er blevet beriget med, forklarer Lars. og Signe fortsætter:

– Det med at være et par kan være svært at huske, så jeg glæder mig til, vi får lidt mere overskud til det igen. Det har bare været meget praktisk, men nu er barnedåben overstået, så nu kan vi ånde lettet op over det.

Da Lærke fik sit navn

Lørdag den 26. november i Mou Kirke, holdte Signe og Lars barnedåb for Lærke. Jeg har allerede set lidt billeder fra barnedåben og fulgt lidt med i planlægningen op til, og der må man virkelig sige, der har været tænkt på selv de mindste detaljer, og da jeg spørger Signe og Lars om planlægningen, griner Signe lidt, og Lars fortæller;

– Jeg har selvfølgelig deltaget lidt i planlægningen, men jeg har
dog ikke brugt en masse timer på at klippe og klistre bordpynt osv., ligesom Signe har, og Signe forklarer;

– Jeg er nok lidt af en kontrolfreak, så Lars har haft et ansvarsområde, og det var drikkevarer. Så han har været en tur ved grænsen, og så tror jeg ellers, at jeg har stået for resten såsom; bordpynt, servietter, klippe, klistre og så har jeg kigget utrolig meget på nettet efter inspiration og bestilt ting hjem. Så da vi fik nøglen til lokalet, hvor dåben skulle holdes, var det bare at dække bordene og få alt pynten på plads.

Det lyder som et stort arbejde, og Signe nikker da også genkendende, da jeg spørger ind til det.

– Det har taget lang tid, men det er fint, når der er fodbold i fjernsynet, så har jeg kunne bruge tiden på noget andet, for det gider jeg simpelthen ikke at se, forklarer Signe med det største smil på læben.

Til barnedåben var der 36 voksne og 15 børn med Lærke, så det var en god stor blandet forsamling med familie og de nærmeste venner. Lærke fik navnet; Lærke Yderstræde Rump, men hvem var det egentlig der fandt på navnet?

– Det var mig, der foreslog navnet, mens Signe var gravid, og det var bare som om, at det var det helt rigtige. Vi bragte i hvert fald ikke andre navne på banen efterfølgende, fortæller Lars.

Med hensyn til efternavnet har Lærke fået et navn fra både Signe og Lars, og for Signe var det ekstra vigtigt, at Lærke fik navnet Rump.

– Anton hedder også Rump, og for mig var det bare så vigtigt, at de kom til at hedde det samme og blev ”rigtige” søskende, selvom de ikke har den samme far, forklarer Signe.

Mange traditioner

Med en dåb kan der være rigtig mange traditioner forbundet, og det var også tilfældet hos Signe og Lars. Bare det med at finde ud af hvilken dåbskjole Lærke skulle have på skulle vise sig at være lidt af en udfordring.

– Vi havde en i hver familie. Den Lars var blevet døbt i, var en hans farmor havde hæklet i sin tid, og jeg havde den som både Anton, jeg og min mor er døbt i. Den er cirka 68 år gammel, og det var virkelig et ømt punkt. Det betød bare rigtig meget for mig, at Lærke skulle døbes i den. Især fordi Anton var døbt i den, fortæller Signe, og jeg kan mærke, at hun bliver lidt rørt imens.

– Det med at gøre dem til søskende har fyldt en del for mig. Det var også Anton, der tørrede hendes hår i kirken, efter hun var døbt. Han skal være med og ikke føle sig udenfor.

Det endte med, at Lærke blev døbt i den samme dåbskjole som Anton, og at Lars bar hende i kirken. Derudover blev det Signes storebror og svigerinde samt Lars’ storebror og svigerinde, som stod fadder. Parret havde valgt, at Signes veninde skulle stå fadder, udover familien, og Signe begrunder valget;

– Jeg ville virkelig gerne, at min veninde skulle stå fadder, for vi har bare et helt fantastisk venskab. Hun er en af de personer, der har betydet allermest for mig, efter jeg er flyttet til Mou. Også med alt det vi har været igennem det sidste halvandet år (Signe henviser her til, at de jo har haft mislykkede graviditeter, inden de var så heldige at få Lærke). Hun har bare været der hele vejen, forklarer Signe.

– Jeg var ufatteligt nervøs, da vi skulle i kirke, eftersom jeg skulle bære og sige ja på de rigtige tidspunkter, men jeg fik da efterfølgende at vide, at jeg klarede det til UG, fortæller Lars med et smil. Efterfølgende, da vi kom til festlokalet, får jeg budt gæsterne velkommen og takket for alle de fine gaver, som Lærke havde fået og fik også lige afkræftet det, som de alle sammen havde stillet spørgsmålstegn ved. Var vi mon blevet gift, siden vi valgte, at Lærke skulle døbes en lørdag.

Signe fortsætter grinende, Lars var så god. Han trak et stykke blankt papir frem, og sagde så;

– Den er god nok, vi er ikke blevet gift.

– Det kunne de heldigvis se det sjove i, og det satte ligesom dagsordenen for festen, og dagen gik jo bare helt forrygende, slutter Lars.

At være en familie på fire

Men hvordan er det mon pludselig at være en familie på fire? Det med lige pludselig at have et lille spædbarn, som en del af deres trekløver. Det må da være en stor omvæltning for dem?

– Jeg er så bange for at komme til at gøre forskel på dem, fortæller Signe. Jeg vil ikke have, at Anton bliver tilsidesat, og jeg er meget opmærksom på, at jeg skal huske at være der lige så meget for ham nu, som jeg var før Lærke blev født. Lærke er den her lille prinsesse, som vi har kæmpet så meget for at få, og lige nu er det hele bare så hyggeligt med at sidde og nusse. Men jeg skal stadigvæk huske at gøre det med ham og læse historier osv. Han er bare en følebamse, så der skal ikke så meget til, før han reagerer på et eller andet.

Jeg kan sagtens se, at det en stor omvæltning, og at man som mor selvfølgelig er bange for at tage noget fra den anden.

– De er heldigvis dejlig nemme begge børn, så på den måde er vi jo bare ekstra heldige. Anton er meget omsorgsfuld over for Lærke. Jeg synes ikke, at der er noget jalousi at mærke, forklarer Lars. Lærke er bare rigtig godt tilpas, sover igennem og ”fortæller” selv, når hun er sulten eller har en fyldt ble.

Jeg kan se, at Signe nikker genkendende til det, Lars fortæller.

– Anton vil bare gerne være med til det hele. Han elsker hende bare så meget, og det er bare så skønt. Men han er jo stadigvæk bare vores lille dreng også, så han skal ikke føle et alt for stort ansvar over for hende, forklarer Signe.

Første gang væk fra Lærke

Signe er netop startet til vandaerobic om mandagen i Gigantium, og det var da helt sikkert en prøvelse for hende første gang, hun skulle være væk fra Lærke.

– Jeg havde rigtig svært ved at komme ud af døren, og bare det med at skulle være væk fra Lærke, men mens jeg var af sted, tænkte jeg ikke så meget over det. Der var det egentlig ok det med bare at være Signe og få et lille pusterum. Men det var nu rigtig skønt at komme hjem igen, fortæller Signe med et smil.

– På et tidspunkt siger instruktøren, så strammer vi godt i maven, hvor jeg tog mig selv i at tænke; Lad mig nu lige se, om jeg kan finde de muskler frem nogle steder, griner Signe. Jeg har jo ikke rørt mig i halvandet år nu, og det kunne jeg da godt mærke. men det er da virkelig utroligt, hvad en krop den kan.

Til januar starter Signe og Lærke sammen til babysvømning i Gigantium, hvilket Signe allerede ser meget frem til. Men hvad bringer fremtiden mon for den lille familie i Mou? Har de mon et ønske om flere børn på et tidspunkt?

– Jeg har altid sagt, at jeg kun vil have to børn, forklarer Lars. Jeg ved godt, at Anton ikke er min biologiske søn, men jeg betragter ham alligevel som min egen. Jeg har trods alt kendt ham og været en del af hans liv, siden han var 15 måneder. Men man ved jo aldrig, om der kan komme en til på et tidspunkt. Man har jo et standpunkt, til man tager et nyt, fortæller Lars med et glimt i øjet.

Interviewet er ved at være slut, og jeg har nydt at tale med Signe og Lars og høre mere omkring deres nye liv. Alt imens er jeg blevet forkælet med lækre rester af dåbskagen, så jeg klager bestemt ikke. Netop som vi får afsluttet interviewet, vågner Lærke. Helt perfekt timing og efter lidt mad hos mor, får jeg lov at sidde med hende. Hun er det gladeste, mest milde barn og smiler over hele ansigtet, imens jeg sidder og snakker med hende.

Det har været en skøn oplevelse at lære hele familien at kende, og vi på APPETIZE siger tusind tak til Signe og Lars, fordi de lukkede os ind i deres familie og havde lyst til at fortælle deres historie til os og alle jer læsere.

Be the first to comment

Leave a Reply

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*