Jeg har en bror, der er 7 år yngre end jeg. Når jeg tænker tilbage, kan jeg sagtens huske, hvordan vi kunne skændes om alt.
A.L.T.
Alligevel har det været en overraskelse at se, hvordan mine to drenge kan skændes om… ja, også alt – og lidt mere til.
Det svinger meget, hvad de skændes om. Lige nu er det meget noget med, at hvis én af dem siger til den anden, at vedkommende er en baby, så bryder helvede løs. I en 2,5-årig og 5-årig verden, er det åbenbart det allerværste at få at vide.
Så det siger de selvfølgelig meget ofte, hver især.
Når William 5 år, som lige er i den alder, hvor alt latrinært er det sjoveste og mest spændende, driller Daniel, er ”Daniel, ved du hvad, du er? Du er en baby!” gerne efterfulgt af ”….Og du har puh-bad i numsen!”, hvorefter William griner lige så meget af sin egen joke, som en typisk onkel med skæv butterfly og en for længst smidt habitjakke til en familiefest med rødvin ad-libitum på bordene.
Nøj, hvor han synes, det er sjovt, gør William, og Daniel bliver lige tosset hver gang.
Men de er efterhånden også brødre med mere og mere gensidig forståelse, sammenhold og venskab, og det er noget så smukt at stå på sidelinjen til.
Det kommer frem i små glimt, som er så varme, at de hver kan opveje mindst 1000 skænderier, og man kan aldrig forudsige, hvornår de kommer.
De er forskellige som ild og vand, de to. William observerer, tænker og tænker, planlægger og mærker efter i sin krop. Daniel tromler frem i verden med gåpåmod, selvstændighed og humor. De kan slå gnistre som to flintesten, og de kan mødes som to brikker, der passer præcis til hinanden.
Og de der glansøjeblikke…
Som f.eks. forleden, da William faldt på et nyvasket gulv og slog sig hårdt. Han græd og græd, og Daniel skyndte sig hen til ham, mens han blev trøstet af Christian.
”Hvorfor græder William?”, spurgte han. Og Christian forklarede, at han var faldet på gulvet.
Herefter begyndte Daniel at lade sig falde med vilje. Han lod sine små ben glide til hver side, indtil han skvattede, mens han grinede til William – som hurtigt grinede med. Han gjorde det utallige gange, og hans knæ blev rødere og rødere af faldet, men de grinede begge to helt nede fra maven.
Da latteren var stilnet af, og William rejste sig for at lege igen, sagde Daniel til Christian, at ”Det var for William.”, og Christians faderhjerte smeltede sig flydende. Det samme gjorde mit moderhjerte, da jeg hørte om episoden.
Jeg skrev det op i min notesbog. At dén dag var dagen, hvor Daniel havde leget pauseklovn for at trøste sin bror. For det vil jeg nemlig gerne huske og mindes. Ren, smuk og rørende søskendesolidaritet fra lillebror til storebror.
10 minutter efter pissede de hinanden af, så taget løftede sig, én fik en legetøjsbil i hovedet og en kiks i øjet, og Daniel var ildrød i hovedet af raseri, men sådan er der så meget.
Det er en konstant opvejen af sukker og peber på tilværelsen, ligesom så meget andet i forældreskabet.
Her til morgen kom der lige lidt mere sukker, for mens jeg lavede morgenmad med søvn i øjnene, et langt pudemærke i hele venstre side af ansigtet, og et ”Åh nej” til alt i livet på læben, hørte jeg følgende dialog nede fra sofaen, hvor drengene sad.
– Sådan, værsgod.
Årh, tak, William, det var sødt.
– Det er fordi, Daniel, jeg gør mit bedste jo.
Tak, William.
– Det var så lidt.
….De var noget så søde, de to, og jeg fik kaffe i den fine kop, pudemærket gik væk, og alt blev godt.
¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨
Tak, fordi du læste med 🙂
