Filmanmeldelse: Rocketman

Tekst Christina Svendsen | Foto Paramount

Foto Paramount Pictures

Genre: Musikbiopic
Biografpremiere: 29. maj 2019
Medvirkende: Taron Egerton, Jamie Bell, Richard Madden og Bryce Dallas Howard
Instruktør: Dexter Fletcher
Spilletid: 121 min

Filmen om Elton John har været på vej i mange år, hvor der har været flere forskellige skuespillere og instruktører tilknyttet undervejs. En af dem, der skulle have spillet den legendariske sanger, var Justin Timberlake, der i stedet var med i en af Eltons musikvideoer fra 2001.

I sidste ende blev det den waliske skuespiller, Taron Egerton, der endte med rollen. Instruktøren er Dexter Fletcher, der også havde en hånd med i tilblivelsen af sidste års store biopic, ’Bohemiam Rhapsody’. Der tiltrådte han som instruktør i ellevte time, da den oprindelige instruktør blev fyret.

Da ´Rocketman’ for nylig havde premiere på Cannes filmfestival måtte både Taron Egerton og Elton John knibe en tåre over den overvældende modtagelse. Det var også første gang, at Elton så filmen, da han har valgt at blande sig uden om produktionen. I stedet har hans mand, David Furnish, været producer på filmen.

Historien i Rocketman bliver fortalt af Elton selv (Egerton) i tilbageblik, da han, efter en dramatisk entre, befinder sig på en afvænningsinstitution efter overforbruget af sex, stoffer, alkohol, og alt andet livet har at byde på, har taget overhånd. Holdet bag filmen kalder det selv en fantasi, fordi der er flere surrealistiske elementer og sangene ikke kommer i en kronologisk orden, men hvor det passer ind i historien.

’Rocketman’ er et kærligt og ærligt portræt af manden, der har leveret kæmpehits i flere år, end de fleste af os når at være på arbejdsmarkedet. Den musikalske bagage hjælper filmen godt på vej, så den rammer rent lige midt i følelserne. Filmen er et festfyrværkeri, men der bliver ikke lagt skjul på de mørke tider, der har været undervejs.

Man møder en Elton, der havde kæmpe succes på scenen, men knap så stor succes i privatlivet. Han havde en opvækst i en mildest talt dysfunktionel familie, hvor mormoren (spillet af en altid skøn Gemma Jones, der er bedst kendt som Bridget Jones’ mor) var det følelsesmæssige anker. Med moderens ord om, at det aldrig ville lykkedes ham at blive elsket rigtigt, så var kimen lagt til et liv med selvlede og en desperat søgen efter kærlighed. Den fandt han dog heldigvis i vennen Bernie Taupin (Jamie Bell), der blev til en livslang ven og samarbejdspartner efter de tilfældigt blev sat sammen i starten af deres karriere.

Når man spiller en mand som Elton John, ville det være nemt at gemme sig bag de ekstravagante kostumer og lave en imitation. Men det er lykkedes Taron Egerton at gøre karakteren til sin egen. Han synger desuden selv i filmen, hvilket han gør fremragende, så man bliver ikke mindet om det virkelige modstykke på samme måde som for eksempel i Bohemian Rhapsody.

’Rocketman’ er absolut i min top 5 over film, jeg har set år. Det er lykkedes Dexter Fletcher at skabe et mesterværk, der ærer manden bag, men i høj grad også er en velfortalt historie på egne ben om venskab, afhængighed og om at turde at spørge efter hjælp.

About Christina Svendsen 30 Articles
Christina er blandt andet filmanmelder og blogger for APPETIZE. Du kan læse mere fra hende på hibou.dk